Baby, let go - Justin Bieber

Abigael vælger at tage til Justin Bieber koncert sammen med hendes bedsteveninde og hendes lillesøster. Justin vælger at gøre en aften speciel for en bestemt pige i salen. Abigaels kæreste er en marine soldat som endelig er kommet hjem fra en tur i krig, Abigael ved ikke hvad hun skal gøre af sig selv, men løber alligevel op og krammer ham. Justin falder for hende ved første øjekast. Justin ved han ikke kan få hende, men vælger derfor at blive venner med hende. Venter på det øjeblik hun er single igen, så han kan slå til. Men hvad hvis hun ingen følelser har for ham, eller hun bare ikke kan komme over hendes kæreste som dør.

52Likes
42Kommentarer
4187Visninger
AA

13. Abigael synsvinkel:

Jeg trådte ind i stuen imens min mor kiggede op på mig. Hendes moderlig smil gav mig kvalme. Jeg viste der var noget bag det smil, jeg skulle bare lige finde ud af det. "Skat?" jeg nikkede kort imens jeg lænet mig op af dørkarmen. Jeg kiggede indtrængeden på hende, lidt ligesom jeg kunne se igennem hendes facade. "Du ved godt du ikke kan se Justin imorgen ikke?" jeg kiggede underligt på hende. Hun bestemmer da ikke mere over mig, jeg er 18 og et halv! 

"Du har din sidste eksamen og så er du endelig en student. Og så på uni, og så har du en jobsamtale. Så du har slet ikke tid til alt det pjat" mine øjne ville poppe ud hvis de kunne det. Var hun ikke glad for at se mig glad, hendes datter. Hendes egen datter.

"Mener du at se mig glad er pjat? og jeg bare skal ud på arbejds market med det samme?" hun nikkede bare kort imens hun åbnede munden. "Og så flytter du. Jeg har gjort alt, du flytter måske til London hvis du får arbejdet" hun holdte en pause. "Men det får du nok. Du er en swanson!" grinede hun koldt og falsk. Jeg ville slå hende, hvis det ikke var vold. Og jeg skal ikke dømmes for noget.

"Nej tak. Jeg flytter ikke!" skreg jeg vredt. Hun rejste sig surt og kiggede koldt på mig. "Du har intet valg!" hendes stemme var hård og egentlig ikke speciel hyggeligt at høre på. "Jeg er snart 19. Jeg bestemmer selv!" skreg jeg igen. Jeg var ligeglad om nogen hørte os, det er de sikkert vant til. 

"Ikke så længe du bor under mit tag!" hendes stemme gjorde ondt. Jeg kiggede med blanke øjne på hende imens jeg stormede ud mod døren. "Du går ingen vejen. Så kan du godt glemme at komme her igen" råbte hun ad mig. Jeg rystet på hovedet. "Det har jeg heller ikke tænkt mig" råbte jeg tilbage imens jeg smækket døren hårdt i. Jeg var sur, vred og ikke mindst skuffet. 

Jeg åbnede min mobil da jeg nåede vejen. Jeg viste ikke hvor jeg skulle tage hen, måske hen til Chris. Han var trods alt min barndomsven og så studerende vi det samme, samme skole og alt"

Jeg trykket på den grønne knap imens jeg tog den op til øret.

"Chris" mumlede han træt. 

"Chris" jeg prøvede at holde min stemme i ro. Men det gik ikke helt som planlagt. Nej jeg begyndte at tude, stor tude. 

"Abby, hvad sker der?" han lød denne gang mere vågen imens jeg kunne høre ham rode med noget. Jeg sukkede kort inden jeg åbnede munden. "Jeg er på vej hen til dig. Min mor smed mig nærmeste ud, da jeg ikke gad gøre hvad hun sagde" hulket jeg imens jeg kunne se hans lejlighed. 

"Bare kom Abby" han lød frisk og jeg sukkede lettet. "Tak" hvisket jeg lettet.

 

*** 

 

Jeg nåede hurtig op til Chris sal imens han stod og røg uden foran. "Hey! giv et hvæs"  sagde jeg hurtig imens han kiggede underende på mig. "Jeg troede du var stoppet?" smilede han kort inden han kiggede på mig. "Problemer. Giv mig nu bare den" sukkede jeg imens han gav mig den tavs. Han havde aldrig været glad for mit valg med at starte, men han kunne stadige ikke sige nej til mig.

Jeg havde ham hvor jeg ville have ham, eller omkring det. Jeg stoppet for et år siden da mig og Nick havde skændes mildt om det. Og så gad jeg ikke det, men hvad sker der ved et hvæs? "Abby dog" sukkede han imens han fisket en anden smøg op - han fik tændt den hurtig. Jeg nikkede bare smilende, hvad skulle jeg ellers gøre?

Ignore det? 

Jamen hej hjerne. Jeg troede endelig jeg var sluppet af med dig, men det viser sig så at jeg ikke er sluppet af med dig. Jeg kiggede på Chris. Jeg satte mig stille ned imens jeg kunne høre min mobil ringe. Jeg tog den hurtig op imens der stod 'Justin' stort på hvidt. 

"Hallo?" jeg pustet røgen ud imens jeg lagde mit hoved på væggen. Væggen var ikke spor lækker, men jeg kunne ikke være mere ligeglad lige nu. 

"Abigael?" jeg kiggede kort over på Chris inden jeg svaret Justin.

"Justin?" flabet, ja det ved jeg. Men hvad skulle jeg ellers sige. Jeg havde ingen anelse om hvorfor han ringede?

"Hvor mødes vi imorgen?" Jeg kunne fornemme hans smil. Det fik samvittigheden til at stige indeni mig, hvordan kunne jeg se mig i spejlet. Jeg skulle aflyse, og vi havde endelig opbygget noget godt her.

"jeg kan ikke imorgen" hvisket jeg nærmeste helt lydløst imens jeg kiggede ned på mine finger. "Hvorfor?" jeg kunne fornemme hans såret stemme. Det gjorde det hele meget værre. 

"Jeg skal til eksamen. Og så til jobsamtale..." jeg holde en pause. "I london" hvisket jeg i håb om han intet hørte. Men så heldig er jeg aldrig

Du er aldrig heldig.

Det er jo det jeg pointere hjerne, så du behøver ikke at gentage det. 

"Hvad?" hans stemme var hurtig blevet hård. 

 

Mig og Chris var gået ind efter at jeg havde snakket med Justin, jeg var blevet lidt irriteret på ham. Han havde ingengang sagt held og lykke, selvom jeg egentlig ikke behøvede det. Jeg var den klogeste i klassen, og det siger meget. Alle er stræber, men jeg er ekstrem meget stræber. Og det har jeg altid været.
"Hvor er jeg glad for du er kommet" grinede Chris, jeg sukkede smilenden af ham. Chris kan vi godt sige halter efter os andre. Han er ikke lige den klogeste, men en brandgod ven. "Haha, problemer i Paradise?" grinede jeg stort. Han nikkede bare svagt, han var pinlig berørt af det. 

Sødt.

 

*** 

 

Dagen eller natten var gået med at læse op. Jeg var den første til at skulle op, de andre hadet det. Så blev der højere forventninger til de andre. Man siger jo at den første der går op til eksamen, er også den der stiller standarden for hvad de kan forvente. Og de sidste er altid dem som har det hårdeste, alle ved hvad de andre har fået. 

"Held og lykke Abby" grinede Chris imens vi stod foran døren. Jeg nikkede kort imens jeg kiggede kort rundt. Alle var kommet, de læste op. Snakket, røg og alt det de nu skulle gøre for at berolige sig selv. "Jeg behøver ikke held. Det er hvad man har opnået med læsningen" grinede jeg kort. Chris sukkede surt af mig, ja han behøvede held. Meget endda.

"Abigael Swanson?" sensoren kiggede ud af døren imens jeg nikkede. "Det er mig" smilede jeg kort. Jeg krammede Chris kort imens jeg trådte ind i rummet. 

"Hej Abigael" smilede vores mandlige lærer. Han var egentlig meget køn, ikke de sure lærer. Det kan jeg ikke klare. "Hej sir" smilede jeg kort imens jeg satte mig ned. 

"Ja du har så om kropssprog og det non verbale og verbale sprog" han holdte en pause. "Og dit speciale er hvordan man udtænker og udføre det i praktisk" jeg nikkede kort. 

"det har jeg sir" jeg smilede denne gang stort. Min selvtillid fejler intet, og har aldrig gjort det.

Jeg kiggede kort på dem inden jeg startet. De kiggede interesseret i hvad jeg sagde til dem, de spurgte næsten ikke om noget. Og det tyder kun godt, jeg smilede da jeg endelig var færdig. 

"Har du noget at tilføje?" sensoren kiggede på læreren imens han bare rystet på hovedet. "Så tro jeg vi har alt sammen. Mange tak, du må godt gå udenfor igen. Vi kalder på dig når du skal ind igen" jeg nikkede kort inden jeg smuttet ud af døren.

 

Jeg var hurtig kommet ind igen imens de kiggede seriøst på mig. "Bare sæt dig ned igen miss" smilede de kort. Jeg gjorde som de bad mig om. Jeg ventet bare på min endelig svar.

"Vi har virkelig nydt det du sagde, og vi fandt det meget interessant hvordan du tænkte at udføre det. Og vi kan rigtig godt lide at du også har spurgt nogle praktiker om det overhoved vil kunne lykkes, og det følte vi var godt - Da man sagtens kan sige mange ideer om det emne, men om det så vil lykkes i praktisk. Så derfor vil vi med glæde give dig et stort A+" jeg nikkede smilenden imens jeg fik takket dem. Og ellers var det bare ud og fortælle nyheden. 

Jeg nåede der ud imens et syn jeg mødte overrasket mig. Jeg havde ikke forventet at se ham her, hans stemme var så hård igår. Så hård at jeg ikke troede han ville se mig igen. 

Justin

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...