Engletårer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2013
  • Opdateret: 15 jun. 2013
  • Status: Igang
Og Toshira spillede for dem. Hun spillede farverne frem i de grå menneske, glæden frem i de triste. Toshira spillede, så alle dem der lyttede, blev glade igen. Hun spillede livsglæden tilbage i deres hjerter, og mængden af sultne ansigter blev større og større.
-------------------------------------------------------------------
En illustreret historie :) Arbejder ligenu på et nyt cover, og evt. en ny titel - kom endelig med forslag :) Obs. Der mangler billeder til de sidste to kapitler (del 5 & del 6). Del 5 er publiceret, mens del 6 endnu ikke er :) Jeg skal nok forsøge at lave billeder, men ligenu kan jeg virkelig ikke tegne... Overvejer lidt at lave alle billederne om, så det bliver noget jeg tegner i hånden, men ved det ikke helt :)

20Likes
23Kommentarer
1154Visninger
AA

2. Del 2


Toshira kunne mærke natten der trængte igennem den hvide kjole. Luften var kølig, og natten ligeså mørk som Toshiras indre. Hendes højre hånd holdt godt fast i den hvide fløjte, imens hun bevægede sig gennem de mørklagte gader.

Hun kunne mærke mørket, der spiste af hende indefra, men alligevel blev hun ved med at gå, i forsøget på at finde en gade hvor der var mennesker. Mennesker der kunne lytte – mennesker der kunne betale.

En enkelt bil kørte forbi, og dens forlygter hvilede et øjeblik på Toshira. Hun vidste godt, at den lange hvide kjole lyste op i natten, og at hun trak blikke til sig. Det var det der var meningen, og kjolen fik hende til at se uskyldig ud. Hun smilede ved tanken om Tikalas ord. Du ligner en engel Toshira.

Men selvom hun blev smigret af de søde ord, fik løgnen i dem hende næsten til at græde. Men Toshira tvang sig selv til ikke at græde. Hun måtte være stærk.

Langt om længe nåede hun frem til en menneskebefolket vej. Bilerne kørte regelmæssigt forbi med den susende lyd  af dæk, og natteravne gik hastigt forbi med mobiltelefonerne løftet op til ørerne. Toshira stillede sig med ryggen ind mod væggen, og sukkede dybt. Hun brød sig ikke om det, men alligevel sneg hun sig ud hver eneste aften og gjorde det. Det kunne blive hendes død hvis hun blev ved, men det var hendes eneste mulighed for at komme væk.

Toshira løftede langsomt fløjten op til munden, og placerede fingrene over de rigtige huller. Det føltes som om tiden stod stille, i det øjeblik hun trak vejret ind, og gjorde sig klar til at slippe tonen fri. Folk gik forbi i slowmotion, og Toshira tog sig sammen.

Så lod hun tonen slippe fri. Den slap ud i natten med en klar lyd, og blev hurtigt efterfulgt af den næste. Menneskene omkring hende stivnede, og stirrede på hende med åben mund. Og Toshira spillede for dem. Hun spillede farverne frem i de grå mennesker, glæden frem i de triste.  Toshira spillede, så alle dem der lyttede, blev glade igen. Hun spillede livsglæden tilbage i deres hjerter, og mængden af sultne ansigter blev større og større.

Men alt har en pris, og Toshira kunne mærke hvad hun betalte. For at give disse mennesker glæden tilbage, måtte hun selv miste noget af sin egen. Inden i sig selv, kunne hun mærke mørket blive dybere.

Alligevel blev hun ved med at spille, og menneskemængden voksede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...