Double Exposure

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 jun. 2013
  • Opdateret: 31 jul. 2013
  • Status: Igang

2Likes
1Kommentarer
433Visninger
AA

7. Dinner with Dracula

Det var blevet den 31 oktober, hvilket vil sige Halloween og hele skolen var pyntet op med, skeleter, hekse, spøgelser og andre fiktive væsner og vejret bød kun på regn, grå skyer og orange blade overalt. Laura gik rundt og brokede sig over vejret, om hvor koldt det var og det triste stemning, der herskede over hele området. Folk gik rundt tætsluttede grupper, sure over at sommeren var forsvundet, lige for næsen af dem og deres perfekte gyldenbrune hud, nu var falmet og blever erstatte med ligblege kropsdele og sure miner. Trods alle's negatve syn på efteråret, havde jeg nu et helt anderledes syn på tingende. For det første kunne jeg gå rundt og føle mig normal, som alle andre, siden at jeg var ligbleg hele året rundt og jeg ville bare ligne et stykke råt kød, hvis jeg kom til at stege for meget i solen,

Jeg var på vej hjem fra den sidste time, med tasken på ryggen og hovdret rettet direkte mod den kolde jord, støder jeg ind i en gruppe drenge, bedre kendt, som dem der har givet med tilnavnet som glitre-vampyr-pigen, som husker at minde mig om det, hver gang jeg ser dem, eller omvendt. Hvis det havde chancen, ville de skyde mig ned med en bazooka. Deres mening med vampyr er at, at de ikke har en diamant besat krop, eller forelsker sig i dødelige, hvilket betyder normale personer, som hellere ville nyde at suge livet ud af dem, plus at deres daglige outfit består at et greve artigt look, fra 1800 og hvidkøl, med en omgang margarina i håret og ingen chance for at se sig selv i spejlet, men hvis de kunne, ville de nok løbe skrigende tilbage i deres kister, hvis de så det kridhvide fjæs, som smelter i solen. Nutiden's vampyr vil nok ikke bide folk i nakken, de vil sgu sikkert arbejde i en blodbank, eller være bloddoner-modtager.

Ikke desto mindre har de fået flere med på ideen, der i blandt Ditte's roommate Sille, som kende Ida og går på samme hold, som hende. Ditte hvade godt nok beskrevet hende, som en sød og venlig pige, der er mega godt til at give massage, for ikke at tale, om hendes stor besættelse af brownies, med lyserød glasdur og små røde hjerter, som hendes mor laver til hende, hver gang at hun skal afsted, eftersom at hun nemt kan få hjemve. Hvis jeg skulle bedømme ud fra hendes outfut, ville små røde hjerte besatte kager ikke passe til hende. Men vi har vær vores problemer ar slås med.

Jeg har lovet mig selv at jeg ikke ville gøre eller sige noget, som kunne såre hende, fordi jeg ved hvor følsom en person hun er og hvor desperat, hun prøver på at blende ind i gruppen, siden at de kan lide de samme ting og for første gang, føler sig velkommen. Jeg undgår øjenkontakt, som består at blodrøde kontaktlinser og et blik, der selv kunne få James fra Twillight, til at løbe skrigende væk, samt hendes sædvandelig "hej glitre vampyr tøs" Jeg ignore det og lader som om at jeg hverken har set eller hørt hende og prøver desperat at skujle den vrede, som lige så stille titter frem og overbeviser mig om at det er nu eller aldrig, hvis jeg skal få den vampyr elsker til at holde mund.

 Lige da jeg åbner døren, er Laura på vej ud, med sin bærbar undre armen, med fryd i øjnene og et ansigt udtryk, jeg ikke har set længe, eftersom at hun har gået rundt på skolne, med et ligbleg ansigt og ildrødt hår, som fik hende til at ligne en vandrene tændstik, den sidste måned og brokede sig om lektier og vejret, plus at den samme gruppe har givet hende et navn, bedre kendt som minefelt, p.a.g af hendes ildrøde hår og dårlig tendens til at eksplodere af raseri, hvis noget går hende på. Men en af drenge har en chrush på hende siden at han laver elevator blikket hver gang han ser hende og gerne ville gå fra fjender til og venner og måske mere end det, ikke noget jeg ved med sikkerhed, kun en følse. Men lige som tændstikker et Laura brændfarlige og kan nemt brænde en af, hvis man ikke passer på.  

"Hej hvor er den på vej hen"

"hen til Sille"

Jeg stivner

"Jeg jeg kender hende godt"

"virkelig, har i mødtes før"

Du skulle bare vide

"Ja vi støde ind i hinanden et par gange, hun virker interresant"

"Ja hun er helt fantastisk sød og har er mega gost til at give massage og så har hun bare de sygste interreser"

Ja hvis du mener med syge interesser, hvor vampyrismebesættelse indgår, så har du fuldkommende ret.

"Er du okay Freja?"

"Var ja da, hvorforskulle jeg ikke være det?

"Måske fordi du bare står og stirre tomhjernet på mig, hvis det er p.g.a af dit nye kælenavn, skal du ikke være bange, jeg hopper ikke med på trenden, fordi jeg selv godt kan lide den film og det har Sille accepteret, så måske kan jeg få hende til at se, at der ikke kommer noget godt ud af det." 

Great det er vel gode nyheder

"Øhmmmm ja fint, det ville være dejligt, så jeg gætter på at vi ses til aftensmaden, eller middag, hos Dracula, som det nu hedder"

"Ja det gør vi, jeg har nu ikke fattet, hvorfor de har kladt det, det? men ja det gør vi. Jeg følges nu med Sille hvis det er okay med dig og hvis du har lyst kan du bare komme over og følges med os og så kan hun sikkert får øjnene op for at du ikke er så slem, som hun tror"

Nej tak jeg tror jeg springer over denne gang.

"Jamen så her ikke andet end at sige end ha det godt så længe"

"Tak i lige måde, vi ses senere"

Jeg ved ikke om det var tanken, dergjord mig nervøs, på mange forskellige måder og jeg hvade ikke rigtig lyst til at kæmpe imod,  eller om det bare var mig, der var alt for parnoid, hvad end det var, var det ikke noget jeg kunne benægte. Mest af alt, hvade jeg bare lyst til at slutte fred imellem os og så bare respektere at vi bare er som vi er og lade det ligge, fordi jeg kunne ikke se nogen grund til at være uvenner, vi hverken ved eller kender til noget om hianden, selvfølgelig bort set fra at vi begge kan lide vampyrfilm, bare med hver vores verison. Men det gjord mig ikke tryg, fordi en mærkelig følse skreg om at dette ikke var noget tilfælde.

Tiden kom, hvor vi skulle til middag hos Dracula og jeg gad ikke gå sammen med dem, så jeg valgte at gå alene indtil.

"Freja vent på mig!"

 Jeg kunne genkende den stemme til hver en tid ja det var ham jeg var hemligt forelsket i Kasper.

"Tak fordi du ventede"

"Så lidt, hva skal du forestille at værten af festen eller hvad?"

"Haha demn er god med dig, nej lærene har sagt at vi skulle klæde os ud, så jeg valgte at være en vampy"

Great indnu vampy, kan denne aften blive mere værre?

"Hey er det ikke dig at den flok computernørrderne har give tilnavnet glitre-vampy-pigen?"

"Jo du har fat i den helt rigtig pigen"

"Ahh mand det skal du ikke tag dig af"

"Har du set hvor bleg jeg er og jeg lyser op i solen om sommeren, så det er sikkert ikke helt løgn"

"Hold dog op, måske er du bleg, men det betyder ikke at du ikke er smuk"

"Haha den var god"

"Jeg mener det og siden at de ikke kan se det, så er der mere plads til mig" 

Pleas hold op, du giver mig røde kinder.

Resten af turen til til festen føltes lang, hele tiden getog jeg i hovedet den sætning "måske er du bleg, men det betyder ikke at du ikke er smuk." Da vi så langt om længe nået derhen sagde vi farvel til hinanden og gik hen til hver vores bord. Jeg havde en dejlig fornemmelse i mavne og mit hovede kørte rundt, lige indtil at mine tanker blev knust med sætningne

"OMG! se lige hvor bleg hun er,  hun ligner sgu et vandrene skelet og det er ingen gang forklædning haha."

Jeg satte mig ned uden at sige et ord, men begyndte at søge efter efter den person, som sagde det. Jeg kunne ikk finde persone, indtil at mine øjne ramte bordet overfor mig, hvor to lyshåret piger sad og grinede og peget fingre af mig og som om det ikke var værst, så gik de begge i min klasse og jeg har godt set dem grine af mig adskillige gange og hviske i hinandens øre, men jeg fatted sgu ikke om hvad mig, de kendte ingen gang mit navn og jeg kendet hellere ikke deres, eller grunden til det var. Jeg prøvede på at slappe af og tige stille.

"OMG! det er sgu da glitre-vampyr-pigen."

Jeg kunne se at Laura gik fra at kigge på dem og over til mig, hvor mine øjne tydeligt signaleret at jeg var ved at ekspoldere af raseri. Hun tog min hånd, smilte, kiggede over på dem og himlede med øjnene. Der kom liv i mig igen og jeg kiggede rundt i det fyldte lokale og slappede atter af. Festen kunne langt om længe begynder og jeg var død sulten, lige så meget som jeg var træt, så det tog ikke lang tid om at hoppe i nat-tøjet og flyve hen til non vampyr drømmeland.  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...