Wings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 jun. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2013
  • Status: Igang
Dine vinger eksisterer. Du skal bare lære at flyve.

(Den er inspireret af sangen "Wings" af Little Mix.)

24Likes
22Kommentarer
732Visninger

1. Wings

Hvordan vil du have det, hvis du ikke er som alle andre piger i din klasse? Du føler dig udenfor, ensom og anderledes. Du kan ikke klare, at du, som den eneste i klassen, går rundt med en dyb hemmelighed, der borer dybt ned i dig, og du ved ikke, hvad du skal stille op med den.

Det er svært at have en hemmelighed, ingen kender til. En hemmelighed, der rammer dig hver gang, noget minder dig om det, og du ønsker bare, at pinen skal stoppe. Der er ingen, du kan snakke om det med. Dine nære venner eller familiemedlemmer fortæller bare, at de kan stoles på, men de vil bare vide, hvad du går rundt med. de vil aldrig forstå, hvordan du har det, selvom de prøver at overbevise dig det andet. Men det ender altid med, at du bliver stukket i ryggen. Dolket med en spids kokkekniv, der er så skarp, at den kan skære, hvis man bare kigger på den. Så hårdt er det.

Alligevel vil du gerne snakke med nogen om det. Dagbøger er platte, og de er bare tåbelige bøger, man fylder sine tanker, fordi man tror, at de forbliver der. Det gør de ikke. På en eller anden tidspunkt kommer de snigende ind i dine tanker igen, og du tænker over, hvorfor du mon har spildt tid på at skrive det ned. Det hjalp slet ikke.

Du stod på vægten i morges. Det var ikke nok. Det var ikke nok til den krop, du gerne vil have, og det piner dig. Du får lyst til at græde, men der kommer ingen tårer ud af øjenkrogen. At det er så svært for dig at kunne gennemføre dit resultat, kunne du ikke vide, at det ville blive så svært. Bare tanken om, at det er umuligt på alle mulige måder, går dig på, og du får lyst til at ødelægge noget.

Mobilen er den første ting, der røg. Med en voldsom armbevægelse, der er sigtet mod væggen, hvor spejlet hænger, slipper du pludselig mobilen, og straks giver den sig til at smadre hele spejlet, der lander på gulvet som tusind stykker af blanke krystaller. Flængerne på din dyrebare smartphones skærm er til at se, men tænker du over det? Svaret er nej.

Dine aggressioner har ikke forladt din krop endnu, og hurtigt griber du fat i dit hår. Du river og river virkelig hårdt, men du stopper ikke, før det nervepirrende forsvinder. Dit frustrerede blik flakker rundt omkring i værelset, og mellem det smalle læber presser der et skrig ud fra dig. Det skingre skrig, der runger hele rummet, bliver hørt, men er der nogen, der lytter? Endnu engang, svaret er nej.

De tror, at du nok skal gå kold igen.

Du ved ikke, hvordan du skal reagere lige nu. Hvordan dine følelser og tanker hænger sammen. Hvordan alt det her giver mening. Du ved ikke, hvorfor du føler det på den måde, og du vil bare være normal ligesom alle de andre piger fra din klasse. Problemet er, at du slet ikke kan blive sammenlignet med dem. Mange gange har du tænkt over, hvorfor pigerne fra klassen kan se så perfekte ud. Deres flotte, lange ben, deres flotte og fungerede kroppe, og det smil, de frembringer, når de snakker om deres shopping ture i centeret. Du vil gerne ligne dem, og det er det eneste, du ønsker.

I starten så du fin ud. Du vejede den vægt, der balancerede med din højde, og du tænkte ikke rigtigt over, hvad du spiste. Indtil du så tallet på vægten efter en pizzafest sammen med pigerne. 59 kg. Du mente, at det slet ikke hang sammen med din højde, der er 170 cm, så du begyndte at træne til dit resultat. 50 kg. Der var blevet sagt til dig, at du skulle stoppe med det. Du så fin ud. Faktisk, så så du fantastisk ud. Folk ville dræbe for at få sådan en krop som din, men du gad ikke tænke over det. Med dine flotte lår, mave og udseende, er der ingen, der kan slå.

Du begyndte også at springe morgen- og aftensmaden over. Det passede ikke længere ind i dit skema, og du vil ikke arbejde hårdere for at få dit resultat, så du mente, at det ville være den perfekte løsning. Men du tog fejl. Mange af dine venner mente, at du tabte kilo alt for hurtigt, men du gjorde ikke andet end at skubbe dem væk, for de forhindrede dig i at vinde, hvilket endte med, at de stoppede med at se dig.

Som du sikkert har lagt mærke til, så begynder dit tøj at blive større for dig. Small størrelserne forvandlede til ekstra small, og du måtte købe noget nyt, eller returnere det tøj, din mor købte til en anden størrelse, hvis det var for stort, men du var tilfreds over din gennemgået forløb, og du fik det meget bedre med dig selv.

Folk troede, at der var noget galt med dig. Dit ualmindelige vægttab blev vidst af andre personer, og de begyndte at se underligt på dig. Du tænkte ikke over, hvad det mon kunne være, indtil din mor begyndte at spytte det ud for dig. Du fik det på en blank tallerken med mentale ord, du blev fodret op med, men tænkte du over konsistensen? Jeg kan vist sige, at det er nej for tredje gang.

Selvom du burde, så tænkte du slet ikke på, hvad andre sagde om dig. Ord sårede dig ikke, og du bekymrede ikke over, hvad folk sagde om din forandring, indtil du selv indså, hvad det var, der skræmte dem. At du slet ikke havde vidst det i så lang tid, som det varede, fik dig til at græde. Hvad havde jeg dog gjort?, tænkte du.

Din mor lagde også mærke til det, og da du fortalte, hvad du havde gjort, gik hun straks i gang med at forvandle dig til den, du var før. Du fik usundt mad, mad, der mættede og mad, du slet ikke kunne få nok af. Men det hjalp ikke. Du fik ikke dit gamle resultat, og din mor troede, at du havde fået en hurtig forbrænding, og derfor tog hun dig til lægen, hvilket ændrede fuldstændig hele hendes synspunkt på dig.

Du fik konstateret en sygdom, som man i det fjerneste tanke slet ikke havde tænkt på.

Derfor er du her. Helt alene i det tomme, lyse rum, hvor væggene er blevet malet hvide, apparaterne ved siden af din seng bipper og uret på en af væggene tikker højere nu, hvor stilheden har taget over. Du bliver bevogtet af folk med de hvide kirtler og din recept, og selvom du er alene, føler du stadig, at de holder øje med hver eneste bevægelse, du laver, og det piner dig virkelig meget.

Både du og jeg ved, at du har bug for hjælp. Ikke en, der undersøger, hvordan du har det hvert kvarter, og heller ikke en, der knap nok kender til dig eller din historie. Du har brug for en, der kender til den position, du er i. En, der ved, hvordan du har selv, selvom du tror, at vedkommen ikke gør. Men tro mig, der er en, og hun sidder ude ved gangen og venter på, hvornår hun må komme ind til dig.

Du tænker sikkert over, hvordan jeg kender til alt det her. Alle de tanker, du har tænkt, din fortid, hvad, der sker nu, og din kommende fremtid. Hvordan mon? Fordi jeg har været en som dig, så du er ikke alene om det. Jeg kæmper stadig, og det er du også nød til.

Jeg tror på dig.

-----------------------------------------------------------------------

Tusind tak for at bruge din tid på at læse den. Det betyder meget for mig, og du kan gøre mig utrolig glad, hvis du giver det et like. Hvis det er, kan du eventuelt give konstruktiv kritik.

//Nellie.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...