Ild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jun. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2013
  • Status: Igang
Den 11-årige Fie bliver slået og pisket derhjemme, og hendes verden er snart ved at falde sammen. Da hun en dag kommer i snak med Nickolai fra hendes klasse under halvtaget ved cykelstativet på en regnfuld dag, ser det ud til, at der er lys for enden af tunnellen.

Fire år senere er Fies liv ændret på både gode og dårlige måder. Hendes verden er ikke ligeså mørk, men derimod begynder hun også at føle sig efterladt af sine forældre.

Stakkels Fie vidste ikke hvad der ventede hende.

1Likes
4Kommentarer
463Visninger

2. Ild

2 år senere:

Solens stråler varmer min solbrændte hud, der endelig er blevet tør efter sidste svømmetur. Nu skal min krop bare blive helt våd igen. Jeg står oppe på en stor sten i min gule bikini med hvide polkaprikker, står og griner med spredte arme. "Har lille Fie fået vandskræk?" Nickolai træder vande et stykke væk fra mig mens han griner. Jeg hæver et øjenbryn. "Haha, du er bare så sjov.", siger jeg sarkastisk og smiler. "Du har da stået deroppe i noget med fem minutter nu, du kunne bare springe i med det samme!" Nickolai og jeg bader i en sø, der ikke ligger så langt væk fra hans hus. Hele vejen rundt om søen er der træer, så vi er skjult for alle andre udenfor. Vi har været herude i mere end en halv time, skiftet mellem at bade, og sidde snakke mens vi bliver tørret af solens stråler. Nu er vi så nået til og bade igen. "Så kom herover og vis mig, hvordan det skal gøres!" Nickolai trækker på skuldrene, og svømmer så hen imod mig. Da han er kommet tættere på, løber jeg hen til stenens kant, sætter af og slynger mine arme rundt om mine ben. "Bombe!"

Det dejligt kolde vand omslutter mig og gør mig døv overfor verdenen foroven. Jeg nyder lyden af de stigende bobler. Giver langsomt slip på mine ben. Jeg bliver under vandet i få sekunder inden jeg svømmer op til overfladen. Da jeg er kommet op igen, kan jeg se at Nickolai ryster på hovedet, for at kunne komme til at se noget for hans sorte pandehår. "Okay, lille Fie havde vidst ikke vandskræk alligevel." Jeg smiler drillende til ham, lægger mig på ryggen og begynder at svømme rygsvømning hen mod kysten. Nickolai svømmer efter mig. "Du fortjente det.", svarer jeg ham i syngende toner. Da jeg rejser mig op igen så vandet lige akkurat når mig til navlen, sniger Nickolai sig tættere på mig. "Det der kommer du til at fortryde. Ingen nåde!" Han tager fat om livet på mig og svinger mig over hans skulder, mens jeg griner og hviner. Han vender sig om mod midten af søen, bøjer i knæene og kaster mig så længere ud i vandet. "Flyv, lille mariehøne!" Mens jeg svæver i luften, når jeg lige og udstøde et skrig, før jeg igen bliver slugt af det kolde vand.

Jeg kommer ikke op til overfladen igen. I stedet svømmer jeg så hurtigt jeg kan hen til Nickolais ben, og griber fat i det ene begge med både arme og ben. Og så trækker jeg. Jeg trækker Nickolais ben væk fra hinanden, prøver på at få ham til at falde. Foroven kan jeg høre Nickolai råbe, mens han mister balancen og falder ned i vandet. Da han er nede, skynder jeg mig at rejse mig op, og plasker vand efter ham. Han rejser sig op og skal lige til og sige noget, men så bliver hans ansigt sprøjtet til med vand. Vi begynder begge to og grine, og holder den største vandkamp, vi nogensinde har lavet i løbet af de sommere vi har været igennem. Jeg prøver og komme igennem vandet så godt jeg kan, mens jeg bliver ved med at sprøjte vand mod Nickolai og han sprøjter vand mod mig. Samtidig med at vi kæmper, bevæger jeg mig langsomt hen mod kysten. Jeg skal snart hjem.

Det gør mig trist at tænke på det. Jeg har ikke lyst til at forlade Nickolai. Jeg har bare slet ikke lyst til at forlade ham, hans bror, hans forældre, deres hus, deres venlighed og alle de søde smil, der bliver sendt. Hjemme hos mig bliver der ikke smilet ad nogen. Jeg går baglæns op på kysten. Nickolai står med vand til anklerne. Han har virkelig forandret sig meget siden den dag under halvtaget. Han er blevet et halvt hoved højere end mig, hans ansigt er mere voksent og han er selvfølgelig mere bredskuldret nu. Hans personlighed er dog stadig den samme. Han er dejligt legesyg, og det har virkelig smittet af på mig. Før jeg rigtig blev venner med Nickolai sagde jeg ikke så meget, og holdt mig for det meste for mig selv. Nickolai har gjort min verden meget lysere.

"Skal du allerede hjem igen?" Nickolais ansigtsudtryk skifter fra glad og frisk, til trist og bekymret. Jeg tager mig til albuen og undgår at kigge ham i øjnene. "Du ved hvordan mine forældre er, Nickolai..." Han går tættere på mig og rækker ud efter min hånd. Han tager den forsigtigt i sin. "Det ved jeg godt, ja. Men har du aldrig nogensinde prøvet og bryde reglerne, hvor de slet ikke lagde mærke til det?" Jeg presser læberne sammen til en tynd streg, bliver ved med at kigge ned i jorden. Gør alt hvad jeg kan for ikke at begynde tude. "De-Det... Det kan jeg ikke.", hvisker jeg og kigger Nickolai i øjnene. Han giver slip på min hånd og lægger sin egen på min skulder. "Fie... Det er okay. Jeg kræver ikke at du bliver her, og i hvert fald heller ikke hvis det skaber problemer. Tag du bare hjem mens du kan nå det." Han trækker på mundvigene i et smil, og går så hen efter min hvide sommerkjole. Han tager den op, børster den forsigtigt af, rækker mig den og smiler beroligende til mig. Lige efter jeg har taget imod den, giver vi begge to hinanden et varmt knus. Nickolais hånd stryger sig over min ryg, og jeg begraver mit ansigt i hans skulder. Da vi giver slip på hinanden, siger Nickolai: "Jeg kommer forbi dig senere. Jeg har noget til dig."

Mine hæle rammer tungt fortorvet mens jeg går mod mit hjem. Mine lædersandaler gnaver i siden på mine fødder, men jeg ignorer det. Den blide sommervind blæser mit krøllede hår væk fra skuldrene og ansigtet, og så sjældent som det sker, føler jeg mig fri og uafhængig. At jeg kan klare mig selv. Jeg har ikke brug for nogen forældre, der skal give mig ar på ryggen for dårlig opførsel, jeg har ikke brug for skole og lærere, der skal fortælle mig hvad jeg skal kunne, jeg har ikke brug for andre end mig selv. Det er mit liv. Men mit liv er bare blevet spærret inde i et fuglebur.

Da jeg kommer ind i vores røde, lille hus får jeg hurtigt sandalerne op og stønner lettet da jeg får dem af. Hele vejen herover har det gnavet så det er helt sindsygt. Jeg kigger ned på min ene fod... En vabel. Hurra. Jeg bider mig i underlæben og kigger rundt inde i stuen. Ingen hjemme. Eller... Næsten ikke. Inde på mine forældres soveværelser ligger min nye, lille og forpulede lillesøster, Anna. Jep, de fik lille Anna. Ønskebarnet. Det barn, som jeg ikke blev til. Jeg er barnet, der blev slået, pisket og pint indtil de endelig fik hvad de ville have. Anna. Bare navnet gør mig så rasende, frustreret og ikke mindst ulykkelig.

Jeg halter ud i køkkenet og åbner vores køleskab. Jeg er vred. Jeg er rasende. Nu skal jeg kræftedme vise dem, at jeg ikke bare er et objekt. Jeg holder ikke al deres vold for evigt. Mine muskler spændes da jeg rækker min hånd ind i køleskabet og tager tallerkenen med svinemørbrad, som mine forældre og deres gæster spiste noget af i går. Den aften måtte jeg ikke komme ud fra mit værelse, og jeg havde fået et blåt øje. Jeg havde ikke lavet lektier i to dage. Jeg stiller vredt tallerkenen foran en stol, og da jeg samler bestik op fra skuffen, kaster jeg det bare over til tallerkenen. Inde fra køleskabet tager jeg også en flaske med sodavand og fylder det i et vinglas. Stiller det ved tallerkenen. Jeg smækker køleskabet i ved at sparke til det. På køkkenbordet ligger der en lighter. Jeg tager den, tænder for den og sætter så flammen ind til de fine, hvide stearinlys i vores lysestage. Jeg kaster lighteren tilbage på køkkenbordet, og sætter mig så vredt og tungt i stolen med maden foran. Tid til oprør.

Min hænder griber hårdt fat om et stykke svinemørbrad. Jeg tager en stor bid af det, og lukker ikke engang munden mens jeg tygger. Selvom jeg tog bestik, bruger jeg det ikke engang. Bare lige for at spille lidt mere flabet. Glubsk sluger jeg svinemørbraden stykke efter stykke, mine fingre og min mund bliver helt fedtede, men jeg er ligeglad. Hvad rager det dem? De har jo deres lille Anna. Selvom jeg ved, at jeg vil få så mange tæv efter det her, så fortryder jeg intet. Det føles godt at komme ud med mine vrede og min sorg, min smerte og mit had. Had til alle de djævle jeg bor hos. Hver dag har jeg drømt mig væk hen til Nickolai, der hvor englene bor. Hans mor med sit smukke hår og dejlige smil, hans far med åbne arme og et hjerte af guld, hans bror, Nicklas, der elsker at deltage i mig og Nickolais samtaler, og Nickolai, der har taget sig af mig, gjort mit liv til det bedre, og som har været min bedste ven siden vi var elleve. Jeg vil bo der. Ikke her. Anna begynder at skrige inde fra mine forældres soveværelse. Hun skriger og græder efter opmærksomhed. "Luk nu din lille mund, din plageånd!" Jeg ville aldrig tale sådan til nogen overhovedet. Men jeg er simpelthen så rasende, at jeg bare lader mig selv miste kontrollen. Det hele kan jo bare være totalt lige meget. Færdig. Jeg rejser mig op, tager vinglasset og drikker hurtigt sodavanden. Mine hænder tørrer jeg af i min hvide kjole. Da jeg går forbi spisebordet mærker og hører jeg, at jeg vælter noget så det falder ned på gulvet. Jeg drejer ikke engang hovedet for at kigge. Jeg går bare direkte ind i stuen.

Jeg sætter mig i sofaen. På sofabordet ligger min mors høretelefoner. Anna græder og skriger stadig inde på soveværelset. Og jeg ignorerer hende. Jeg tager hurtigt min mors høretelefoner og putter dem i ørerne. De er tilsluttet hendes iPod. Jeg tænder for den, finder noget klassisk og skruer så helt op for lyden. Annas gråd kan svagt høres i baggrunden. Men jeg ignorerer hende stadig. Jeg læner mig tilbage og slapper så godt af jeg kan. Jeg fortryder stadig intet. Jeg glæder mig så meget til at se mine forældres ansigtsudtryk, når de kommer hjem. Jeg håber de smider mig ud af huset. Jeg er blevet så træt af at bo her, jeg er blevet så træt af dem og alle deres klamme regler. Hvis de smider mig ud, løber jeg bare tilbage til Nickolai. Væk fra Helvede, op til Himmelen. Væk fra djævle, op til engle. Væk fra mine forældre, op til Nickolai. Jeg kommer hurtigt i tanke om det sidste han sagde til mig inden jeg forlad ham. Jeg kommer forbi dig senere. Jeg har noget til dig. Men hvornår? Hvornår ville han komme? Og hvad er det overhovedet, han ville tage med? Uanset hvad, håber jeg bare, at jeg kan komme med ham tilbage til hans hjem. Jeg skulle være blevet hos ham. Blevet der og så aldrig være kommet tilbage. Alligevel, så er det her også noget, der er værd at nyde. Jeg sukker og tager den ene af høretelefonerne ud. Jeg rynker mig på næsen. Her lugter underligt. Rummet ser pludselig anderledes ud. Ikke møblerne eller formen, men... Lyset. Belysningen. Hvad sker der? Jeg tager nu også den anden høretelefon ud. Nu ved jeg hvad her lugter af. Jeg vender mig forskrækket om.

Ild. De røde, orange og gule flammer slikker sig op ad væggene, og indgangen til køkkenet er spærret. Mit hjerte er holdt op med at slå. Min krop vil ikke reagere. Jeg står bare der ved sofaen og betragter flammerne, mens de brænder alt op på sin vej. Hvis jeg ikke reagerer hurtigt, vil flammerne snart sluge hele vores lille stue. Jeg skal ud før ilden også blokerer entréen. Jeg kan ikke nå at slukke den. Oppe under loftet er røgen begyndt at synke længere og længere ned imod mig. Jeg hoster. Hvis jeg ikke bliver brændt op, bliver jeg kvalt af røg. Endelig vil min krop lystre. Jeg smider iPodden fra mig i et skrig og løber hurtigt hen mod døren i entréen. I det samme kan jeg høre en høj skrigen og gråd. Jeg har glemt noget. Jeg har glemt Anna. Jeg gisper, hvilket får mig til at hoste endnu mere. Mine ben reagerer selv og styrter hen mod døren ind til soveværelset, hvor flammerne allerede er nået halvvejs ind. Jeg vælter ind i soveværelset, tæt på at snuble og falde ind i de varme, hede flammer. I panik har jeg glemt hvor vuggen står. "Anna!" Min stemme knækker over og jeg hoster igen. Denne gang mere voldsomt. "Anna..." Navnet bliver kun til en hvisken. Den lille pige skriger og græder ovre i et hjørne, i sin lille vugge, hvor ilden truer med at brænde hende levende. Jeg hopper hurtigt op på sengen, kæmper besværligt min vej over den og griber hurtigt fat i den lille. Jeg knuger hende ind til mig, beskytter hende mod den drabelige varme. "Anna...", hvisker jeg igen. Jeg kæmper mig over på den anden side af sengen igen. Mine lunger skriger efter ren luft, det brænder indeni. Værre end da jeg løb hjem den dag jeg første gang snakkede rigtig med Nickolai. Ilden har spredt sig hurtigt, og den har blokeret vejen ud af vinduerne. Det samme med entréen.

Tårerne triller ned ad mine kinder grundet røgen, men også af panik, skræk og angst. Hele min krop ryster. Hele huset er fyldt med røg og ild. Jeg har Anna i armene. Hun skriger og græder, og jeg har lyst til at skige med. Hvad skal jeg gøre? Hvordan skete det her? Hvor kommer ilden fra? Jeg får endnu et hosteanfald. Jeg holder Anna tæt ind til mig mens jeg hoster og hoster. Min ben kan snart ikke holde mig mere. Jeg er ved at give op. Ilden står ud af vinduerne, og den er også nået ind på mit værelse. Ender mit liv her? Nåede jeg aldrig at bo hos englene? Jeg ryster på hovedet og gør alt hvad jeg kan for ikke at besvime. Nej. Jeg kan stadigvæk nå ud. Men for at kunne komme det, bliver jeg nødt til at løbe igennem den brændende hede. Jeg hoster en sidste gang og løber så hen imod entréen. Jeg stopper op foran flammerne. Prøver. Tvinger mig selv til at prøve. Jeg holder vejret, lægger Annas ansigt mod min skulder og løber ind i flammerne. Det stikker mod min hud på den smertefulde måde, men jeg holder det inde så godt jeg kan. Pludselig hører jeg noget over mig. Jeg ser op, og en brændende bjælke fra vores træloft falder ned mod mig. Og rammer mig lige i hovedet. Jeg falder, men holder stadig fast i Anna. Den tunge bjælke ligger ovenpå mig. Det brænder. Det svier. Det trænger ind under huden på mig, og det får mig til at skrige. Jeg skriger højere end Anna, smerten er ulidelig. Jeg kan ikke komme fri, og jeg sidder fast i flammerne. Hvad skete der? Jeg ved hvad der skete. Jeg væltede lysestagen ude i køkkenet. Den faldt ned på gulvet og flammerne brændte sig ned i trægulvet, spredte sig lynhurtigt rundt i køkkenet. Det var min skyld. Det var mig, der satte ild til huset. Jeg skriger igen. Græder og skriger sammen med min lillesøster. "Nickolai!", skriger jeg og midt i navnet knækker min stemme over. Jeg så ikke hvad han ville give mig. Kommer jeg nogensinde til at se det? Min krop giver op. Min hovedbund svier og brænder, og det samme gøre resten af min krop. Jeg kan ikke tænke mere. Kun min hviskende og hæse stemme er tilbage. "Nickolai..."

 

Epilog:

Hvad skete der? Jeg kan ikke forstå det... Det kan jeg ikke. Det er uvirkeligt. Jeg tørrer frustreret tåren væk, der triller ned ad min kind. Jeg nåede det ikke. Jeg skulle have gjort det tidligere. Tidligere den dag havde jeg været ude og købe is. Jeg ved, at hun elskede is. Selvom jeg har sukkersyge og ikke ville kunne spise det sammen med hende, så købte jeg det alligevel. Endda for mine egne penge. Jeg ville have taget over til hende, for jeg vidste hendes forældre ikke var hjemme. Jeg ville have gået op til hende, givet hende hele den bøtte vaniljeis i samme farve som hendes yndlingsfarve. Hvid. Jeg ville have fortalt hende alt. Jeg ville have fortalt hende hvor meget jeg elskede hende. Jeg elsker hende. Det har jeg gjort så længe. Og alligevel nåede jeg det ikke. Da jeg kom til hendes hus, blev jeg hurtigt skubbet tilbage af en brandmand, og han sagde at jeg skulle holde mig væk. Flammerne stod ud af vinduerne og rakte op mod himmelen. Jeg vidste ikke engang hvordan jeg skulle reagere. Jeg vidste bare, at mit liv aldrig ville blive det samme igen. Der blev ikke holdt begravelse for hende. Derfor har lavede jeg en til hende. Hendes krop er her ikke, men hendes minde er. Og hun vil for altid være i mit hjerte. Min bedste ven. Hende jeg elskede. Fie. Nicklas lægger sin hånd på min skulder. "Nickolai... Mor venter." Jeg har lyst til at falde sammen i gråd, men jeg undlader det. Jeg kaster et sidste blik på de hvide blomster ved Fies mindested i vores lille have før jeg går ind i huset sammen med min bror.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...