Madhouse | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Færdig
Hvorfor har ingen nogensinde set Kimberly Faraday efter den forfærdelige brand i 2008? Naboerne snakker, og rygterne svirrer, men ingen kan med sikkerhed sige, at de siden har set den lille lyshårede pige, der altid var så glad og frisk. Sandheden er, at Kimberly efter branden omgående flyttede ind på galeanstalten The Blue House. Branden traumatiserede den dengang trettenårige Kimberly, og hun har siden ikke kunnet bo uden konstant overvågning. Fysisk tog Kimberly ingen skade, men psykisk er det en helt anden sag. De kalder det anfald. Når stærke følelser omslutter Kimberly, kobler en del af hendes hjerne fra, og så er resten overladt til fysikken. Kimberly føler sig umådeligt alene på galeanstalten, men giver aldrig udtryk for det. Derfor overrasker det mange, da Kimberly en dag stikker af for at finde det, hun holder allermest af: musik.

100Likes
95Kommentarer
6254Visninger
AA

10. Yes, McDonalds is fine

Jeg sad i den fyldte kantine og nippede kræsent til min havregrød. Den smagte ikke så godt, som den gjorde engang. Lige siden jeg ankom, havde vi fået havregrød til morgenmad hver eneste morgen – bortset fra i weekenderne. Jeg stak skeen ned i den klistrede masse og puttede den derefter i munden med en utilfreds bevægelse. I starten kunne jeg faktisk slet ikke lide havregrød, men jeg havde lært at spise det, da det var det eneste, vi fik tilbudt.

Jeg rakte ud efter noget appelsinjuice, da en person satte sig ned overfor mig. Jeg kiggede overrasket op; folk plejede aldrig at sætte sig ved mig.

Det gik op for mig, at det var Dylan West. Pigen der boede i værelset ved siden af mig, og den selv samme pige, jeg havde reddet op fra søen dagen forinden.

Hun startede med at kigge en smule utilpas ned i sin egen skål grød, men så lagde hun skeen fra sig og fandt mine øjne.

”Er det okay, jeg sidder her?” spurgte hun, selvom hun allerede havde sat sig. Jeg nikkede bare og droppede appelsinjuicen. Dylan ville mig helt sikkert et eller andet, for ellers havde hun ikke sat sig ved mig. Jeg foldede hænderne i skødet og betragtede hende afventende, mens hun tog en skefuld grød i munden og sank. Hun tog yderligere to mere, før hun besluttede at afsløre, hvorfor hun overhovedet havde sat sig i første omgang. ”Kimberly,” sagde hun forsigtigt, ”jeg ville bare … ” hun tøvede, ”du ved … gerne takke dig. Det du gjorde i går – du reddede jo mit liv, og hvordan man takke en nok for det?”

Jeg trak skødesløst på skulderen. ”Det var ikke noget,” sagde jeg. ”Det ville enhver have gjort.”

”Det tror jeg nu ikke,” sagde Dylan og lagde skeen fra sig igen. ”Du skal vide, at jeg altid har beundret dig, Kimberly. På afstand. Du virker så stærk, som om intet kan knuse dig.”

Jeg sad tavst og prøvede på at finde et passende svar. Den erklæring havde jeg ikke lige regnet med. ”Tak,” sagde jeg tamt til sidst og pillede nervøst ved mine negle. ”Men det passer ikke,” tilføjede jeg.

Dylan kiggede intenst på mig hen over bordet. ”Det er stadig min mening, uanset hvor meget du benægter det,” sagde hun og smilede svagt. Jeg forsøgte at smile tilbage og vendte derefter tilbage til min mad. Jeg var halvvejs igennem portionen, før Dylan sagde noget igen.

”Du taler meget med hende den lille, gør du ikke?”

Jeg rynkede brynene og kiggede spørgende på hende. ”Carly?” spurgte jeg.

”Nej, hende den anden. Jeg kan ikke huske, hvad hun hedder.”

Jeg behøvede ikke tænke længe, før jeg vidste, hvem hun snakkede om. ”Amy? Hende har jeg snakket med, jo.”

Dylan nikkede. ”Det mente jeg nok. Så har du vel også hørt, hvad der er sket med hende?”

Jeg mærkede min puls sætte farten op. ”Nej,” sagde jeg en smule forskrækket. ”Er der sket noget med hende?”

”Slap af, hun har bare fået lungebetændelse. Men i hendes tilfælde, er det jo ikke helt ufarligt. Hendes krop kan trods alt ikke tåle ret meget.”

Jeg knugede skeen i hånden og lod den derefter falde klirende ned på bordet. ”Hvorfor har jeg ikke fået noget at vide? Kan jeg se hende?”

Dylan trak udvidende på skuldrene. ”Jeg ved det ikke,” sagde hun. ”Jeg ved sådan set ikke mere end dig. Men du kan prøve at kigge ind på hendes værelse, jeg mener det er 13 A ovre i vestfløjen.”

Jeg rejste mig med det samme op. ”Tak,” sagde jeg hurtigt og var allerede på vej væk. Jeg havde bare ladet min tallerken og bakke stå, og det ville jeg sikkert komme til at bøde for senere, men lige nu var det lidt lige meget. Hvorfor havde ingen informeret mig om, at Amy var blevet syg? Jeg forsøgte at berolige mig selv, mens jeg gik. Hun havde bare lungebetændelse, det havde jeg da også haft før. Og det var kun gamle mennesker, der døde af noget så simpelt som lungebetændelse, var det ikke?

Sandheden slog mig i hovedet som en lussing. Amys krop var gammel. Hun var jo som en halvfemsårig.

Jeg satte ubevidst i løb og inden længe nåede jeg Amy værelse. Det overraskede mig, hvor meget vestfløjen lignede østfløjen bare spejlvendt. Jeg havde kun været herovre et par gange før, og det var flere år siden.

Jeg stoppede op udenfor døren med hjertet bankene hårdt i halsen. Der gik et stykke tid, men så åbnede nogen døren. En lille kvinde kom til synes i døren. Hun havde en hvid kittel på, og jeg vidste med det samme, at hun hørte til her på anstalten. Hun måtte være læge.

”Er Amy her?” spurgte jeg og prøvede at holde styr på min stemme.

Damen nikkede og trådte til side, så jeg kunne komme indenfor. Jeg kiggede mig kort rundt og bed mærke i, at Amys rum var fyldt med billeder af hende og hendes familie, samt kæledyr og popstjerner. Helt modsat mit værelse. Dog nåede jeg ikke at kigge nærmere på det, for da mit blik landede på sengen, der stod i det ene hjørne af det lille værelse, krævede det al min opmærksomhed. Jeg gik langsomt hen til hende, som hun lå der med dynen trukket helt op til hagen.

”Hvordan har du det?” spurgte jeg lavmælt.

Hun rettede sig med det samme lidt op og smilede, da hun så mig. ”Jeg har det fint,” sagde hun og trak på den ene skulder. ”Bare lidt sløv.”

”Fryser du?” spurgte jeg, da jeg så, hvordan hun krampagtig holdt fast i dynen med sine små, tynde fingre.

”Ikke rigtigt,” påstod hun, men da jeg rakte ud og rørte hendes skelettynde fingre, som var isnende kolde, ændrede hun sit svar. ”Måske lidt,” indrømmede hun.

”Du skulle have sagt noget,” sagde jeg og forsøgte at varme hendes hænder. ”Jeg vidste slet ikke, at du var syg.”

”Jeg troede ikke, det var nødvendigt,” svarede Amy med sin spinkle, lyse stemme. ”Det er jo ikke noget alvorligt. Jeg tager bare lige et par dage i sengen, så er jeg på benene igen.” Hun smilede igen til mig.

Jeg smilede svagt tilbage og faldt lidt ned. ”Tror du det?”

Hun nikkede og klemte min hånd. ”Selvfølgelig, det her er ikke alvorligt.”

Jeg fastholdt hendes blik for at få det bekræftet fra hendes øjne og ikke kun hendes mund. De havde et beslutsomt udtryk.

 

”Niall?”

Jeg rejste mig overrasket op, da døren til mit værelse gik med et lille klik, og Nialls lyse hår kom til syne. ”Hvad laver du her?”

”Jeg sagde jo, jeg ville komme igen i morgen, gjorde jeg ikke?” Det var dejligt at høre hans blide og beroligende stemme igen. Det føltes som om, det var alt for lang tid siden, jeg sidst havde hørt den, selvom det ikke var mere end fireogtyve timer siden.

”Jamen klokken er næsten otte, jeg troede ikke, du ville komme alligevel?”

”Jeg havde travlt,” sagde han og lukkede forsigtigt døren efter sig. ”Men jeg holder, hvad jeg lover.”

”Men du lovede jo ikke noget?” sagde jeg og smilede.

Han trak på skuldrene. ”Kan det ikke være lige meget? Nu er jeg her!”

Han satte sig ved siden af mig på sengen. Jeg trak mine ben op under mig og vendte mig lidt over mod ham. ”Hvad har du lavet i dag?” spurgte han lænede sig op af væggen.

Mine tanker begyndte med det samme at kredse om Amy, og straks forsvandt smilet fra mit ansigt. Tristheden tog over, og mine skuldre sank sammen. Jeg pressede ubevidst læberne sammen og kiggede ned på mine tæer.

”Er der sket noget?” spurgte Niall bekymret.

”En pige jeg kender, er blevet syg,” fortalte jeg og kiggede ikke op. ”Hun har fået lungebetændelse.”

”Men det er da ikke alvorligt, er det?” spurgte han forsigtigt, og lød om en der var bange for at sige noget forkert.

Jeg tog en dyb indånding for at klare hovedet. ”Jo, det er det,” sagde jeg, selvom Amy havde sagt det stik modsatte. Sandheden var bare, at jeg ikke troede på hende. Jeg var ikke sikker på, Amy vidste hvor alvorlig en situation hun stod i. Eller også ville hun bare ikke fortælle mig det. ”Hun er et progeriabarn, hendes er krop er allerede halvfems år gammel.”

Niall var tavs, og jeg sagde heller ikke noget. Vi sad bare i stilhed, mens tankerne løb igennem hovedet på os. Jeg vidste ikke, hvad Niall tænkte, men mit hoved var fyldt med billeder om, hvordan det skulle gå Amy. Derefter tænkte jeg på, hvor forfærdeligt et sted det her var. Her var jo ikke ét lykkeligt menneske. Måske lige bortset fra Heather, men hun var altid glad. Altid sygdom, psykiske problemer og skænderier. Det var et helvede, og de høje mure gjorde det ikke ret meget bedre. Det føltes som et fængsel.

”Jeg kan ikke klare at være her mere!” udbrød jeg pludselig og knugede mit dynebetræk mellem mine slanke fingre. Jeg kiggede op på Niall, der havde et splittet udtryk i ansigtet. Han fastholdt et kort øjeblik mit blik, men derefter satte han mig fri og rejste sig op.

”Så lad os tage ud,” sagde han med en beslutsom stemme. ”Udenfor de her mure.”

Jeg kiggede forvirret op på ham. ”Hvad mener du? Skal vi stikke af?”

”Du har gjort det før, har du ikke? Denne gang gør vi det bare lidt mere professionelt. Der er ikke nogen, der behøver at opdage det.” Han lød sikker, men da jeg kiggede tvivlende på ham, krakelerede hans beslutsomme facade en smule, og jeg fik et glimt af en tøven. Han begyndte at modsige sig selv. ”Med mindre du-”

”Nej,” afbrød jeg ham hurtigt og rejste mig op fra sengen, ”lad os komme af sted med det samme!”

Jeg samlede hurtigt min jakke op fra gulvet og tog mine sko på, og derefter listede vi sammen ud af døren. Gangene var helt øde og stille, og vores ellers forsigtige fodtrin virkede høje og larmende. Heldigvis lagde ingen mærke til noget, for vi nåede hen til gårdhaven uden at møde andre. Jeg tog hurtigt i døren, og heldigvis var den åben. Da vi trådte udenfor, gik det op for mig, at natten allerede var godt på vej. Solen var for længst gået ned, og gården lå hen i mørke.

Luften der slog mig i møde, var lun og fugtig, og jeg tænkte straks på tordenvejr. Selvom jeg ikke var så meget ude, som jeg burde, kunne jeg stadigvæk fornemme, når der var torden i luften.

”Hvordan kommer vi ud?” hviskede Niall ved siden af mig, selvom vi var alene.

Af en eller anden grund hviskede jeg tilbage på samme måde. ”Vi kravler over hegnet.” Jeg bevægede mig over til det omtalte hegn og kiggede op af det. Det virkede højere end sidste gang, men der havde jeg ikke heller ikke haft tid til at stå og kigge på det.

”Skal du have en hestesko?” spurgte Niall, men jeg rystede på hovedet. ”Jeg klarer mig.”

Niall trådte et skridt tilbage, mens jeg trådte et frem og greb fat i ståltrådshegnet. Jeg løftede den ene fod og borede snudespidsen ind i en af de små firkanter og løftede mig derefter op ved hjælp af armene. Tråden skar en smule i mine fingre, men jeg ignorerede smerten. Så gentog jeg det samme med den anden fod. Jeg vendte mig og kiggede ned. Jeg var kun omkring en meter over jorden, men mine arme gjorde allerede ondt.

Jeg vendte mig igen mod hegnet og trak foden fri for at kravle videre, men min sko gled ud af de lille hul, da jeg lagde vægten over på den, og jeg mærkede med det samme tyngdekraften hive i mig. Det hele gik meget stærkt, men før jeg nåede at slippe med hænderne, mærkede jeg et par hænder holde mig oppe. Hjertet bankede hårdt i brystet på mig, og det adrenalinkick jeg lige havde fået, fik en mærkelig fornemmelse til at sprede sig i mine arme og ben.

Jeg kiggede mig over skulderen og så Niall stå under mig med hænderne oppe over hovedet. Den ene hånd holdt han på min læn, mens den anden hvilede under mit lår. Jeg mærkede blodet komme skyldende op i kinderne på mig, da det gik op for mig, at han lige havde reddet mig fra falde ned, og samtidigt rørte ved mig. Jeg priste mig lykkelig for, at mørket skjulte mit ansigt.

Niall sagde ingenting, men da jeg tog mig sammen og fandt en plads til min fod igen, lod han armene falde ned og puttede hurtigt hænderne i lommen. Han kiggede den anden vej, da jeg med svedige hænder kravlede det sidste stykke op og sprang over hegnet.

Derefter kravlede Niall over – uden at miste fodfæstet - og det gik op for mig, at vi var ude.

”Vi klarede det,” jublede jeg og gned mine fingre, der var blevet ømme af klatringen.

Niall nikkede, smilede svagt og stak hænderne i lommen igen. ”Skal vi gå?”

Jeg nikkede og skyndte mig at gå. Lige nu ville jeg bare gerne væk fra det skrækkelige hus.

Vi gik tavst hen af vejen i et stykke tid, og hele tiden nød jeg den friske og lumre luft, mens jeg kiggede mig omkring for at få alle detaljerne med. Jeg elskede natur og skove, fordi jeg ikke oplevede dem særlig tit. For eksempel kunne jeg sidde og lugte til duften af harpiks og mos i flere timer, hvis jeg fik lov.

Jeg besluttede at bryde stilheden. ”Jeg er sulten,” sagde jeg og lagde en hånd på min mave. Niall drejede hovedet og smilede stort til mig. ”Det er jeg også,” grinte han og klappede på sin jakkelomme. ”Jeg har penge med, så skal vi finde noget af spise?”

”Men jeg har ingen penge.” Jeg trak ærmerne på min cowboyjakke ned over mine fingre og krøllede dem sammen, så mine hænder var gemt væk.

”Jeg giver,” sagde han og satte ubevidst farten op. Jeg smilede og skyndte mig at slå om i hans tempo, så jeg kunne følge med ham.

”Så hvor skal vi få noget at spise?” spurgte jeg.

Niall tænkte sig kort om. ”Det eneste, jeg kan komme i tanke om, der ligger her i nærheden er McDonalds,” sagde han og rynkede på næsen. ”Men-”

”Nej, nej, McDonalds er fint!” skyndte jeg mig at indvende, før han begyndte at snakke om dyre restauranter. ”Jeg har ikke været på McDonalds siden jeg var tolv.”

”Seriøst?” Niall kiggede vantro på mig. ”Så er det så sandelig også på tide!”

 

Stedet var næsten helt tomt, da vi lod døren smække i af sig selv bag os. Den eneste kunde, der var, var en ung mand, som havde en sort mappe under armen og var iført en hvid skjorte. Han var sandsynligvis en hårdtarbejdende, der arbejdede hen over natten og manglede noget hurtigt aftensmad.

Jeg kiggede på uret på væggen, og det gik op for mig, at klokken var lidt over ni. Så var det ikke så mærkeligt, at der ikke var flere.

Niall gik vant over til kassen, hvor en middelaldrende dame stod i uniform og smilede træt til os. ”Hvad kan jeg hjælpe jer med?” Niall kiggede spørgende på mig. ”Hvad skal du have?” spurgte han. Jeg lod hurtigt mit blik vandre hen af de plakater, der viste, hvad man kunne få. Jeg vidste ikke, hvad ret meget af det var, så jeg valgte den nemme løsning. ”Bare det samme som dig,” svarede jeg lavmælt.

Mens Niall bestilte vores mad og betalte, gav jeg mig til at udforske stedet. De få lamper, der lyste det hele op, havde en mærkelig farve, og det fik alt til at blive en smule gulligt. Derudover lugtede der også at rengøringsmiddel. Og det, at der var så mange tomme borde, fik stedet til at virke mærkeligt tomt. Som om der manglede et eller andet. Jeg fik gåsehud og trak jakken tættere sammen om mig. I det samme vendte Niall sig om. ”Spiser vi her?”

Jeg rystede hurtigt på hovedet og fik en rynke i panden. ”Kan vi ikke tage det med?”

Niall nikkede og lidt efter gik vi derfra med en brun pose hver. Niall løftede armen og pegede. ”Kan vi ikke sætte os derover?”

Jeg fulgte hans finger og kunne skimte noget, der lignede en legeplads omme bag nogle buske. Jeg nikkede og satte kursen derover. Det var ganske rigtigt en legeplads, men en lille en af slagsen. Jeg gik igennem det lyse sand og mærkede til min irritation, at jeg fik sand i skoene. Jeg kiggede mig lidt omkring og valgte at sætte mig hen på en af gyngerne. Niall satte sig ved siden af. Jeg begyndte at folde posen ud, da det gik op for mig, at posen var blevet plettet af små regndråber. Jeg kiggede op og så en stor sky over os. I det samme tog regnen til, og pletterne bredte sig hurtigere. Jeg kiggede hurtigt hen på Niall, der havde rejst sig op.

”Vi kan sidde i læ derovre,” sagde han og nikkede over mod et stort rør, der var gravet ned i sandet. I den ene side var der skåret et hul, så børnene kunne komme ind, og da jeg kom tæt på, kunne jeg se, at der var en lille trappe inden i, som førte op til en rutsjebane. Vi løb duknakkede gennem sandet med poserne i hænderne og nåede ind, lige inden regnen for alvor begyndte at sile ned.

Jeg satte mig en smule forpustet ned og kiggede på min mad. Posen var ikke nået at blive særlig våd, så maden var stadig varm. Jeg åbnede den hurtigt og fandt en burger og nogle pommesfrites frem. Jeg skyndte mig at sætte tænderne i burgeren, og mærkede tilfredst min mave slappe lidt af. Ved siden af mig havde Niall taget to store bidder af sin burger, og da jeg kiggede over på ham, forsøgte han ikke engang at skjule, at hele hans mund var fyldt, så kinderne bulede ud. Jeg smilede for mig selv og tog selv endnu en bid. Niall smilede tilbage, så meget det nu var muligt med så meget mad i munden.

Jeg havde ikke noget imod stilheden, mens vi spiste. Niall lod til at være ret optaget af at fortære sin mad, og da jeg ikke kunne spise mere, overtog han glædeligt mine rester. Jeg kiggede imponeret til, da puttede den sidste pommefrites i munden. Hvordan kunne den drenge have plads til så meget?

Jeg krøllede papirsposen sammen og skulle til at sige noget, da et pludselig blink lyste himlen op. Jeg stivnede i min bevægelse, og kort efter kom braget. Det var højt og buldrede ud i natten, mens regnen piskede ned.

Jeg kiggede over på Niall, der sad helt stille og lyttede. Jeg lagde affaldet fra mig, trak jakken tættere om mig og lænede mig tilbage mod indersiden af røret, mens jeg ventede på det næste lyn. Det kom umiddelbart ti sekunder efter og lyste himlen lige så meget op, som det første. Jeg pressede læberne sammen og ventede på det efterfølgende brag. I mellemtiden kiggede jeg igen på Niall, som også kiggede på mig. Da jeg mødte hans blik, kiggede han hurtigt væk.

Så kom braget. Det var voldsommere denne her gang. Mine tanker vandrede tilbage til anstalten. Det måtte være det rene kaos lige nu. Jeg vidste, at mange af børnene ikke kunne klare høje lyde, og det her hørte bestemt inden for kategorien høje lyde. Derudover var der også flere, der blev bange og gik i panik.

Jeg var ikke en af dem. Jeg havde aldrig været bange for tordenvejr, og nu var ingen undtagelse. Tværtimod syntes jeg rent faktisk, at det var en smule hyggeligt – når man havde nogen at dele det med, vel og mærke. De gange hvor jeg havde siddet alene på værelset og lyttet til bragene udenfor, havde jeg bare følt mig alene. Nu følte jeg mig værdsat, fordi jeg for en gangs skyld havde nogen at opleve det sammen med.

Derfor var det udelukkende, fordi jeg frøs, at jeg skuttede mig i min jakke, da det tredje lyn slog ned på himlen foran os. Jeg kiggede fascineret på den lyse streng, der strakte sig fra himlen og ned på jorden, da jeg mærkede noget ved min skulder. Jeg kiggede til siden, og det gik op for mig, at det var Niall. Han var rykket tættere på, og helt lydløst havde han lagt sin arm beskyttende omkring mine skuldre. Jeg stivnede og rynkede panden. Jeg kunne mærke hans hårdt bankende hjerte igennem hans jakke, og det lod til, at han holdt vejret.

”Niall,” sagde jeg, men måtte rømme mig, da min stemme knækkede over. Hvorfor vidste jeg ikke. ”Hvad laver du?” Min stemme var kun en svag hvisken, men jeg vidste han havde hørt mig, for i det samme trak han sin arm til sig, som om han havde fået stød. Han kiggede skamfuldt ned i jorden og puttede hånden i lommen. ”Undskyld,” sagde han med brændende kinder, ”jeg troede bare, du var bange.”

Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle sige, og da et tordenbrag i det samme lød, fik jeg tid til at tænke. ”Det er jeg ikke,” sagde jeg forsigtigt og forbandede, at min stemme var så svag. ”Det har jeg aldrig været,” tilføjede jeg.

Niall udstødte en lyd, jeg ikke kunne placere, og holdt sig langt væk fra mig. Jeg fik med det samme dårlig samvittighed.

Min vejrtrækning var blevet hurtigere af Nialls berøring, og jeg modstod trangen til at række op og røre ved det sted, hvor hans arm havde lagt. En mærkelig summen havde bredt sig der, og samtidigt herskede en akavet stilhed imellem os.

Det næste tordenbrag der lød, var så voldsomt, at jeg sværgede, jeg kunne mærke det i jorden. Det bragede og buldrede voldsommere, end noget jeg før havde oplevet. Jeg kastede et blik over på Niall, der så elendig ud. Han kiggede den anden vej, med et forpint udtryk i ansigtet. Han så så ked ud af det, at jeg holdt vejret og ganske forsigtigt kravlede tættere på ham. Han lod ikke til at bemærke noget. Han sad helt alene i sin egen elendige verden. Det var først, da jeg åbnede munden og afslørede, hvor tæt jeg var på ham, at han vågnede op og så mig.

”Niall,” sagde jeg blidt. ”Måske-” Min stemme knækkede over, og mit hjerte bankede hurtigere end nogensinde før. Jeg tog en dyb indånding og prøvede igen. ”Måske er jeg lidt bange alligevel.”

Derefter trodsede jeg alle mine instinkter, der sagde, at jeg skulle holde mig langt væk fra andre mennesker, og lagde mit hoved ved hans skulder.

Jeg hørte ham gispe lavmælt og trække vejret dybt, før han endelig slappede af i kroppen. Jeg mærkede varmen, der strømmede ud fra ham, samtidigt med at jeg både hørte og så uvejret, der hærgede udenfor det lille rør.

I et øjeblik ønskede jeg at være tættere på ham som før, så jeg kunne mærke hans hjerteslag igen.

Efter et minutstilhed, hvor vi bare sad og lyttede til hinandens vejrtrækning og regnen udenfor, bevægede Niall sig under mig. Et øjeblik efter mærkede jeg hans fingre på den anden side af mig. Jeg snappede ukontrolleret efter vejret. Han havde taget chancen og lagt sin arm omkring mig igen. Hans fingre lå ved min skulder. Han stivnede, da han hørte min reaktion, og jeg besluttede, at denne gang ville jeg ikke være den tilsnerpede og utilnærmelige Kimberly. Jeg pressede læberne sammen, og med rystende fingre rakte jeg op og flettede min fingre sammen med Nialls. Han sad stadig stivnet under mig, men da jeg forsigtigt klemte hans fingre, slappede han af. Han trak vejret hurtigt, men spændingerne under mit hoved forsvandt, og hans skulder blev meget blødere at ligge op af. Han gjorde en bevægelse, så mit hoved gled ned på hans bryst i stedet.

”Du skulle ikke presse læberne sådan sammen hele tiden,” sagde han med en hæs stemme, ”det klæder dig ikke.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...