Engletårer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2013
  • Opdateret: 15 jun. 2013
  • Status: Igang
Og Toshira spillede for dem. Hun spillede farverne frem i de grå menneske, glæden frem i de triste. Toshira spillede, så alle dem der lyttede, blev glade igen. Hun spillede livsglæden tilbage i deres hjerter, og mængden af sultne ansigter blev større og større.
-------------------------------------------------------------------
En illustreret historie :) Arbejder ligenu på et nyt cover, og evt. en ny titel - kom endelig med forslag :) Obs. Der mangler billeder til de sidste to kapitler (del 5 & del 6). Del 5 er publiceret, mens del 6 endnu ikke er :) Jeg skal nok forsøge at lave billeder, men ligenu kan jeg virkelig ikke tegne... Overvejer lidt at lave alle billederne om, så det bliver noget jeg tegner i hånden, men ved det ikke helt :)

20Likes
23Kommentarer
1184Visninger
AA

3. Del 3

 


Toshira kunne mærke mørket vokse, og trætheden fik hendes ben til at svaje. Rundt om hende var et uendeligt hav af ansigter, der alle ønskede det samme. Lykke, glæde, farver. Og Toshira kunne give dem det. Hun vidste at hun snart var nødt til at stoppe, hvis hun skulle have kræfter til at slæbe sig hjem.

Toshira så sin far i øjnene. Indeni bævede hun som gele, men på en eller anden måde lykkedes det hende at holde sit ydre i ro. Det var nødvendigt, hvis løgnen på nogen måde skulle virke troværdig.

”Jeg har den ikke far! Jeg ved ikke hvor den er!” Toshira gjorde sin stemme så troværdig som muligt, og holdt fast i sin fars blik. Hun kunne se desperationen i ham vokse, og en frygt havde gemt sig i hans øjne.

”Toshira de forventer at du spiller for dem! Sig nu bare hvor den er. Det er vigtigt!”

”Jeg ved det ikke.” Klynkede Toshira, og lod en tåre trille ned langs hendes kind, for at fuldføre skuespillet. I det samme hvirvlede faderens hånd igennem luften, og slog hendes hoved tilbage. Han pegede på hende med en rystende hånd.

”Hvis jeg finder ud af at du har taget den, Toshira. Så slipper du ikke med en lussing.” Så vendte han ryggen til og gik.

Tikala stod og kiggede ud af vinduet. Hun havde fuldt sin søster med øjnene, da hun bevægede sig gennem mørket, men selv nu, hvor hun ikke længere kunne se hende, blev hun stående lidt, for at se ud i mørket, og forestille sig sin søsters gang på de mørke gader. Hun var stolt over den hemmelighed hun havde med sin søster.

Endelig besluttede Tikala sig for at ligge sig hen i sin seng og vente. Hun vendte sig om, men i mørket kom hun til at kordinere forkert, og snublede over sine egne ben, så lang hun var. Braget rungede i hele det lille værelse, og Tikala holdt vejret, imens hun lyttede efter sin fars skridt. Hun skulle lige til at rejse sig lettet op, da hun hørte dem. De var lave, men virkelige nok, og idet næste øjeblik kom hendes far ind. Han så hende ligge på gulvet, og spærrede øjnene overrasket op.

”Tikala er du oka... Hvor er Toshira?” Tikala havde rejst sig op, og så på sin far. Hun skævede til den tomme seng, åbnede munden og lukkede den så igen. Hendes far gik hurtigt over til hende, greb fat i hende og pressede hende ind mod væggen.  Hans øjne lyste desperat.

”Har hun fløjten, Tikala, svar mig!” Men Tikala åbnede blot munden og lukkede den igen. Han slap hende, og sendte hende så et slag der slog hende i gulvet. Hun blev liggende der, imens han gik hen til vinduet. Han åbnede det, og stak hovedet ud. Luften var fyldt med musik. Det ville blive nemt at finde hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...