Ånden i glasset

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jun. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2013
  • Status: Igang
Dette er en historie, jeg skulle skrive i dansk. Det er meningen, at den skal være lidt uhyggelig, men det må i selv konkludere.

1Likes
0Kommentarer
215Visninger
AA

1. Ånden i glasset

Det var en varm sommeraften, og solen var ved at gå ned. De farveløse bygninger, der rejste sig højt på hver side af gaden henlå nu i skygge. Indenfor i et af husene sad pigen med sit rødbrune hår sat op i en stram hestehale. Hendes mosgrønne øjne var fæstnet på den lille fjernsynsskærm, der stod på kommoden. Hun sukkede, da endnu en reklame gled hen over skærmen. Langsomt lod hun blikket glide rundt i det faldefærdige rum. Hende og hendes far var flyttet ind for en måned siden, men faren havde ikke tid og overskud til at få ordnet det. Væggene var kedelige og grå, gulvet var slidt, og uanset om man gik på strømpesokker eller bare tæer, så knirkede det. I sofaen sad man dårligt. Den var hullet og lugtede af sur mælk og gammel ost, men den var stadig bedre end hendes nye værelse. For at være helt præcis så var alt bedre end hendes nye værelse. Vinduerne var smadret, radiatoren var i stykker og selv et spædbarn ville få sengen til at brase sammen. Det eneste gode var, at hendes far arbejde sent i aften, og hun havde det klamme hus for sig selv. Ikke at hun kunne lide at være der, men så kunne hun i det mindste snige sig ud og undersøge området uden at høre på hans formaninger om, at det var for farligt at bevæge sig alene ud i mørket. Hun kunne dog altid forsvare sig med, at der var lidt lyst, og at hendes mor ville have ønsket, at hun kunne bevæge sig frit omkring.

Hendes mor. Hendes elskede mor, der for et år siden var død i en bilulykke. Hun savnede hende så forfærdeligt meget. Det var som om hendes anden halvdel manglede. ”Som en fugl uden vinger, som en sang uden ord og som en verden uden musik,” hviskede hun ud i rummet. Sådan plejede hendes mor altid at sige, når hun skulle afsted endnu engang.

Reklamerne fortsatte, så hun rejste sig fra sofaens hårde puder og gik ud i gangen, hvor hendes Vans stod. Hun bukkede sig og tog de sorte sko på. De var beskidte og nedslidte, men hun brugte dem alligevel.

Døren smækkede bag hende, og hun låste den omhyggeligt. Vinden slog hende i ansigtet, og hendes pandehår blev blæst ind i hendes øjne. Med raske skridt begyndte hun at gå. Husene blev mindre og mindre, og snart var hun ved den lille bys kirkegård. Her tog hun tit hen, ikke fordi hendes mor lå her, men fordi, der var sådan en dejlig ro over stedet.

Med forsigtige skridt gik hun hen ved sin sædvanlige plads. Det var ved en gravsten, hvorpå der stod navnet, Beth. Beth var navnet på hendes mor, og derfor følte hun sig ekstra knyttet til stenen. Hun satte sig på en grøn bænk i nærheden og trak benene op under sig. Tankerne hvirvlede rundt i hendes hoved. Hun følte sig så ensom og alene. Internettet fungerede ikke ordentligt herude, og derfor kunne hun ikke snakke med sine venner. Udover det så var det heller ikke det hyggeligste hus, hun var flyttet ind i. Endnu et suk forlod hendes læber. Hun lod lige så stille sine øjne glide i, og før hun vidste af det, sov hun.

 

”Katharine,” hun åbnede sløvt øjnene og kiggede op ved lyden af sit navn. ”Katharine,” lød hendes fars stemme. ”Far,” hun gabte kort, inden hun rejste og fulgte stemmen. ”Katharine, hvor har du dog været?” En høj mand med samme grønne øjne som hendes kiggede bekymret på hende. ”Rolig far, jeg har det fint.” ”Jeg har sagt til dig, at du ikke må forlade huset uden min tilladelse, og da slet ikke når det er så mørkt.” Et alvorligt blik gled hen over hans ansigt. ”Jamen, det var ikke mørkt, da jeg gik,” prøvede hun bedende, men han rystede bare på hovedet af hende og bad hende følge med ham. Med tunge skridt traskede hun sløvt efter ham.

 

Da de kom hjem, var hun blevet smidt i seng. Gardinet blafrede i det smadrede vindue, og hun lå med en irriteret mine og sparkede dynen af sig. Det var varmt, og dynen klæbede sig fast til hendes hud, mens sveden piblede på hendes pande. Udenfor svajede træerne og kastede skygger på værelsets fire vægge. Hun prøvede endnu engang at lukke øjnene i, men som hun allerede havde forudset, var det umuligt. Tankerne fyldte hendes sind og forhindrede hende i at forsvinde ind i drømmenes gader, hvor alting var godt.

                                                                                          

                                                                                    *

Fuglenes klare stemmer skar i hendes ører. Hun spærrede øjnene op og opdagede, at hun var badet i sved. Hun memorede mareridtet igen. Det havde været forfærdeligt. Noget havde fulgt efter hende gennem hele huset. Noget som hun ikke kunne se, men kun høre. Lyden af et eller andet ukendt havde genlydt flere gange i det store hus. Det var startet i kælderen, men havde fulgt hende helt op på førstesal og så videre til loftet, hvor hun desperat havde prøvet at gemme sig.

Hun fjernede dynen og fandt et håndklæde frem fra en af skufferne i kommoden. Klokken var halv ni, så hun listede lydløst ned ad trappen, hvorefter hun låste sig inde på badeværelset.

Mens hun stod under bruseren, syntes hun, at hun kunne høre fodtrin uden for døren. Det var sikkert bare hendes far, der var stået tidligt op. Men skulle han ikke allerede arbejde klokken syv i dag? Hendes tanker blev afbrudt, da vandet skiftede temperatur fra varm til kold. Et hvin undslap hendes læber, inden hun slukkede for vandet. Gnavent trak hun forhænget fra og trådte ud på det håndklæde, som hun havde bredt ud på stengulvet. Kulden skyllede ind over hende som en bølge af isvand, da hun opdagede, at hun havde glemt at tage et håndklæde med til kroppen. Hun sukkede opgivende og slog armene om sig selv for at holde på varmen. ”Far,” kaldte hun. ”Kan du ikke lige lægge et håndklæde foran døren?” Skridtene kom nærmere, og håndtaget blev trukket ned. En urolig følelse lagde sig som en sten i hendes mave. ”Jeg er altså i bad. Kan du ikke bare lægge det ude foran?” Råbte hun. Der var stille. For stille. Hvorfor svarede han dog ikke? Hun gik lidt bagud, så hun kunne samle håndklædet op. Gulvet føltes klistret under hendes nøgne fødder. Modvilligt slog hun håndklædet om sig, mens en kvalmende følelse tog til. Hun lyttede efter, men kunne stadig ikke finde tegn på, at han gik rundt. Hun trådte helt hen til døren, hvor hun pressede det ene øre mod. Tunge åndedrag lød på den anden side. Farven forsvandt fra hendes ansigt, og rystende lagde hun en hånd på håndtaget. Hun rystede på hovedet af sig selv. Der var ikke noget at være bange for, for det var sikkert bare hendes far, der lavede sjov med hende. ”Tag dig nu sammen,” mumlede hun til sig selv. Hun tog en dyb indånding, låste døren op og trak ned i håndtaget. Hendes øjne afsøgte stuen, inden hun gik ud. Stadig iført håndklædet listede hun hurtigt op ad trappen.

Hun smækkede angstfuldt døren i og låste den. Vinden hylede udenfor de smadrede vinduer, og hun skyndte sig at få tøj på. Et højt og skingert skrig forlod hendes mund, da hun så en skikkelse uden for det ene vindue. Hendes hjerte sprang et slag over, og hun borede forskrækket neglene ned i sin arm. Adrenalinen pumpede, da hun til sin store lettelse opdagede, at det bare havde været et grantræ. Slapt lod hun sig glide ned ad væggen, mens hun prøvede at få sin vejrtrækning under kontrol.

Ånden i glasset. Der var den. Hun havde hørt historier om folk, hvis hus var besat af ånder, der prøvede at få hævn. Hvis hun kunne komme i kontakt med dem, så ville de måske forstå, at der var sket en misforståelse, og at hun bare var flyttet ind med sin far.

Hun kom hurtigt på benene, fik åbnet en rodet skuffe og hevet en lille spilleplade med bogstaver frem. På natbordet stod der et glas fra aftenen før. Hun greb om det og fik det placeret på midten af pladen. Skulle man ikke også bruge stearinlys? Nå, det måtte hun undvære. Uden at tænke nærmere over hvad hun havde gang i, lagde hun hånden på glasset og sagde: ”Øh ånd. Hvis du er der, så må du meget gerne give mig et tegn.” Hun lod blikket glide rundt i værelset, men der skete ikke noget. ”Du siger ikke så meget var? Nå, så fortæller jeg dig lidt om mig selv. Jeg hedder Katharine, og jeg er 16 år. Jeg bor her med min far, men han er næsten aldrig hjemme.” Der var stadig ikke noget, der tydede på, at hun var kommet i kontakt med ånden, så hun spurgte: ”Ånd, er du her i huset?” Uventet begyndte glasset at røre på sig. Hun gjorde store øjne og fulgte det med øjnene. ”J,” hviskede hun. ”A.” Nervøsiteten bredte sig i hendes mave. Hun skævede hen mod sengen, for måske sad ånden der. Foruroligende lod hun blikket falde på glasset. ”Er du her? På værelset?” Hendes hjerte bankede helt op i halsen på hende, dag glasset atter stavede ja.

Hendes hænder begyndte at ryste, mens tårerne pressede sig på. Hun følte sig utryg og bange. ”Hv..hvor er du?” Fremstammede hun uden at fjerne blikket fra glasset. ”H,” det dirrede helt ud i tåspidserne, men hun fjernede stadigvæk ikke blikket fra pladen. ”E,” hviskede hun. Pludselig lød der buldrende skridt på trappetrinene, der knirkede, hver gang der blev taget et nyt. Hun drejede langsomt hovedet og tjekkede, om døren stadig var låst. Skridtene kom nærmere. Nøglen blev langsomt drejet rundt og skubbet ud. Med en højlydt klang landede den på gulvet. Det hele svimlede for hendes øjne, da døren gik op. Nogle hvidlysene øjne mødte hendes opspilede grønne. Inden mørket opslugte hende, rykkede glasset sig en sidste gang: R.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...