Baby, let go - Justin Bieber

Abigael vælger at tage til Justin Bieber koncert sammen med hendes bedsteveninde og hendes lillesøster. Justin vælger at gøre en aften speciel for en bestemt pige i salen. Abigaels kæreste er en marine soldat som endelig er kommet hjem fra en tur i krig, Abigael ved ikke hvad hun skal gøre af sig selv, men løber alligevel op og krammer ham. Justin falder for hende ved første øjekast. Justin ved han ikke kan få hende, men vælger derfor at blive venner med hende. Venter på det øjeblik hun er single igen, så han kan slå til. Men hvad hvis hun ingen følelser har for ham, eller hun bare ikke kan komme over hendes kæreste som dør.

52Likes
42Kommentarer
4031Visninger
AA

9. Abigael's synsvinkel

Jeg gik ned langs gangen, de andre som var her kiggede indtrængende på mig. Jeg havde en bange anelse om de viste hvem jeg var. Jeg havde ligesom været på scenen med Justin, og så var jeg alene med ham. God ide var det ikke, men jeg havde brug for at komme væk fra Nick. Nick var blevet sur over at jeg bare gik fra ham, for at være sammen med Justin. "Undskyld mig miss?" Jeg blev lidt fornærmet over at han personen ikke kunne se min ring på fingerne. Jeg nikkede smilende til personen - som forresten var en dreng, eller mere en mand.

"har du brug for hjælp?" Denne gang kiggede jeg fornærmet på ham, det kan godt være han kunne se jeg var forvirret. Men så vil jeg selv spørge, i stedet en fremmede spørg mig. "Nej" hvæset jeg surt. Han kiggede overbærende på mig. "Det tro jeg nu du behøver" han spydige og nedladende ord gjorde ondt. Mere ind hvad jeg havde forventet. "Hvem tro du at du er?" Mine øjne var kolde som is. Jeg var sur, don't blame me.

Det er der ingen der gør!

Tak igen hjerne. "Hvem tro du? Austin mahone" jeg kunne ikke lade vær med at grine kort. "Altså wannabe af Justin Bieber?" Mit smil var ikke til at fjerne. Han kiggede vredt på mig inden han hev mig afsted. Hvor ved jeg ikke, men det skræmte mig ikke. Han strammede grebet om min håndled, og det begyndte hurtig at brænde. Stræke hænder han har, men det kan jeg ikke bruge til særlig meget. Han hev mig vredt afsted, hvot hrn viste jeg ikke endnu - men det fandt jeg hurtig ud af. 

Han trak stadige i mig, hans hånd bebyndte at stramme mere og mere. Jeg hev irriteret min arm tilbage, jeg mistet balancen et kort sekund - alt inden jeg fik balancen igen. "Styr dig Mahone!" Hvæset jeg vredt tilbage imens han greb fat i mit håndled igen - dog ikke ligeså hårdt. Han trak mig ned mod nogle vagter.

"hvem er du her med?" Hvæset en af vagterne irriteret af mig imens jeg sendte et falsk smil. "Justin Bieber!" Jeg holdte en pause. " så brok dig til ham" denne gang var det mere henvendt tol ham Austin.

"Du følger med os!" Hvæset en af vagterne imens jeg rullede øjne. Hvor er de trælse. Jeg blev hevet samme vej ned som jeg kom, jeg kunne gætte vi var på vej tilbage til Justin. Vi nåede dog hurtig Justin igen, men synet jeg mødte var ikke spor sjovt. Justin stod med min mobil i hånden. Og kiggede i den. 

Det havde jeg ikke troede om ham.

hvad havde du forventet? Han er forelskede?

Jeg sukkede irriteret af min hjerne, hvornår fanden er den begyndt at blande sig i mine sager. Ja det kan da godt være det er min hjerne, men for god sake... Det er ikke min samvittighed.

Nej men jeg er klogere ind dig, tumpe!

Og endnu en gang, hvad forstod du ikke hjerne? "Justin hvad har du dog gang i?!" Skreg jeg surt, jeg havde for det første glemt at vagten stadige stod bag mig. Men det kunne ikke rage mig mere lige nu. "Hvem er Chris?" Jeg kiggede surt på ham imens jeg rev mobil til mig igen. Jeg ville slå ham, men jeg kunne ikke gøre det lige nu. Eller kunne jeg?

Nej spasser!

Jo tak, det gør jeg. Jeg hev hurtig mig hånd op, inden jeg svingede den lige på Justins kind. Han kiggede chokeret på mig imens han holde om hans kind. Vagten hev hurtig fat i min hånd, men Justin rystet på hovedet -Vagten slap min hånd igen mens han gik sin vej.
Jeg kiggede stadige vredt på Justin. "Hvorfor snager du i mit privatliv. Jeg troede vi kunne blive gode venner!" Min stemme var blevet rimelig lys, og jeg hadet det!
"Det kan vi da godt være stadige!" Hans barnlig forsøg på at rette op på det. Jeg kiggede surt på ham. "Og for det andet er det min barndomsven!" Min stemme havde sænket sig imens jeg kunne mærke nogle arme om mig. Jeg vendte mig halvt om imens jeg kiggede op på Nick.

"Hej!" Smilede han uskyldig, jeg kiggede kort på ham. "Hej!" Min stemme var kold, men ikke fordi jeg var sur på Nick. Det var jeg kommet over, nu er jeg sur på Justin. "Hvad sker der her?" Nicks stemme fyldte tomrummet der havde lagt sig omkring os. Jeg sukkede indvendig, jeg ville ikke svare - for så flipper jeg ud. "Hun slog mig!"Justins stemme var tydelig vred. Jeg kiggede koldt på ham. "Du snaget i min mobil!" Nick kiggede sukkende på os begge. Han hadet at stå mellem to parter. Og han elskede mig, men kunne godt lide Justin. Så vi havde sat ham i en hård situation. 

"Skal du ikke sige et eller om 'ih, du skal ikke høre på ham skat'?" Jeg kiggede overrasket på Justin, samme gjorde Nick. "Nu må jeg godt slå ham?" denne gang var det en henvendelse til Nick - Men han rystet på hovedet.

"Nej Baby'girl" smilede han efter han havdet rystet på hovedet. Jeg kiggede irriteret på ham imens jeg vendte mig om og begyndte at gå ud mod salen. Jeg gad ikke se på Justin lige nu. Jeg var alt og alt for sur, skuffet over ham. "Abigael!" jeg kunne fornemme hvem stemmen tilhørte - Justin.

Hvem skulle det ellers være? han er den eneste der kalder dig Abigael af Nick og ham.

Du har for en gangs skyld ret i noget, sådan. Nu snakker vi ikke mere om det, du fik din bekræftelse. Nu må du godt skride. Jeg sukkede endnu en gang indvendig imens jeg gik videre. Jeg skulle ikke snakke med ham, så ville jeg slå ham igen. Måske et øm sted ved drenge?

"Abigael!" han rev hurtig fat i mit håndled imens han fik vendt mig om. Jeg kiggede alle andre steder hen, bare for ikke at kigge på ham. Hans suk gav genlyd i mit hovedet. 

Hvad gør ikke det?

Jeg rev min arm til mig imens jeg stadige kiggede væk. Ja jeg kan godt være verdens største diva når jeg vil, sådan er det bare. Han greb hårdt fat i min hage imens han tvang mig til at se på ham - ja så har jeg ikke noget valg vel? "Hvad fuck vil du mig?" hvæset jeg mellem mine sammenbidte tænder. Jeg kiggede stadige på ham, jeg kunne ligesom ikke rykke mit hovedet - det havde jeg prøvet, det hjalp ikke. 

"Sig noget til dig!" hans stemme var ligeså koldt som mit blik. Men jeg kunne læse på ham at han ikke brød sig om det. Det må heller ikke være rart for ham. Hey vent hvad siger jeg lige? jeg er ligeglad med hvad han synes.

Selvfølgelig er du ikke det

Jeg kiggede denne gang en anelse blødere på ham. Han kiggede først forvirret men blev så alvorlig igen. "Undskyld" jeg fnøs kort. Var det kun det? et sølle undskyldning? "Jamen det hjælper også rigtig meget" mumlede jeg ironisk. 

 

*** 

 

Mig og Nick var taget i lufthavnen. Jeg viste godt hvad der skulle ske nu, jeg havde ikke lyst til at sige det højt. Nej det gør alt for ondt. Jeg har lige fået ham tilbage, vi er lige blevet forlovet. Jeg sukkede svagt imens Nicks blik lå på mig, jeg kiggede op på ham. Hans urolig blik blev erstattet med et trist et. Tiden kom og vi skulle lave vores afsted. Det gjorde ondt, især fordi jeg ikke viste om han ville vende tilbage. Vende tilbage til vores bryllup.

"Abby?" jeg nikkede kort. Jeg kunne ikke sige noget, for så ville mine tåre komme frem. Det var allerede svært nok for os begge. Og så hvis jeg begyndte at græde, gjorde det ikke spor bedre. "Vil du gøre mig en tjeneste?" hvisket han blidt i mit øre imens jeg kiggede på ham - Jeg nikkede stumt. 

"Giv Justin en chance" jeg kiggede forbløffet på ham. Det havde jeg ikke troede han ville sige, jeg sendte mig et skævt smil. "Han har fortjent det" smilede han - denne gang ægte.

"Jamen" hvisket jeg inden mine tåre faldt ned af mine kinder. Jeg græd, hvor irriterende. "Ingen jamen Abby. Du havde det svært nok da jeg tog afsted sidst. Giv ham en chance til at være der når du har brug for et knus. Være en støttepæl, han holder af dig. Jeg holder af dig, jeg vil ikke se dig i det sorte hul igen" hvisket han. Jeg kiggede forbløffet på ham, hvad skulle jeg sige? "Og du holder af ham. Ellers ville du ikke blive så sur på ham" jeg sukkede kort imens jeg nikkede stumt.

"Nå lad os få sagt farvel. Så jeg kan gøre min tjeneste færdig og tage hjem til dig igen" jeg nikkede igen imens jeg krammede ham. Jeg gav så bare ikke slip på ham, det fik ham til at grine kort.

"Jeg elsker dig. Husk altid på det"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...