Baby, let go - Justin Bieber

Abigael vælger at tage til Justin Bieber koncert sammen med hendes bedsteveninde og hendes lillesøster. Justin vælger at gøre en aften speciel for en bestemt pige i salen. Abigaels kæreste er en marine soldat som endelig er kommet hjem fra en tur i krig, Abigael ved ikke hvad hun skal gøre af sig selv, men løber alligevel op og krammer ham. Justin falder for hende ved første øjekast. Justin ved han ikke kan få hende, men vælger derfor at blive venner med hende. Venter på det øjeblik hun er single igen, så han kan slå til. Men hvad hvis hun ingen følelser har for ham, eller hun bare ikke kan komme over hendes kæreste som dør.

52Likes
42Kommentarer
4039Visninger
AA

11. Abigael synsvinkel:

Mig og Justin sad stadig inde i varmen, jeg ville egentlig ikke ud i kulden igen. Det kan godt være det er sommer, men der er altså koldt om aften - basta bum. Vi kiggede på hinanden imens jeg sendte Justin et skævt smil. Personen der kom med maden trådte op igen. Han kiggede skiftevis på mig og Justin. Men til sidst valgte han at kigge på mig og jeg følte mig lidt overbegloet. Det var ikke særlig rart, jeg følte jeg havde noget i ansigtet - ikke spor fedt.

"Kan jeg hjælpe med noget?" spurgte jeg usikkert da han stadig kiggede på mig. Han vågnede hurtig op fra sin trance imens han sendte mig et smil. Han rystede kort på hovedet inden han åbnede sin mund. "Er i færdige?" smilede han sødt, men kiggede slet ikke på Justin. Hvad hulen sker der for drengen? "Jeg er færdig. Jeg ved ikke med Justin," smilede jeg uskyldig imens jeg vendte mit blik ned. Nu var det ubehageligt. 

"Jeg er også færdig." Justin holdte en pause imens han kiggede på mig. "Er der noget du har lyst til?" han kiggede kort på drengen. Han havde stadig ikke taget maden væk. Jeg sukkede indvendig imens jeg rystdet på hovedet. "Nej tak, Bieber" smilede jeg kort. Jeg havde altid elsket at bruge andres efternavn - selvom det måske er et kedelig navn. 

"Okay. Så vil jeg gerne be' om regningen" Justin's ord var hårde. Men det gjorde mig ikke noget, fordi jeg vidste det ikke var henvendt til mig. "Okay mr." han kiggede kort på Justin inden han samlede maden sammen og gik sin vej. Jeg åndede lettet ud, det var skønt han gik.

Han synes jo bare du er smuk, og måske en anelse billig. 

Oh God! Hjerne jeg troede endelig du ville lade mig være, du er stadig ikke min samvittighed. Ikke endnu. Justin hostede diskret, og jeg kom hurtig tilbage til virkeligheden. "Hvad så Justin?" smilede jeg kort inden drengen kom med regningen. Denne gang kiggede han på Justin. "Betaling med kontant eller kort, mr?" Justin smilede kort inden han sagde han gerne ville betale med kort. Jeg ville bare godt væk her fra, derfor hørte jeg ikke efter hvad Justin sagde. 

"Abigael, vi smutter nu" grinede han kort inden jeg kiggede op. Jeg nikkede bare kort inden jeg skubbede stolen ud og gik med Justin. "Drengen var uhyggelig" konstaterede jeg kort. Jeg kiggede kort rundt - alt inden jeg blev blændet af nogle skarpe lys. Hvad var det?

Kamera?   

"Bare en lille smule" smilede Justin imens han hev mig mod hans bil. Jeg havde stadig ingen bil, selvom det er underlig når min familie vælter sig i penge. Men sådan er det vel bare nogen gange. "Skal jeg køre dig hjem?" jeg nikkede bare kort mens lysene bare blev værre og værre. Jeg troede jeg blev blind inden jeg nåede hjem.

"Ja, men hvor er din bil?" ja det var et dumt spørgsmål. Men jeg er allerede godt blændet af de skarpe lys. Justin grinede kort imens han elegant førte mig hen til bilen. "Tak Bieber" han startede motoren imens han kiggede kort på mig. "Du er begyndt at bruge mit efternavn , hva?..." jeg kunne se han gerne ville vide mit efternavn. Men lad os lige stege ham lidt mere. 

"Jeg tror ikke jeg har noget" grinede jeg dumt. Justin brød hurtig ud i et grin, ja den akavede stemning er der hvertfald ikke mere. 

Er du dum?

"Er du?" Justin kiggede underligt på mig imens den røde farve steg frem. "Hvem snakker du med?" han vendte blikket ud mod vejen igen. "Uhm, min hjerne."

Okay jeg indrømmer det lød idiotisk, men det er rigtig. 

"Din hjerne?" spurgte han undrende imens han holdte inde ved mit hus. Jeg grinede kort, falsk men det er et grin. "Ja?" fnes jeg kort. "Fair nok Abigael" grinede Justin imens jeg åbnede døren. Jeg kiggede hen mod Justin imens han sendte mig et skævt smil. 
"Jeg er sikker på at du ikke vil med ind" grinede jeg imens Justin rystet på hovedet. "Abigael! Det var ikke sjovt," mumlede han, men han smilede alligevel. "Nå. Så må du lade vær' med at komme med ind," mumlede jeg fornærmet. 

Du er fornærmet. 

Suk.

"Selvfølgelig vil jeg godt med ind" smilede han kort inden han åbnede døren og sprang ud. Han skyndte sig hurtig ud og hen til mig, men jeg var hurtigere. Jeg var allerede kommet ud af bilen. Måske ikke så elegant. Men jeg kom dog stadig ud.

Ja men du lignede en spasser. Du er en!

Skrid lille lorte stemme. Jeg har hørt dig, jeg har indrømmet at det ikke var den mest elegante måde at komme ud af bilen på - men hæng mig ikke op på det mere. 
"Snakker du med din hjerne?" grinede Justin mens jeg sendte ham et blik der kunne dræbe. Men hvem ville ikke det, han skal ikke gøre grin af mine særheder. For så stopper han aldrig med at grine.

"Nej jeg snakker med bilen," mumlede jeg ironisk imens jeg gik hen mod døren - samme gjorde Justin.

 

*** 

 

Jeg havde hurtig slået mig ned ved vores pool. Justin kiggede dog mere skeptisk på alt det her, det var han vist ikke vant til at se ved en helt normal familie. "Siger Swanson dig noget?" han nikkede undrende, alt inden han satte sig ned. "Ja hvad med det?" jeg slog mig i hovedet. Altså lidt ligesom et udtryk på hvor meget Justin lige havde dummet sig. "Siger Abigael Swanson noget?" grinede jeg stort. Jeg elskede at få ham til at se lidt mere blank ud. 

"Aha, du er familie Swanson!" han mumlede det nok mest for sig selv. Jeg sukkede bare kort, der var han rimelig tung i numsen. 

"Ja og du er Bieber," mumlede jeg ironisk. Justin, som sendte mig et lusket smil, jeg havde en anelse om hvad han havde gang i. Men det skulle ikke ske, jeg rejste mig smilende op imens jeg selvfølgelig fik overbalancen og landet nede i vandet.

Typisk dig. Du kan da bare ikke være elegant på nogen som helst måde?

Nej det kan jeg ikke, det er en del af min charme. Bare fordi du er jaloux, skal du altså stadig ikke pege på alle mine mange fejl. Jeg er faktisk selv klar over det. "Skal vi bade?" grinede Justin. Men jeg kiggede bare smilende på ham inden jeg trak ham med ned i vandet. Jeg er ikke den eneste der skal fryse, og jeg er ikke den eneste der skal blive syg.

Han skal ikke være syg. Så skal han aflyse koncerter! og hvad skal du?

Okay, for anden gang. Hvem fanden er du med? Din egen krop eller en eller anden random kendt?

Jeg stemmer for kendt! 

Du bliver snart kendt for at være den eneste hjerne uden krop. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...