Madhouse | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Færdig
Hvorfor har ingen nogensinde set Kimberly Faraday efter den forfærdelige brand i 2008? Naboerne snakker, og rygterne svirrer, men ingen kan med sikkerhed sige, at de siden har set den lille lyshårede pige, der altid var så glad og frisk. Sandheden er, at Kimberly efter branden omgående flyttede ind på galeanstalten The Blue House. Branden traumatiserede den dengang trettenårige Kimberly, og hun har siden ikke kunnet bo uden konstant overvågning. Fysisk tog Kimberly ingen skade, men psykisk er det en helt anden sag. De kalder det anfald. Når stærke følelser omslutter Kimberly, kobler en del af hendes hjerne fra, og så er resten overladt til fysikken. Kimberly føler sig umådeligt alene på galeanstalten, men giver aldrig udtryk for det. Derfor overrasker det mange, da Kimberly en dag stikker af for at finde det, hun holder allermest af: musik.

100Likes
95Kommentarer
6274Visninger
AA

9. No, you weren't invited

Jeg trommede utålmodigt med fingrene på mit lår. Jeg havde en langsomt spirende hovedpine, men jeg forsøgte så vidt muligt at ignorere den. Jeg havde ikke tid til hovedpiner lige nu, og jeg ville på ingen måde tage noget smertestillende. Jeg holdt mig langt væk fra piller og medicin, og det havde jeg altid gjort. Jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg havde imod den slags. Måske mindede det mig bare lidt for meget om min egen situation.

Udenfor skinnede solen faktisk for en gangs skyld. Jeg ville have sat mig udenfor i gården for at nyde den, hvis jeg ikke ventede på nogen. Niall kunne komme ind af døren, hvert øjeblik det skulle være. Heather havde sagt om ti minutter, men de var for længst gået.

Jeg forsøgte at holde mine hænder i ro, men jeg var bare så forbandet nervøs!

Jeg huskede ikke så meget fra i går, hvilket jeg egentlig ikke havde noget imod. Jeg kunne kun huske små bidder. Jeg huskede, at noget var slået klik inden i mig. Derefter var jeg endt grædende i Nialls arme, og til sidst var jeg faldet i søvn af udmattelse efter fisketuren. Dog var jeg i morges vågnet og havde undret mig over, hvorfor mit vækkeur lå smadret på gulvet.

Jeg havde efter morgenmaden fået at vide, at Niall ville komme og besøge mig igen i dag. Tanken om at se ham igen, gjorde mig spændt, men nervøsiteten overskyggede den ellers behagelige følelse.

Mine fingre trommede hurtigere, og lyden begyndte at irritere mig, selvom det var mig selv, der lavede den. Jeg lagde en hånd hen over mine egne fingre, og skulle til at rejse mig for at gå rundt i værelset, da jeg hørte nogen ude på den anden side af døren. Mit åndedræt gik i stå, og jeg blev stivnet siddende på sengen. Jeg kørte hurtigt hånden en enkelt gang igennem mit hår, før jeg rettede min fulde opmærksomhed mod døren, som nu gik op.

Hvis jeg havde været stivnet før, var det intet at sammenligne med nu.

Da døren gik op, afslørede den et par blankt polerede, sorte sko og ved siden af et par sorte stilletter. Jeg lod blikket glide op og stødte på en let krøllet kjole gemt væk bag en lang, beige jakke. Jeg gispede, da jeg nåede ansigtet på kvinden. Hendes ansigt var stramt, men det var let at se, at det var en facade. Inde bagved så hun trist ud og lignede en, der kunne bryde sammen når som helst. Hun så utilpas ud, da hun lod blikket vandre rundt i rummet.

De blanke sko tilhørte manden ved hendes side. Han havde en spids næse, og under øjnene hang mørke poser. Hans hår var mørkblond og redt nydeligt tilbage på hovedet. I modsætningen til kvinden, viste hans ansigt ingen følelser.

Jeg følte deres blikke lande på mig, men ingen af dem sagde noget. Kvinden knugede sin lille håndtaske ind til sig og kiggede smertefuldt på mig. Jeg så mandens adamsæble bevæge sig op og ned, da han sank nervøst.

Jeg brød nådesløs stilheden. ”Mor,” sagde jeg. ”Far.”

Min far rakte om bag sig og lukkede døren i med et lille klik. Jeg fulgte alle hans bevægelser med øjnene, og da de begge bevægede sig hen mod mig, udvidede mine næsebor sig i ubehag.

”Kimberly ...” sagde min mor hviskende. Om hun havde tænkt sig at fortsætte, eller bare havde brug for at sige mit navn, vidste jeg ikke. Hun rakte ud og strøg med rystende fingre mit hår tilbage. Jeg reagerede ikke.

Hun sagde mit navn igen, og blev ved med at stryge mig over hovedet. Til sidst blev det for meget for mig, og jeg rykkede mig væk fra hende. Hun kiggede på mig med smertende øjne, men rakte ikke ud efter mig igen.

”Hvordan går det, Kimberly?” Jeg mødte min fars øjne, men de afslørede intet. Hans stemme havde været fast og følelsesløs.

Jeg rystede bare på hovedet og svarede ikke. Jeg smilede et svagt smil, men det var uden nogen form for glæde.

”Hvad laver i her?” spurgte jeg omsider og sendte dem begge et strengt blik. Det var næsten to år siden, jeg sidst havde set dem, så derfor kunne de ikke bilde mig ind, at de kom for at se til mig. De måtte være ude på et eller andet.

Mit blik landede på min mors hænder, der sitrede let, som om hun bekæmpede trangen til at række ud efter mig igen. Jeg lod mit blik vandre om til hendes øjne, da hun svarede. Der var noget skrøbeligt over hende. Hun lignede en, der var på kanten til gråd hele tiden.

”Vi har hørt, hvad du har lavet, Kimberly,” svarede hun med en stemme, der var mindst lige så skrøbeligt, som hendes udseende. ”De ringede og fortalte, at du var stukket af, ikke én, men to gange. Vi kunne ikke gøre andet end at komme.”

”Det er lang tid siden,” mumlede jeg.

”Det ændrer ikke på, hvad du har gjort.” Det var min far, der havde fået munden på gled igen. ”Hvorfor gjorde du det, Kimberly? Har du det ikke godt?”

Jeg hævede øjebrynene og rettede mig op, hvorefter jeg kravlede tilbage i sengen med en fornærmet lyd. ”Om jeg ikke har det godt?” Min vejrtrækning blev hurtigere, og jeg mærkede varmen komme snigende, da min krop langsomt kom i kog. ”Selvfølgelig har jeg det ikke godt! Er det ikke derfor, jeg er her?”

Min mor åbnede munden for at sige noget, men ombestemte sig. Hun flyttede blikket ned på sine hænder i stedet.

”I behøver ikke svare, jeg kender udmærket godt svaret selv,” sagde jeg. ”I afleverede mig her for fem år siden, som var jeg en bunke skrald! Selvfølgelig har jeg det ikke godt -” jeg gentog mig selv, men jeg var ligeglad. Mine ord skulle gerne synke helt ind, ”-jeg har ikke haft det sjovt i fem år!”

”Kimberly, vi-”

”Lad være med at sige mit navn hele tiden, jeg ved godt, hvem du taler til,” afbrød jeg.

”Hør,” prøvede min far igen, denne gang uden mit navn, ”vi dumpede dig ikke som en bunke skrald, det må du af alle da vide. Du er vores datter, sådan ville vi aldrig gøre.”

”Jeg ved bare, at i ikke har besøgt mig en eneste gang de sidste to år.”

Det lod til at lukke munden på dem et øjeblik. Til sidst tog min far sig sammen. ”Vi har også haft vores ting at se til, Kimberly.” Hans stemme var hårdere, end den før havde været, og han ignorerede nu fuldstændigt min ordre om at udlukke mit navn fra hans sætninger.

”I har render bare rundt og pussenusser i jeres forstadshus, mens naboerne er nysgerrige. Men hver gang de begynder at tale om mig, stikker i dem enten en løgn eller snakker udenom! I kan også tro, det får mig til at føle mig som jeres datter!”

Min far pustede sig op, men inden han nåede at sige noget, var min mor overraskende hurtig til at tage over for ham. ”Lyt nu til os, skat,” sagde hun, og selvom hun var blevet helt bleg i løbet af vores samtale, havde hendes stemme langsomt fået mere kraft. ”Du bliver nødt til at forstå, at det her er mindst lige så svært for os. Vi-”

”Stop, lige der!” Jeg havde afbrudt hende igen, for jeg ville ikke høre mere. Jeg sad nu med ryggen helt presset op mod væggen; så langt væk fra mine forældre som muligt.

”I kan ikke bortforklare det her! I har afleveret mig her – kastet mig bort, og det tilgiver jeg jer aldrig for. I kan prøve lige så meget, i har lyst, men det vil aldrig lykkes! I har ikke prøvet at leve her, i vil ikke kunne forstå det. Vi vil aldrig få et ordenligt forhold igen, og hvis faktum er, at den eneste ting der kan få jer til at kigge til mig, er, at jeg stikker af, giver det mig bare endnu en grund til at foragte jer. Gå!” råbte jeg, ”skrid ud af mit værelse. Nu!

 

”Undskyld,” sagde jeg for tredje gang.

Niall smilede svagt til mig. ”For sidste gang, Kimberly – det gør ikke noget.”

Mine forældre var væk nu, omsider. Jeg havde jaget dem væk. Selvom de ikke lod sig fjerne i starten, kunne de ikke stå imod min vrede i sidste ende. Det viste bare, hvor svage de var, og det var bestemt ikke noget, jeg havde arvet efter dem.

Det havde vist sig, at Niall var ankommet et par minutter efter min mor og far og havde fået at vide, at jeg allerede havde besøg. Til min glæde, var han dog blevet og havde ventet på mig.

Jeg stak min finger ned i revnen mellem to fliser og gravede en smule jord op.

Vi sad udenfor i gården, og solen bagte ned de steder, hvor de høje mure ikke skabte skygge. Vi sad på jorden, med ryggen op af springvandets kant. Fliserne var kolde, men det var en god kontrast til solens varme stråler. Dog havde jeg min cowboyjakke på, for det var trods alt ikke sommer, og vejret var ikke helt varmt nok endnu.

”Fortæl mig lige igen,” sagde jeg så, ”hvordan er det at være en verdenskendt popstjerne?”

Jeg mærkede Niall rykke lidt på sig ved siden af mig, som om han ikke brød sig om emnet. Jeg valgte dog at lade være med at bemærke det.

”Det er, som man kan forvente,” svarede han, men tøvede lidt. ”Og så alligevel,” modsagde han sig selv. ”Når de fleste forestiller sig et liv i spotlightet, tænker de ikke på, hvor meget opmærksomhed de egentlig vil få. Eller jo,” igen stoppede han sig selv. Det virkede ikke rigtigt som om, han kunne formulere sig ordenligt. ”Selvfølgelig har de fået at vide, at der er en bagside af medaljen, men det er først, når man har prøvet det, man ved, hvor barsk den side er. De er der konstant – hele tiden.” Det sidste hviskede han.

”Kameraerne?” spurgte jeg i samme lave tonefald. ”Paparizzerne?”

Han nikkede langsomt og fangede mine øjne. ”Det er en af de ting, jeg godt kan lide ved det her sted,” sagde han. ”Jeg kan være helt mig selv, for der er ingen kameraer.”

”Du har faktisk mere ret, end du tror,” sagde jeg, og et smil dukkede uhindret op på mine læber. ”Der er totalt kameraforbud her. Nogle af de børnene kan ikke klare blitzene.”

Niall grinede. ”Seriøst? Så elsker jeg virkelig det her sted!”

I det samme gik den brune dør til gården op, og Heather kom til syne. Bag hende kunne jeg skimte noget brunt hår, og det gik op for mig, at det var Dylan.

Heathers ansigt ændrede sig med det samme fra alvorligt og koncentreret til overrasket. Hun havde fanget mig og Niall midt i et smilende øjeblik, og det smittede tilsyneladende voldsomt af på Heather, for i det næste øjeblik smilede hun mindst lige så stort som Niall.

”Det må i undskylde – jeg vidste ikke, her var optaget. Vi skal nok gå igen.” Jeg smilede og nikkede venligt til den buttede kvinde, og jeg svor, at jeg et kort sekund så hende blinke med det ene øje til mig. Jeg kiggede forfjamsket væk og trak mine fingre ind i jakkeærmerne.

Jeg vendte mig igen mod Niall, men han kiggede stadigvæk over mod døren, og det gik op for mig, at Heather endnu ikke var gået, selvom hun havde sagt, hun ville.

”I hygger jer rigtigt, hvad? Det er godt at se.” Og med de ord, trak hun sig storsmilende tilbage og lukkede døren efter sig.

”Hvad er det hun hedder? Helen?”

”Heather,” rettede jeg og pakkede mine fingre endnu bedre ind, så intet luft slap ind til dem.

”Hun virker rar,” sagde han.

Jeg drejede hovedet og kiggede på ham. ”Det er hun skam også,” betroede jeg ham, ”men hun kan godt være lidt nærgående.”

Niall udstødte en bekræftende lyd, som jeg valgte ikke at kommentere på.

Jeg stak min pegefinder ud af ærmet igen og begyndte at pille mere jord op, efterhånden som samtalen døde ud. Bag os plaskede vandet lystigt, og det var med til at trække stilheden, der herskede mellem os, udenfor den kategori, jeg ville kalde akavet.

”Jeg tænkte på,” sagde Niall så og brød derved stilheden, ”om du ville have noget imod, hvis jeg kom forbi igen i morgen?” Jeg kastede et blik på ham ud af øjenkrogen. Han så en smule nervøs ud, og det slog mig, at det gjorde han tit. Han virkede altid så usikker. Som om han gjorde noget forkert.

Jeg forsøgte at smile beroligende til ham, men det mislykkedes katastrofalt, og det endte med, at han i stedet begyndte at grine af min grimasse. Hvad kunne jeg sige? Det var bare ikke lige min ting.

”Nej, selvfølgelig. Du må gerne komme,” grinte jeg.

 

__________________________________________________________

Beklager den lange ventetid, men skolen gør sig virkelig bemærket for tiden, og afleveringerne hagler ned over mig, så det her er, hvad i må nøjes med.

Men ja, nu fik i mødt Kimberlys forældre. Hvad synes i om den måde, hun behandler dem på? Forstår i hende?

Og sidst, men ikke mindst, tak fordi i læser med! 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...