Madhouse | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Færdig
Hvorfor har ingen nogensinde set Kimberly Faraday efter den forfærdelige brand i 2008? Naboerne snakker, og rygterne svirrer, men ingen kan med sikkerhed sige, at de siden har set den lille lyshårede pige, der altid var så glad og frisk. Sandheden er, at Kimberly efter branden omgående flyttede ind på galeanstalten The Blue House. Branden traumatiserede den dengang trettenårige Kimberly, og hun har siden ikke kunnet bo uden konstant overvågning. Fysisk tog Kimberly ingen skade, men psykisk er det en helt anden sag. De kalder det anfald. Når stærke følelser omslutter Kimberly, kobler en del af hendes hjerne fra, og så er resten overladt til fysikken. Kimberly føler sig umådeligt alene på galeanstalten, men giver aldrig udtryk for det. Derfor overrasker det mange, da Kimberly en dag stikker af for at finde det, hun holder allermest af: musik.

100Likes
95Kommentarer
6112Visninger
AA

4. Yes, I know you

Jeg smed irriteret den nu rene tallerken fra mig og greb den næste, der lå stablet oven på de halvtreds andre, jeg også havde fået til opgave at gøre rene.

Jeg mærkede Amy sende mig et blik, da porcelænstallerkenen landede klirrende oven på de andre, og jeg fik med det samme dårlig samvittighed. Jeg burde ikke være sur over, at jeg var blevet sat til at vaske op. Jeg havde jo selv gjort mig fortjent til det, ved at stikke af.

Jeg vaskede den næste mere forsigtigt og gjorde mig sikker på, at det ikke larmede, da jeg lagde den fra mig. Amy samlede den med det samme op og begyndte at tørre den af, mens en lille nynnen undslap hendes læber.

Jeg kunne ikke lade være med at dreje hovedet og kigge mærkeligt på hende. Hvordan kunne hun nynne, mens hun lavede fysisk arbejde?

Amy mærkede tilsyneladende mit blik, for hun kiggede op på mig og smilede svagt. ”Er der noget galt?” spurgte hun venligt, med en lys og skrøbelig stemme. Jeg havde hørt hendes stemme før, men det overraskede mig stadig, hvor høj og pivet den var. Dog passede den perfekt på hendes skelettynde skikkelse og de alt for tydelige blodårer.

”Nej, jeg … undrede mig bare over, hvordan du kan vaske op i det humør.” Jeg forsøgte ikke engang at smile tilbage til hende, da jeg vidste, at det ikke ville lykkedes. Jeg var ikke typen, der kom godt ud af det, med ret mange folk, og derfor gad jeg heller ikke besværlige mig med at smile til folk, jeg ikke engang kendte.

”Nåe,” svarede hun og tog imod endnu en tallerken, ”jeg meldte mig frivilligt.”

Jeg stoppede midt i en bevægelse og kiggede igen på hende, med en rynke i panden. ”Virkelig?” spurgte jeg.

”Ja,” sagde hun og trak på skulderen. ”Der er jo ikke andet at lave, vel? Så kan jeg jo lige så godt lave noget nyttigt.”

Mine tanker flakkede ufrivilligt tilbage til dagen før, hvor jeg havde brugt undskyldningen, at jeg ville hjælpe Amy med at rydde op. Den dårlige samvittighed skyllede ind over mig, da det gik op for mig, hvor godt et menneske hun egentlig var.

”Tænk, at du tænker sådan,” mumlede jeg. ”Jeg står her udelukkende, fordi jeg brød et par regler i går.” Jeg havde forventet, at Amy ville spørge ind til, hvad jeg havde lavet, men overraskende nok, nikkede hun bare lidt og fortsatte tavst med opvasken.

Eftersom jeg ikke var det mest snakkesalige og sociale menneske, lod jeg være med at tale mere og vendte mig mod det enorme bjerg af beskidte tallerkener, der var blevet ladt tilbage efter middagsmaden. Jeg kunne ikke holde et suk inde.

Bag os gik døren til køkkenet pludselig op, og både Amy og jeg vendte os for at se, hvem det dog kunne være, der ville forstyrre midt i opvasken.

En lille rødhåret pige med fregner, der ikke kunne været ret meget ældre end syv år, dukkede op i døren og kiggede sig omkring i det store, hvide køkken der, bemærkelsesværdigt nok, ikke husede en opvaskemaskine.

”Heather sagde, at jeg skulle sige, at der kommer nogen på besøg om ti minutter, så hvis i ikke vil gå glip af det, skal i nok skynde jer lidt,” fortalte hun med en sød, men gennemtrængende stemme.

”Tak, Carly,” sagde Amy, der tilsyneladende kendte den lille pige, som jeg overraskende nok aldrig havde stødt på, på gangene før.

Amy vendte sig imod mig, da Carly forsvandt fra køkkenet. ”Skal vi se at blive færdige?”

 

Efter den lille peptalk fra Carly, blev Amy og jeg færdige på omkring fem minutter, og da vi også havde stillet tingene på plads og tørret det værste vand op, skyndte vi os ud i kantinen, hvor de store arrangementer normalt blev holdt.

Jeg brasede ud gennem døren, der førte direkte ud i kantinen, med våde hænder, som jeg ihærdigt forsøgte at tørre af i et viskestykke. Rundt om i kantinen sad et par stykker stadig og snakkede efter maden, og et i kort øjeblik lod jeg mig selv stå og missunde de forskellige kliker. Jeg havde aldrig været med i en klike før.

Jeg lod mit blik glide rundt i rummet, i min søgen efter de såkaldte gæster, men jeg fandt intet interessant.

”Ved du, hvem der kommer?” spurgte jeg Amy, der netop var dukket op ved min side. Hun havde stadig sæbe helt op til albuerne.

”Sikkert nogle af dem, der har ondt af os, som vil donere lidt penge,” svarede hun med et skuldertræk. ”Jeg klager ikke - vi mangler helt sikkert en opvaskemaskine.”

Jeg kunne ikke lade være med at beundre Amys holdning, til de folk der kom og besøgte os. Jeg delte den hundrede procent med hende. De rige mænd, der kom og efterlod en slat penge og derefter på mystisk vis forduftede igen med det samme, var ikke andet end nogle røvslikkere, der gjorde det for omtalen. Sladderen om, at ham og ham havde doneret penge til en galeanstalt, var ikke til at stå for.

I det øjeblik ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde snakket med Amy noget før. Hun virkede rent faktisk – og jeg troede aldrig, jeg skulle sige det – som en potentiel veninde. Hun virkede også utrolig fattet og moden på trods af hendes tretten år.

”Nå, men hvis vi er færdige, vil jeg smutte,” informerede Amy og foldede ærmerne på sin blå trøje ned og forduftede på sine små fødder.

Jeg stod lidt og nikkede og smed så viskestykket fra mig, hvorefter jeg trak det falmede forklæde over hovedet og smed det ovenpå. Jeg ville ønske, at jeg ligesom Amy kunne trække mig tilbage til mit værelse, men sådan lå landet ikke.

Heather havde sørget for, at jeg ikke havde fri på noget tidspunkt resten af ugen, på grund af mit lille forsvindingsnummer. Jeg var naturligvis godt og grundigt træt af det allerede, men Heather var god nok, og jeg havde trods alt brudt reglerne her på anstalten. Selvfølgelig var det ikke tilladt at stikke af på den måde.

Jeg satte trist kursen mod hovedbygningen, hvor anstaltens lille bibliotek befandt sig.

Da jeg ankom, sukkede jeg dybt, da jeg så de store stakke bøger, der alle skulle sættes på plads.

Men da der ikke var andet at gøre, end at komme i sving, samlede jeg den første stak bøger op og begyndte at vandre rundt mellem reolerne, for at finde de rigtige pladser.

Idet jeg kiggede ud af vinduet, faldt mine øjne på en stor, sort bil, der holdt parkeret helt oppe ved indgangen. Det kunne kun betyde, at det var nogle besøgende, for de fik altid lov til at skippe parkeringspladen som en særregel, fordi de som regel var af højere rang end alle os andre.

Jeg vendte hovedet væk og koncentrerede mig udelukkende om mit arbejde, men så gik døren til biblioteket op, og jeg kunne pludselig høre Heathers stemme.

”Vi er selvfølgelig meget beærede over, at i er kommet, men jeg må lige høre; hvad skylder vi æren?” Det var Heathers stemme, der var godt i gang med at fedte sig ind på de nyankommne.

Der var en del tøven, før hun fik sit svar.

”Lad os bare sige, at jeg overværede en hændelse, der gjorde mig nysgerrig og rørte mig meget.”

Jeg fornemmede Heather nikke kraftigt. ”Det sker tit,” sagde hun. ”Her har vi så biblioteket. Det er lidt beskedent, men der er noget for enhver sjæl.”

”Kimberly!” udbrød Heather pludselig og fik øje på mig. ”Kommer du ikke over og hilser på de to unge fyre her?”

Jeg stoppede, hvad jeg var i gang med og lagde bøgerne fra mig.

Foran mig stod Heathers brede skikkelse, og ved siden af hende ganske rigtigt to unge fyre. Den ene med lyst hår og lys hud, mens den anden var mere mørk i huden og havde en mørkere hårfarve.

”Det her er Kimberly Faraday – en af de ældste her i huset,” præsenterede hun mig og lagde sin store, kødfulde arm omkring mig og trak mig ind til sig. Jeg kunne ikke lade være med rynke lidt på næsen. ”Vi kender efterhånden hinanden ret godt, gør vi ikke?” spurgte hun venskabeligt og smilede til mig.

Jeg pressede læberne sammen og nikkede. ”Jo,” svarede jeg tamt.

Heather havde været her lige så længe, jeg kunne huske. Jeg kunne endda erindre, at det var hende, der havde vist mig mit værelse engang i sin tid. Hun havde senere prøvet at gøre mig gode veninder med Dylan i værelset ved siden af, som var omtrent lige så gammel som mig, men jeg havde ikke åbnet mig nok, og det havde ikke resulteret i noget specielt. Dog respekterede jeg Dylan, fordi hun altid stod ved sine meninger, hvilket jeg godt kunne lide. Vi talte bare ikke sammen så tit.

”Rart at møde dig,” sagde den lyshårede og rakte hånden frem. Jeg tog kort hans hånd og klemte den, hvorefter jeg hurtigt slap den. Det med nærkontakt til fremmede, gik jeg ikke så meget ind for.

Jeg studsede lidt over hans ord. Det var selvfølgelig en meget normalt ting at sige, når man mødte nogen, men det lød faktisk som om, at han mente sine ord.

Jeg havde indtil videre undgået hans øjne, men nu løftede jeg blikket og genkendelsen ramte mig med det samme. Jeg havde set de øjne før, og det var mindre end fireogtyve timer siden.

Jeg så det samme glimt af genkendelse i hans øjne, og et smil dukkede uventet op på hans læber.

”Jeg hedder Niall,” sagde han.

Jeg gispede lavt og trådte et skridt tilbage. Det kunne ikke være rigtigt. Det kunne ikke være den samme dreng, som havde set mig blive slæbt ud i bilen, fanget i en spændetrøje. Det var simpelthen for ydmygende og nedværdigende.

Jeg slog med det samme blikket væk og kiggede i stedet over på hans kammerat, der ærlig talt ikke så ud til at have det særlig godt.

”Zayn,” præsenterede han sig selv, dog uden hverken håndtryk eller kram. Han stod bare stiv som en saltbøsse og smilede svagt. Et smil, som var meget let at gennemskue. Han havde helt sikkert ikke lyst til at være på anstalten, og var nok ikke kommet frivilligt. Tanken om, at der rendte vanskabte og hjerneforstyrrede børn rundt, var nok til at tage pusten fra de fleste.

”Har du ikke lyst til at vise drengene lidt rundt, Kimberly?” spurgte Heather og gav min arm et lille klem. Hun havde tydeligvis ikke lagt mærke til noget. Jeg kiggede skræmt op på hende og bakkede endnu længere bagud. ”Nej,” sagde jeg og satte i løb.

 

Jeg havde siddet på mit værelse i noget, der havde føltes som evigheder, før der lød en banken på døren, og Heather stak sit hoved indenfor.

”Må jeg komme ind lidt?” spurgte hun stille.

Jeg tøvede kort, men nikkede så og rykkede mig lidt, så hun kunne side ved siden af mig på sengen. Først herskede der en tom stilhed, men så talte Heather.

”Hvad skete der på biblioteket i dag, Kimberly? Hvorfor ville du ikke vise dem rundt?”

Jeg lukkede øjnene lidt og kiggede ned. Jeg vidste, at spørgsmålet ville komme, men jeg havde stadig ikke fundet et svar.

”Jeg havde ikke lyst,” sagde jeg lavt og forbandede mig selv over, hvor ynkelig min stemme lød.

”Hvorfor havde du ikke lyst, søde?” Heather ventede tålmodigt på, at jeg skulle svare, men det gjorde jeg ikke. Jeg holdt bare mit blik fast på det nussede gulvtæppe.

Da hun endelig accepterede, at jeg ikke ville svare, satte hun sig på hug foran mig, så jeg kunne se direkte ned i hendes enorme kavalergang. Hun tog min hånd, og i modsætning til så mange andre gange, trak jeg ikke min hånd til mig, for jeg havde accepteret Heather, og hun havde en tendens til hele tiden at ville røre ved mig, så derfor var det blevet en normal ting nu.

”Vil du ikke gøre mig en tjeneste, Kimberly?” spurgte hun og fangede mit blik. Jeg kiggede hende i øjnene og nikkede svagt. ”Gå med mig ud i kantinen og hør på, hvad de har at sige. Det skylder du dem.”

Jeg bed mig let i læben og forsøgte at kigge væk, men jeg kunne ikke slide mit blik væk fra Heathers insisterende øjne, og til sidst blev jeg nødt til at nikke. Heather smilede til mig og trak mig op og stå. Derefter førte hun mig ud af døren og slap mig ikke, før vi kunne træde ind i kantinen, hvor der pludselig var blevet fyldt op.

Heather forlod mig, og jeg fandt mig en plads allerbagerst, hvor jeg sad forholdsvist alene.

Pludselig forstummede al småsnakken, og tre personer dukkede op på den lille scene. Jeg genkendte manden, med den efterhånden store ølvom og briller, som en af stifterne af stedet. Da jeg derefter fik øje på den blåøjede dreng, der havde kaldt sig selv Niall, fik jeg lyst til at dække mit ansigt og smutte uset ud af rummet. Jeg tog mig selv i at glide lidt længere ned i sædet, så jeg var mindre synlig.

Under hele det lille arrangement, sad jeg og stirrede ned på mine fødder, mens jeg svagt lyttede til, hvordan anstalten fik overrakt en sum penge, og drengene takkede meget for at måtte være der og se, hvordan stedet fungerede. Til sidst fik de selvfølgelig en klapsalve, og derefter begyndte menneskerne rundt om mig at rejse sig og fordufte. Jeg var døset lidt hen i min egen verden og opfattede ikke rigtigt, at det var slut, så da nogen pludselig stod ved siden af mig og snakkede til mig, blev jeg en smule forskrækket.

”Hey,” lød en stemme, jeg kendte lidt for godt. Da jeg drejede hovedet, så jeg til min store skræk den velkendte lyshårede dreng med de blå øjne.

Jeg kiggede blot kort på ham og vendte derefter tilbage til at stirre på mine sko, men han var tilsyneladende ikke færdig med mig endnu.

”Hør,” sagde han og lød rent faktisk en lille smule nervøs, ”jeg ved ikke, om du kan genkende mig, men jeg så dig til koncerten i går.”

Jeg pressede læberne sammen, da tankerne fra i går begyndte at dukke op i mit hoved. Al forvirringen og den fysiske tumult, og ikke mindst de stirrende blikke. ”Følger du efter mig?” spurgte jeg og kastede et kort blik op på ham. En mærkelig følelse bredte sig i mig, da jeg så en flygtig rødmen brede sig over hans ansigt.

”Jeg lagde mærke til navnet på bilen,” indrømmede han og lød nu endnu mere nervøs. ”Den måde du reagerede på, den … rørte mig lidt, og jeg blev nødt til at se det her sted.”

”Hvad synes du så om det?” spurgte jeg ham og undgik med vilje at snakke om min episode, for jeg var langt fra stolt af, at han havde set den. Jeg måtte virkelig have fremstået som en sindssyg unge fra en eller anden galeanstalt. Jeg var faktisk overrasket over, at han overhovedet turde tale alene med mig, uden jeg var iført spændetrøjen.

Det var jo ikke, fordi jeg havde fået et at mine såkaldte anfald, som de kaldte dem, jeg følte mig bare uretfærdigt behandlet. Det andet var meget værre, og jeg mistede meget mere kontrollen over mig selv. Ingen levende person skulle udsættes for at være tilskuer til det, aldrig.

”Her er meget … ” han tøvede, ” … hyg-”

”Lad vær med at lyve,” afbrød jeg ham hurtigt og kiggede for første gang rigtigt på ham. Mine øjne fandt med det samme hans, og han kiggede mig lidt i øjnene, før han prøvede igen.

”Her er lidt tomt,” indrømmede han, mens hans øjne flakkede kort rundt i rummet.

”Og … ?” sagde jeg afventende. Jeg ville gerne høre ham sige sandheden.

”Og hvidt,” afsluttede han. Jeg nikkede svagt for mig selv. ”Alt for hvidt,” mumlede jeg.

Jeg så ham sætte sig helt ude på kanten af stolen ved siden af mig. Jeg havde lyst til at sukke højt af irritation over, at han ikke ville lade mig være i fred og derved blev ved med at minde mig om, hvordan jeg måtte have set ud i hans øjne dagen før, men det ville have været lidt for uhøfligt, selvom jeg normalt ikke var den høflige type.

”Hør, du kender ikke engang mit navn, så hvorfor bliver du ved med at snakke til mig?” udbrød jeg pludselig og vendte mig helt mod ham.

”Det er Kimberly, ikke?”

Jeg åbnede munden for at modsige ham, men det gik op for mig, at jeg ikke havde noget at sige, så jeg måtte lukke den igen. Han smilede af mig, og jeg kiggede væk igen.

”Har du noget imod mig?” spurgte han pludseligt. Da jeg kiggede op på ham, var hans smil forsvundet, og han så langt mere alvorlig ud.

Jeg sad tavst lidt, men besluttede så, at det ikke kunne skade at fortælle ham sandheden, nu han så gerne ville vide det.

”Jeg … ” forsøgte jeg, ”jeg kan bare ikke lide tanken om, hvad du så i går. Det var ikke meningen, at andre skulle se det.” Jeg holdt mit blik langt væk fra ham, da jeg sagde det.

Jeg mærkede pludselig en varme ved min skulder, og jeg spjættede voldsomt. Niall trak hurtigt sin hånd til sig, og kiggede kort skræmt på mig, som om han havde såret mig. Han havde selvfølgelig rørt ved mig, for at få mig til at kigge på ham, men som sagt havde jeg det ikke så godt med nærkontakt, og det overraskede mig altid, når andre forsøgte at røre ved mig.

”Jeg er ikke bange for dig, Kimberly. Jeg vil gerne lære dig bedre at kende.” Jeg tog mig selv i at kigge forundret op på ham, men så dukkede nogen op bag ham.

”Niall,” sagde den mørkhårede fyr, han var kommet med. Zayn. ”Vi kører nu.”

Hvis jeg ikke tog meget fejl, stod han og trippede utilpas, og jeg forstod ham godt. Havde jeg været i hans sted, ville jeg også have forsøgt at komme ud af det her sindssyge hus så hurtigt som muligt.

Niall sukkede og rejste sig op, hvorefter han trak let op i sin bukser, som nu hang endnu længere nede, end de havde gjort, før han havde sat sig. ”Jeg kommer,” sagde han, og derefter forsvandt Zayn.

Han gik om på den anden side af stolene, og i et øjeblik troede jeg, at han bare ville gå, men så vente han sig om mod mig og kiggede mig i øjnene. ”Vi ses,” sagde han, og for anden gang efterlod han mig med et brændende billede af hans blå øjne på min nethinde.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...