Penderitaan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jun. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2013
  • Status: Igang
”Penderitaan. Selvfølgelig har jeg hørt om den. Er det ikke der hvor folk går hen og får en masse penge og derefter satser dem ved at kæmpe mod hinanden i forskellige discipliner. Du mener da ikke at du har tilmeldt dig til den?” Tala kunne næsten ikke tro på at Lain kunne have tilmeldt sig Penderitaan. Lain havde ellers givet hende en fornemmelse af at han var lidt klogere end de fleste andre. Det var sagt at enhver person der tilmeldte sig Penderitaan aldrig kom tilbage i live.
Lain kiggede på Tala som om han kunne læse hendes tanker. ”Jeg har ikke tilmeldt mig. Jeg har tilmeldt os.”

Jeg vil sætte flere kapitler ind hvis jeg kan se at der er nogen der syntes om historien.

0Likes
0Kommentarer
116Visninger
AA

1. Tala og drengen med de sølvfarvede øjne.

”For flere tusinde år siden da vi stadig kun gik rundt med spyd og sten, der kom magien som har gjort verden til det den er i dag. Ingen ved hvorfor og alverdens forskere siger at det måske er fordi...”

Tala kiggede på fortælleren. Hun havde hørt historien flere hundrede gange før, så hun var ved at blive godt og grundigt træt af den.

Hun kiggede til sin højre side hvor der sad en dreng på cirka femten år. Han havde kridt hvidt hår og han sad og kiggede på fortælleren med sine sølvfarvede øjne. Han havde et smil på læben der fortalte, at han befandt sig lige der hvor han burde være, og at han ikke ville gå uanset hvad. Det var alt sammen hans skyld at Tala befandt sig hvor hun gjorde. Midt inde i en by hvor det var sagt at man aldrig kom ud fra i live.


 

Det hele var startet på en dag næsten som alle andre. Tala var gået ned på torvet for at finde sig et job. Hun var lige blevet fyret fra sit gamle job på et skrædder værksted, fordi skrædderens værdiløse søn havde besluttet sig for at han ville blive skrædder som sin far, og den værdiløse søn kommer jo langt før den lille spinkle hjemløse brunhårede pige, der ikke har nogen forældre.

Tala gik langsomt rundt på torvet for at se om der var nogle der manglede et job. Det var der nok ikke. Hun var jo ikke den eneste hjemløse person i verden så hun kunne ikke regne med at der ville komme et job, men hun kunne jo håbe. Hendes mor havde altid sagt at hun var født under en heldig stjerne. Det var ikke helt rigtigt, men i det mindste stadig var hun stadigvæk i live, og det var held nok i sig selv. Hvilke andre børn ville have kunnet klare sig selv fra de var seks år gamle.

Torvet var fyldt til renden med mennesker og det var stegende hedt på grund af at solen skinnede lige ned i torvet. Alle de skygge fyldte steder var allerede blevet overtaget så Tala gik hen til det springvand der stod i midten af torvet. Hun vidste godt at det var dumt. I en by som den hun var i nu var det forbudt at gå hen til et springvand fordi menneskerne i byen var bange for at den magi der holder springvandet i gang ville blive forstyrret af de magiske genstande de fleste personer gik rundt med, fx en magisk hat der aldrig vil falde af dit hoved, eller en magisk globe der lyser når det bliver mørkt.

Den eneste magiske genstand Tala havde på sig var en magisk kniv der kunne skære sig igennem hvad som helst. Det var den eneste ting hun havde som kunne minde hende om hendes far. Talas mor havde sagt at kniven var blevet givet til hende den dag hun forlod Talas far.

”Du der. Du må ikke side der. Se så at komme væk din lille møg unge.”

Det var en vægter og en stærk en så vidt Tala kunne se. Tala tænkte at det måske ville være smart at komme væk i en fart, men så huskede hun på at han lige havde kaldt hende en møg tøs og det skulle han ikke komme af sted med.

”Du kunne godt spørge pænt eller er det for meget for langt. Bare fordi du er større end andre betyder ikke at du kan behandle dem som skidt. Eller gør alle de muskler at din hjerne ikke gider arbejde i samme tempo som vores, eller er du simpelthen bare for dum til at spørge pænt”

Tala smilte et smil der sagde at så kunne han lære det. Hvorefter hun styrtede af sted. Vægteren stod et øjeblik lammet af at en lille møg pige lige havde kaldt ham dum og fortalt ham at han skulle snakke ordenligt. Derefter løb han af sted efter pigen.

Tala kiggede tilbage vægteren var allerede langt bag ude. Hun havde altid været ualmindeligt hurtig og det havde været en stor hjælp en masse gange, også i dag så det ud til.

Det var en skam at hun havde irriteret vægteren. Nu var hun nød til at forlade byen, men hun følte at det var det hele vær. Hun elskede og irritere alle de muskelbunder der rendte rundt og teede sig som om de ejede hele verden.

”Undskyld mig frue. Kan de fortælle mig hvorfor de løber, ville det ikke være en ide at stoppe og overlade dig selv til vægterne her i byen.”

Tala var nær faldet over sine egne ben. Ved siden af hende løb en person med kridt hvidt hår.

Det var en mand, med en spinkel overkrop, men Tala kunne fornemme at han havde flere kræfter end han gav udseende af. Tala vidste at hun ikke kunne løbe fra ham. Så i stedet stoppede hun op og kiggede sig hurtigt tilbage. Hun kunne ikke se noget spor af vægteren. Han var sikkert stoppet med at følge efter hende. Hun var nemlig allerede cirka et halvt mil væk fra by grænsen.

Tala kiggede på den hvidhårede person. Nu hvor hun kiggede nærmere efter kunne hun se at han ikke var helt så gammel som hun først havde antaget ham for. Han så faktisk ud til at være omkring hendes alder. Han havde flotte øjne. De var sølvfarvede og de glitrede i solen. Hvis Tala ikke havde afskyet ordet smuk, ville hun nok have kaldt ham det.

”Du har smukke øjne. De har den samme farve som tsavorit” drengen smilede så Tala kunne se hans tænder.

”T, hvad for noget” Tala kiggede undrende på den sølv øjede dreng.

”Tsavorit. Det er en smuk grøn ædelsten.” drengen smilede endnu bredere. Hans hår var ved at få en lettere rosa kulør på grund af at solen var ved at gå ned.

” Så mine øjne har samme farve som en ædelsten jeg aldrig har set før. Det er vel godt at vide. For øvrigt må jeg have lov at spørge om dit navn, eller har dine forældre ikke lært dig nogle manerer.”

Tala smilede hun elskede at snakke med nogen hun ikke kendte. Hun kunne være lige så irriterende som hun ønskede uden at hun ville blive påvirket af det. Hun kiggede på drengen for at se hans reaktion, men hvis hun havde ønsket at se ham blive overrasket over hendes uhøflige ordbrug ville hun blive skuffet. Drengen smilede bare og svarede hende på en måde ingen havde gjort før.

”Jeg beklager meget at jeg er uhøflig, men jeg vil desværre ikke sige mit navn til en person der er så uhøflig at spørge en anden person om persons navn uden selv at sige sit eget.” Drengen smilede og mens han snakkede bevægede hans hænder sig og viste hvad han mente.

Tala var en smule irriteret hun var ikke vant til at folk svarede hende igen, når hun først havde sagt noget ubehøvlet, og da slet ikke på den måde. Han havde overrasket hende, men han skulle ikke have lov til at få det sidste ord.

”Det må du virkelig undskylde. Det var yderst ubehøvlet af mig. Mit navn er Tala Traum. Det er dejligt at møde dem” Tala afsluttede med at lave et lille buk og et selvtilfreds smil.

Drengen kiggede på hende som om hun ikke var rigtigt klog, han smilte stadigvæk, men i det mindste havde hans mund forvandlet sig til et lille overrasket o. Han så næsten, men kun næsten, overrasket ud, men så begyndte hans krop at skælve og han faldt om på jorden. Først troede Tala at det var noget galt med ham og bukkede sig ned for at hjælpe ham, men så så hun at drengen ikke skælvede på grund af smerter, men fordi han simpelthen ikke kunne lade være med at grine. 

”Din idiot du skal ikke lave sjov af mig.” Tala kunne ikke lade være med at sætte sig ned ved siden af drengen med et surmulende udtryk i ansigtet.

”Undskyld det må du undskylde. Jeg havde ikke forventet at du ville svare igen på den måde. Jeg ville bare have troet at du ville finde på en eller anden dum undskyldning for at jeg skulle sige mit navn først.” Drengen smilede og hans sølvfarvede øjne sagde at han rent faktisk mente hvad han sagde. Med et forsvandt Talas dårlige humør og hun smilte til drengen. Hun kunne egentlig godt lide ham. Han virkede som den type der kunne tage en fornærmelse, og samtidig også kunne give en igen.

”For det første, jeg ville ikke have givet et dumt svar igen. Jeg ville have givet et perfekt svar igen. For det andet var der ikke en konkurrence om at sige sit navn sidst. Den eneste konkurrence jeg kender er at få det sidste ord eller i hvert fald det bedste. Og for det tredje vil du være rar at sige dit navn.”

Tala smilte til drengen. Han smilte igen. Han lignede næsten en der havde tilbragt det meste af sit liv i rigdom. Hans tøj var rigt sorte bukser og en hvid skjorte der så ud til lige og være købt, men Tala havde allerede lagt mærke til at han ikke var så rig som hans tøj gav ham ud for at være. Hans hænder var nemlig ikke så glatte som adelssønners plejede at være.

”Hvis du så gerne vil kende mit navn kan jeg da godt sige dig det. Mit navn er Laurentius Schwert. Du kan kalde mig Lain, min far er død på grund af at drikke for meget og min mor døde ved min fødsel. Jeg har klaret mig selv lige siden. Så nu har du hør mit navn, og endda lidt om mit liv. Hvad med dig vil du fortælle lidt om dig selv” Lain smilede. Han smilte tilsyneladende ligeglad med at han lige at have fortalt sin sørgelige livshistorie til en total fremmed.

” Jeg har aldrig kendt min far og min mor er døde da jeg var seks. Jeg har også altid klaret mig selv. For øvrigt hvordan kan det være at du har klaret dig selv hele dit liv, men alligevel er klædt som en rigmands søn?” det var underligt for Tala at tale til drengen. Det var som om at hun kunne fortælle ham alt. Uden at han ville sige det til andre eller afskye hende for ikke at have nogen familie.

”Jeg er ked af at høre at dine familie omstændigheder er lige så slemme som mine. Og hvad angår mit tøj, har du så nogensinde hørt om Penderitaan.”

”Penderitaan. Selvfølgelig har jeg hørt om den. Er det ikke der hvor folk går hen og får en masse penge og derefter satser dem ved at kæmpe mod hinanden i forskellige discipliner. Du mener da ikke at du har tilmeldt dig til den?” Tala kunne næsten ikke tro på at Lain kunne have tilmeldt sig Penderitaan. Lain havde ellers givet hende en fornemmelse af at han var lidt klogere end de fleste andre. Det var sagt at enhver person der tilmeldte sig Penderitaan aldrig kom tilbage i live.

Lain kiggede på Tala som om han kunne læse hendes tanker. ”Jeg har ikke tilmeldt mig. Jeg har tilmeldt os.”

”Os? Jeg har altså ikke tilmeldt mig til noget som helst.” Tala var begyndt at blive usikker. Hun kunne ikke lide den drejning samtalen havde taget.

Lain smilede forsigtigt måske for ikke at skræmme Tala for meget. ”Jo ser du. Jeg har en god grund til at tilmelde mig Penderitaan, og i dag er jeg endelig blevet femten. Så jeg skyndte mig at tilmelde mig. Jeg havde desværre glemt at man skal tilmelde sig i par. Så da jeg var i gang med at tilmelde mig og skulle nævne min partner kiggede jeg rundt for at finde en person der så ud til at kunne være en god partner til mig., og så så jeg dig.

Du sad der ved springvandet og lignede en der ikke havde en eneste bekymring i verden. Til trods for at dit tøj var slidt og du mest af alt lignede en der burte rende rundt og stjæle ting ud af folks lommer. Så jeg besluttede mig for at du skulle være min partner. Du kan ikke slippe ud af det, den person der skrev os ind, så dit ansigt og malede en skitse af dig ned i sin bog, og jeg har allerede taget pengene og brugt nogle af dem så jeg kan ikke levere dem tilbage, så hvis du ikke kommer med vil dit billede blive hængt op i alle dusør jægernes mødesteder. Og du vil blive dømt til døden for svindel, men bare rolig jeg vil ikke komme i problemer. Jeg kender en masse mennesker der kan hjælpe mig med at ændre mit udseende. Så vil du ikke være sød og rar at komme med mig til Penderitaan?”

Lain afsluttede spørgsmålet og sendte så Tala et blik, der var lige så uskyldigt som en lille dreng der havde taget kager fra sin mors kagekrukke.

Tala tænkte sig lidt om. Alle Lains trusler var hun temmelig ligeglad med. Hun skulle nok klare sig, men tanken om at sætte livet på spil i et tåbeligt spil, var tiltrækkende. Hun vidste ikke rigtigt hvad hun skulle gøre. Hun kiggede på Lain. Til trods for at han var i gang med at true hende på livet. Var han stadig den eneste person som hun nogensinde havde haft en tilfredsstillende diskussion med siden hendes mor døde.

”Det lyder sjovt, lad os gøre det.” Tala smilede og hun mente hvert et af de ord hun lige havde sagt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...