Ild

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 jun. 2013
  • Opdateret: 8 jun. 2013
  • Status: Igang
Den 11-årige Fie bliver slået og pisket derhjemme, og hendes verden er snart ved at falde sammen. Da hun en dag kommer i snak med Nickolai fra hendes klasse under halvtaget ved cykelstativet på en regnfuld dag, ser det ud til, at der er lys for enden af tunnellen.

Fire år senere er Fies liv ændret på både gode og dårlige måder. Hendes verden er ikke ligeså mørk, men derimod begynder hun også at føle sig efterladt af sine forældre.

Stakkels Fie vidste ikke hvad der ventede hende.

1Likes
4Kommentarer
419Visninger

1. Ild

Prolog:

”Nu har du kraftedeme bare at høre efter!” Slagene fra den korte pisk sviger på ryggen og jeg kan mærke de varme tårer trille ned ad mine kinder. Far slår mig på min bare ryg med pisken, mens mor holder fast i mit rødbrune, krøllede hår. Efter det næste svirp med pisken begynder jeg at skrige. ”Hold nu kæft, pigebarn!” Jeg tror at jeg kan mærke blod... Det kommer fra et af slagene og blodet triller ned ad min talje. ”Nej! Hold op! Vær nu sød at holde op!” Mine stemme knækker hele tiden over og bliver næsten kvalt i en hulken. Er det meningen at forældre skal behandle en 11-årig på denne måde? Mor river mig i håret og jeg skærer tænder. Det gør så forfærdeligt ondt! ”Ti stille når de voksne snakker!” Jeg bider mig i underlæben og nikker svagt. Mine hænder fjerner sig fra mit hår og jeg lader dem bare dingle ned fra mine skuldre. Jeg lukker øjnene og prøver på at slappe af så godt jeg kan. Smerten kommer igen, men jeg står bare helt stille. Det er rekorden denne gang. Tyve slag i træk. Så højt er jeg aldrig kommet før.

---

Jeg sidder udenfor i skolegården, på en lille bænk under et halvtag. Det regner, derfor skynder alle sig hjem. Hjem til varmen, hvor de kan putte sig under dynerne og få varm kakao eller te. Og se familiefilm sammen med deres søskende og deres forældre. Det er jo trods alt weekend. Jeg har bare ikke rigtig lyst til at tage hjem lige nu, så jeg sidder bare på bænken, mærker vægten fra min skuldertaske, som jeg bruger til skolesager på min ene skulder, bukker i nakken og kigger ned på mine røde sko. Jeg laver små cirkler med spidsen af skoen. Slutter af med et lille hjerte. Mine øjne lukkes et kort øjeblik, men så ser jeg pisken for mig og åbner dem hurtigt igen. Min ryg er stadig øm, selvom der er gået meget lang tid siden jeg sidst fik en med pisken. Luften er kold, men jeg har ikke en jakke, der er tyk nok til at lade mig holde varmen. Jeg kan se mit eget åndedrag og jeg ryster. Det er ikke engang december. Jeg ser op. Cykelstativet er helt tomt. Nej, vent... Der står en cykel tilbage, men det er ikke min. Mine forældre vil ikke give mig en, så det er derfor jeg er nødt til at gå hjem, i stedet for at cykle. Alle andre på skolen har ellers en cykel.

Hvis jeg nogensinde skulle have en cykel, så ville jeg gerne have at min skulle være hvid. Eller rød. Måske orange? Det skulle være en meget flot damecykel og lygterne skulle virke bedre end nogen andres. Hvis jeg havde en cykel, ville jeg nok have den flotteste cykel på hele skolen. Jeg smiler ved tanken om min drømmecykel. Cyklen ovre ved stativet er sort. Jeg rejser mig langsomt og min læder skuldertaske bliver tungere om min skulder. Med langsomme skridt går jeg hen mod cyklen. Min hvide kjole begynder at klæbe sig ind til min krop på grund af regnen, og jeg fryser i mine strømpebukser. Mine røde ballerinasko med rem er faktisk det eneste nogenlunde dyre tøj, som mine forældre har købt til mig. Jeg har ikke så meget tøj. Mit hår klæber sig mod mit ansigt, men jeg slipper væk fra regnen da jeg træder under halvtaget, hvor cykelstativet står. Det er en ret flot cykel. Gad vide hvem, der har glemt den? Jeg vender mig langsomt om og får en kæmpe forskrækkelse, da der står en dreng foran mig. Men det er heldigvis bare Nickolai. Jeg ånder lettet ud da jeg ser at det er ham. Jeg snakker ikke så tit med ham, men han er en meget flink og sød dreng. Nogle gange er jeg sammen med ham, men det er ikke så tit. Nickolai smiler, men ser stadig en smule undrende ud.

”Hej Fie. Hvad laver du med min cykel?” Er det hans cykel? Jeg drejer hovedet og kigger igen på cyklen, men så tilbage på Nickolai. ”Jeg kigger bare på den. Jeg synes at det er en meget flot cykel.”. ”Virkelig? Jeg er ikke selv særligt stolt over den. Jeg gad godt at have en anden slags, sådan en som Nicklas har.” Nicklas er vidst Nickolais tvillingebror, hvis jeg altså ikke gætter forkert. ”Tja, du skal vel nok bare være glad for at du har en.” Jeg trækker lidt på skuldrene og trækker på mundvigen. Nickolai nikker langsomt. ”Det har du jo egentligt ret i.” Jeg prøver på at smile, men det lykkes ikke rigtigt. ”Jeg ville ønske at jeg havde en cykel, ligesom dig.” Nickolai hæver et øjenbryn. ”Har du da ikke én?”. ”Nej, desværre. Mine forældre vil ikke give mig sådan én.” Da jeg ser Nickolai i hans lyseblå øjne, er jeg ikke sikker på om det er medlidenhed jeg fornemmer i hans blik. Nickolai trækker i remmen på hans skuldertaske. Hans sorte hår klæber sig om hans blege ansigt. Der er tavshed imellem os, men Nickolai får afbrudt den hurtigt. ”Det er rimelig synd for dig... Hvis det er, må du gerne låne min cykel en dag. Men altså, det er kun hvis du har lyst.” Jeg kan ikke andet end at smile over hans venlighed og jeg føler mig virkelig taknemmelig. ”Hvorfor vil dine forældre egentlig ikke give dig en cykel? Man kan da ikke bare gå i regnen og fryse sådan.” I det samme sortner det i kanten af mit synsfelt, og mit blik rettes direkte mod den våde asfalt. Regnen føles koldere end den nogensinde har gjort før og det føles som om at den giver mig hårde slag på skuldrene. Jeg fryser utroligt meget, men jeg kan jo ikke gøre noget. Min jakke er alt for tynd til at kunne hjælpe. Mine forældre vil ikke købe mig en cykel, fordi jeg er en kujon. Et håbløst tilfælde af en datter. Jeg er ikke den slags man skal bruge sine penge på.

”Fie?” Jeg løfter hurtigt hovedet, da Nickolai siger mit navn. Han sagde mit navn. ”Er der noget galt?” Han trækker forsigtigt på mundvigen og lægger hånden om remmen på hans træbrune skuldertaske. Den ligner næsten min på en prik. ”Nickolai... Det er nok bedst hvis jeg går nu, mine forældre bliver meget sure.” Jeg laver et kast med hovedet, og mit våde hår klasker mig i ansigtet. Nickolai nikker kort. ”Vi ses i morgen.” Hans hånd når lige at strejfe min, inden jeg drejer om på hælen og går. Pludselig mærker jeg en kildrende fornemmelse i kroppen, en som jeg ikke har følt før. Det er som om, at jeg ikke kan mærke kulden fra den tunge regn mod mine skuldre og jeg får en stor trang til at smile. Jeg ved ikke hvad det er. Jeg ryster kort på hovedet og går direkte over vejen foran skolen, selvom jeg ikke kigger til siderne. Jeg går langs vejen på fortovet, vejen mod mit hjem. Mine skridt er modvillige og tunge. De vil ikke. Jeg vil ikke. Men jeg har intet valg. Hvis jeg ikke kommer hjem, vil de måske slå mig igen. Enten det, eller også vil de bare være ligeglade.

Hver gang jeg gør noget forkert, står det for fem slag med pisken. Jeg må ikke afbryde de voksne, jeg skal tie stille og være inde på mit værelse når der er gæster, jeg skal høre efter hvad de voksne siger, jeg skal altid lave mine lektier før klokken tre og massere andre regler. Det er trættende, men jeg har ikke lyst til at blive pisket hele tiden. De regler har kørt siden jeg var, hvad, fire år? Det er underligt. Er det ikke meningen at jeg skal blive elsket, og ikke hadet? Lige nu føler jeg at den eneste, der rent faktisk tager sig af mig, er Nickolai. Jeg ved ikke, da hans hånd strejfede min fik jeg det så underligt. Jeg føler mig ikke forelsket, jeg føler mig bare... Holdt af. Som om, at jeg egentlig har været venner med Nickolai rigtig længe, men det har jeg jo ikke.

Jeg mærker pludselig koldt, beskidt regnvand mod mine ben og mine strømpebukser bliver endnu mere våde, end de er i forvejen. Jeg vakler lidt til siden og ser op. Nickolai står med sin cykel, hans sorte hår er helt vådt og han smiler til mig. ”Det må du undskylde. Vandet fra vandpytten plaskede op på dine ben da jeg bremsede.” Jeg kigger overrasket på ham og ryster kort på hovedet. ”Hvad laver du her, Nickolai? Plejer du ikke at cykle den anden vej?” Nickolai holder en kort pause og kigger kort ned. Han ser mig i øjnene. ”Jo, men...” Jeg lægger hovedet på skrå. ”Jeg synes det er virkelig synd for dig, Fie.”, siger han. ”Jeg kan se, at du fryser. Din jakke er ikke tyk nok, du går kun i kjole, strømpebukser og ballerinasko, og det regner voldsomt.” Jeg trækker på skuldrene og kigger ned på fortovet. ”Du kan jo ikke gøre noget ved det, Nickolai...”. ”Fie?” Jeg ser op og Nickolais lysblå øjne møder mine brune. ”Vil du ikke gerne komme med mig hjem? Du kan sidde bagpå min cykel?” Jeg bider mig hårdt i læben, drejer hovedet og kigger ned ad vejen. Hvad ville de sige? Jeg er ikke så meget sammen med folk mere, så jeg kender ikke reglerne.

Og hvad så? Det kan da være ligemeget! Uanset om jeg var kommet hjem eller ej, ville de da være totalt ligeglade! Og hvis jeg så alligevel bliver pisket til jeg dør når jeg kommer hjem, vil de kun være taknemmelige! Jeg kigger vredt ned ad vejen og spytter ned på fortovet. Jeg drejer hovedet og kigger på Nickolai. Han kigger på mig med store øjne og hævede øjenbryn. ”Har du lyst?”, spørger han og sender mig et varmende smil. Jeg nikker til ham, sætter mig bagpå hans cykel og holder fast om livet på ham. Mine arme holder så godt fast de kan, selvom de føles svage. Nickolai gør mig tryg. Jeg ved ikke hvorfor, men han gør mig bare tryg. Nickolai sætter af fra den kolde jord og begynder at cykle den modsatte vej fra mit hjem. Jeg knuger mig så tæt ind til Nickolai som jeg kan, for jeg har hverken lyst til at falde af cyklen eller nogensinde give slip på ham. I starten har jeg svært ved at holde balancen ordentligt, men efter få minutter sidder jeg bedre.

Jeg kigger op mod den grå himmel. Regnen styrter stadig ned, kold og tung som is. Mine øjne lukker sig langsomt med mit ansigt rettet mod den store, grå, tunge himmel. Jeg mærker regnen mod min hud, mærker kulden, der skylder ned over mine fregnede kindben og næse, min hage, mine øjenlåg. Regnen skylder det hele væk. Al hadet, sorgen og smerten. Regnen befrier. Den er så befriende. Jeg begynder at grine. Jeg griner højt, lykkelig, glad og befriet. Det er væk. Min ryg er ikke øm, mit hjerte flyver og mit smil står helt op til ørerne. Nickolai griner med. Vi griner og griner, vi griner højt, mens vi cykler forbi små huse i hvid, rød og gul på Nickolais flotte, sorte cykel. Jeg har aldrig nogensinde været så glad i hele mit liv.

Smilet bliver siddende resten af vejen til Nickolais hjem. Da vi kommer frem og Nickolai stopper, lader han mig komme af først. Jeg kan igen mærke vægten fra min tunge taske mod min skulder, mens jeg kigger efter Nickolai mens han stiller sin cykel ved et stativ tæt ved huset. Huset han bor i er gult med hvide vindueskarme. Det er et fint hus, sådan et hus som jeg gerne ville have boet i. Det ligger på en rolig vej, og der kommer ikke så mange biler forbi. Vi kunne cykle på midten af vejen helt herover! Jeg drejer hovedet og kigger på Nickolai, der holder døren åben for mig. ”Pigerne først.” Vi smiler til hinanden da jeg går forbi ham. Jeg skynder mig hurtigt og tage mine våde sko af, og det samme med min tynde, cremefarvede jakke. Nickolai vader bare ind i stuen med sine plaskvåde sko og busker, og råber: ”Jeg er hjemme fra skole!”

Jeg holder min jakke med begge mine hænder foran mine ben, for at skjule mine beskidte strømpebukser. Nickolais forældre vil nok synes, at jeg er uforskammet, hvis jeg bare kommer vadende ind med våde strømpebukser som om jeg ejer det hele. Jeg kan bare fjerne jakken når jeg kommer ind på Nickolais værelse. Da jeg kommer hen til Nickolai, går en smuk kvinde mig i møde. Hendes hår er langt, sort og bølget. Hendes øjne er en klar blå, næsten en isblå, og hendes hud er meget lys. Hun står med et viskestykke, som hun tørrer sine hænder i. "Jamen dog, Nickolai, du har taget en veninde med." Hun smiler, hvilket fremhæver hendes søde smilehuller. Nickolais far kommer gående inde fra køkkenet. Hans hår er ligeså sort som Nickolais mor, og hans hud ligeså bleg. Hans øjne er bare grønne. "Goddag, lille Fie.", siger han og smiler varmt til mig. Jeg smiler genert til Nickolais forældre, og svarer med et 'Hej'. Nickolais mor kigger undrende på min jakke. "Du kan bare hænge din jakke på knagerne derude, Fie." Jeg bider mig nervøst i læben, og kaster hurtigt et blik over skulderen før jeg kigger på Nickolais mor igen. "Øhm..."

Åh nej! Hvad hvis Nickolais forældre ser mine beskidte strømpebukser? De bliver så sure! Min stemme begynder at ryste. "Det... Det behøves ikke..." Nickolais mor lægger roligt viskestykket på deres spisebord og går hen til mig. Hendes bløde og varme hånd lægger sig på mine våde og kolde. "Jeg skal nok gå ud og hænge din jakke, Fie. Imens kan du og Nickolai gå ud i køkkenet og få noget thé. I må sikkert hundefryse!" Hun tager blidt jakken fra mig, og jeg kan ikke gøre andet end at lade hende. Hvis jeg jeg gjorde modstand, ville hun nok blive sur. Nu ved jeg jo ikke om hun rent faktisk ville, men det burde hun jo blive... "Åh nej, dine strømpebukser er jo helt våde og beskidte!" Jeg stivner, spænder i hele kroppen. Nej, nej, nej. Nu er det sket. Nu bliver der ballade.

Jeg lukker skræmt øjnene og skærer tænder. Venter en lussing. Men der kommer ingen. Jeg åbner forsigtigt øjnene igen, og møder Nickolais mors isblå øjne. Hun smiler. "Bare rolig, dem kan jeg vaske for dig. Du kan bare trække dem af og beholde din kjole på, så kan du gå med Nickolai ind på hans værelse. Jeg skal nok komme med nogle tæpper." Jeg nikker uden at sige noget, og går langsomt ind på deres badeværelse. Okay, det havde jeg ikke forventet. Nickolais mor og far er så... søde. Her er så meget mere anderledes end derhjemme. Mor og far ville have skældt mig ud, og slået eller pisket mig, fordi jeg har gjort mit fine, hvide tøj beskidt. Derefter ville jeg blive sendt ind på mit værelse med min aftensmad, og så måtte jeg ikke komme ud resten af dagen. Da jeg bøjer mig fremover for at få mine strømpebukser helt af, kan jeg mærke smerten i min ryg igen. Jeg bider mig hårdt i underlæben, og prøver på ikke at begynde på at stønne. Min hud på benene føles underligt følelsesløs. Jeg kan næsten ikke engang mærke de kolde fliser mod min fodsål.

Jeg åbner forsigtigt døren ud til badeværelset. Jeg tør ikke sige noget. Det er jeg alt for forvirret til at gøre. Nickolais mor kommer hen til mig, stadig med et varmt smil på læben. Hun tager mine gennemblødte strømpebukser og stryger sin hånd over mit rødbrune, krøllede hår. "Nickolai har hentet jeres thé og venter på dig inde på værelset." Jeg nikker med et lille smil. Nickolais mor går igennem stuen og ind i køkkenet, og så står jeg alene tilbage i entréen. Deres stue er rigtig hyggelig. Der står en brun lædersofa med et lille tv foran, og en radio på et lille bord ved siden af. I den anden ende af lokalet står deres hvide spisebord med matchende hvide stole og en lysestage i sølv med lange, hvide stearinlys i. Ved siden af lysestagen ligger viskestykket, som Nickolais mor havde i hænderne for lidt siden. En dør åbner sig bag mig, og jeg vender mig hurtigt om. Det er Nickolai. "Kommer du ikke snart ind?", spørger han og griner, og jeg griner med. Jeg nikker til ham og går med ham ind på hans værelse.

Nickolai sætter sig på hans seng og rækker min kop med thé frem imod mig. Jeg sætter mig overfor ham, og tager derefter imod koppen. Mine hænder omslutter sig koppen og suger al den varme til sig, som de kan. Jeg puster forsigtigt til den og nipper af den. Selvom den brænder min tunge, føles det alligevel rart at få noget varmt i munden. Nickolai kigger på mig med hævede øjenbryn, han undrer sig. "Hvorfor må du egentlig ikke få en cykel?" Jeg flakker med øjnene og rømmer mig. Jeg har egentlig ikke lyst til at snakke om mine forældre, om reglerne derhjemme og om de penge, der bliver brugt. Jeg får det dårligt over det, men jeg bliver nødt til at lyve overfor ham. Jeg kan ikke få mig selv til at snakke om det. Det er alt for ubehageligt. "Øhm... Mine forældre har ikke råd... Og så vil jeg heller ikke bruge alle deres penge, når jeg jo bare kan gå i stedet for." Nickolai nikker langsomt og kigger ned i sin kop med pebermynte thé. Jeg tager igen en slurk af min thé. Denne gang brænder den ikke min tunge. "Kunne du egentlig godt finde på, at lave narrestreger overfor lærerne, Fie?" Jeg blinker et par gange og lægger hovedet på skrå, undrer mig over hans spørgsmål. "Det ville nok være rigtig sjovt, men jeg ved ikke om jeg ville kunne finde på det... Lærerne siger det jo til vores forældre hvis vi gør det, og så bliver der ballade. Hvorfor spørger du?" Han trækker på skuldrene og tilføjer et skævt smil. "Det ved jeg ikke. Det kunne måske være sjovt hvis vi to lavede en narrestreg sammen en dag!"

Nickolai og jeg snakker om alt mellem himmel og hav, griner og hygger, mens vi varmer os under de tæpper, som Nickolais mor kom med til os. Tiden er stille og roligt gledet af sted, og jeg er for en gangs skyld glad. Nickolais blå øjne er beroligende og de udstråler en glæde, der gør så jeg får det meget bedre. Vi har ikke engang drukket vores thé færdigt endnu, så den er nået til at være kold. Efter jeg lige har nået at grine over en historie Nickolai lige har fortalt mig, kommer Nickolais mor ind med mine strømpebukser, der er blevet helt fine og hvide igen. "Hygger I jer?", spørger hun og rækker mig strømpebukserne. "Vi hygger os rigtig meget, mor!", svarer Nickolai hende med et kæmpe smil. Hans mors øjne flytter sig hen på mig, og hun hæver øjenbrynene. "Hvornår skal du hjem, Fie? Klokken er lidt over fire nu." Min krop stivner, og tæppet faldet ned fra mine skuldre. Det løber mig koldt ned ad ryggen. Jeg skulle have været hjemme nu.

Nickolai hæver forvirret et øjenbryn og læner sig til siden for at kunne se mit ansigt, der er rettet mod hans mor. "Hvad er der galt, Fie?" Jeg sluger en klump i halsen, jeg stirrer stadig ud i luften. Jeg har aldrig prøvet at komme for sent hjem før, men jeg ved, at jeg bliver straffet for det. "Søde pige, du er jo helt hvid hovedet?" Nickolais mor kærtegner min kind. Varmen fra hendes hånd får mig til endelig at bevæge mig, og jeg skynder mig at rejse mig op. "Je-Jeg skal hjem nu.". "Skal jeg så ikke cykle dem hjem igen?", spørger Nickolai samtidig med han rejser sig. "Nej tak, jeg går bare." Han kigger bekymret på mig. "Er du sikker?" Jeg nikker anspændt og gør alt hvad jeg kan, for at holde tårerne indenfor kanten. Nickolais mor åbner døren helt så jeg kan komme ud, og ud kommer jeg. Jeg går ud i entréen med hastige skridt, og skynder mig at tage mine røde ballerinaer og tynde jakke på. Jeg har ikke tid til at få strømpebukserne på igen. Nickolai står overfor mig, stadig med et bekymret ansigtsudtryk. "Kommer vi til at være sammen igen en dag?" Jeg nikker og smiler så beroligende jeg kan til ham. Før tårerne render over, skynder jeg mig og omfavner ham. "Tak for det hele, Nickolai. Du er den bedste ven jeg nogensinde ville kunne få." Da jeg giver slip på ham, ser jeg hans øjne udstråle glæde og lykke, men hans ansigtsudtryk er stadig bekymret. "Sig tak til dine forældre fra mig." Han nikker og smiler til mig. Jeg smiler tilbage til ham, og skynder mig så ud af døren.

Jeg løber. Løber så hurtigt og langt som mine ben kan bære mig. Jeg er ligeglad med alle de vandpytter mine fødder stamper ned i, så det kolde regnvand, der stadig øser ned fra himlen, sprøjter op på mine bare ben. Jeg knuger mine strømpebukser tæt ind til mig, for jeg vil ikke have at de skal blive helt våde igen. Min skuldertaske med mine bøger i er tungere end bly. Regnen er ikke befriende længere. Den gør alt hvad den kan for at tynge mig ned, få mig til at snuble og få mig til at ligge på det iskolde fortov. Jeg løber og løber, jeg løber til mine lunger skriger efter hvile, efter luft. Men jeg stopper ikke. Mine trætte, ømme ben fortsætter og mine hæle hamrer sig ned på fortorvet, plasker mere regnvand op på mine følelsesløse ben. Jeg løber til jeg bliver svimmel, til jeg får hovedpine. Der er et stykke vej. Men jeg stopper ikke. Jeg løber.

Den dag fik jeg så mange tæv, at jeg aldrig nogensinde vil glemme det. Mine forældre blev rasende, jeg kom vadende ind med våde ballerinaer, der var helt nye og resten af min krop var også helt gennemblødt. Oveni det, kom jeg også for sent hjem, og mine strømpebukser var blevet våde igen. Jeg havde ikke givet mine forældre besked om, at jeg ville tage hjem til Nickolai. Ligeså snart jeg kom ind af døren, gav min mor mig en syngende lussing. Efterfølgende blev jeg skældt ud og fik piskeslag. Resten af dagen kom jeg ikke ud fra mit værelse.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...