Stay strong - One Direction

Adison Tomlinson er 18 år, og er et adoptiv barn, Men det ved hun ikke. Og hvad heller ikke ved er at hun et sted i England han vaske ægte bror. Louis Tomlinson fra One Direction. Adison har det forfærdeligt derhjemme, så hun løber væk, ned i parken og møder sin bror. Louis fortæller hele historien om alt. Louis hjælper hende med hendes problemer, og derfor bor Adison med Louis. Adison bliver også rigtig gode venner med resten af One Direction. Men hvad sker der når Louis' bedste ven bliver forelsket hans søster, og går bag om ryggen på ham? Vil Louis opdage det? Hvad sker hvis han gør?
Og hvad ender Adison's liv med? GODT ELLER ONDT????

10Likes
5Kommentarer
818Visninger
AA

2. Run away

 

''Lad være med at prøve at bestemme over mit liv!!'' Råbte jeg lige op i min mors grimme fjæs. 

Hende og min far var åbenbart blevet sur over at jeg havde drukket alkohol i nat - det skal lige siges at jeg var alene. Og jeg er 18 år nu så jeg kunne godt styre mig selv, men tydeligvis ikke i deres øjne. Men de var selv skyld i det. De er så fucking dumme så det er ved at brække sig over. De vil bestemme over mit liv som om jeg var 2 år gammel.

Jeg hadede dem. 

Jeg ved i nok ikke tror mig eftersom de er mine forældre, og så mener man det ikke, men jo jeg mener det! I hate them so fucking much. Hvis det stod til mig ville de være døde, og jeg ville have et frit liv.

''Jeg er din mor så du kan tro jeg skal besttemme over dig!'' Skreg min mor usikkert tilbage.

Hvorfor måtte jeg ikke bare have et frit liv ligesom alle andre halv voksne??

Nåhh jo. Fordi jeg har de mest fucked up forældre i verden.

''Jeg er 18 år, jeg kan godt passe mig selv, uden du skal rende og slikke mig røven dag og nat som en fucking kla-'' ''Sådan skal du ikke tale til mig!! Du skal ikke.'' Hun holdte en lille pause, for at få vejret. hvorfor kunne ikke bare dø på stedet. '' Din far og jeg har fortrut at vi fik dig, du fortjener ikke at leve, du skullle ba-'' 

Mere hørte jeg ikke før jeg havde taget min jakke, min taske og mine sko i hånden, og skredet ud af døren.

Hun havde aldrig sagt det til mig før. Ja jeg tænkte det samme om dem men jeg sagde det aldrig til dem. Jeg var deres datter, og man sagde ikke sådan noget til sin datter.

Jeg skulle bare væk, væk fra alting. jeg løb ned i parken. jeg skulle bo i parken sammen med alle dyrene, og aldrig komme tilbage til de spassere.

 

Louis' synsvinkel:

Jeg gik i parken med Harry.

Vi havde lige været i øveren for at øve på de nye sange til det nye album, Og jeg havde træng til lidt frisk luft.

''Glæder du dig til Touren næste år?'' Spurgte Harry mig. Jeg kom til mig selv igen. Jeg kiggede på ham og til min overraskelse, så han virkelig nysgerrig på mig, som om han kun ventet svar

Egentlig glædede jeg mig virkelig meget. Mere end jeg plejer, når vi skal på tour. Men denne...... Det var som om at den betød noget specielt for os. Men hvad?

'Where we are'

Den skulle nok blive god. 

''Ja meget. Gør du?''

Harry nikkede så hurtig og hårdt det lignede at hans hoved var ved at falde af. ''Ja er du sindsyg? Det er som om at den betyder noget specielt for os, synes du ikke?'' Sagde Han overraskende glad. Jeg er bare glad for at jeg ikke er den eneste der tænker sådan. ''Lige det jeg tænkte, bro. Den skal nok bli-'' 

Jeg blev afbrudt af en pige der løb ind i mig. Det lignede at hun græd, og det gjorde hun helt sikkert også. Hun kiggede op på mig. Hendes mascare sad ned af hendes kinder. Hun så virkelig smadret ud. ''Undskyld'' Mumlede hun så vi næsten kun lige kunne høre det.

Fik jeg sagt at hun var faldet?

Nåh, men det var hun.

Der gik et øjeblik, og så brød hun sammen i gråd, satte sig op og bøjede benende og tog hænderne om dem som en lås. Hun kiggede hurtigt op mig og Harry, og lagde så sit hoved mellem hendes knæskaller. Vi kunne høre hun græd.

Jeg satte mig ned på hug foran hende, og aede hende forsigtig på hendes hoved. Jeg kunne se Harry sit sig ved siden af mig, og aede hende lige som jeg gjorde, bare på ryggen. ''Shh, rolig,'' sagde jeg, og prøvede at virke rolig. '' Kig på mig og fortæl os hvad der er galt - hvis du har lyst.''

 

Adison's synsvinkel:

Jeg knust. Aldrig havde jeg været så ked af over noget min fuckede mor havde sagt, aldrig havde jeg grædt så meget, aldrig havde jeg grædt over for fremmed, hvad havde hun gjort ved mig?

Hun skulle bøde for det hun havde gjort, og en dag skal jeg nok få hævn, eller vent nej det vil jeg ikke, for jeg villle aldrig se på hende og hendes grimme fjæs. Hun fik det som hun ville, jeg ville forsvinde, og aldrig komme tilbage, hun måtte få lige det som hun ville og det skal jeg give hende nu.

Den møgkælling!!

Jeg kiggede op på de to drenge, og jeg vidste ikke helt om jeg bare skulle rejse mig og løbe væk, eller om jeg bare skulle kæfte det hele ud til dem.

De kiggede virkelig spændt på mig, og jeg besluttede mig bare for at få det sagt, om det så skulle være til syg fremmede mand som drikker sig fuld hver dag og går rundt og voldtager mennesker, om det så skulle være en person som jeg havde kendt i 100.000000000 år, eller om det skulle være de her to drenge som jeg aldrig har mødt før, hvilket jeg synes var underligt for det virkede som om jeg havde set dem før. Men fuck det! Jeg var ligeglad med alt lige nu. Jeg skulle bare have fortalt en eller anden person om den fucked up mor jeg har. Og det skulle være de her to drenge der skulle vide det. Her og nu.

''Det' min mor.'' Sagde jeg med sorg i stemmen. ''Hvad er der med din mor? Har hun slået dig?'' Spurgte ham med det krøllede hår. Han så faktisk ret så nuttet ud.

Men ikke nu, for nu skal de bare høre.

''Nej værre, hun har sagt at hun ønsker mig død, fordi jeg havde noget alkohol på mit værelse som jeg havde drukket, men jeg er 18 år og kan godt styrre mig selv. Men det synes hun ikke. Altså der var også engang hvor hun... Altså nej undskyld, jeg ved godt jeg snakker meget, men jeg hader hende bare så meget, at jeg bare gerne vil væk fra hende, og-'' Jeg blev afbrudt af den anden dreng, ham den stribede bluse og seler. Ved i hvem det er? Godt, for jeg gør ikke. 

''Hvad hedder din mor?'' Spurgte han. Jeg så underligt på ham. Hvorfor skulle han vide hvad den kælling hed?

Men hvis han skulle det, jamen så skulle han... :O.o

''Øøh, Emily Marin,'' sagde jeg tøvende. Jeg har altid undret mig over hvorfor jeg ikke også hedder Marin.

Jeg hedder Tomlinsom, men det skal jeg bare være glad for at jeg ikke hedder det samme som den idiotiske dame.

''Hvad hedder du?'' Spurgte han lidt efter. Han havde vist nok skrevet det ned på et stykke papir. ''Adison Tomlinson,'' da jeg sagde kom der et virkelig underligt blik i hans øjne som jeg ikke vidste hvad betød.

''Jeg hedder Tomlinson.'' Sagde han lidt tid efter hans lille moment.

''Jeg har fundet min søster'' hviskede han.

Hvad?

Hvad sagde du?

Søster?

Er jeg hans søster?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...