Before I die | Niall Horan

"Inden jeg mødte ham, havde jeg et liv i helvede,men han løftede mig op, og jeg har aldrig været mere taknemmelig."

2Likes
2Kommentarer
360Visninger

1. One shot.

Before I die

“Payton skynd dig lidt, skolen starter om fem minutter!” Jeg løb hurtigt ned af trappetrinene og var ved at snuble mange gange. Jeg kom igennem huset og hen til gangene, hvor jeg med nød og næppe nåede at gribe min jakke i forbifarten. Da jeg kom ud, stod min lillesøster Maddi allerede og ventede på mig. Hendes arme var krydsede, og hun så yderst utilfreds ud. Hun sendte mig et bebrejdende blik og rystede på hovedet. Det var utroligt, hvor bestemt den pige kunne være, også selvom hun kun var ti. Helt seriøst, nogen gange blev jeg i tvivl om, det ikke var meningen, at hun skulle være min storesøster.

”Det var på tide. Ved du godt, at skolen starter om 4 minutter, og det tager mindst fem minutter at komme derhen, hvis vi løber?” Det var så typisk hende hele tiden at spille så gammelklog! Det var til at få spat af!

Jeg himlede med øjnene og begyndte at gå hen ad fortovet. Jeg kunne høre Maddi’s vrede stemme i det fjerne, men jeg tog mig ikke af den. Hun var ti, hun burde da selv kunne gå i skole! Jeg var seksten. Det var da ikke mit job at være hendes babysitter. Så ville jeg også være fri for de bebrejdende blikke, hver gang jeg var lidt sent på den. Hun måtte snart vende sig til det, for efterhånden var det blevet ret ofte, at tiden sådan løb fra mig.

Jeg kunne høre fodtrin bag mig og regnede med, at det bare var Maddi, der som altid ville komme jamrende hen til mig og begynde sin sædvanlige opremsning om, hvor hvidt jeg havde lovet mor at følge hende i skole.

En hånd greb fat om min arm. En hånd der var alt for stor til at kunne være Maddis. En mandehånd. Jeg vendte mig langsomt om og stirrede ind i et par uhyggelige øjne, dog var der et smil placeret på mandens mund. Jeg gav ham elevator blikket, inden jeg lod mine øjne fange hans.

”Undskyld mig, men jeg har altså travlt” Jeg prøvede forgæves at vride mig ud af hans greb, men han holdt fast. ”Før du går, må jeg så ikke lige spørge dig om vej?” Jeg kunne vel godt lige nå at fortælle, hvor han skulle gå hen.  Jeg mener, jeg ville jo alligevel komme for sent.

Han stak et kort op i hovedet af mig og pegede på et sted, som jeg ærlig talt ikke vidste, hvor var. Jeg studerede det lidt, men til sidst rystede jeg på hovedet.

”Jeg ved desværre ikke, hvor det er, sir” Jeg ville vende mig om, så jeg kunne fortsætte min tur til skole, men i det jeg vendte mig om, mærkede jeg noget koldt mellem mine skulderblade. Noget koldt og skarpt. Noget som kun kunne være en ting. En kniv!

Jeg kunne mærke en varm væske løbe ned af min krop og indså, hvad der var sket. Mit syn blev sløret. Jeg faldt. Langt ned. Om lidt ville jeg være væk. Væk fra verdenen. Måske ville jeg leve videre i Paradis, måske ikke. Måske ville jeg være som en kat. Have ni liv. Men jeg tvivlede. Mest af alt troede jeg bare, at det ville blive sort.

Og det var lige præcis det, der skete.

Jeg kunne høre mine forældre og Maddi synge fødselsdagssang for mig. Jeg kunne høre deres stemmer. De var så tæt på men alligevel så langt væk. Jeg vidste ikke, hvad der foregik rundt om mig. Jeg kunne kun høre stemmerne. Godt nok kunne jeg nogle gange tænke mig frem til, hvad der skete, men det ville aldrig være det samme, som at opleve det med ens egne øjne.

”Tillykke med de 19 år, skat” Det var dejligt at høre min mores stemme igen. På det sidste havde hun ikke været her, og de gange hun var her, kunne jeg ikke høre hendes rigtige stemme, fordi den var dækket med en facade af gråd. Hun havde sagt til mig, at hun ikke kunne klare det. At hun ikke kunne bære, bare at se hvor svag jeg var, og vide at hun ikke kunne gøre noget som helst ved det.

Hun sagde, at det gjorde ondt på hende.

Men hun skulle bare vide. Hun mente, at det gjorde ondt på hende at se sin datter i koma. Men det var mig, der lå i koma! Det var mig, der havde det hårdt! Det var mig, der oplevede min drabsscene, og mærkede blodet løbe ned ad min ryg hver nat!

Jeg kæmpede mellem liv og død, og hun beklagede sig!

Hvis hun vidste, hvordan det var at drømme om sin død hver aften. Føle kniven bore sig ind i ens hud, føle smerten løbe igennem ens krop, helt ud til fingerspidserne, om og om igen, at ville løbe. Stoppe sig selv. Men ingenting at kunne gøre. Hvis hun følte det hver aften hver gang hun faldt i søvn.  Så ville hun nok ikke havde så ondt af sig selv.

Jeg var glad for, at de kom for at fejre min fødselsdag, for jeg vidste, at jeg ikke havde lang tid igen. Jeg havde hørt mine forældre skændes om hvor hvidt, de skulle slukke for maskinen. Lade mig dø. Min far var imod, men min mor troede, at det var det bedste. Hun troede, at det ville hjælpe mig med at få fred. Det kunne også være, at det gjorde.

Selvfølgelig ville jeg gerne leve, men jeg tvivlede på, at jeg ville komme til det. At dø ville måske ikke være så tosset igen. Det ville fri mig for smerten hver dag, og jeg ville højst sandsynligt få fred, og det var det, jeg ønskede mig mest. Fred. Jeg ville godt nok helst have fred, mens jeg var i live, men det kom nok aldrig til at ske. Så fred i døden, ville nok være den bedste udvej.

Stille kunne jeg mærke trætheden tage over. Det var mærkeligt, hvordan man kunne være så træt, når man ikke havde lavet noget i snart 3 år. Jeg kunne bare ikke forstå noget i den her koma verden. Der var tomt. Det var ligesom bare at være i en kasse, sort, indelukket, og bestemt ikke behageligt.

Jeg kunne mærke, at jeg lige om lidt ville falde i søvn, og jeg glædede mig ikke! Det var forfærdeligt. Jeg havde aldrig nogensinde haft drømme, før jeg kom i koma. Ikke engang da jeg var lille.

Jeg kunne høre min mors råb, og min krop gjorde klar til at flytte sig. Jeg kunne intet gøre. Om lidt ville jeg være på vej i skole, og om lidt ville jeg være død. Det var forfærdeligt ingenting at kunne gøre, at vide at man ville dø, men ikke at kunne gøre noget som helst.

Efter at have skændtes med Maddi begyndte jeg som altid at gå hen ad vejen. Men denne gang skete der noget uventet. Nabodrengen kom ud fra hans hus. Selvom vi var naboer, havde jeg aldrig rigtig snakket med ham. Hilst, men aldrig snakket.

Det var meget uvant. Der plejede aldrig at ske noget nyt, det plejede at være den samme gamle scene, om og om igen. Jeg havde helt bestemt ikke set Niall før.

”Hej” sagde han, da han kom op på siden af mig. ”Hvad - kan du se mig?” Jeg så sikkert helt vildt dum ud, men jeg var chokeret. Der var aldrig sket noget nyt, det var altid den samme drøm, så hvad lavede han nu her?

”Ømm ja, burde jeg ikke kunne det?” Han sendte mig et forvirret ansigtsudtryk ”Jeg ved det ærlig talt ikke, jeg har aldrig haft besøg før. Jeg har genoplevet den her drøm tusindvis af gange de sidste 3 år. Det samme igen og igen, og nu kommer du? Jeg ved ikke, hvad det her er for noget, men det må være en eller anden form for et mirakel”

Han kiggede underligt på mig ”Hvorfor er du her - i min drøm?” Hans drøm? Jeg troede, han var en slags engel, der var kommet for at befri mig fra mit mareridt af en verden.

”Jeg ligger i koma, og hver dag drømmer jeg den her drøm igen og igen. Jeg er død lige om lidt, Niall. Der vil komme en mand og stikke mig ned, og der er ingen af os, der kan gøre noget ved det. Eller jeg ved det selvfølgelig ikke. Måske kan du. Måske er du bestemt til at drømme den her drøm, så jeg kan få fred. Du skulle bare vide, hvordan det er at mærke kniven i mine skulderblade hver dag. Jeg ved altså heller ikke, hvad du laver i min drabsscene”

Før jeg kunne nå at sige mere, kom den velkendte skikkelse rundt om det hjørne, som han nu altid gjorde. Han trak kortet frem fra lommen og begyndte at gå hen mod mig. Lidt efter kunne jeg igen mærke smerten skære igennem mig. ”Payton, hvad sker der! Du kan ikke bare dø nu!” Mere nåede jeg ikke at høre, før jeg igen vendte tilbage til virkeligheden.

Det var mærkeligt. Niall var begyndt at fremtræde i scenen hver nat. Vi var efterhånden blevet gode venner, og havde rent faktisk lært hinanden at kende. Jeg ville skyde på, at der var gået cirka en måned, siden han begyndte at komme, og jeg var taknemmelig for hvert et minut. Det var fantastisk at have nogen ved ens side, når man blev dræbt. Det lød ret mærkeligt, men hvis I prøvede det, var jeg sikker på, at I ville forstå.

Han havde sagt, at han godt ku´ li´ mig, og at han syntes, det var forfærdeligt at se mig dø hver dag, men jeg var sikker på, at han kun kunne li´ mig som venner. Jeg var lidt ærgerlig over det, for ærlig talt havde jeg selv fået en lille bitte smule følelser for ham.

I de få minutter før jeg døde hver nat, havde Niall formået at få mig på andre tanker, end at jeg snart skulle dø. Vi kunne snakke om alt mellem himmel og jord. Vi kunne grine, og jeg kunne være mig selv. Når jeg var sammen med ham, behøvede jeg ikke at tænke på, om jeg gjorde noget forkert, om mit hår sad godt nok, eller alle de der ting. Jeg kunne være 100% mig selv.

Jeg var så taknemmelig for, at Niall dukkede op. Hans blonde hår, øjne blå som havet, og det fantastiske smil, havde gjort hele mit liv bedre. Inden jeg mødte ham, havde jeg et liv i helvede, men han løftede mig op, og jeg havde aldrig været mere taknemmelig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...