Madhouse | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Færdig
Hvorfor har ingen nogensinde set Kimberly Faraday efter den forfærdelige brand i 2008? Naboerne snakker, og rygterne svirrer, men ingen kan med sikkerhed sige, at de siden har set den lille lyshårede pige, der altid var så glad og frisk. Sandheden er, at Kimberly efter branden omgående flyttede ind på galeanstalten The Blue House. Branden traumatiserede den dengang trettenårige Kimberly, og hun har siden ikke kunnet bo uden konstant overvågning. Fysisk tog Kimberly ingen skade, men psykisk er det en helt anden sag. De kalder det anfald. Når stærke følelser omslutter Kimberly, kobler en del af hendes hjerne fra, og så er resten overladt til fysikken. Kimberly føler sig umådeligt alene på galeanstalten, men giver aldrig udtryk for det. Derfor overrasker det mange, da Kimberly en dag stikker af for at finde det, hun holder allermest af: musik.

100Likes
95Kommentarer
6195Visninger
AA

8. Yes, you crossed the line

Jeg kiggede sløvt ned på mine mudrede fødder, da vi alle gik i en lang række hen af søens bred. Det støvregnede, og jorden var blød og smattet, hvilket ingen af os havde været forberedte på, da vi tog af sted fra anstalten.

Det var den sidste fredag i måneden og traditionen tro, havde Heather og et par af de andre voksne skubbet os alle ud af døren, så vi kunne tage på en lille udflugt for at fejre månedens fødselarer. Det var noget, vi altid havde gjort på anstalten, og jeg hadede det lige meget hver gang. De insisterede på, at vi skulle opholde os udenfor uanset vejret. Derfor bestod fødselsdagsudflugten denne gang af en fisketur.

Ved siden af mig hoppede Carly glad af sted. Hun havde haft fødselsdag dagen før og var stadig helt oppe og køre over, at hun nu var syv år. Jeg mistænkte hende også for at have haft en finger med i spillet angående valget af aktivitet. Hun lod i hvert fald ikke til at have spor i mod, at vi skulle fange vores egen aftensmad. I det samme satte hun farten op og løb op foran, hvor Heather kaldte på hende.

Jeg kiggede op fra mine våde tæer og bed mærke i, at jeg var sakket bagud og ikke længere kunne følge med i de andres samtaler. Dog gik Dylan West, pigen med narkolepsi, der boede ved siden af mig, stadig kun et par meter foran mig. Hun kiggede af og til tilbage, og jeg kunne se, at hun havde det hårdt. Sveden var begyndt at pible frem på hendes pande, og hun trak vejret gennem munden, hårdt og hurtigt.

Jeg kiggede en smule bekymret på hende, men hun lagde ikke mærke til mig. Det var som om, hun var dybt koncentreret om noget, og så skete det pludseligt.

Jeg så med store øjne til, da hendes krop bare kollapsede og væltede til siden. Jeg udstødte et gisp, men det var ikke nok til, at nogen oppe foran lagde mærke til det, der var ved at ske.

Jeg sprang panisk frem og forsøgte at støtte hende, men det var for sent.

Der lød et ordenligt plask, da hendes tunge og livløse krop brød overfladen på det i forvejen urolige vand. Få dråber ramte mig i hovedet, og jeg vidste, at vandet var alt for koldt at tage en dukkert i.

”Hjælp!” skreg jeg fortvivlet. Endelig reagerede de, men selv jeg kunne se, at der ville gå alt for lang tid, før de kunne nå tilbage og fiske Dylan op.

Jeg tog en spontan beslutning og sparkede begge min sko af, hvorefter jeg hev min store hættetrøje over hovedet. Vinden kærtegnede min hud igennem den tynde t-shirt, og jeg gøs ufrivilligt. Dog var vinden intet imod det kolde vand, der opslugte min krop, da jeg sprang i med fødderne først. Det føltes som om, mine lemmer frøs til is øjeblikkeligt, men jeg havde kun øje for Dylan, og derfor fortsatte jeg.

Hun var allerede sunket ned under vandoverfladen, og på grund af vandets urenhed havde jeg svært ved at se hende.

Jeg mærkede den mudrede og glatte bund under mine fødder, og langsomt plaskede jeg mig frem til den livløse krop, der bare flød rundt i det kolde vand. Hendes ansigt vendte nedad, og jeg var bange for, at jeg var kommet for sent.

Min hjerne var et virvar af bekymringer og angst, og et eller andet sted blev en stemme ved med at sige til mig, at jeg jo bare kunne give slip og lade vær med at gå længere. Bare lade mig synke ned i dybet, men jeg ignorerede den, selvom mine ben var tæt på at give op. Jeg kunne ikke rigtigt føle dem. Jeg bevægede mig bare i den samme rytme, og da jeg endelig kunne gribe fat under armene på Dylans krop, priste jeg mig lykkelig for, at jeg kunne bunde, for jeg ville på ingen måde have været i stand til at svømme tilbage til bredden med Dylans vægt.

Da jeg igen nåede bredden og kunne mærke græsset under mine hænder, mærkede jeg en anden tage sig af Dylan, og lidt efter blev også jeg trukket op af vandet.

Jeg lå på ryggen og kunne ikke rejse mig af udmattelse. Min krop gjorde ondt, og jeg kunne end ikke mærke vinden på min hud. Det eneste jeg fokuserede på, var min vejrtrækning, der ræsede af sted.

”Kimberly,” var der pludselig en der sagde. Nogen sad bøjet ind over mig og prøvede at komme i kontakt med mig. ”Det var meget modigt, men lov mig, at du ikke gør det igen.”

Jeg sank en enkelt gang og nikkede svagt. ”Okay.”

 

Mine tænder klaprede voldsomt, da jeg med Heathers hænder i ryggen blev ført tilbage til anstalten. Hun havde hele vejen hjem plapret løs om, hvor farligt det havde været, at jeg sådan var sprunget i det kolde vand. Samtidigt pylrede hun også rundt om Dylan, som efter ti minutter var vågnet op igen, helt disorienteret og forvirret.

”Så piger, i går direkte ind og tager et varmt bad, og det står ikke til diskussion!”

Jeg traskede, med tæppet tæt svøbt omkring mig, ind bag de velkendte mure og styrede direkte mod pigernes badeværelse i østfløjen, hvor jeg holdt til.

Det føltes godt at få det våde tøj af, selvom jeg jo havde skiftet til hættetrøjen, som ikke var blevet våd, frøs jeg stadigvæk mere end rigeligt. Vandet var dejligt varmt og prikkede på min kolde hud, og da jeg endelig kom ud af badet, havde jeg formået at dugge hele badeværelset til. Og det var ellers noget af en bedrift, da det var et forholdsvis stort rum. Jeg trak hurtigt i tøjet, og lod mit våde hår hænge løst ned over mine skuldre, da jeg bevægede mig ud fra badeværelset med mit våde tøj og et håndklæde i favnen.

Jeg trykkede håndtaget til mit værelse ned med albuen og gik baglæns ind. Derfor så jeg heller ikke, at nogen allerede befandt sig derinde og skreg derved forskrækket. Alt tøjet faldt ud af mine hænder, men jeg havde ikke tid til at samle det op, for visheden om hvem der stod der, gjorde min krop helt stiv og urokkelig.

Foran mig lyste et lille smil op på Nialls lyserøde læber, og han stak akavet hænderne i lommen. Jeg bevægede mig end ikke, da han trådte et skridt tættere på og kiggede forsigtigt på mig.

”Hvad laver du her?” hviskede jeg forbavset og stirrede på ham. Et eller andet sted havde jeg lyst til at kaste mig i armene på ham og fortælle ham, hvor glad jeg var for, at han var kommet tilbage, selvom jeg knapt nok kendte ham, men en anden del af min krop mindede mig samtidigt om, hvad Niall sidst havde været vidne til.

Med det samme skyllede skammen ind over mig og fik mig til at kigge væk. Jeg samlede hurtigt mine ting sammen og trak mig tilbage til døren.

”Vent!” udbrød Niall og trak hurtigt hænderne op af lommerne, som for at række ud efter mig. ”Du må undskylde, at jeg bare bryder ind på dit værelse, men da jeg kom, fortalte en dame mig, at du ikke var hjemme. Hun sagde, jeg bare kunne vente på dig her!”

Jeg tøvede med hånden på dørhåndtaget og trak vejret dybt. ”Jeg troede ikke, du ville komme tilbage,” sagde jeg så lavt.

”Jeg har haft travlt,” svarede han og kiggede ned. ”Jeg ville gerne være kommet noget før, men jeg kunne ikke.”

Jeg pressede læberne sammen og smilede et meget svagt smil, hvorefter jeg åbnede døren. ”Jeg går lige ud med det her,” sagde jeg og hentydede til tøjet i min favn. ”Så kommer jeg tilbage.”

Niall smilede og nikkede. ”Jeg venter her,” sagde han. ” - men kun hvis det er okay?” tilføjede han hurtigt efter at have tænkt sig kort om.

Jeg nikkede og lukkede døren efter mig, så jeg ikke længere kunne se Niall. Da jeg var alene på gangen, stod jeg et øjeblik stille og forsøgte at samle sammen på det hele. At se Niall så pludseligt på mit værelse efter så lang tid, tog virkelig pusten fra mig. Jeg havde accepteret, at han ikke ville komme tilbage, og når han så lige pludselig dukkede op på den måde, skulle der altså en del mod til Jeg trak vejret dybt ned i maven et par gange til og gik så mod vaskerummet, hvor jeg dumpede mit vasketøj ned i en kurv og skyndte mig tilbage af de lange gange. Jeg mødte ingen på min vej, da de andre stadig var ude og fiske, og det passede mig egentlig fint. Jeg havde brug for lidt tænketid, før jeg skulle se Niall igen, og det gjorde jeg bedst alene.

Jeg stoppede igen op foran døren til mit værelse og forberedte, hvad jeg ville sige. Jeg blev nødt til at undskylde overfor ham, for jeg kunne simpelthen ikke leve med, at han gik rundt og tænkte sindssyge tanker om mig.

Jeg lagde hånden på håndtaget og åbnede hurtigt døren. Derefter væltede ordene bare ud af munden på mig, og jeg kiggede ikke engang op.

”Niall, jeg bliver nødt til at fortælle dig, at jeg er så ked af det, du så i kantinen sidst. Jeg har den her … ting, hvor jeg mister kontrollen, og det er ikke noget, jeg kan gøre for. Det var ikke meningen, du skulle se mig sådan, og så er det oven i købet sket flere gange. Ja, jeg forstår egentlig slet ikke, hvorfor du bliver ved med at komme tilbage til mig.” Jeg holdt en pause og trak vejret, før jeg uhindret fortsatte. ”Jeg vil bare gerne have, at du ved, hvordan jeg har det med det. Hvis det sker igen, vil jeg gerne have, at du går, for det er ikke noget, jeg er stolt af. Jeg … ”

Jeg stoppede op, da jeg for første gang kiggede op, og det gik op for mig, hvad Niall lavede. Han stod ovre ved væggen, hvor den eneste hylde i rummet befandt sig. I hænderne havde han det lille, dekorerede skrin, som jeg opbevarede mine dyrebareste ting i.

Det føltes som om, min indvolde blev vredet rundt, da jeg så ham stå og fingere ved de få genstande, der var at finde deri. Det var forkert – det var kun mig, og kun mig, der havde lov at åbne skrinet, og nu stod han oven i købet og endevendte dets indhold uden så meget som at tøve eller spørge om lov.

Jeg mærkede raseriet boble op i mig, og da han i det samme kiggede op, ændrede hans ansigt sig fra nysgerrigt til skyldigt.

”Undskyld,” sagde han hurtigt og tog hænderne til sig. ”Det var ikke min mening at snage, jeg -”

”Så det var ikke din mening at snage?” råbte jeg efter ham. ”Det er mine private ting. Hvem fanden har givet dig lov til at stikke dine fede fingre ned i mine ting?”

Jeg mærkede, hvordan raseriset tog overhånd og styrede både min krop og mine ord. I tre store spring var jeg ovre hos ham, og inden han kunne nå at reagere, havde jeg skubbet ham omkuld på gulvet. Han gispede forskrækket og kiggede skræmt på mig, men det var som om, det gik lige forbi mine øjne.

Jeg tænkte slet ikke over, hvilke konsekvenser mine handlinger ville få, og værst af alt tænkte jeg ikke over, at jeg var voldelig overfor den eneste udefrakommende, jeg nogensinde havde haft kontakt med.

Jeg greb fat om vækkeuret på mit natbord og kylede det ud i rummet efter ham. I mellemtiden var han kommet på benene igen og dukkede sig lige i rette tid. Jeg skreg mine frustrationer ud og løb hen imod ham igen, helt uvidende om at jeg havde fået et anfald og netop var i gang med at ødelægge det hele for mig selv.

”Kimberly!” råbte han og sprang til siden, så jeg ikke kunne nå ham. Jeg hørte ham ikke, for det ville jeg ikke. Det eneste jeg tænkte på var, hvordan jeg kunne afreagere. Jeg ville smadre, og det skulle være med det samme.

Jeg vendte mig med et voldsomt skrig, men pludselig blev et par arme lagt omkring mig bagfra og pressede mig ned mod gulvet. Jeg stod imod med alle mine kræfter, men Niall var stærkere end mig. Jeg hev og sled af alle kræfter, men han var fast besluttet på at holde mig nede, og da han fik fat om begge mine arme, holdt han dem tæt ind til min side, så jeg ikke kunne bevæge mig.

Tilstanden føltes i stor grad som spændetrøjen, og det påvirkede mig så meget, at jeg med et voldsomt stød fik ham skubbet af.

Jeg slog ud efter ham, men han var klar og havde hurtigt styr på mig igen. Han fangede mine arme bagfra og holdt dem igen ind mod min krop.

Jeg skreg en sidste gang og ville ikke give op, men lige lidt hjalp det.

Til sidst sad jeg på hug på gulvet med Niall bag mig. Han holdt mine arme, pressede mig nedad og hviskede hele tiden beroligende ord i øret på mig.

Jeg ignorerede hans forsøg og skreg igen, men han blev ved. Mit hjerte pumpede for livet løs, og min vejrtrækning var helt ude af kontrol. Alligevel registrerede mit øre svagt, da hans sætninger langsomt flød ud i sammenhængende toner og blev til en melodi. Hans mund var helt tæt på mit øre, så det eneste han gjorde, var at hviske.

Da det gik op for mig, hvad han gjorde, slappede jeg lidt mere af, og inden jeg vidste af det, satte mit hjerte langsomt farten ned.

Hans sang nåede helt ind til mig og gjorde mig afslappet. Jeg kunne ikke nænne af afbryde de fine toner med et skrig, selvom jeg følte, jeg blev nødt til at hive noget i stykker og afreagere.

Han sang i fine, rene toner og selvom han nogle gange glemte teksten og afløste den med en mumlen, holdt jeg langsomt op med at forsøge at rive mig løs.

Jeg anede ikke, hvad han sang, men det lød så fint, at jeg ubevidst lod mit hoved falde tilbage på hans skulder. Jeg mærkede ham bevæge sig bag mig og pludselig holdt han ikke mine arme mere, men lagde derimod armene blidt rundt omkring mig.

Pludselig slap et hulk ud mellem mine læber, og inden længe strømmede tårerne ned af mine kinder. Jeg hulkede voldsomt, mens Niall fortsatte sin beroligende sang.

Jeg anede ikke, hvor længe vi sad sådan på gulvet, men pludselig afbrød Niall sin sang og klemte min hånd, mens han hviskede få ord i øret på mig.

”Jeg ville aldrig gå,” hviskede han. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...