Baby, let go - Justin Bieber

Abigael vælger at tage til Justin Bieber koncert sammen med hendes bedsteveninde og hendes lillesøster. Justin vælger at gøre en aften speciel for en bestemt pige i salen. Abigaels kæreste er en marine soldat som endelig er kommet hjem fra en tur i krig, Abigael ved ikke hvad hun skal gøre af sig selv, men løber alligevel op og krammer ham. Justin falder for hende ved første øjekast. Justin ved han ikke kan få hende, men vælger derfor at blive venner med hende. Venter på det øjeblik hun er single igen, så han kan slå til. Men hvad hvis hun ingen følelser har for ham, eller hun bare ikke kan komme over hendes kæreste som dør.

52Likes
42Kommentarer
4040Visninger
AA

15. Abigael synsvinkel:

Jeg var kommet hjem med Justin, stemningen var fuldstændig kold. Min mor kiggede slet ikke på mig, men det gjorde mig ikke noget. Jeg slap så for at give en undskyldning for jeg glemte min jobsamtale. Men hvem ville alligevel tro på det?

"Abigael Swanson!" råbte min mor da vi var gået op på værelset. Jeg gad dog ikke svare, men det skulle jeg vist have gjort. Min ellers så irriteret mor kom ind af døren med verdens falske smil. "Abigael. Du glemte jobsamtalen skat. Er der noget galt?" jeg rystet bare falsk til hende imens jeg sendte hende endnu et mere falsk smil. "Jeg gad bare ikke" jeg trak ligegyldige på skulderne. Hendes blik frøs kort fast, alt inden hun sendte et falsk smil tilbage til mig.

"Så er det godt jeg fik redet det. Du skal af sted i morgentidlig, og jeg tager med" jeg kiggede ned i sengen. Hvis jeg kiggede rundt, var mine øjne faldet ned på jorden af bar forargelse. 

Jeg sukkede inderligt imens jeg slog blikket over mod Justin og så min mor. Hendes falske moderlige smil gav mig kvalme. "Nå. Det skal jeg nok gøre, bare jeg slipper for du skal med" mine ord var spydige. Men det er da også forståelig, hun tvinger mig til noget jeg ikke vil.

Du er også bare en drama queen  

Tak hjerne, jeg troede den stemme var forsvundet fra dit system. Men jeg tager åbenbart fejl omkring alt for tiden. Justin åbnede hurtig munden imens han sendte min mor et smil. "Jeg skal nok tage med hende" der poppede mine øjne ud af mit ansigt. 

Ahvad gjorde han?

Du hørte ham godt

Jeg kiggede overrasket på Justin imens jeg rystet voldsomt på hovedet. Hvad fanden har han gang i? slikker røv på min mor? - ej det billede behøvede jeg ikke at se.
"Nej du gør ej!" hvæset jeg vredt, nok ikke verdens bedste ide. Men sket er sket, bad for you. "Jo Abigael" han smilede kort. Jeg kiggede koldt hen på min mor inden jeg sukkede irriteret. 

"Bare kald hende Abby. Det har hun intet imod" jeg kiggede igen på min mor. Hendes smil, hendes hånelig smil gav mig endnu en gang lyst til at smadre hende et par knytnæver - hårdt men sandt. 

"Nej Justin. Det skal du ikke" min tone var følelsesløs. Jeg viste ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv - alt faldt fra hinanden.

 

"hvorfor ikke?" hans stemme var spørgene imens jeg sukkede irriteret.. "Jeg skal flytte til London hvis jeg får det" jeg kunne se Justin stivenden. Hvem havde også troede det? ihvertfald ikke mig.

"Så flytter jeg med!" sagde han bestemt imens jeg fnøs kort. "Og hvad vil du så sige til dit team? Dit arbejde ligger i princippet her" min stemme var rolig. Dog alt indeni mig skreg at det her var forkert, og fuldstændig dumt - Men jeg lytter jo aldrig til mig selv.

"Jeg kan sagtens gøre mit arbejde andre steder. Jeg kan bare ikke være sammen med dig!" hans stemme var også rolig. Og det var egentlig underligt, for hans følelser lå ude på tøjet. Jeg kunne se det, han viste ikke hvad han skulle gøre. 

"Jeg kan sagtens have kontakt med dig. Men jeg vælger ikke at tage af sted" min stemme var rolig og afslappet. Det var nærmeste som om alt faldt på plads - efter så lang tid.

"Hvorfor vil du ikke det?" Denne gang lød han mere forvirret ind såret. "Fordi jeg har så mange minder her. Og jeg er igang med at lave flere minder. Jeg kan ikke smide alt det væk for et arbejde" smilede jeg beroligende til Justin. Han sendte mig et skævt smil - denne gang kunne jeg ikke se om det var falsk, eller om det rent faktisk var ægte. 

"Minder som?" jeg kunne fornemme at han ville være helt sikker. Både på mig og mine humørsvingerne. Jeg grinte falsk, og meget lidt ægte. "Dig og mig på stranden. Som eksempel" denne gang formede der så en enkel ægte smil frem. Bare et lille et, det er bedre ind ingenting.

"Det var også hyggeligt. Men du skal følge din drøm" jeg sendte ham et drillende smil. "Lidt ligesom. 'Dream until your dreams come true" jeg holdte en pause."og så et eller andet mere" grinede jeg. Justin rystet bare grinende på hoved. "Abigael dog" smilede han varmt. Det varmede om hjertet.

"Den var da meget god!" jokkede jeg smilende. Justin rystet bare smilende på mig.

 

***  

 

Nogle dage var gået imens mig og Justin havde været sammen. Justin havde dog også sit arbejde, koncerter og interviewes og alt det der høre med til at være en kendt. Jeg derimod havde været til jobsamtalen. Det var gået godt, jeg havde fået den desværre. Men vi havde lavet en aftale. Vi havde bestemt at jeg først ville starte om 3 uger, og at Justin godt måtte besøge mig på arbejdet. Men noget forvirret mig, hvorfor var de så afslappet med det hele - Der må være noget bag det.

Ja hvor er du langsom opfattende. Mangler du ikke at sige hvor du har fået arbejde? 

Jamen mange tak hjerne, det havde jeg slet ikke opdagede. Men det infomation kan da være utrolig ligegyldig. Det er andre da bedøvende ligeglad med, om det så var et interessant arbejde.

Nej det er de ikke. 

Okay, jeg tro jeg skal indlægges nu. Jeg har en samtale med min egen hjerne - det lyder helt fuckt op, hvordan må folk ikke tro om mig. 

Jeg kunne høre dørklokken ringe imens jeg sukkede irriteret. Hvem ringer på klokken 20 om aften, det er ihvertfald ikke Justin. Han havde en koncert og kom først om en time. Så hvem kunne det være. Det ved jeg ikke.

Jeg fik dovent rejst mig imens jeg bevægede mig over mod døren. Jeg kiggede mig hurtig i spejlet, bare hvis det nu var Justin. Men hvem narre jeg? Jeg fik med besvær åbnede døren imens jeg kiggede på en mand jeg aldrig ville ønske at se. Jeg viste godt hvad klokken havde slået, tiden havde indhentet mig. 

"Miss Swanson?" jeg nikkede stumt imens jeg bed mig i læben. Jeg skulle ikke græde nu - slet ikke foran ham. 

"Jeg har et brev til dig" han kiggede med meldindensfulde øjne på mig. Han gav mig brevet imens klumpen i halsen vokset sig stor.

Kære Abigael Swanson. 

Jeg ved når du modtager dette brev ved du ikke hvad du skal gøre af dig selv. Jeg skriver dette brev fordi jeg ikke kommer tilbage til dig mere. Jeg ved hvor hårdt det er at læse, men jeg har ingen chancen for at sige det til dig. Face to face, da jeg er tusind af kilometer væk. tusind lysår for at se dit smil igen, jeg valgte at melde mig i hæren da jeg ikke havde noget af leve for, leve efter. Men efter jeg mødte dig, viste jeg at du skulle være min for evigt, men sådan skulle det ikke gå til. Du ved ikke hvor hårdt det er at lade dig være med sorgen, efterlade dig uden at kunne trøste dig. Holde dig i mine arme, vide du er i trygge hænder. Men at hele mit hjerte ønsker jeg at du finder en som ville ofre selv for at rede dig. Som jeg ville have gjort med dig, hvis jeg havde muligheden for det. En som vil elske dig, nærmeste til du brækker dig. Men stadige at du ved en holder så meget af dig, det er mere end hvad jeg kan håbe og ønske. 

Det her jeg skriver er fordi jeg ved du vil gøre alt for mig for at gøre det allersidste for mig. Det sidste ønske jeg vil give dig er at jeg gerne vil sænkes ned i jorden med de andre faldene soldater. Eller som du kalder dem 'faldene engle'. Jeg vil elske at blive begravet i jorden i en miltærsk begravelse. Jeg ved det ikke er noget du vil gøre frivillig, men jeg vil gerne be' dig om det alligevel. Jeg ved det bliver hårdt, men du skal være stærk for mig.

Husk altid på at jeg vil elske dig, uanset hvad. Hvor jeg er. 

Nick.

 

Mine tåre sprang ud imens jeg satte i løb ud af døren. Jeg viste hvor Justin holdte koncert, det var ikke langt fra mig. Jeg kunne sagtens løbe - selv med våde øjne. Jeg fjernet panisk tårene imens de stadige trillede ned. Jeg viste ikke hvad jeg skulle sige, gøre hvis vagterne skubbede mig væk. Så tro jeg at jeg ville dø. Gå samme vej som Nick.

"Du må ikke gå her ind" en af vagterne kom ud og kiggede indtrængenden på mig. Mine tåre som ikke ville stoppe, det gjorde det hele mere utydelig. "Jeg skal ind til Justin" græd jeg febrilsk. Vagten sukkede surt imens han stadige kiggede på mig. Var han ligeglad om jeg græd?

Alle er ligeglade

"Gå din vej igen" sukkede han irriteret imens han skubbede mig væk. Jeg begyndte at skrige af ren arrighed. 

Det her er for meget.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...