Engletårer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2013
  • Opdateret: 15 jun. 2013
  • Status: Igang
Og Toshira spillede for dem. Hun spillede farverne frem i de grå menneske, glæden frem i de triste. Toshira spillede, så alle dem der lyttede, blev glade igen. Hun spillede livsglæden tilbage i deres hjerter, og mængden af sultne ansigter blev større og større.
-------------------------------------------------------------------
En illustreret historie :) Arbejder ligenu på et nyt cover, og evt. en ny titel - kom endelig med forslag :) Obs. Der mangler billeder til de sidste to kapitler (del 5 & del 6). Del 5 er publiceret, mens del 6 endnu ikke er :) Jeg skal nok forsøge at lave billeder, men ligenu kan jeg virkelig ikke tegne... Overvejer lidt at lave alle billederne om, så det bliver noget jeg tegner i hånden, men ved det ikke helt :)

20Likes
23Kommentarer
1198Visninger
AA

1. Del 1


”Du ligner en engel Toshira.” Hviskede Tikala med store øjne. Toshira så ned af sig selv. Den lange hvide kjole var for stor, og nåede langt ned over hendes fødder. Også de hvide ærmer var for lange, og dækkede hendes hænder til. Hun håbede ikke det ville blive et problem når hun skulle spille.

”Lad være med at sige sådan noget Tikala. Du fornærmer englene ved at sammenligne dem med mig. Engle er dagslysets væsen. Det er jeg ikke.” Rettede hun, men rettelsen var kun halvhjertet. Tikala var endnu ikke så gammel, at hun forstod hvorfor Toshira var nødt til at snige sig ud hver eneste aften. Og Toshira trak det ud med at fortælle hende det. Det var endnu ikke en viden Tikala behøvede, og forhåbentligvis ville hun aldrig få brug for den.

”Jeg synes altså du ligner en engel.” Erklærede Tikala højt. Toshira smilede, men blev straks alvorlig igen.

”Pas på du ikke vækker far. Han må ikke vide at jeg tager afsted.” Hviskede Toshira. Tikala rødmede, og kiggede ned på sine fødder. Men så rettede hun sig igen op, og kiggede Toshira i øjnene.

”Jeg skal nok være stille.” Hviskede hun. Toshira smilede. Hun kunne se stoltheden der blussede inde i Tikala over at de havde en hemmelighed sammen. Noget de ikke kunne fortælle andre om. Og Toshira lod stoltheden blusse. Tikala udstrålede livskraft, og forhåbentligvis var det en beskyttelse.

”Henter du fløjten?” Spurgte Toshira stille. Tikala nikkede, vendte sig rundt og listede hen ad gulvet. Hun trådte ned på det bestemte gulvbræt, og det vippede op. Dernede, i en hvid fløjlspose, lå den lange benfløjte. Tikala greb forsigtigt fat om den, og rakte den til Toshira. Toshira greb ligeså forsigtigt fast om den. Så åbnede hun fløjlsposen, og trak den lange benfløjte ud. Den var hvid, og hver eneste detalje på den var perfekt.

Toshira greb fat om den, og listede hen til vinduet. Hun åbnede det, og satte sig så op i vindueskarmen. Ligefør hun sprang ud så hun tilbage på Tikala.

”Husk ikke at lukke vinduet op, med mindre der kommer fire slag. To lange, to korte. Ellers er det ikke mig.” Tikala nikkede, og i det næste øjeblik sprang Toshira ud af det åbne vindue. Ud i natten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...