Madhouse | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Færdig
Hvorfor har ingen nogensinde set Kimberly Faraday efter den forfærdelige brand i 2008? Naboerne snakker, og rygterne svirrer, men ingen kan med sikkerhed sige, at de siden har set den lille lyshårede pige, der altid var så glad og frisk. Sandheden er, at Kimberly efter branden omgående flyttede ind på galeanstalten The Blue House. Branden traumatiserede den dengang trettenårige Kimberly, og hun har siden ikke kunnet bo uden konstant overvågning. Fysisk tog Kimberly ingen skade, men psykisk er det en helt anden sag. De kalder det anfald. Når stærke følelser omslutter Kimberly, kobler en del af hendes hjerne fra, og så er resten overladt til fysikken. Kimberly føler sig umådeligt alene på galeanstalten, men giver aldrig udtryk for det. Derfor overrasker det mange, da Kimberly en dag stikker af for at finde det, hun holder allermest af: musik.

100Likes
95Kommentarer
6275Visninger
AA

6. Yes, I'm coming

Jeg lå bare og stirrede op i loftet. Det havde jeg efterhånden gjort i flere timer, da jeg pludselig hørte fodtrin og fandt ud af, at jeg delte min ilt med en anden.

”Hej,” lød en frisk stemme, og lidt efter dukkede noget glat og meget rødt hår op og erstattede det kedelige, hvide loft.

”Jeg hørte ikke nogen banke på,” sagde jeg monotont og flyttede ikke blikket, selvom det lille, fregnede ansigt, der tilhørte Carly Sanders, nu spærrede mit udsyn. Den eneste grund til, at jeg kunne huske hendes navn, var fordi hun så sent som i forgårs, havde snakket til mig og Amy i køkkenet.

”Nej, for din dør stod åben.”

Jeg sukkede dybt og svang benene ud over kanten på sengen og satte mig op. Carly bakkede med det samme lidt tilbage og kiggede indgående på mig.

”Det betyder ikke, at jeg holder åbent hus,” sagde jeg og løftede irriteret øjenbrynene, for at få hende til at gå igen. Hun foldede forsigtigt sine spinkle hænder og fik pludselig et bedrøvet udtryk i øjnene.

”Men, jeg ville bare sige hej.” Hendes stemme var lav og forsigtigt, og som forventet fik det mig til at bløde lidt op.

”Hvor gammel er du, Carly?” spurgte jeg blidere og lænede mig forover på albuerne.

”Seks,” svarede hun hurtigt med en del stolthed i stemmen. ”Men jeg bliver syv på torsdag!”

”Seks,” gentog jeg og nikkede langsomt. ”Når du er seks år gammel, må du forstå, at store børn som mig gerne vil have lidt alene-tid nogle gange. Derfor skal du ikke bare brase ind på andres værelser, når de ligger og tænker over, hvad de dog har gjort galt, siden de skal leve på den her måde.”

Carlys mund åbnede sig uforstående med et lille plop, og spørgsmålstegnet stod som målet i hendes øjne. ”Så derfor-” sagde jeg og begyndte blidt af puffe den lille, forvirrede pige ud af mit værelse, ”-skal du gå nu.”

Jeg lænede mig lettet op af døren, da jeg havde lukket den efter hende. Jeg havde aldrig været god til børn, men denne gang var det dog lykkedes mig at få en af dem til at forsvinde, helt uden skrigeri.

Jeg stod lidt og pillede ved mit hår, men besluttede så, at jeg lige så godt kunne komme i gang med dagens arbejde, da Carly alligevel havde fået mig til at stå ud af sengen. Jeg havde ellers planlagt at udsætte det så længe som muligt i dag, men jeg tog ikke skade af lidt fysisk arbejde.

Jeg bevægede med ned af gangen så lydløst som muligt. Jeg havde ikke så meget lyst til at snakke med nogen lige nu, men selvfølgelig kunne det ikke undgås.

”Kimberly!” lød det pludselig bag mig. Jeg vendte mig og prøvede at klistre et smil på mine læber, men det ville ikke rigtigt hænge ved. Heather kom selvfølgelig gående med sine gyngende skridt mod mig. ”Er du på vej ned i opholdsstuen? Jeg skulle lige til at hente dig!”

Jeg nikkede hurtigt og forsøgte at slippe væk. ”Ja, jeg kommer nu,” sagde jeg og skyndte mig videre. Som sagt, gad jeg ikke nogen lige nu.

Jeg opholdt mig ikke ret tit i opholdsstuen. Der var alt for indelukket, og der var altid for mange mennesker.

Jeg skubbede den hvide dør op og kiggede mig omkring. Der sad et par piger og hørte radio, men ingen af dem så meget som kiggede på mig, da jeg ankom. De ignorerede mig fuldstændigt. Jeg genkendte ikke rigtigt nogen af dem, men jeg vidste, at jeg havde set dem i kantinen et par gange.

Jeg krydsede rummet og hev støvsugeren ud af skabet, der var gemt i væggen. De fleste rengøringsting befandt sig derinde, men dem der normalt gjorde rent på anstalten, havde selvfølgelig deres helt eget rum, hvor de opbevarede deres rengøringsvogne med alle deres ting på.

Det var en ret normal ting at få tildelt rengøringstjansen i opholdstuen, når man havde lavet noget uacceptabelt, og det var da heller ikke min første gang.

Da jeg endelig fandt enden på den lange ledning, tændte jeg støvsugeren og blev et øjeblik overrasket over, hvor meget den larmede. Jeg vidste, at anstalten manglede penge, men jeg mente alligevel, at det ville betale sig at få den skiftet ud.

Jeg støvsugede fraværende gulvtæppet i opholdsrummet og trak langsomt det store monstrum efter mig hen af gulvet.

Jeg havde ikke støvsuget i mere end to minutter, før jeg blev afbrudt af et par viftende hænder, der krævede min opmærksomhed. Jeg slukkede støvsugeren og vendte mig mod den surt udseende pige, der havde afbrudt mig.

”Ja?”

”Gider du ikke slukke for den der,” sagde hun irriteret og pegede på støvsugeren, jeg stod med i hånden. ”Vi prøver på at høre radio her.”

”Og jeg prøver på at støvsuge, så jeg kan ikke se problemet,” svarede jeg tilbage og gjorde mine til at starte igen.

”Helt seriøst, sluk nu bare for den tingest og lad os være i fred. Du kan gøre rent senere!”

Jeg mærkede irritationen komme frem i mig, og trangen til at modsætte mig var uimodståelig. ”Nej,” sagde jeg i samme toneleje, som hun havde brugt mod mig. ”Jeg skal støvsuge. Nu, ikke senere.”

”Hørte du ikke, hvad jeg sagde, Blondie? Vi skal høre radio. Vi var her først, så du kan godt tage og skride!” Hun hævede stemmen betydeligt, og ved siden af hende kiggede hendes veninde en smule uroligt rundt. Hun lignede en, der kunne blive skræmt af hvad som helst.

Jeg åbnede munden og skulle til at råbe noget tilbage. Mit hoved dunkede efter slagene fra i går, men jeg ignorerede dem. Samtidigt bankede mit hjerte hurtigere, end det havde gjort for to minutter siden.

Jeg erindrede pludselig, hvad der var sket i går i kantinen. Jeg havde ikke lyst til at opleve det hele igen, selvom jeg var sikker på, at jeg sagtens kunne klare hende her.

Jeg trak vejret dybt, da jeg overvejede, hvordan jeg skulle reagere. Til sidst tog jeg en dyb indånding og vendte rundt, hvorefter jeg styrtede igennem dørene og ud på gangene. Jeg løb så hurtigt, at jeg havde svært ved at dreje om hjørnerne.

Først, vidste jeg ikke, hvor jeg var på vej hen. Jeg ville bare ud. Jeg besluttede at sætte kursen mod døren til baghaven. Det var ikke tit, at folk befandt sig derude, selvom det var et meget hyggeligt sted. Uheldigvis var der selvfølgelig ikke tomt, da jeg slog døren op og med hektiske åndedrag hurtigt scannede gården for mennesker.

På kanten af springvandet sad en velkendt skikkelse med langt, fedtet hår. Charlie kiggede op med det samme og smilede, da han så mig. ”Kimberly,” sagde han, som om han var glad for at se mig. ”Hvor er du dog på vej hen?”

”Bare ti stille,” hvislede jeg og løb over til hegnet, der indhegnede den lille og tætbevoksede baggård. Jeg maste min fod ind imellem tråden og krængede fingrene ind i de små huller, så jeg kunne løfte mig selv op.

Inden jeg vidste af det, stod jeg ovre på den anden side af hegnet og kunne se Charlie sidde tilbage med et smil på læben. Jeg løftede som en sidste ting min finger op til læberne, for at minde ham om, at han ikke skulle sladre. Om han havde tænkt sig at adlyde, vidste jeg ikke, men det betød heller ikke noget, så længe jeg fik mindst et kvarters frihed.

Jeg satte i løb og nåede hurtigt ud på vejen. Ingen havde endnu forsøgt at stoppe mig, hvilket passede mig fint. Det var næsten latterligt nemt at flygte fra anstalten, hvis man bare havde viljen.

Jeg løb længe, men besluttede til sidst at gå, så jeg ikke brugte alle mine kræfter lige med det samme. Jeg skulle også gerne kunne komme tilbage igen,

Det føltes fantastisk at være fri igen. Jeg hørte fuglene synge rundt om mig, da jeg gik forbi de mange parker og mærkede den friske vind kærtegne mine kinder. Jeg kunne ikke forhindre det længe ventede smil i at titte lidt frem, da resultatet af mine handlinger for alvor gik op for mig. Jeg var fri, igen. Selvom det denne gang havde været en mere spontan handling, føltes det mindst lige så godt. Ja, måske endda bedre.

Men rusen kunne ikke vare ved, og da jeg helt tilfældigt kiggede mig tilbage over skulderen og så en alt for velkendt, hvid bil komme kørende mod mig, tog panikken over.

Jeg løb, alt hvad jeg kunne, igennem Londons gader, men selvfølgelig kunne jeg ikke løbe fra en bil.

Da mine ben begyndte at blive til gummi, gik det op for mig, at jeg måtte finde mig et gemmested. Jeg kiggede op og drejede skarpt til højre, hvor et højt lejlighedskompleks tårnede sig op foran mig. Jeg hev panisk i en af dørene, og til mit held gik den op. Jeg væltede ind over dørtrinnet og smækkede døren i bag mig, hvorefter jeg smed mig ned på gulvet.

Da mit hjerte havde sat farten lidt ned, og døren endnu ikke var blevet åbnet, vovede jeg mig op på knæ og kiggede forsigtigt ud af den beskidte rude, der var i døren.

Jeg kiggede uroligt efter den hvide bil, med bogstaverne The Blue House, men der var intet at se. Jeg lukkede kort øjnene og åndede lettet ud. De havde været så tæt på at fange mig. Jeg åbnede langsomt døren igen og krængede mig forsigtigt ud på den anden side, og lod døren glide i bag mig. Jeg var nu synlig for alle på gaden.

Mine øjne flakkede op og ned af gaden, mens jeg hele tiden lyttede efter lyden af hvinene dæk. Det var måske også derfor, det gik op for mig, at der et sted længere væk var antydningen af en bas. Jeg stivnede og lyttede helt stille, og til sidst kunne jeg konstatere, at der et sted, ikke ret langt væk, var musik.

Jeg stod et par sekundere mere og lyttede efter lydene, og til sidst konstaterede jeg, at de kom et sted bag mig. Jeg vendte rundt og løb ind i en smal gyde, hvorefter jeg kom ud på en lidt mindre gade. Musikken var nu tydelig. Jeg stoppede kort op kunne med en stigende glæde konstatere, at det var de samme stemmer. Ikke den samme sang, men de samme stemmer.

Følelsen af deja vu kom skyllende ind over mig, og mit hjerte bankede hårdt og hurtigt i mit bryst.

Måske var det her min mulighed for at se Niall igen og fortælle ham, at jeg var ked af, hvad han så.

Jeg var nu sikker på, hvor musikken kom fra. Jeg hamrede ivrigt ind i dørene på en lille bygning, der alt af mest lignede en ussel natklub. Dørene gav efter under mig, og pludselig stod jeg i en os af sved, alkohol og røg. Jeg holdt en hånd op for munden, alt i mens musikken bølgede ud i hele rummet.

Jeg maste mig igennem alle menneskerne, der havde samlet sig i små grupper, men da jeg kom ud på den anden side, kunne jeg med en stor skuffelse se, at der intet band var at finde. Der var end ikke nogen scene.

Al luften gik af mig, og jeg dumpede skuffet og nedtryk ned på en barstol, hvor jeg gav mig til at stirre ondskabsfuldt på de store højtalere, der havde vildledt mig. I et hedt øjeblik havde jeg troet, jeg kunne snige mig ind til en af deres koncerter igen, men selvfølgelig var jeg ikke så heldig to gange.

Overfor mig kom bartenderen hen til mig, for at tage imod en bestilling, men jeg viftede ham affærdigende væk. Jeg skulle ikke have noget at drikke.

”Hvad laver en som dig dog her?” lød en stemme pludselig ved siden af mig. Jeg vendte mig rundt og så en skummelt udseende mand kigge på mig. Han havde lange skægstubbe og langt fedtet hår. Endnu længere end Charlies. I hånden havde han en drink, som han tømte i en mundfuld.

Han så ikke direkte farlig ud, men han var nok ikke den type menneske, jeg ville mænge med alt for meget med.

Jeg sad lidt og rokkede frem og tilbage på stolen, mens jeg overvejede, hvor vidt jeg kunne fortælle ham, hvordan jeg egentlig var havnet der.

”Jeg troede, her var koncert,” sagde jeg og hvilede mit ansigt på min hånd. Jeg havde intet energi mere, og jeg begyndte pludseligt at længtes efter at komme tilbage til anstalten.

”Her?” sagde manden og grinede, med sin rustne stemme. ”Her kommer sgu aldrig nogen og spiller.” Han grinede lidt mere, og da han var færdig, bestilte han en drink mere.

”Hvem troede du, ville komme og give et nummer?” spurgte han så.

”One Direction.” Navnet lå mærkeligt i min mund, og det gik op for mig, at jeg heller aldrig havde sagt det højt før. Faktisk kendte jeg ikke ret meget til det.

”Åh, gode gamle One Direction.” Manden bundede sit glas og bøvsede.

”Hvad mener du?” spurgte jeg. ”Kender du dem?”

”Jeg har en datter,” brummede han og lød efterhånden ret fuld. Det blev sværere og sværere at forstå ham, men jeg gjorde et forsøg. Og uanset hvor urealistisk det forekom mig, at han havde en datter, lyttede jeg bare.

”Hun har ikke andet i hovedet end de fem bøsserøve.” Jeg rynkede fornærmet på næsen, men han lagde ikke mærke til noget. ”Ja, hun er rent faktisk til koncert med dem nu.”

Jeg mærkede min krop stivne igen, og pludselig kom al energi susende tilbage. ”Hvor?” spurgte jeg ivrigt. ”Nu?”

”I arenaen et par gader herfra,” snøvlede han. ”Ovre på Peninsula Square – ikke så langt herfra.”'

Jeg rejste mig op. ”Jeg bliver nødt til at gå,” sagde jeg hurtigt og maste mig hen mod udgangen.

Da natteluften slog mig møde, indåndede jeg kort den friske luft, før jeg satte i løb igen.

Jeg skulle finde derhen.

Jeg løb, og jeg løb, men det føltes ikke, som om det kunne gå hurtigt nok. Mine ben begyndte at syre, og endelig tårnede den gigantiske arena sig op foran mig. Jeg stoppede kort op for at få vejret, imens jeg forsøgte at finde en vej at komme ind. Det ville helt sikkert blive sværere end sidste gang, for det her var meget større.

Jeg rettede mig igen op og begyndte at slæbe mig selv op af de mange trapper, der førte op til den gigantiske bygning. Jeg prustede hele vejen op, og det føltes som om, trapperne bare fortsatte i en uendelighed.

Det eneste, jeg havde i hovedet var, hvad jeg ville fortælle Niall, når jeg fandt ham. Jeg måtte ikke lade tiden gå til spilde, når jeg endeligt ville komme på tale med ham igen. Sandheden var, at jeg havde haft det elendigt, siden slåskampen med Hunter. Jeg havde skræmt Niall væk, og det pinte mig virkelig, for hans ord havde lydt så oprigtige, da han sagde, athan ville lære mig at kende.

Det havde ingen sagt til mig før.

Jeg opdagede først min store fejltagelse, da det var for sent.

Da jeg dukkede svedende og forpustet op på trappen, var de over mig. Jeg spærrede øjnene op og forstod først ikke, hvad der skete. Så mærkede jeg den velkendte spændetrøje holde mine arme fast, og jeg var nede.

”Slip mig!” skreg jeg, men der var ingen nåde.

Jeg hev og sled, men det nyttede ikke noget. Jeg kunne lige så godt indse, at jeg havde tabt.

De havde regnet ud, hvor jeg ville dukke op. De havde været smartere end mig.

Jeg faldt slap sammen, så de blev nødt til at bære mig. ”Niall!” skreg jeg. Jeg løftede hovedet og råbte igen. ”Niall!” Jeg ville bare se ham en sidste gang, men verden var imod mig, for der kom ingen. Jeg skreg en enkelt gang mere, men min stemme døde ud, da dørene til arenaen forblev lukkede, og jeg hastigt blev båret væk.

Han kom ikke. 

 

__________________________________________________________

 

Næsten 40 læsere - tusind tak!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...