No pain... No gain... | One Direction

Som balletdanser er presset meget hårdt, og det mærker den 17 årige Carrie Douglas også da hun bliver optaget til at være med i Corps De Ballet. Hvad sker der når forventningerne tager til? Bliver presset for stort? Og hvad sker der da hun møder en noget så tiltrækkende fyr, bag scenen efter en forestillingen?

5Likes
5Kommentarer
568Visninger
AA

2. ❤ kapitel 1 ❤

 

 

Hvordan udtales det?

grand battement udtales grand bat-MAHN

arabesque udtales a-ra-BESK

chaînés udtales sheh-NAY

passé udtales pa-SAY 

 

 

Jeg gik ned af Bow Street, af en eller anden grund var jeg mere frisk i dag. Om det var den kolde forårsluft eller at jeg skulle ind til min første officielle kompagnitræning vidste jeg ikke...

Jo vent! Det var helt klart den sidste grund.

"Mor!" sagde jeg nervøst, og kiggede på den halvældre dame som sad over for mig, med et forventningsfuldt blik. "Der er mail" var den eneste sætning der kunne komme ud over mine læber. Hun satte hurtigt den halvfyldte kaffekop på bordet og kiggede spændt på mig, mens at jeg åbnede mailen. Mine fingre fumlede hen over touch skærmen, og jeg bed mig nervøst i læben. Jeg syntes selv at det havde været en god eksamen... men man vidste aldrig med de dommere. Min iphone var hurtig til at vise mailen:

"Kære Carrie Douglas.

Det er med fornøjelse at vi kan tilbyde dig en plads i Corps de Ballet.

Din-"

Jeg sprang skrigene over i min mors favn , men på vejen kom jeg til at vælte min kop med varm kakao. Men lige der kunne jeg ikke være mere ligeglad!

Alt hvad jeg havde trænet op til de sidste 3 år havde båret frugt, jeg skulle være med i Corps de Ballet!

Minderne summede  rundt i mit hoved, og gav mig et smil på læben. Jeg kom længere og længere ned af gaden, og tættere og tættere kom jeg så også, på den høje, mørkhårede skikkelse som stod foran teaterets bagindgang; Milton.

Jeg løb de sidste få meter, og sprang så i armene på ham, så vi svingede rundt om os selv... Lidt ligesom alle de der kærestepar, i de der pladderromantiske film. Han satte mig ned og sendte mig et blændende smil.

Og nu ved jeg godt hvad i venter på!

I venter på det der følelsesmæssige, lange kys som kun nyforelskede par kan præstere.

Men sagen er den at Milton altså er bøsse... og min bedste ven for den sags skyld, og jeg kysser altså ikke min bedste ven... Selvom at Milton er pænt lækker, så nej. Det ville bare virke forkert!

Lige pludselig blev der knipset foran mine øjne, og jeg kiggede forvirret på Milton, der bare smågrinede af mig. "Du er virkelig væk i dag Carrie, sover du stadig eller hvad?". Jeg fnøs bare af ham, og trak ham så med op til døren, der stille knirkede da vi gik ind af den. Da vi kom ind af døren slap jeg Milton, og håbede på at han godt kunne vise sit Id-kort som en på hans alder. Jeg stilte mig op foran skranken foran den ældre dame, der skulle forestille at være en slags sekretær. Jeg smilede jeg til hende, viste id-kortet og sagde: "godmorgen Wilma!". Hun gav et lille nik fra sig som tegn på at hun havde set kortet jeg holdt i min højre hånd. Da Milton var kommet op på siden af mig, smilede Wilma som en gal. "Tillykke i to! Tænk engang jeg kan huske da i var i 3. Klasse og kom gående med jeres små tasker... Og se jer nu!" hun lænede sig ud over skranken, og gav os begge et stort kram. Ja, Wilma havde vi kendt siden vi startede her... hun var lidt ligesom min anden bedstemor. Altid hjælpsom og støttende i de lange dage, som jeg havde tilbragt mange af her på teateret. Jeg kiggede op på uret der hang over skranken. Den var halv ti og vores klasse startede om en halv time. "Undskyld Wilma, men vi bliver altså nødt til at gå nu" jeg sendte hende et undskyldende smil, og gik ud på gangen, der førte ned til den dansesal som vi skulle træne i i dag.

 

 

"And one, and two, and-" frk.  Zetsevas stemme var som normalt bestemt og havde en anelse af hårdhed. Men det var også sådan hun var; hård og bestemt. Jeg svang endnu engang mit ben op i en grand battement, og holdt min højre arm oppe i 5. position. Jeg kunne mærke små sveddråber forme sig på min pande, det var ikke engang fordi at frk. Zetsevas timer var utroligt hårde, det var mere det faktum at jeg ville gøre det godt.

"Okay everybody... we´re going out in the center. Marcus and Kevin you push the barre in!" vi samledes alle omkring Zetseva, mens hun viste os det næste trin. Jeg kiggede rundt i flokken efter Milton, og fandt ham endelig lige ovre på den anden side af den halvcirkel som vi havde lavet. Han sendte mig et lille smil som jeg hurtigt gengældte, efter jeg igen kiggede på Zetseva, der lige havde klappet i hænderne som tegn på at vi skulle begynde. Vores pianist startede sit spilleri, og de første 3 personer stillede sig klar i hjørnet. Jeg iagttog deres bevægelser, og afspillede dem i mit hoved.

Det var ved at blive min tur til at lave valsen over gulvet. Jeg kiggede lidt på de 3 andre, der skulle danse med mig denne gang; den ene var en meget muskuløs mand, hvor man kunne nærmest fornemme hans sixpack igennem hans sorte trøje, de to andre var nogle piger, rigtig kønne og så meget elegante ud. Jeg fik øjenkontakt med den ene af dem hvor jeg sendte hende et forsigtigt smil, hvorimod hun bare gav mig elevatorblikket og kiggede væk. 

Jeg skubbede den tanke om at hun ikke kunne lide mig væk, lavede et par releve'er i mine tåspidssko og stilte mig ud på den plads som jeg havde udset som min. Pianisten lavede en markering, som tegn på at vi skulle starte.

Jeg valsede igennem trinnet, så let som en leg. Tilsidst lavede jeg en arabesque, der fortsatte til chaînés, hvorefter trinnet sluttede i passé.

Der var ikke noget som jeg kunne sætte fingeren på som var forkert, så jeg var tilfreds med min præsentaton. Imens at jeg var på vej op til min vandflaske, hørte jeg noget der fik mig til at fryse i min bevægelse: "Det var rigtig flot Carrie". Jeg vendte mig om og så frk. Zetseva lave et anerkendende nik imod mig. Jeg trak mine mundvige op i et smil, imens jeg forsatte op til Milton, der stod med en åben mund i en måbende grimasse. Da jeg kom helt op til ham, tog jeg blidt fat i hans kæbe og lukkede hans mund i for ham, for lige der så det ikke ud som om, at han kunne selv. Jeg tog hurtigt min vandflaske, satte den for munden og lod det kolde vand løbe igennem min hals. "Sagde hun lige det jeg tror hun sagde?" Milton kiggede mistroisk på mig, men han havde en smule glæde gemt i sine øjne. Jeg nikkede svagt, og lukkede min vandflaske. Og det var så der at Milton fik et af sine meget sjældne bøsse-flip: "OMG! OMG! Du er så skide dygtig Carrie! Du er SÅ skide FABOULES!". Vi fik nogle mærkelige blikke, men jeg tog mig ikke af det; for man skal stå ved sine venner, det har jeg ihvertfald altid lært.

 

 

 

Vi var blevet færdige med vores time, og var nu på vej ned imod kantinen for at få noget mad. Og med vi, mente jeg Milton og jeg. Vi gik arm i arm ned af den lange gang, der blev prydet af plakater og malerier fra gamle forestillinger. Pludselig fangede mine øjne en gruppe mennesker, der stod i en klump rundt om opslagstavlen. "Hvad sker der lige der?" hørte jeg Milton mumle. Jeg trak på skuldrene, og maste mig igennem mængden, så jeg kunne se hvad de kiggede på. 

 

"Audition til Svanesøen

foregår den 3. maj 2013, i sal 4

Der bliver castet til rollerne:

De 4 grå svaner

svanerne ved svanesøen

bejlernes dansere

 

auditionen er for:

korpsdansere

Solister

Solodansere

aspiranter "

 

Jeg vendte mig om mod Milton, mens et stort smil viste sig på mine læber: "Milton... Gæt hvem der skal til audition!". 

 

Hej alle der læser med!

Så blev jeg endelig færdig med 1. kapitel, og ville gerne høre hvad i syntes om det.

Er det for kort? Noget jeg skal gøre bedre i forhold til min formulering? Generelt bare kritik, for det kan jeg altid bruge:D

Hvad syntes i om min lille "Hvordan udtales ordene" skal jeg blive ved med at lave sådan nogle, og skal jeg også lave en ordbog der forklarer hvad det betyder?

Håber i nyder sommeren, det gør jeg ihvertfald;D

- Thit

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...