Baby, let go - Justin Bieber

Abigael vælger at tage til Justin Bieber koncert sammen med hendes bedsteveninde og hendes lillesøster. Justin vælger at gøre en aften speciel for en bestemt pige i salen. Abigaels kæreste er en marine soldat som endelig er kommet hjem fra en tur i krig, Abigael ved ikke hvad hun skal gøre af sig selv, men løber alligevel op og krammer ham. Justin falder for hende ved første øjekast. Justin ved han ikke kan få hende, men vælger derfor at blive venner med hende. Venter på det øjeblik hun er single igen, så han kan slå til. Men hvad hvis hun ingen følelser har for ham, eller hun bare ikke kan komme over hendes kæreste som dør.

52Likes
42Kommentarer
3984Visninger
AA

7. Abigael synsvinkel:

Jeg fik hurtig mit tøj på, samme gjorde Nick. Jeg havde ikke haft det største problem hvis det var alle andre end Justin. Men vi snakker om Justin, altså verdenskendte snobbet dreng. Jeg kiggede tilbage på Nick, han havde slået sig ned i sengen igen. Jeg kunne ikke lade vær med at smile, samme kunne Nick heller ikke.

"Okay... Det var pinligt" mumlede jeg ned mod Nicks pande. Han nikkede kort imens han hev mig ned og ligge. "Jeg elsker dig" han lød stadige forpustet, men vi havde egentlig ikke regnet med at nogle ville gå ind uden at banke på. "Elsker også dig. Næste gang må vi låse døren" fniste jeg kort inden jeg åbnede døren og kiggede på Justin. Han havde ikke bevægede sig nogen steder hen.

"Justin?" min stemme var lav, han nikkede kort inden han sendte mig et rimelig akavede smil. "Man banker på" fniste jeg stille. Jeg var stadige høj af at have elsket efter et skænderi. Mange siger at det er fanatisk, og det kan jeg kun skrive under på nu. Nu ser mig og Nick heller ikke hinanden så mange gange i forhold til andre par. 

"Ja det kan jeg vist se" smilede han. Jeg nikkede mig hurtig enig i hvad han lige havde pointeret. "Hvad ville du?" jeg bevægede mig ned af trappen med Justin på slæb. "Te?" smilede jeg, da jeg vendt mig halvt om. Jeg kunne svagt skimte Justin nikke kort. Ellers var vi på vej ned mod køkkenet. Der må jo være en grund til han kom. Og jeg kunne ligeså godt være venlig. Det er jo en selvfølge når Justin har gjort sådan en stor ting.  

"Hvad te har du lyst til, vi har kamille, jordbær  og meget mere" jeg havde vendt mig om og kiggede så bare på Justin. Vi fik fundet tingene og satte os ned ved bordet. "Justin?" jeg følte på en eller anden måde jeg skulle undskylde. Jeg havde måske ikke været den sødeste igår og så nu. Men altså det pointeret Nick også.

Hvad mon han ikke tænker om dig.

"Ja Abigael?" smilede han skævt. Hans smil var nu meget pænt, men ikke noget jeg ville falde for. Nej jeg har jo allerede Nick. "Undskyld" var det eneste der kunne komme ud af min mund. Han kiggede forvirret på mig, jeg kiggede bare hurtig væk. "Jeg har måske ikke været den sødeste mod dig. Og sådan plejer jeg aldrig at være. Jeg ved ikke hvad der er sket med mig" jeg kiggede ned på mine negle. Men jeg kunne fornemme Justins blik, så jeg valgte at kigge op igen.

"Det er okay" mumlede han fortumlet. Han havde nok ikke forventet det, mere noget med at kritisere ham mere. Nu da han alligevel har set det. "Nej Justin, Det er det ikke" mumlede jeg fast. Det er ikke okay at være sådan der.

"Abby, vi køre på arbejde. Dig og Nick må lave mad selv, Justin du må godt spise med" jeg kiggede kort op på min far. Jeg sukkede irriteret, Justin kiggede forvirret frem og tilbage. "I er aldrig hjemme." anklaget jeg ham irriteret, jeg kunne virkelig ikke overskue at snakke med min mor eller far. "Ellers bestil noget mad. Vi giver" smilede han dumt. Jeg kiggede vredt på ham. "Hvad giver i mig ikke, jeg kan godt klare mig selv. Det har jeg snart gjort hele mit liv" jeg kiggede væk fra min far og hen på Justin.

"Så ses vi på lørdag" og lad mig lige sige det er onsdag idag. Så kan i vel regne resten ud? Jeg ignoreret hvad han sagde imens jeg sendte Justin et kort smil.

 

"Abigael. Jeg vil gerne give dig noget" mere noget han ikke at sige, eller gøre før Nick var kommet ud og kiggede smilende på mig. Jeg kiggede kort på ham, sendte ham et kærligt smil. "Dine forældre?" smilede han. "Arbejde" mumlede jeg imens Nick satte sig ned. "Hvad ville du give mig?" jeg var bange for jeg havde glemt noget hjemme ved ham. Men det var det ikke. 

Han hev en æske op imens jeg kiggede lidt på den - samme gjorde Nick."Hvad?" den røg hurtig ud af munden på mig imens jeg nær studeret den. Hvad jeg kunne se var den dyr. "Jeg ville købe dig en gave. Da jeg måske ikke har givet dig verdens bedste indtryk af mig. En forsonings gave?" smilede han kort. Det var løgn med jeg ville ikke træde i det. Han havde gjort noget godt, men stadige burde han ikke bruge penge på mig. 

Jeg åbnede den kort imens jeg havde hevet min hånd op over min åben mund. "Hvor ser du klog ud" grinede Nick imens jeg kiggede kærligt på mig. Jeg var bange for det ville ende i et skænderi igen, det gjorde det jo i princippet sidst.

"Det skulle du ikke gøre Justin" jeg kiggede overrasket på ham imens han hev fat i min hånd og lagde den rundt om. "Det er iorden ikke?" kunne jeg høre Justin uroligt sige til Nick. Han nikkede bare kort til ham.

"Bare hun er glad" 

 

***  

 

Jeg kiggede skiftevis hen mod Nick og Justin. Nick kiggede stille væk, og hvorfor havde jeg ingen anelse om. Men alligevel var der noget dybt indeni mig der sagde han ville sige hvornår han skulle tilbage.

Desværre. 

"Nick, hvornår skal du tilbage?" min stemme var kun en svag hvisken. Jeg kunne ikke klare hvis han forlod mig igen. Justin kiggede forvirret på os - kender han ikke at man kender en så godt, at man ved hvad de tænker. 
"Abby ikke nu" hans stemme var en anelse irriteret. Jeg ville sukke af ham, men jeg kunne ikke. Jeg ville ikke give slip på ham igen. "Svar mig nu bare Nick!" min stemme var kommet tilbage - jeg lød måske en anelse hård. Men det var ikke meningen. 

"Nej!" hans stemme var hævet. Og lige nu var jeg ligeglad om Justin var her, jeg skulle have mit svar nu. "Svar mig nu på et simple spørgsmål!" min stemme havde også hævet sig. Men kun fordi Nick udmærket godt viste hvor han skulle trykke for at få mig op i det gule stadie. Stadiet før rød, rød som i nok godt ved hvad betyder.

"Abigael. Luk nu for helvede, og være sammen med mig." Han havde rejst sig op, samme havde jeg. Vores blikke lå limet fast til hinanden, ikke noget kærligt i blikket. "Siger du jeg skal holde min mund?" han fnøs tydeligt for at irritere mig. Det lykkes også.

"Nick. Nu skal du høre godt efter. Jeg kan ikke nyde min tid med dig indtil jeg har fået svaret" jeg havde sænket stemmen. Men kun fordi vi havde gæster, ellers havde jeg flippet skrot op. "Rager dig ikke en skid" jeg fnøs kort. "Nick 10 år" mit flabet svar fik ham hurtigere op i det røde felt. "Abigael 5 år." grinede han hånligt. "Haha. Hvad tro du at du er" jeg gik et skridt tætter på ham. Nick trådte et skridt bagud. Nok fordi jeg aldrig havde gået frem mod mig. 

"Ihvertfald ikke sammen med dig" jeg trådte nogle skridt tilbage imens tårene var godt på vej ud igen. Den dreng ved hvor han skal ramme, det gik lige i hjertet på mig - mit hjerte sank til bunds igen. To gange på to dage, hvor fanatisk. 

"Så synes jeg bare vi skal gå fra hinanden" hvisket jeg igennem mine tåre. Jeg var fuldstændig ødelagt igen, jeg tro ikke det her vil lykkes. "Hvad?" jeg tro endelig det gik op for Nick hvad han lige havde sagt. Jeg rystet stille på hovedet imens jeg kiggede ned på ringen. "Lad nu vær med at tage ringen af skat" jeg kiggede stille op på ham imens tårene trillede ned af Nicks kinder. Det havde jeg ikke forventet at se. Jeg havde troede på hvert et ord han havde sagt. Han skal tænke før han taler.

Det burde du også gøre.

Hvad og hvorfor skulle jeg det. Det er jo ikke fordi jeg sagde noget forkert, jeg pointeret det bare. Og han ikke kunne se det. 

Hvem spørg hvornår han skal tilbage? For at slippe af med ham?

Tak hjerne.

 

*** 

 

Jeg havde sagt farvel eller vi ses til Justin. Mig og Nick var dog ikke på talefod, jeg kunne slet ikke se hvad jeg skulle sige til ham. Folk siger nogengange ting de ikke tænker over, men nogen af dem såre en. Og det havde Nick havde gjort. 

"Abs?" jeg kiggede stille op på Nick. Det var det første ord efter to timer. Vi kiggede hinanden ind i øjne - Jeg sagde bare ikke noget. Jeg nikkede monoton imens jeg fik sat mig ordentlig op. "Undskyld Abby" hvisket han imens jeg satte sig ned ved siden af mig. Jeg rystet stille på hovedet.

"Det er ikke godt nok"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...