Madhouse | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Færdig
Hvorfor har ingen nogensinde set Kimberly Faraday efter den forfærdelige brand i 2008? Naboerne snakker, og rygterne svirrer, men ingen kan med sikkerhed sige, at de siden har set den lille lyshårede pige, der altid var så glad og frisk. Sandheden er, at Kimberly efter branden omgående flyttede ind på galeanstalten The Blue House. Branden traumatiserede den dengang trettenårige Kimberly, og hun har siden ikke kunnet bo uden konstant overvågning. Fysisk tog Kimberly ingen skade, men psykisk er det en helt anden sag. De kalder det anfald. Når stærke følelser omslutter Kimberly, kobler en del af hendes hjerne fra, og så er resten overladt til fysikken. Kimberly føler sig umådeligt alene på galeanstalten, men giver aldrig udtryk for det. Derfor overrasker det mange, da Kimberly en dag stikker af for at finde det, hun holder allermest af: musik.

100Likes
95Kommentarer
6267Visninger
AA

12. Yes, I'll take the blame

Niall var taget af sted. Han blev nødt til at tage videre, og selvom det gjorde mig ondt at sige det, passede det mig faktisk fint. Under andre omstændigheder ville jeg for alt i verden gerne have ham til at blive, men jeg vidste, at han gerne ville have, jeg holdte mig fra det, der var sket med Mike, og det kunne jeg bare ikke. Så længe han var der, kunne jeg ikke gøre noget ved det, men nu var han væk, og jeg vidste allerede, hvad jeg ville gøre.

Jeg styrtede rundt på gangene og ledte efter en bestemt person. Han var ikke i kantinen eller i opholdsstuen, men efter at have spurgt mig lidt frem, fandt jeg ud af, at han befandt sig på sit værelse. Jeg var lidt utilpas ved at skulle banke på hans dør, men jeg tog mig sammen, bankede og ventede med en hurtig vejrtrækning. Min krop var fyldt med vrede og sorg, men da døren gik op og Charlies lange, sorte hår kom til syne, mistede jeg pludselig alt modet. Jeg åbnede hjælpeløst munden, men ingen ord kom ud.

”Ja?” Charlie smilede og kneb svagt øjnene sammen. ”Hvad kan jeg gøre for dig?”

Det overraskede mig, hvordan lyden af hans stemme alene var med til at bringe fornyet energi og gåpåmod ind i kroppen på mig. ”Du er opdaget,” sagde jeg hurtigt. ”Dine stoffer er blevet fundet.”

Charlies smil ændrede sig ikke det mindste. Han lænede sig bare op af dørkarmen på en afslappet måde. ”Og jeg formoder, at du er løbet hele vejen herned, fordi du følte for at fortælle mig det af ren og skær venskab?”

Mine næsebor udvidede sig i irritation, da jeg svarede ham. ”Jeg ville aldrig hjælpe dig,” hvislede jeg og stirrede vredt på ham. ”De tror, det er Mikes lager, de har fundet. De har anholdt ham og kørt ham væk!”

”Der kan man bare se,” mumlede Charlie og strøg sit fedtede hår om bag øret. ”Så slap jeg alligevel.”

”Du slipper aldeles ikke!” råbte jeg efter ham. ”De puttede ham forhelvede i håndjern og tvang ham ud af bygningen!”

”Og hvad forventer du af mig? At jeg melder mig selv?”

”Ja!” råbte jeg og var lige ved at slå ud efter ham i vrede.

Charlie sukkede og kiggede på mig med en form for hånlig medlidenhed i øjnene. ”Jeg er glad for, du tror sådan om mig, men sådan er jeg ikke. Jeg har aldrig kunnet lide Mike – eller hans mad for den sags skyld. At du står og råber op i hovedet på mig, at jeg skal melde mig selv, hjælper ikke. Jeg har nok problemer på røven i forvejen.”

”Du kan da ikke bare lade en udskyldig mand blive anholdt for din forbrydelse!”

Han trak på skulderen. ”Tjo, det kan jeg vel egentlig godt.”

Jeg trak vejret hurtigt, og jeg vidste, at jeg snart ville gøre noget dumt, hvis jeg ikke snart kølede ned. Uretfærdigheden kørte mig helt op i det røde felt. Jeg vidste, at jeg ikke ville have gjort det her for hvem som helst. Mike var den første, jeg havde lukket bare en lille smule op for, da jeg ankom til anstalten, og lige siden havde jeg godt kunne lide ham. Han var en af de venligste mennesker, jeg kendte, og han fortjente ikke at få skylden for det her.

Jeg kiggede ned, og det gik op for mig, at jeg havde knyttet begge mine hænder så hårdt, at knoerne var blevet hvide. Charlie udstødte pludselig en munter lyd, og jeg kiggede hurtigt op på ham.

”Jeg kom lige i tanke om noget,” sagde han. ”Du mener, jeg skal sige, at det var mig, så Mike ikke får skylden for noget, fordi han ikke fortjener det, ikke?”

Jeg nikkede tøvende. ”Jo,” sagde jeg. ”Men også fordi du fortjener det.”

”Ja, ja,” sagde Charlie og gjorde en bevægelse med hånden. ”Jeg vælger at fokusere på det første. Du skylder mig jo en tjeneste, ikke?” Jeg nikkede modvilligt. ”Så passer det jo meget fint. Mike slipper fri, og jeg bliver ikke nødt til noget, jeg ikke vil.”

Jeg sank nervøst, og pludselig følte jeg mig meget lille. ”Hvad mener du?” spurgte jeg, selvom jeg allerede havde regnet ud, hvad han mente.

”Det er meget enkelt, Kimberly – du tager skylden.”

 

Jeg havde været her før, men ikke mere end et par gange. Jeg hadede den her del af bygningen, som så mange andre også gjorde. Den var egentlig ikke så anderledes fra de fløje, vi selv boede i. Det var mere det, at det var her alle lægerne og de voksne boede. Ingen gik herover frivilligt. Her var endnu mere sterilt, end der ellers var på anstalten, og hvert sekund man befandt sig herovre, risikerede man at støde på en voksen eller en af dem i kittel.

Alligevel var jeg gået helt alene herover, fordi jeg havde et ærinde. Jeg var så nervøs, at mine ben føltes som gele, og jeg havde svært ved at få mine hænder til at lade være med at ryste.

Jeg var stoppet op foran den største dør. Jeg vidste, at det var deres fælles opholdssted. Det fungerede lidt ligesom et lærerværelse.

Min hånd rystede svagt, da jeg knyttede næven og bankede hårdere på, end det var min hensigt. Der gik et stykke tid, hvorefter jeg hørte nogen bevæge sig hen over gulvet. Sekundet efter blev døren åbnet.

Jeg blev en smule overrasket, da en firskåren, bebrillet mand stod i døren og ikke Heather. Jeg prøvede at tage mig sammen, selvom det bare gjorde mig endnu mere nervøs, at jeg det ikke var Heather, der havde åbnet. Jeg havde aldrig rigtigt snakket med andre end Heather – hun var ligesom den jeg tænkte på, når jeg tænkte på de voksne og ansvarlige. Derfor slog det mig kort ud, at det var en helt ukendt mand.

Han smilede venligt. ”Du må være Kimberly,” sagde han og rørte kort ved sine halvlange skægstubbe.

Jeg rynkede panden, og selvom jeg var nervøs, og det overhovedet ikke var derfor, jeg var kommet, kunne jeg ikke lade være med at spørge. ”Hvor kender du mit navn fra?”

Han kneb let øjnene sammen inde bag brilleglassene. ”Du er populær her blandt os,” sagde han og betragtede mig. ”Vi har alle hørt om dine små, pludselig forsvindinger.”

Mit blik flakkede hurtigt hen over hans skulder, men jeg kunne ikke få øje på Heather. Det var kun hende, jeg ville snakke med. ”Kan jeg ikke tale med Heather?” spurgte jeg og glemte fuldstændigt at være bare en smule høflig. Nervøsiteten påvirkede både mine ord og krop.

Manden kiggede sig kort over skulderen. ”Heather,” kaldte han ind i lokalet, ”Kimberly her vil gerne tale med dig.”

Jeg trak vejret dybt, da Heather kom til syne bag ham og smilede til mig. Hun lukkede døren på klem bag sig, og afskærmede os derved en smule fra de andre, der sad og drak kaffe og sludrede om dagens begivenheder. Det var nu, det skulle gøres.

”Det var mig, der gjorde det,” sagde jeg hurtigt, og ordene fløj bare ud af munden på mig. ”Jeg gemte stofferne i køkkenet, og Mike gjorde ingenting. Det var mit!”

Jeg så til, mens Heathers ansigt ændrede sig fra smilende, til forbløffet og ikke mindst forfærdet. ”Kimberly,” sagde hun og lagde en hånd på min skulder. ”Hvad er det dog, du siger?”

”Det var mig,” sagde jeg igen, dog uden så meget kraft i stemmen denne gang. Faktisk var min stemme blevet svag og utydelig. Heather så på mig med så meget skuffelse i blikket, at jeg var lige ved at bryde sammen og fortælle, at det i virkeligheden var Charlie.

”Du må hellere vente her, Kimberly.” Heather vendte sig væk og åbnede døren bag sig. Jeg følte alles blikke vende sig mod mig, da døren ikke længere adskilte os.

 

”Amy?”

Jeg skubbede forsigtigt døren op til Amys værelse og forberedte mig på det syn, jeg vidste, ville møde mig.

”Kimberly?” lød en spinkel og svag stemme. Jeg lukkede døren bag mig og løftede langsomt blikket. Jeg holdt et gisp inde og pressede læberne sammen. Jeg vidste, at Amy havde fået det dårligere, og jeg vidste, at hun ikke længere kunne klare sig uden slanger og medicin. Alligevel slog det mig helt ud at se hende ligge der i sengen med slanger ud over det hele og drop i hånden. Hun var blevet endnu blegere end sidst, men denne gang så hun ikke ud til at fryse.

Jeg gik langsomt tættere på hende og satte mig ned på den lille stol, der var stillet frem til besøgende. I et kort øjeblik spekulerede jeg på, om hendes forældre havde været her, men så hev Amys stemme mig tilbage i rummet.

”Jeg er glad for, at du kom,” sagde hun lavt og smilede svagt til mig. ”Her er så kedeligt, når der ikke er nogen, jeg kan snakke med.”

Jeg smilede tilbage og greb ud efter hendes dynebetræk, som jeg sad og nervøst nulrede mellem fingrene. ”Fryser du ikke længere?” spurgte jeg hende.

Hun rystede på hovedet og hev ud i dynen, så hun fik luft ind under. ”Jeg har det faktisk rigtigt varmt. De siger, jeg har fået feber.”

Jeg trak vejret dybt og rakte ud for at røre hendes pande. Hun havde ret; det føltes som om blodet indenunder kogte.

”Det skifter hele tiden,” fortalte hun. ”Lige nu sveder jeg, men om et par minutter begynder jeg sikkert at fryse. Det er til at blive sindssyg af.”

Jeg svarede ikke. Jeg prøvede at finde ud af, hvor slemt det stod til. Det var bestemt ikke noget godt tegn, at hun havde fået feber. Selv jeg vidste, at det gik den forkerte vej. Mit blik flakkede over på natbordet ved siden af sengen. Der stod en hvid plastiktallerken fyldt med hamburgerryg og kartofler. Den var helt urørt og så kold ud. Jeg kiggede tilbage på Amy. ”Er det din?” spurgte jeg.

Hun nikkede, så meget som det nu var muligt med hovedet dybt begravet i hovedpuden.

”Det er min aftensmad. Jeg var ikke sulten,” sagde hun og så en smule betuttet ud. Jeg kastede endnu et blik på maden. ”Har du slet ikke spist noget?”

Hun rystede på hovedet og kiggede væk, som om hun skammede sig. ”Men det skal du ikke bekymre dig om. Jeg spiste en del til frokost.”

Jeg lod mit blik hvile lang tid på hende, og det gik op for mig, at hun løj. Hun havde ikke spist meget til frokost, og hun havde heller ingenting fået til aftensmad.

Hendes tynde fingre hvilede på hendes tomme mave, mens hun utilpas bevægede sig under dynen. Hun var blevet endnu tyndere, det kunne jeg se nu. Hun havde været tynd før, men nu, nu var hun ikke andet end skind og ben.

Hun ville åbne munden for at fortælle mig noget, da et hosteanfald afbrød hende. Hun satte sig hurtigt op og hev efter vejret, mens hendes lunger forgæves hostede og hostede. Jeg rakte ud og klappede hende blidt på ryggen, men det gjorde ingen nytte. Det smertede mig at høre, hvordan luften måtte klemmes ned i hendes halsrør, mens hendes hænder desperat tog plads ved brystet.

Jeg mærkede selv fornemmelsen af at hoste uhæmmet på grund af sygdom og havde lyst til at kigge væk. Det var ubehageligt og fik hende til at virke så svag.

Bag mig gik døren op, og en sygeplejerske kom hastigt gående ind. Hun gennede mig væk og bad mig gå ud af værelset, mens hun selv overtog pladsen ved Amys side. Jeg lukkede med smertende øjne døren i efter mig og spjættede, da jeg ikke var alene.

”Jeg har ledt efter dig, Kimberly,” lød Heathers ellers så varme stemme. Efter jeg havde fortalt hende, at jeg var skyldig, havde hun ikke haft den samme varme klang, når hun talte til mig. Jeg mødte hendes grå øjne og kiggede væk. ”Jeg har noget at fortælle dig,” fortsatte hun. ”Efter din involvering med stofferne, har vi i fællesskab besluttet, at du er udelukket fra koncerten i aften. Det er en del af den straf, du skal afsone.”

Jeg lod ordene synke ind, men det var som om, de ikke ville give mening. ”Må jeg ikke komme med til koncerten?”

”Nej.”

”Men det er sidste gang, jeg får lov til at se Niall, inden han tager til USA. Jeg bliver nødt til at sige farvel til ham!”

”Det kan desværre ikke lade sig gøre. Du har forbud imod at forlade dit værelse under hele koncerten.” Hun løftede armen og kiggede på sit ur. ”Klokken er allerede halv syv. Koncerten begynder klokken syv, så derfor kan du meget passende finde tilbage til dit værelse nu.”

Jeg var tavs og vidste ikke, hvad jeg skulle sige eller gøre, så da Heather lagde en hånd på min skulder og førte mig tilbage til mit værelse i østfløjen, gjorde jeg ingen modstand.

”Jeg kommer tilbage og lukker dig ud klokken ni, når koncerten er slut,” informerede hun, og med de ord låste hun døren og lod mig tilbage i værelset med en tom og hul fornemmelse.

Jeg sad på min hårde seng og begravede ansigtet i mine hænder. Sandheden var nu sivet ind. Niall ville være lige her i bygningen, men jeg kunne ikke komme til at se ham. Jeg ville ikke se ham i næsten en måned. Og det værste var, at jeg ikke fik lov til at sige ordenligt farvel til ham. Jeg tænkte tilbage på vores sidste samtale. Det eneste jeg havde gjort, var at råbe af ham. Og så var det ikke engang hans skyld.

Mine tanker flakkede tilbage til den dag, jeg havde sat det hele i gang. Den ene beslutning om at flygte herfra, havde virkelig sat gang i en kædereaktion af begivenheder i mit liv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...