Madhouse | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Færdig
Hvorfor har ingen nogensinde set Kimberly Faraday efter den forfærdelige brand i 2008? Naboerne snakker, og rygterne svirrer, men ingen kan med sikkerhed sige, at de siden har set den lille lyshårede pige, der altid var så glad og frisk. Sandheden er, at Kimberly efter branden omgående flyttede ind på galeanstalten The Blue House. Branden traumatiserede den dengang trettenårige Kimberly, og hun har siden ikke kunnet bo uden konstant overvågning. Fysisk tog Kimberly ingen skade, men psykisk er det en helt anden sag. De kalder det anfald. Når stærke følelser omslutter Kimberly, kobler en del af hendes hjerne fra, og så er resten overladt til fysikken. Kimberly føler sig umådeligt alene på galeanstalten, men giver aldrig udtryk for det. Derfor overrasker det mange, da Kimberly en dag stikker af for at finde det, hun holder allermest af: musik.

100Likes
95Kommentarer
6298Visninger
AA

14. Yes, I care about you

Min vejrtrækning var tung og ubesværet, da jeg endelig kom til mig selv igen. Jeg lod mine øjne være lukkede, mens jeg langsomt bevægede mine fingre. Jeg følte det velkendte sengebetræk under mine fingerspidser og vidste, at jeg befandt mig i min egen seng. På trods af mine lukkede øjne, kunne jeg stadig fornemme mørket igennem mine øjenlåg, og det satte straks en masse tanker i gang i mit hoved. Hvad var klokken, og hvor langt tid havde jeg sovet? Var Niall her stadig, og var han sur?

Jeg holdt vejret og lyttede. Ja, jeg kunne høre hans åndedræt. Men han trak ikke vejret dybt og langsomt, som jeg havde gjort, og det betød, at han var vågen.

”Godmorgen,” brummede han i det samme. At dømme ud fra hans stemme, sad han på gulvet nede i min fodende. Jeg krøllede en håndfuld af dynebetrækket mellem mine fingre og pressede øjnene sammen i ærgrelse. Jeg havde afsløret mig selv ved at holde vejret. Han havde helt sikkert siddet og ventet på det øjeblik.

Jeg lå helt stille og svarede ikke.

”Jeg ved, du er vågen.”

Han lød ikke sur, men bestemt heller ikke glad. Jeg turde ikke sætte mig op eller lukke lyset ind. Jeg havde ikke lyst til at se hans ansigt eller møde hans øjne lige nu. Så jeg blev bare liggende, mens tankerne summede rundt. Jeg kunne alt for godt huske, hvad der var sket i går, og nu, hvor jeg var kommet til mig selv igen, følte jeg mig dum. Det havde været dumt og uansvarligt at tage imod Charlies tilbud, uanset hvor ked af det jeg havde været. Men jeg var ikke sikker på, at jeg fortrød det. Var jeg ikke stødt på Charlie, havde jeg højst sandsynligt bare gjort noget andet dumt. Og selvom Charlie ikke ligefrem var svigermors drøm, så stolede jeg på ham. Han vidste, hvad han gjorde. En hel anden ting var, at han havde tvunget mig til at melde mig selv for noget, jeg ikke havde gjort, og det ville jeg aldrig tilgive ham for.

”Jeg har massere af tid,” sagde Niall så. ”Sov bare videre, hvis det er det, du har brug for. Du skulle gerne få det hele ud af systemet.”

Jeg stivnede under dynen og ønskede et kort øjeblik at se hans ansigt. Hans stemme var fast og sikker, men jeg kunne sagtens høre den sårede undertone. Jeg ønskede at se, om hans ansigt viste den samme bedrøvede grimasse.

”Jeg mener, jeg vil bare gerne have, du er dig selv. Jeg har noget, jeg gerne vil spørge dig om, og det fungerer bedst, hvis du er dig selv. I går tror jeg – i går var du en anden. Men det bebrejder jeg dig ikke – man kan ikke forvente at kunne tale fornuftigt med en påvirket person. Især ikke når det er heroin, vi har med at gøre. Det er stærkt vanedannende, vidste du det? Jeg har engang hørt-”

”Niall,” afbrød jeg, da jeg ikke kunne holde det ud mere. Han tav. At ligge og høre ham blive ved med at snakke på den måde, var langt fra behageligt.

Jeg hørte ham rejse sig op, og pludselig strømmede morgenlyset ind i det lille værelse. Jeg kneb uforberedt øjnene sammen og forsøgte desperat at vende mig til det. Da jeg endelig kunne se bare en smule, åbnede jeg øjnene og fandt med det samme Niall. Han stod op ved siden af min seng, med front mod mig. Han havde dybe rander under øjnene, og jeg vidste med det samme, at han ikke havde lukket et øje i nat.

”Du har ikke sovet.” Men stemme var knap nok en hvisken. Alligevel hørte han mig og rystede på hovedet. ”Jeg kunne ikke,” indrømmede han i samme lave tonefald og kørte en hånd igennem sit hår, så det kom til at stritte.

”Jeg forstår det ikke,” hviskede jeg. ”Hvorfor er du allerede tilbage?”

Nu hvor lyset oplyste hele rummet, kunne jeg se hans adamsæble bevæge sig nervøst, da han tøvede. ”Der gik noget galt, så vi blev nødt til at aflyse og flyve hjem igen.”

Jeg sukkede og gemte mit ansigt i hænderne, mens jeg talte ud gennem mine fingre. ”Du skulle ikke være kommet,” mumlede jeg. ”Du skulle ikke have set det.”

Niall trådte tættere på og slog ud med hånden. ”Så jeg skulle slet ikke have vidst noget? Det ændrer ikke på, hvad du har gjort!” Han havde hævet stemmen, og jeg kunne mærke, at det her påvirkede ham. Han stod helt tæt på sengen, hvor jeg lå gemt under dynen, og betragtede mig. Jeg var sikker på, at mit hår lå spredt ud over puden i en stor fuglerede, og jeg havde helt sikkert søvn i øjnene og hvide streger hen over ansigtet. Men det var ikke det, han fokuserede på. Hele tiden holdt han mit blik fanget med sine blå og klare øjne, og jeg havde ingen chance for at slippe fri.

”Du har ingen idé om, hvor bange jeg blev, da jeg så dig danse rundt derude - jeg overhørte jeres samtale,” indrømmede han. ”Han sagde, at du var påvirket …”

Jeg satte mig hurtigt op og trak dynen med op omkring mig, selvom jeg stadig var iført det samme tøj, som jeg havde haft på i går. ”Der skete jo ikke noget, Niall. Charlie havde styr på det.”

”Jeg vil ikke snakke om Charlie, Kimberly. Jeg vil snakke om dig! Det var dig der tog stofferne. Charlie tvang dig jo ikke til noget, vel?” Hans stemme lød så vred og ophidset, at jeg vidste, jeg havde sagt noget forkert. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige for at få ham til at falde ned. Alt, jeg sagde, fik ham op at køre. Og jeg ville ikke lade ham skælde mig ud. Der var en grund til, at jeg gjorde, som jeg gjorde. Et eller andet sted i alt kaosset gik det op for mig, at det her var første gang, Niall råbte rigtigt af mig. Det var første gang, han havde skældt mig ud og råbt på den måde.

”Nej, jeg gjorde det selv. Jeg gjorde det frivilligt. Men du bliver nødt til at forstå, at der var en grund til det!”

”Der er aldrig en grund til at tage stoffer,” fnøs Niall og lagde armene over kors. ”Men lad mig høre alligevel.”

”Nu er du uretfærdig, Niall!” Jeg satte mig op på knæ, så jeg næsten havde samme højde som ham. Alligevel måtte han kigge ned for at fange mine øjne. Han så vred ud. ”Jeg havde det skidt. Jeg måtte ikke komme med til koncerten. Jeg blev fucking låst inde på mit eget værelse! Kan du huske manden, vi så blive ført bort på grund af stoffer? Jeg tog skylden for det, og det blev min straf. Charlie tvang mig til det! Min bedste – og eneste – veninde døde for næsen af mig, og der var ingen til at hjælpe mig. Du var der ikke, Heather var der ikke, og Amy var der ikke! Jeg var alene, Niall! Jeg var knust og ødelagt, og på det tidspunkt virkede stofferne som den eneste udvej! Og jeg havde ret – jeg havde det faktisk godt!” Jeg havde nået det punkt, hvor jeg var begyndt at råbe. Det havde ikke været min hensigt, men Niall provokerede mig, og jeg følte, at jeg blev nødt til at forsvare mig selv.

Niall råbte tilbage. ”Så fortæl dem det, Kimberly! Fortæl dem, at det var Charlie. Rens dit eget navn! Og selvfølgelig havde du det skidt! Tror du ikke også, jeg har haft det skidt? Vi har alle prøvet at miste nogen, men ikke alle bliver nødt til at ty til stoffer, bare fordi de har brug for en pause! Du traf det forkerte valg, Kimberly, og du har ingen ret til at give mig skylden for det, du har gjort!”

”Men det gør jeg, Niall! Du var ikke!” råbte jeg igen og følte en stor trang til at skubbe til ham.

Så det gjorde jeg.

Jeg gav ham et skub i brystkassen, så han måtte træde et skridt tilbage for at holde balancen. Men da jeg ville trække hænderne til mig, holdt han fast om mine håndled, så mine hænder var tvunget til at blive liggende på hans bryst.

”Hvorfor gør du overhovedet det her? Det var mit valg – du har ingen ret til at blande dig!”

Og ved lyden af de ord, var det som om, der skete noget inde i Niall. Hans vrede facade brød sammen, og hans greb om mine håndled blev løsere. Jeg søgte hans blik, og så igen den sårede Niall træde tydeligt frem i dem.

”Fordi jeg bekymrer mig om dig, Kimberly! Kan du ikke se det? Jeg er faldet for dig, og det her, er en del, der følger med. Jeg bekymrer mig om dig!”

Det var som om, ordene blev ved med at runge inde i mit hoved, og alt andet forblev stille. Det eneste jeg kunne høre, var den lille sætning, der forklarede det hele.

Han bekymrede sig om mig.

”Men …” Min stemme døde langsomt ud, da jeg faktisk ikke vidste, hvad jeg ville sige.

Nialls blik flakkede væk, og langsomt slap han mine håndled, så mine hænder gled ned fra hans brystkasse. Så vendte han sig væk, så jeg ikke kunne se hans ansigt. Jeg sank en klump og pressede en sidste sætning ud.

”Okay,” sagde jeg en smule stakåndet. ”Jeg skal nok gøre det.”

Meget langsomt vendte han sig om igen, og jeg så ham ind i øjnene. ”Vil du fortælle, hvem der i virkeligheden gjorde det?”

Jeg nikkede, og ganske forsigtigt lod han sine fingre glide ind mellem mine. ”Tak,” hviskede han.

 

”Det var ikke mig.”

Heathers blik ændrede sig ikke. ”Hvad mener du, Kimberly?”

”Jeg gjorde det ikke.”

”Hør nu her – jeg er træt at dine små børnelege. Jeg er sur og skuffet over, at du i al den tid har løjet og leget med stoffer, så du skal ikke forsøge at gøre grin med mig!”

”Men det gør jeg heller ikke!” Min stemme var blevet desperat. ”Du behøver ikke være sur på mig, for det var ikke mig, der gjorde det. Jeg løj for dig, Heather!”

”Hvad mener du?” spurgte Heather igen og havde denne gang en rynke i panden. ”Du løj?”

”Ja! Det har aldrig været mig!”

Heather var tavs et øjeblik. Hendes blik gennemsøgte hver en krog af mine øjne for at finde et tegn på svaghed, men hun fandt det ikke. Så sparkede hun sine hjemmesko af i en fart og hoppede ned i et par hvide træsko, som hun plejede at gå i. ”Hvem gjorde det så, Kimberly? Kan du fortælle mig, hvem der gjorde det, og han vil tage skylden for det, tror jeg på dig.”

Modet sank i mig. ”Han vil ikke tage skylden,” sagde jeg dystert. ”Du får ham aldrig til at indrømme det.”

”Så er jeg ikke sikker på, jeg kan gøre noget for dig, søde. Efter hvad du sagde, peger alting på, at det var dig, der havde et lager gemt i køkkenet. Sådan nogle ting er ikke bare lige til at ændre. Men sig mig så, hvem du mener gjorde det?”

”Det var Charlie, der gjorde det. Han har selv vist mig det!”

”Men søde dog, hvis du vidste, hvem der gjorde det, hvorfor sagde du så, at det var dig?”

Jeg svarede ikke og lod mit blik flakke alle andre steder hen end Heathers øjne. ”Jeg vil så gerne tror dig,” sagde Heather og lagde en finger under min hage, så hun tvang mig til at se hende i øjnene. ”Men har du ikke et bevis, kan jeg intet gøre for at ændre det, du har gjort mod dig selv.”

”Jamen jeg har et bevis!” udbrød jeg ivrigt og begyndte at gå ned af gangen og væk fra Heathers værelse i midterbygningen.

Jeg vidste præcis, hvor jeg skulle hen, men det gjorde Heather ikke, så hun måtte vralte efter mig, mens hendes træsko klikkede mod det sterile, hvide gulv.

Blodet pumpede rundt i kroppen på mig, og da jeg åbnede døren ud til gårdhaven, fik den fine støvregn end ikke min iver til at falde. Jeg styrede direkte hen mod springvandet, hvor jeg smed mig ned på knæene og begyndte at fumle ved fliserne. Jeg ledte desperat efter det løse stykke, men jeg kunne ikke finde det.

Bag mig blev Heather utålmodig. ”Det regner, Kimberly. Er du ved at være der?”

”Jeg kan ikke finde det,” sagde jeg stakåndet og ledte nu i vildskab. Det skulle være der! Jeg vidste, det var der!

Jeg rejste mig op og sparkede i vrede til springvandets sokkel, da jeg hørte noget knække. Jeg bøjede mig ned og følte mig frem. En flise var knækket, og minsandten om der ikke var et hulrum inde bagved.

Men det var tomt.

Hjertet sank helt ned i livet på mig, da jeg efter mange hektiske åndedrag kunne konstatere, at der intet var.

”Nu er det nok, Kimberly. Jeg tror ikke på dig, lad os gå indenfor igen!”

Jeg vendte mig desperat om mod Heather. ”Det var lige her,” hviskede jeg. ”Han har flyttet det!”

”Kimberly.” Heather tog stramt fat omkring mine skuldre. ”Det var godt, du sagde sandheden i starten, men at du forsøger at lyve dig ud af balladen og kaste skylden på en anden, er ikke acceptabelt.”

”Men jeg lyver ikke-”

”Du lyver, Kimberly.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...