One Thing {1D - Zerrie} One Shot

Når man er syrligt forelsket i sin bedste veninde, er det svært ikke at tænke på hende. Hun har bare lige den ene ting, som de andre piger ikke har. Sådan har Zayn Malik det med Perrie Edwards. Men hvordan skal han få det sagt? Og når chancen kommer - hvad vil hun så svare?

Historien er inspireret af to sange, One Thing af One Direction og Love Story af Taylor Swift.
- Dette er til "Inspireret af en sang" konkurrencen.

30Likes
15Kommentarer
920Visninger

2. One Thing

Jeg lukkede endnu engang mine øjne, i håb om at jeg ville falde i søvn. Men nej. Det var endnu en nat hvor mine tanker overtog. Jeg lukkede dem hårdere sammen, men uden held. Jeg ville ønske at tankerne om Perrie ville forsvinde, ud af mit hoved. Det ville gøre det hele meget lettere.

Solens varme stråler ramte mig i ansigtet, så jeg var tvunget til at vågne. Jeg glippede kort med øjnene, inden jeg gabte. Mit blik faldt på mit ur, og jeg fór op ad min seng, da jeg så hvad klokken var. Jeg havde sovet over mig – Igen!

Jeg brasede fortumlet ind i timen, med folks stirrende øjne på mig. ”Undskyld jeg kommer for sent,” mumlede jeg stille og satte mig på min plads. Læreren brummede noget jeg ikke hørte. Perrie kiggede på mig, med sit altid søde blik. Hun smilede og så derefter op på tavlen, hvor vores lærer var i gang med at forklarer nogle ligninger. Jeg hørte ikke efter. Mine tanker var kun fokuseret på Perrie.

Jeg kunne mærke suset i maven, da hun gik hen i retningen af mit bord. Mit hjerte bankede hurtigere og hurtigere. Jeg prøvede at synke klumpen i min hals, men kunne ikke. Smilet på mine læber var kommet af sig selv, og kunne ikke tørres af. Jeg vidste hvorfor.

”Hej, Zayn.” Hun smilede stort, så man kunne se hendes tænder der lignede perler. Hun tog fat i stoffet på sin kjole, og nulrede lidt med det mens hun trippede. ”Hvorfor kom du for sent?” spurgte hun med et lille grin. Jeg bed mig i læben.

”Jeg sov over mig, du ved.” Hun nikkede. Hvad var der i vejen med mig? Normalt kunne vi snakke som vandfald, men nu hvor mine følelser for hende var trådt frem, kunne jeg ikke. Hvorfor kunne jeg ikke tale med hende? Hvorfor havde jeg ikke mod nok?

Hun holdt mit blik længe og åbnede så munden, for at sige noget. ”Vil du ikke med ned i… -”

”Hey, Perrie! Kom, vi går der ned nu!” råbte nogle af pigerne i den anden ende af klassen. Perrie så undskyldende på mig og så mig i øjnene. 

”Men… Vi ses, ikke?” sagde hun og vinkede kort. Jeg løftede hånden i noget der skulle minde om det samme, men det blev bare til en slap bevægelse. Jeg fulgte dem med mit blik, da de gik ud og kiggede længselsfuldt efter hende. Det eneste jeg ønskede var, at hun kunne være i mine arme. Var det for meget forlangt?

 

Jeg sad og kiggede på Perrie, men slog straks blikket ned på mit bord, da hun kiggede på mig. Der var kommet en smule varme i mine kinder, men jeg håbede virkelig ikke nogen kunne se det.

”Skal du ikke hjem, eller hvad?” grinede en sukkersød stemme. Jeg så op og lige ind i hendes øjne af diamanter. Jeg sendte hende et underligt blik, da jeg ikke forstod hvad hun mente. ”Altså, vi har fri nu.”

Rødmen kunne jeg ikke løbe fra. Jeg havde åbenbart ikke hørt klokken ringe, fordi jeg tænkte på Perrie.

”Øh, jo. Det ville nok være klogt.” Jeg fik hurtigt smidt mine ting ned i tasken, så jeg kunne komme hjem.

”Skal vi ikke følges?” spurgte hun og smilede, da jeg var i gang med at tage min jakke på. Jeg så hende kort i øjnene, og kunne mærke den susende fornemmelse inden i.

”Ehm… Okay…” svarede jeg og slugte klumpen i halsen.

 

Gruset knasede under vores fødder, og man kunne mærke at det var ved at blive forår. Mit blik var rettet i mod jorden, da jeg ikke turde kigge på hende. 

Kom nu, du har chancen. Grib den dog! Tænkte jeg. Jeg bed mig i læben og vendte mig i mod hende. Hun kiggede mig lige i øjnene.

Nervøsiteten greb mig og min hals snoede sig sammen. Jeg åbnede munden, men lukkede den igen. ”Perrie… Der er noget jeg skal spørge dig om…” fik jeg fremstammet.

”Okay. Hvad?” spurgte hun og rettede på sin skoletaske. Min mund føltes som sandpapir og ordene havde sat sig fast i halsen. Jeg kunne intet sige.

”Jeg… Jeg ville spørge… Hvad fik vi for i engelsk?” Hvad? Hvor kom det nu fra? Tumpe! Idiot, idiot, idiot.

”Åh…” Man kunne tydeligt høre, hun havde forventet noget andet. ”Vi… Skulle læse Romeo og Julie færdig.” Jeg nikkede.

”Okay… Jeg, øh, må hellere se at komme videre, så…” Jeg gik hurtigt væk fra hende. Jeg efterlod hende alene tilbage på den lille grus sti. Og jeg fortrød det mere end noget andet.

Da jeg kom hjem, smed jeg mig på sengen. Et suk forlod mine læber, som jeg forbandede, for at have smidt nogle andre ord ud, end dem jeg havde tænkt mig.

Jeg var skuffet over mig selv, at jeg bare havde efterladt hende der på stien. Hun ville da aldrig sige et ord til mig igen! Man forlader da ikke sin bedste veninde på den måde.

Tankerne susede rundt i mit hoved, og jeg kunne simpelthen ikke finde ud af, hvad jeg skulle gøre. Hun ville sikkert spørge mig om, hvorfor jeg bare skred, hvis jeg var så heldig at hun stadig talte til mig.

For at tænke på noget andet, hvilket sikkert var umuligt, tændte jeg computeren og loggede på Facebook. Jeg læste nogle af de mange statusser, mine venner havde slået op, men kommenterede ikke rigtig noget. Jeg kunne se, at Perrie lige var logget på og jeg havde mest lyst til at logge af, men i det samme havde hun sendt mig en besked.

Jeg havde mest lyst til at ignorere den, men det kunne jeg ligesom ikke. Jeg klikkede på beskeden, og begyndte at læse:

Perrie Edwards: Hey, Zayn, jeg skal altså snakke med dig.

Zayn Malik: Om hvad?

Perrie Edwards: Det er lidt privat, og jeg vil gerne høre din mening.

Zayn Malik: Du kan bare skrive.

Perrie Edwards: Kan vi ikke mødes? Ved skoven?

Zayn Malik: Ok.

Så loggede hun af. Mine håndflader blev svedige. Hvad ville hun snakke om?

 

Jeg bed mig selv i læben på hele vejen der over. Jeg begyndte at kunne ane en skikkelse i det fjerne, som jeg gik ud fra var Perrie. Mit hjerte begyndte automatisk at banke hurtigere bare af at tænke på hende, hårdere og hårdere. Det gik så hurtigt, at jeg troede det ville flyve ud. Da jeg kom lidt tættere på, kunne jeg se hendes lilla kjole blafre i vinden, sammen med hendes smukke lyse hår.

”Hej! Godt du kom,” sagde hun og smilede lidt genert. Hun fugtede sine lyserøde læber, og lagde hovedet lidt på skrå. ”Altså, det jeg vil fortælle dig, ved jeg egentlig ikke, om du gider sætte dig ind i…” Hun begyndte at gå med langsomme skridt, og jeg fulgte efter.

”Nej, nej, bare… Sig det.” Jeg kiggede hele tiden på hendes læber. De åbnede sig let og hun begyndte at tale.

Hun tog en dyb indånding og begyndte; ”Altså… Der er den her fyr, ikke?” Jeg nikkede langsomt og bed mig i læben. ”Jeg kan rigtig godt lide ham. Men, øh, jeg ved ligesom ikke hvad han føler for mig, vel? Jeg har tit tænkt på at sige det til ham, men…” Hun stoppede og kiggede ned i jorden.

”Men hvad?” Min hals snørede sig sammen. Hvis hun kunne lide en anden, var det bare slut.

”Jeg ved ikke rigtigt hvordan jeg skal sige det. Derfor vil jeg gerne spørge dig.” Jeg så lidt forvirret på hende, men et lille spir af håb plantede sig inden i mig. ”Altså, om din mening,” skyndte hun sig at tilføje. Jeg kunne mærke varmen i mine kinder, da jeg lige havde håbet på, at det var mig hun snakkede om.

”Aha.” Jeg bed mig i læben og så hende i øjnene.

”Så… Hvad synes du jeg skal gøre? Jeg er bare bange for, at han vil synes det er for påtrængende.” Hun så opgivende ned i jorden, som om alt håb var væk. Hvis jeg ikke kunne hjælpe hende, ville hun ikke vide hvad hun så skulle gøre. Det var præcis sådan jeg havde det med hende.

”Jeg synes du skal sige det til ham,” hviskede jeg nærmest og kunne mærke hvordan det hele snurrede i min krop, på den dårlige måde. Min hals gjorde ondt, min tunge føltes tør og ru, og jeg havde mest lyst til at gå hjem. ”Perrie… Der er noget jeg burde have fortalt dig, for lang tid siden.”

Hun fugtede endnu engang sine læber, og kiggede med sine smukke, lyseblå øjne på mig. ”Ja, hvad er det?” Hendes øjne strålede af lykke, hvorfor, vidste jeg ikke.

”Jeg, ser du, jeg…” Jeg lukkede øjnene, men inden jeg nåede at sige mere havde hendes perfekte læber ramt mine i et perfekt kys. Det var som om, at et fyrværkeri blev tændt i min krop, og jeg kunne mærke glæden helt ud i fingerspidserne. Da vores læber langsomt skiltes, stod vi og kiggede på hinanden.

”Så, hvad siger du?” Hun grinede lidt, men stadig nervøst. Jeg trådte lidt tættere på hende.

”Jeg er forelsket i dig, Perrie.” Hun fugtede læberne, inden hun flettede vores fingre sammen, og vores læber endnu engang smeltedes sammen, til et langt kys.

Jeg havde ikke været klar over det før. Det var som om, at noget var blevet helt inden i mig. At jeg havde manglet den éne ting, hele mit liv. Nu vidste jeg, hvad det var.

Hej alle sammen. Jeg vil gerne starte ud med at sige tak, fordi I gad bruge tid på at læse den lille novelle. Jeg ved godt, at den måske ikke er lige så lang, god og professionel som nogle af de andre forfattere, men jeg har alligevel givet det et forsøg.

Inspirationen kom fra mit absolutte ynglings band; One Direction, med deres sang One Thing. Men da jeg hørte Taylor Swifts Love Story, blev jeg også helt overvældet. Derfor har jeg ladet mig inspirerer af dem begge, men mest One Thing. De er begge helt fantastiske sangere, og derfor vil jeg gerne takke dem og Movellas, så jeg kunne komme til at skrive dette One Shot. Det betyder meget for mig!

Christina M.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...