Madhouse | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Færdig
Hvorfor har ingen nogensinde set Kimberly Faraday efter den forfærdelige brand i 2008? Naboerne snakker, og rygterne svirrer, men ingen kan med sikkerhed sige, at de siden har set den lille lyshårede pige, der altid var så glad og frisk. Sandheden er, at Kimberly efter branden omgående flyttede ind på galeanstalten The Blue House. Branden traumatiserede den dengang trettenårige Kimberly, og hun har siden ikke kunnet bo uden konstant overvågning. Fysisk tog Kimberly ingen skade, men psykisk er det en helt anden sag. De kalder det anfald. Når stærke følelser omslutter Kimberly, kobler en del af hendes hjerne fra, og så er resten overladt til fysikken. Kimberly føler sig umådeligt alene på galeanstalten, men giver aldrig udtryk for det. Derfor overrasker det mange, da Kimberly en dag stikker af for at finde det, hun holder allermest af: musik.

100Likes
95Kommentarer
6294Visninger
AA

16. Yes, just kiss me

Jeg havde svært ved at trække vejret. Væggene lod til at kravle tættere og tættere på mig, jo mere jeg kiggede på dem. Man skulle tro, at hvis jeg så kiggede væk, ville de måske flytte sig tilbage på plads, men det gjorde de ikke. De forblev, hvor de var. De stod solidt plantet og forhindrede mig i at bevæge mig mere end to meter fra den skumgummikasse jeg havde fået med som stol.

Andet var her ikke. Ikke engang en enkelt flue eller en edderkop var at finde.

Væggene var selvfølgelig hvide, men det var jeg så vant til. I loftet hang lamper, som udsendte et forfærdeligt kunstigt lys, der fik min hud til at virke gullig og ulækker. Heldigvis var der intet spejl, for havde der været det, ville jeg helt sikkert ikke bryde mig om det syn, der ville møde mig, hvis jeg tog et kig i det. Mit hår var filtret og stort, mine tænder føltes langt fra nybørstede, og jeg havde sikkert dybe rander under øjnene. Jeg lignede med garanti et fugleskræmsel, men det gjorde ingenting. Jeg var alligevel helt alene, og der var ingen, der kunne kigge på mig. Helt alene.

Jeg plejede selv at isolere mig, når jeg bare lå på mit værelse og stirrede op i loftet, men det sidste stykke tid havde jeg rent faktisk haft mennesker at være sammen med, og nu føltes det forfærdeligt ikke at have nogen. Jeg ville ikke sige, at jeg savnede nogen at tale med. At tale havde aldrig været min ting, men jeg savnede at høre andre menneskers stemmer, der skældte mig ud eller bad mig gøre noget. Især savnede jeg Nialls stemme, men også Amys. Hun havde været væk i alt for lang tid nu, og jeg følte stadig ikke, at min krop var begyndt at hele de sår, hun havde efterladt i mig. Det var smertefuldt.

Jeg lukkede øjnene og kiggede ned på mine hænder. De var stadig frie, og det undrede mig. Burde jeg ikke have hænderne låst inde i store firkanter eller sådan noget, så jeg ikke gjorde skade på mig selv? Jeg kiggede mig hurtigt over skulderen. De blev nødt til at have et kamera eller noget på mig, for ellers ville jeg jo bare kunne rive mig selv til blods herinde. Selvom det var lykkedes mig at stikke af adskillige gange, var de ikke så dumme her på anstalten. De vidste trods alt, at isolation kunne føre til mange ting – blandt andet selvskade.

I det samme lød der en skramlen ovre ved døren, som kun havde ét håndtag, og derefter gik den langsomt op. En mand jeg ikke lige umiddelbart kunne genkende, stak forsigtigt hovedet ind. Dog signalerede den hvide kittel tydeligt, at han var en af dem. Dem der havde fået anbragt mig her, gjort det mod mig.

Jeg mærkede en voldsom vrede blusse op i mig, og jeg vidste, at han gjorde klogt i snart at forsvinde, hvis ikke jeg skulle lade mine følelser gå ud over ham. Jeg mærkede et sted dybt inde, at det her godt kunne ende galt. Det kunne meget vel munde ud i endnu et anfald.

”Gå,” mumlede jeg. ”Forsvind!”

Manden så ikke helt tryg ud, men han gik ikke. ”Jeg har mad med til dig,” sagde han og trådte helt ind i rummet og trak en lille vogn med en bakke på efter sig. Jeg kastede et blik på den og rystede på hovedet. ”Jeg skal ikke have noget.”

”Det er Michael, der har lavet det,” lokkede han og smilede venligt til mig. ”Jeg ved, du godt kan lide ham. Du kalder ham også noget andet – Mike, ikke?”

Vreden boblede faretruende tæt på kanten, og jeg rejste mig op. ”Jeg skal ikke have noget, uanset hvem der har lavet det!”

”Kom nu,” blev han ved. ”Du må da være sulten. Du har siddet herinde det halve af dagen.” Han løftede bakken op og rakte den hen mod mig. ”Det er spaghetti – med kødsovs!”

Det skulle han aldrig have sagt. Lige præcis den ret bragte dårlige minder med sig. Mine tanker kredsede øjeblikkeligt om Hunter McCoy, drengen der levede og åndede for at få andres pis i kog, og han havde i den grad også bragt mit godt og grundigt i kog. Han havde dog ikke rørt mig siden.

Jeg reagerede hurtigt, og pludselig lå bakken på gulvet, og tallerkenen lå smadret ved siden af med sovs og spaghetti spredt ud over det hele. Jeg kiggede med hektiske åndedrag op og mødte hans øjne. Han så chokeret ud. Det undrede mig – han burde da have fået at vide, hvilken sindssyg pige, han var blevet sendt ind til.

”Forsvind!” råbte jeg og trådte truende frem, men mere behøvede jeg ikke. Han styrtede ud af rummet, i samme sekund ordene havde forladt mine læber.

Jeg vaklede baglæns tilbage mod skamlen og begravede ansigtet i mine hænder. Var det i virkeligheden sandheden? At jeg var sindssyg?

Jeg udstødte en uforklarlig lyd, og pludselig pressede tårerne på. Jeg klemte øjnene sammen og forsøgte at tænke på noget andet. Jeg ville ikke græde. Ikke når jeg vidste, at jeg blev holdt øje med.

Jeg snøftede højlydt og rettede mig op. Måske havde Niall hele tiden vidst det. Måske havde han bare spillet med, fordi han vidste, hvad der skulle ske med mig. Medfølelsen havde fået ham til at lade som om, han holdt af mig, fordi han vidste, at jeg inden længe ville være alene. Jeg gispede. Det betød, at jeg nok aldrig ville se ham igen. Jeg ville blive diagnoseret som sindssyg, og så havde han ikke mere at gøre her.

Et skrig forlod min strube. Jeg var virkelig alene, helt alene. Min mor og far ville jeg ikke engang tænke på i denne sammenhæng. De ville aldrig tale til mig igen, når de vidste, at jeg var anderledes. Måske havde de også altid vidst det. At jeg ville ende sådan her.

Jeg havde mistet det hele. I min sidste tid havde jeg ladet folk komme tæt på mig i den tro, at tingene faktisk ville begynde at blive bedre. Det hele var én stor, fed løgn.

Uden jeg ville det, fandt mine hænder op til mit hoved, hvor fingrene viklede sig desperat ind mellem mine lyse hårstrå. Og så hev jeg til. Jeg hev så hårdt, at et skrig slap ud mellem mine læber. Det gjorde ondt, men jeg gjorde det igen. Jeg mærkede, hvordan hårene ind i mellem gav op og knækkede over eller blev rykket op med hele hårsækken.

Jeg tænkte ikke, jeg gjorde det bare. Og det gjorde ondt, men jeg stoppede ikke.

Et sted langt væk, gik døren op og løbende fodtrin kom tættere på mig, men jeg ænsede det ikke. Smerten var det eneste, der betød noget.

”Kimberly!” var der en, der råbte.

Jeg stoppede ikke.

”Stop, lige med det samme! Du skader dig selv!” Det var Heather.

”Nej.” Jeg hev igen, og flere hår faldt til gulvet.

Kimberly Faraday, nu hører du efter!”

Men jeg hørte ikke efter, og til sidst gik det op for dem, at de intet kunne gøre. Jeg fortsatte bare, skreg igen og igen.

Så lukkede nogen deres svedige hænder om mine arme, og jeg vågnede op. De tvang dem bagover og holdt dem fast, men jeg var klar og gjorde en voldsom bevægelse, så jeg kom fri. Jeg fløj op og vendte mig rundt, så jeg stod med front til mine overfaldsmænd. De bestod af Heather og to mænd i hvide kitler. De havde alle blikket rettet mod mig.

”Hold jer væk!” advarede jeg og holdt mine hårfyldte hænder op. ”Hold jer væk.”

Heather trådte ud af skyggen fra de to mænd og kiggede på mig med smertefyldte øjne. ”Du bliver nødt-”

”Nej!” skreg jeg og trådte længere tilbage. ”Bliv væk!”

”Kimberly … ” Heather trodsede min direkte advarsel og bevægede sig igen tættere på mig. Hun gik over stregen.

Jeg fornemmede væggen bag mig og vidste, at jeg ikke kunne komme længere tilbage. Og Heather ville ikke lade mig være. Hun ville give mig medicin, sende mig hen til damer, der troede, de kunne fikse mine hjerne ved at tale med mig. Hun ville tale til mig, som om jeg var et lille barn, der endnu ikke havde lært, hvad der var rigtigt og forkert. Jeg kunne ikke håndtere det.

Med et vildt hyl, kastede jeg mig frem mod Heather og væltede hendes store krop ud af balance. Hun tippede bagover og slog baghovedet i gulvet med et skingert skrig. Jeg mærkede suset, da mændene greb mig i begge arme og vred så hårdt, at jeg blev tvunget ned på gulvet. Jeg løftede hovedet og betragtede Heather, så om hun havde fået sin lærestreg.

Hun lå med lukkede øjne og ømmede sig, mens hun tog sig til hovedet. Så satte hun sig op, åbnede øjnene og stirrede forfærdet på mig. Jeg mødte hendes blik, pressede læberne sammen og så ned. Jeg slog folk ned, jeg var sindssyg.

Men jeg kunne ikke gøre for det, kunne jeg vel? Jeg kastede mig til siden for at slippe ud af mændenes greb, men det lykkedes ikke. Det var ikke noget, jeg selv kunne styre. Jeg sparkede bagud, men ramte intet. Sindssyge hørte stemmer – måske fortalte stemmer min hjerne, at det var det rigtige at gøre. At slå folk ned. Det var normalt. Jeg skreg og satte tænderne i hånden, der lå stramt om min skulder og pressede mig ned. Jeg kunne mærkede knoglerne og senerne under den tynde hud, da jeg bed til.

Manden fjernede sin hånd med et brøl og sprang tilbage.

Jeg kastede mig frem med et ryk, og jeg var fri. Den anden mand var blevet overvældet af sin kollegas smerte og havde ikke styr på noget som helst. Jeg håbede for ham, at han var ny. Han sad stadig på knæ på gulvet, hvor han havde holdt mig fast, og da jeg hurtigt kom på benene, så jeg ned på ham.

Uden at tænke trak jeg benet bagud og sparkede ham med en voldsom kraft i hovedet. Der lød en væmmelig lyd, men jeg var ikke sikker på, at noget var brækket. Manden faldt bagover, skreg i smerte og tog sig til kæben. I et kort øjeblik følte jeg en væmmelse ved mig selv, men i det næste sekund var den væk igen, og jeg havde vendt mig mod døren, der stadig stod på klem.

Jeg ville ud.

Men så lukkede noget sig om min ankel og forhindrede mig i at gå. Jeg kiggede ned og så Heather ligge på knæ, med armene rakt frem mod mig. Hun var endnu ikke kommet på benene, og grundet grimassen på hendes ansigt, gik jeg ud fra, at hendes hoved stadig gjorde ondt efter slaget.

Jeg løftede den anden fod for at træde på hendes fingre, så hun ville flytte dem fra mit ben, men så greb hun fat om min anden ankel, og jeg mistede balancen. Jeg faldt forover og tog af med hænderne, så jeg slog mig ikke.

Dog vendte jeg mig vredt mod Heather, som nu var sprunget med en overraskende hurtighed op til døren. ”Drengen!” råbte hun panisk. ”Få fat i drengen!”

Ordene nåede ikke rigtigt ind til min hjerne, så det var ikke, før jeg brutalt havde skubbet Heather væk fra døren og så direkte ind i et par meget velkendte blå øjne, at jeg forstod. Den dreng.

”Nej,” sagde jeg, ”flyt dig!”

Niall sagde ingenting, men da jeg forsøgte at skubbe mig forbi ham med et vredt blik, tog han fat om mine skuldre og skubbede mig tilbage ind i rummet. ”Kimberly … ” mumlede han, men jeg ville ikke høre efter. Jeg slog ud efter ham og forsøgte igen at komme forbi, men han blokerede mit slag.

”Niall,” hvæsede jeg og undveg hans blik, ”flyt dig så! Du har ikke noget at gøre her!”

”Selvfølgelig har jeg det!” Niall greb fat om min hage og tvang mig til at møde hans øjne. De var hårde og bestemte. ”Slap af.”

”Du vil jo ikke være her!” Jeg råbte højlydt og fornemmede pludselig, at mændene endelig var kommet på benene bag mig. Jeg vendte mig hurtigt rundt, bange for at de ville gribe fat i mig igen, men i stedet hørte jeg Heathers spinkle stemme.

”Lad dem være,” sagde hun. ”Lad dem være.”

Og så var de væk. Vi var alene.

Da døren gled i, vendte jeg mig igen ophidset mod Niall. ”Se nu!” råbte jeg. ”De lukkede døren! Jeg kan ikke komme ud! Du ødelagde det hele, du skulle have holdt dig væk!”

”Skulle jeg have holdt mig væk? Vil du ikke have mig her?”

”Du vil jo ikke engang være her!”

"Hvad har du bildt dig selv ind, Kimberly?" Han greb mig hårdt i armen og ruskede i mig. Jeg hev mig irriteret løs og trådte væk fra ham.

"Jeg indså sandheden."

Niall ignorerede mit svar. "Fortæl mig det."

Jeg pressede læberne sammen. "Jeg er sindssyg," hviskede jeg hæst, "og det ved du godt. "

Niall slog en let latter op og rakte ud efter mig, men jeg gik tilbage. Gjorde han det igen, kunne jeg ikke komme længere. Væggen mødte min ryg med en dump lyd.

Han mødte mine øjne. "Det er jo latterligt det der. Det håber jeg, du ved. Du er jo ikke sindssyg, det er bare noget de har fået dig til at tro ved at behandle dig, som de har gjort. Du fortjener langt fra at være her!"

Min puls, som hele tiden havde dunket hårdt og fast i mine ører, satte farten op, men jeg nægtede at lytte til ham. ”Jeg advarer dig, Niall. Forsvind ud herfra, eller også kan det gå ud over dig!”

Han smilede trist. ”Det kan jeg jo ikke så godt, vel? Døren er lukket.”

”Fortæl dem, at du vil ud. Der er et kamera herinde et sted.”

”Men jeg vil ikke ud, Kimberly. Du bliver nødt til at tro på mig!”

Jeg lod mit blik vandre op og ned af ham, mens han rakte hånden frem og betragtede mig. Han forsøgte hele tiden at fange mine øjne, men jeg lod ham ikke gøre det. Jeg vidste, at vi ikke var alene lige nu, mene alligevel havde jeg lyst til at overgive mig til Nialls varme og lade ham lægge armene om mig. Hans udstrakte hånd var så fristende, at jeg tillod mig selv at træde et skridt tættere på ham, men så vågnede jeg op igen.

”Nej,” udbrød jeg og trak hånden, der havde listet sig frem mod hans, ind til mig selv igen.

Niall sukkede og fik et splittet udtryk i øjnene. Jeg trak mig tilbage, idet han pludselig trådte frem og lagde sine arme omkring mig i et voldsomt kram. Jeg gispede overrasket og forsøgte at komme fri af hans arme, men de var hårde som stål. Jeg kunne ikke vriste mig fri, og da Niall blev ved med at holde fast i mig, holdt jeg lige så stille op med at kæmpe imod.

Dog var jeg stadig rap i kæften. ”Slip mig forhelvede Niall!”

Han rystede på hovedet. ”Nej,” mumlede han ned i mit hår, så jeg knapt kunne høre ham. ”Ikke før du fortæller mig, at du fortryder, hvad du har sagt og gerne vil have mig til at blive.”

Jeg holdt min mund lukket og vred mig en sidste gang for at komme fri.

Så gjorde han noget, der overraskede mig. Han begyndte at synge.

Først nynnede han bare ganske svagt, men med øret mast ind mod hans bryst og hovedet under hans hage, kunne jeg med lethed fornemme hans vibrerende strube. Jeg skubbede forgæves mod hans arm og faldt så sammen ind mod hans bryst.

Så satte han ord på og sang en stille sang med en fangende rytme. Jeg genkendte den fra første gang, han havde sunget for mig, men denne gang kunne han huske alle ordene og glemte dem ikke som sidst.

I det øjeblik havde jeg fuldstændigt glemt kameraet.

Jeg mærkede mit hjerte sætte farten ned, og ganske langsomt forsvandt trangen til at slippe fri af ham. Han var så varm, og kunne ikke føle mig mere tryg, end jeg gjorde lige nu. Jeg var ikke alene længere. Måske hvad jeg i virkeligheden løjet for mig selv.

”Ved du hvad?” mumlede Niall så, og jeg løftede langsomt hovedet for at kigge op på ham. ”Jeg hader det her sted.”

Et smil dukkede op på mine ellers så triste læber. Et smil der nåede øjnene. ”Det gør jeg også,” istemte jeg. Jeg kiggede ind i hans blå øjne og lod derefter mit blik vandre rundt i hans ansigt. Hans buskede øjenbryn, brede næse og lyserøde læber. Jeg stoppede ved læberne og pressede mine egne sammen. Så slog jeg blikket ned, men Niall lagde endnu engang sin hånd under min hage og løftede mit ansigt op. Jeg kiggede forskrækket på ham og fornemmede hans nærvær. Hans varme der bredte sig ud i hele rummet og varmede min krop op.

Og så skete det.

Først stivnede jeg. Det kom bag på mig. Så blødte jeg op og smeltede i hans arme. Jeg lod hans læber fange mine og mærkede det lette tryk, når han lænede sig ind mod mig for at få mere. Hans læber var bløde og varme, og jeg kunne ikke gøre andet end at lukke øjnene. Så jeg lukkede øjnene og lod hans hænder glide ned til mine hofter, så han ikke længere holdt mig fanget. Han lod en fjerlet hånd glide om på min lænd og pressede mig forsigtigt tættere på ham. Jeg trådte villigt tættere på ham, hvis det var muligt, og trak vejret hurtigt. Min puls var helt oppe og køre. Mine fingre gled om til hans nakke, hvor jeg lod mine fingre glide ind i hans nakkehår. Han gøs og udvidede kysset, så jeg måtte træde et skridt tilbage for at holde balancen.

Følelserne strømmede tilbage i kroppen på mig og efterlod en brændende varme, der gjorde mig helt ør.

Da hans læber langt om længe forlod mine, og jeg måtte blinke og snappe efter vejret, var noget gået op for mig.

Jeg havde før sagt til Niall, at jeg ikke havde noget hjem, da han refererede til anstalten som mit, men nu vidste jeg, hvor jeg hørte til.

Mit hjem havde altid været i Nialls favn, jeg havde bare ikke indset det før nu. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...