Baby, let go - Justin Bieber

Abigael vælger at tage til Justin Bieber koncert sammen med hendes bedsteveninde og hendes lillesøster. Justin vælger at gøre en aften speciel for en bestemt pige i salen. Abigaels kæreste er en marine soldat som endelig er kommet hjem fra en tur i krig, Abigael ved ikke hvad hun skal gøre af sig selv, men løber alligevel op og krammer ham. Justin falder for hende ved første øjekast. Justin ved han ikke kan få hende, men vælger derfor at blive venner med hende. Venter på det øjeblik hun er single igen, så han kan slå til. Men hvad hvis hun ingen følelser har for ham, eller hun bare ikke kan komme over hendes kæreste som dør.

52Likes
42Kommentarer
4279Visninger
AA

5. Abigael synsvinkel

Jeg kiggede forvirret på Justin. Nick havde tvunget mig til at tage noget pænt på. Men selvfølgelig skulle der komme noget på tøjet. Så kender vi Abigael igen. "Jeg har lyst til dig" jeg kiggede chokeret på Nick, hans hvisken gav genlyd i hoved på mig. Nick, du har ikke nogle situationsfornemmelse, eller ihvertfald nu. "Tak, men det bliver måske senere" grinede jeg. De andre kiggede underligt på mig. Og jeg blev rød i hovedet, det er da ikke tænkt helt igennem.

Kan du overhoved tænke? 

Jeg kiggede flovt hen mod Nick. Han havde hurtig fået sat sig, pladsen ved Nick var optaget. De andre havde taget den, så gæt hvem jeg skulle side ved. Justin, selve Justin Drew Bieber. OMG! Hør ironien i det. "Nå Abigael så skal vi side sammen" smilede Justin charmende. Og jeg var ved at kaste op inde i munden. Jeg ved da godt hvad han tænker på, selv Nick er ved at fatte det. "Desværre Justin" smilede jeg sødt. Hvorfor ved jeg ikke, men noget i mig fik mig til det. Og lad vær med at dømme mig endnu mere. Jeg kunne høre de andre grine, det havde de ikke troede kom ud af munden på mig.

"Desværre?" muggede Justin, men han klarede det godt med at ligge et falsk smil over det. Jeg rystet bare på hovedet inden jeg satte mig ned imens jeg kiggede kærligt på Nick. "Abigael?" jeg nikkede hen til lil' Twist. "Hvor lang tid har dig og Nick været sammen" jeg kunne ikke lade vær med at smile ved navnet af min elskede forlovede. Det ord skal jeg vist lige vende mig til, det er utrolig uvirkeligt. 

"snart 3 år og et halvt" mit smil var ikke til at tørre af. Nej jeg havde endelig Nick hjemme, og jeg kidnapper ham. Så kan han umuligt ikke tage tilbage. 

"Abby, ikke de tanker" grinede Nick. Vi kendte hinanden næsten ud og ind, og så alligevel ikke. De andre kiggede overrasket på mig og Nick, jeg kunne tydelig se at de havde fuldstændig misforstået det.

Hvem ville ikke det?

Og endnu en gang må du godt smutte væk, du er ikke spor morsomt - Nej mere træls. "Har i tænkt på at blive gift?" smilede han igen. Jeg kiggede kort ned på ringen imens jeg vendte blikket op igen. "Vi er faktisk forlovede" smilede jeg imens jeg kunne fornemme Justins anspændthed. "Hvornår blev i det?" denne gang var det ham den anden dreng. Jeg egentlig ikke kan huske hvem, eller hvad han hedder. "Igår" smilede jeg. Nick kiggede bare på mig, Justin kiggede irriteret på de andre drengene. Må de ikke spørge?

"Aw, TILLYKKE!" råbte han højt og tydelig. Jeg grinede bare af ham imens Justin sagde bordbønnen. Noget jeg aldrig havde forstået, men smag og behag ikke? "amen" mumlede vi alle. Justin var hurtig til at tage min talkernen og gav mig noget mad. Jeg kiggede undrende på ham, samme gjorde Nick og de to andre. "Hvad skulle det til for?" min stemme var tydelig forvirret.

Hvornår er du ikke forvirret?

"Havde lyst til at være en sød person idag" smilede han stort til mig. Jeg kunne ikke lade vær med at svare flabet tilbage. "Jamen så må du jo også give mad til de andre" konstateret jeg flabet. Nick rystet kort på hoved af mig, mens de andre grinede igen. 

"Own!" smilede Twinst til Justin. Justins blik var koldt, et koldt blik han sendte hans ven. Burde de ikke kunne lave jokes med hinanden, det er hvad venskab nogengange omhandler. "Jeg tro Justin er blevet mopset." grinede jeg tilbage imens jeg blidt skubbede til Justin. Men Justins krop frøs fast et kort sekund. "Jeg er ikke mopset" han kiggede indtrængende på mig. Men jeg havde ikke noget problem med det. Jeg havde altid været meget udadvent.  

 

"Nå tak for mad" jeg kiggede kort på Justin, derefter kærligt på Nick. "Skal vi smutte hjem?" smilede Nick, hans lyst stod ud af øjne på ham. Jeg kunne ikke lade vær med at fnise en lille smule. Men nu var jeg heller ikke helt uskyldig. 
"Det var hyggeligt" Twinst kiggede sødt på mig. Jeg nikkede mig enig, det havde ikke været nær så akavede som jeg havde troede. "Jeg tro hvis også de skal hjem og have deres lyst overstået" hvis mine øjne kunne hoppe ud, havde de gjort det.

Det skal du ikke tænkte på. Du ligner alligevel en tomat i ansigtet

Tak for at pointere noget jeg allerede ved. Det er du sørme god til, skal du have en medalje? Nick grinede bare kort inden han jokkede med det. "Vi kan da også gøre det her, hvis det skulle være" nu var mine øjne hoppede ud af mit hoved - samt mit ansigt sikkert var ildrød. Jeg skubbede blidt til Nick, bare for at komme væk. "For min skyld må i godt. Jeg tro bare ikke Justin er helt så glad for det. Det er trods alt hans hus." jeg skubbede blidt til Twinst imens jeg kiggede flovt på Nick. Er han ude på at jeg skal have et hjertestop i en tidlig alder?

"Er i ude på at jeg skal have et hjertestop?" jeg prøvede at lyde alvorlig. Men det var lidt svært da jeg allerede var så flov. Det kunne umulig blive mere flovt, ikke for Nick åbenbart. "Hun er fræk lille sag" jeg ville krave mig under jorden hvis vi var ude for. Nej Nick, du er forfærdelig lige nu.

"Tak Nick. Nu går vi, og intet mere!!" min stemme var høj og lys. Justin som stod i baggrunden, hans ellers så brune hud var erstattet med et kridhvid. "Abigael. Må jeg ikke få dit nummer?" jeg var ærligtalt lidt forbløffet over Twinst lige spurgte. Men jeg havde det alligevel så godt med ham, så hvorfor ikke?

"Okay" smilede jeg imens jeg tastet mit nummer ind og gav ham mobilen igen. Hans smil han sendte mig inden han fik skubbede os ud af døren. 

 

*** 

 

Mig og Nick var endelig kommet hjem til mig. Nick skulle bo her, indtil han skulle tilbage - selvom jeg inderlig ikke ønskede det. "Abby?" han kiggede hen på mig. Vi stod ude foran mit eller mine forældres hus. Vi manglede egentlig ikke noget, nej det gjorde vi ikke. Min far er en virkelig god kirurg, og min mor er en af de bedste advokater man kan finde. Så i kan se jeg intet mangler, men så alligevel. Nick mangler jeg i min hverdag.

"Abigael er det dig?" vi havde lige åbnede døren. Jeg havde ikke fået af vide hvad Nick ville, men han havde heller ikke sagt noget. Han viste han altid kunne sige noget. Selvom jeg så ikke svarede.
"Det er mig" råbte jeg tilbage imens jeg trådte ind. Nick blev af en eller anden grund ståenden ude ved trappen til døren. "Nick?" jeg vente mig halvt om imens Nicks blik lå på alt andet ind mig. "Nick?" jeg kiggede træt på ham. Hvad sker der for ham.

Måske er han sur?

Ej det havde jeg da aldrig regnet ud, idiot! jeg valgte at gå ud igen imens jeg smækkede døren bag mig. Jeg var virkelig irriteret lige nu, og det gik ud over døren. Vi havde det så godt lige indtil vi trådte ind i bilen.  
"Nick, nu svare du mig" min stemme var blevet en anelse højere. Men jeg viste virkelig heller ikke hvad jeg skulle gøre nu. Jeg havde aldrig oplevede ham sådan - nogenside.

"Abigael. Hvordan kan du se dig selv i øjne? Du gik sammen med Justin ud på toilettet. Du snakkede kun med Justins ven" han trak vejret kort. "Du kiggede slet ikke på mig. Har du mistet følelserne for mig?" jeg kiggede virkeligt dumt på ham.

Du er dum.

Ikke nu tak! "Hvad snakker du dog om Nick?" min stemme var hårde ind det egentlig skulle ha' været. Men det kom som et chok, han havde spillet falsk for mig så. "Du flirter med ham ABIGAEL" han hævede sin stemme ved mit navn. Jeg burde blive bange for ham der, han virker som en hård type hvis man ikke kender ham. Men han er alt andet ind hård. 

"Nick. Du kan ikke være bekendt at sige sådan noget! Det var dig der ville med til middagen hos Justin" jeg bed mig i læben. "Jeg kan ikke gøre noget ved jeg kom godt ud af det med hans ven. SOM hedder Twist" min stemme skulle egentlig have været mere stærk. Men min stemme var sunket sammen, sammen med mit hjerte. 

"Du kan huske hans navn. Men kan du huske hvad jeg hvisket til dig" jeg kiggede forvirret på ham. Han havde bare nævnt at han havde lyst til mig. Intet mere. "Hvad hvisket du til mig Nick?" min stemme var blevet hård igen. Jeg måtte vise at han var fuldstændig ude og skide lige nu. Selvom jeg elsker ham, skal han ikke opføre sig sådan. 

"Præcis. Det er hvad jeg mener!" hans råb gjorde mig lille igen. Jeg hadet denne følelse af at være lille og hjælpeløs. "At jeg ikke ligger mærke til dig. Og at jeg snakkede godt med en anden dreng ind dig?" min stemme var også hurtig blevet til råb. Jeg kunne ikke styre mig mere, nej jeg skulle ud med min vrede inden jeg gjorde noget dumt. 

"Nej at du ingengang starter en samtale med din forlovede. Hvis vi overhoved kan kalde os det mere?" der sank mit hjerte til bunds. Truer han med vi ikke skal være sammen mere, det kan man da ikke tillade sig. 

Jo.

Hvilken side er du på? "Så du mener vi bare skal stoppe alt det her på grund af en latterlig skænderi?" min stemme var skrøbelig imens jeg lod mine tåre falde. Nej jeg gjorde det ikke for at få medfølelse, som mange andre piger bruger. Nej jeg ville vise hvor meget det havde såret mig. 
"Måske er det bedst" hans stemme var stadige hård. Mit hjerte ville springe væk hvis det kunne. Vores forhold var ved at gå i stykker på grund af...

Jalousi?

"Det kan du da ikke mene" græd jeg denne gang. Mine tåre flød ukontrolleret ned af mine kinder. Mine kinder var var blevet røde af kulden. Nick som bare koldt trak på skulderne.

 

***

 

Jeg lå i sengen. Mine forældre kiggede underligt på os da vi gik ind til hver os selv, men de valgte at lade vær med at spørge - det var jeg glad for de ikke gjorde. Natten havde været lang, men ikke så hårdt som at mine følelser ikke kunne finde sig til ro. 
Jeg kunne høre min mobil ringe, et sted under alt mit tøj jeg smed igår. Jeg smuttet ud af sengen imens jeg gik hen mod tøjet. 

Ukendt

Jeg tog den stille op til øret imens jeg mumlede et svagt 'ja'. Min stemme var stadige rimelig grødet, jeg havde også grædt mig selv i søvn. Desværre. 

"Abigael. Det er Twist" grinede han kort. jeg kunne ikke lade vær med at grine et kort grin. Men det skulle jeg ikke have gjort, min stemme lød alt for hæs og skrøbelig.
"Hvad skal du så idag du?" jeg rystet kort på hoved da det gik op for mig han ikke kunne se mig.

Hvad havde du regnet med?

Du skal slet ikke snakke til mig mere, du ødelagde alt igår. "Ikke noget. Hvad med dig?" jeg kunne høre ham sukke. "Mig og Justin kom og skændes. Over noget ligegyldig" jeg kunne fornemme han irriteret blik. Han hadet vist at blive uvenner med den dreng. "Hvor hyggelig" mumlede jeg sarkastisk. Selvfølgelig var det træls, men ikke mere end med mig. Jeg ved ingengang om mig og Nick er sammen mere.

"Abigael?" Nick åbnede døren imens han gav mig elevatorblikket. Jeg mumlede noget ind i telefonen inden jeg slukkede den.

"Hvad?" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...