Madhouse | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Færdig
Hvorfor har ingen nogensinde set Kimberly Faraday efter den forfærdelige brand i 2008? Naboerne snakker, og rygterne svirrer, men ingen kan med sikkerhed sige, at de siden har set den lille lyshårede pige, der altid var så glad og frisk. Sandheden er, at Kimberly efter branden omgående flyttede ind på galeanstalten The Blue House. Branden traumatiserede den dengang trettenårige Kimberly, og hun har siden ikke kunnet bo uden konstant overvågning. Fysisk tog Kimberly ingen skade, men psykisk er det en helt anden sag. De kalder det anfald. Når stærke følelser omslutter Kimberly, kobler en del af hendes hjerne fra, og så er resten overladt til fysikken. Kimberly føler sig umådeligt alene på galeanstalten, men giver aldrig udtryk for det. Derfor overrasker det mange, da Kimberly en dag stikker af for at finde det, hun holder allermest af: musik.

100Likes
95Kommentarer
6153Visninger
AA

13. No, she can't be

Hun var død.

Jeg tog mig til hovedet og pressede øjnene sammen i smerte. Det gav ingen mening. Intet gav mening.

Hun var væk.

Jeg slog i vrede hånden ned i madrassen og mærkede tårerne bryde igennem. Hvorfor nu? Jeg havde lige lært hende at kende, og nu var hun væk. Hun blev revet ud af mine arme, da jeg var aller svagest. Jeg snøftede voldsomt og tørrede mine egne tårer væk fra kinderne, men de blev ved med at komme. De strømmede uhæmmet ned af mine kolde kinder uden at stoppe, selvom jeg bad dem om at lade være.

Dernæst stoppede de pludselig, og en ulmende vrede tog plads i mig. Den spredte sig fra mit bryst og hele vejen ud i fingerspidserne, så jeg blev nødt at hive noget i stykker. Med hver hånd tog jeg fat i lagenet på min seng og hev til. Det smertede i mine fingre, men jeg hev, indtil det møre stykke stof gav sig og sprækkede med en høj lyd. Jeg slap lagenet og lænede mig tilbage mod muren, mens tårerne igen var begyndt at trille.

Der var ikke gået mere end en uge. Hver dag havde hun fået det dårligere, og til sidst havde hendes hjerte sagt stop. Jeg havde siddet ved hende flere timer i træk i den sidste tid, men det havde ikke været nok.

Jeg forsøgte at holde det inde, men til sidst brød et hulk igennem. Det fik hele min krop til ar ryste. Efterfølgende kom der flere, og til sidst kunne jeg ikke holde det inde mere. Jeg brød grædende sammen og begravede ansigtet i puden, da jeg ville skrige min sorg ud.

Amy var borte, og der var ingen, der kunne hjælpe mig.

Jeg savnede Niall. Jeg så hans ansigt for mig. Hans mund var foldet ud i et af hans mange smil, mens øjnene glimtede i latter. Jeg ville give alt for at komme til at se ham lige nu. Jeg ville lytte til hans stemme, mens han fortalte mig, at det hele nok skulle gå, selvom vi begge vidste, at det ikke ville bringe Amy tilbage. Jeg ville med rystende hænder lægge hans arme omkring mig, så han kunne holde mig fast og få min krop til at lade være med at ryste. Men Niall ville ikke komme tilbage. Han tog først fra USA om tre uger, og det virkede helt usandsynligt, at jeg skulle kunne holde det ud.

Noget strejfede mit blik, og jeg holdt inde. Jeg drejede langsomt hovedet og så en person stå midt i rummet. Det var Carly. Jeg rakte hurtigt op for at tørre mine kinder, da mit blik faldt på hendes ansigt. Hendes øjne var røde og hævede, og selvom hendes kinder var tørre, var det let at se, at hun også havde grædt.

Vi så bare tavst på hinanden, indtil Carly brød stilheden. ”Er du syg?” spurgte hun. ”De andre siger, du er syg.”

Jeg tænkte over mit svar. ”Jeg er syg indeni.”

Carly lod til at overveje mit svar, hvorefter hun satte sig forsigtigt på kanten af min seng. ”Det er jeg også.” Hun tøvede. ”Det tror jeg i hvert fald.”

Jeg smilede og rykkede mig, så hun bedre kunne sidde ved siden af mig på sengen. Tårerne strømmede ikke længere ned af mine kinder, men af og til løb en enkelt dråbe ned over min kind i en fin bane.

Tænker du på Amy?” spurgte hun.

Jeg nikkede. ”Jeg kan ikke lade være. Jeg tænker på hende hele tiden.”

Sådan har jeg det også. Det føles ikke, som om hun er væk.”

Jeg rykkede lidt på mig. Jeg havde aldrig troet, jeg skulle sidde og snakke om døden med en syvårig pige, men det gjorde jeg altså nu. Jeg kiggede over på Carly, der havde fået en lille, fin fure i panden. ”Jeg hørte noget i radioen,” sagde hun åndsfraværende. ”Der var også en, der var død. De var helt stille.”

Holdt de et minuts stilhed?”

Carly nikkede og rettede endelig sit blik mod mig. ”Vil du være med til det? Vi kan også tænde et lys?”

Jeg brugte ikke lang tid på at overveje det, selvom det var en uvant ting for mig. Jeg havde aldrig prøvet noget i nærheden af det før.

Godt,” sagde Carly og hoppede ned fra sengen. ”Men må jeg godt spørge Dylan, om hun vil være med?”

Ja.”

Carly forsvandt i et par minutter og vendte tilbage lidt efter med tre fyrfadslys og Dylan West på slæb. Hun så en smule utilpas ud og tøvede lidt i døren, indtil jeg vinkede hende ind. Jeg lod mig glide ned fra sengen og satte mig i skrædderstilling på gulvet. Carly placerede de tre lys foran mig og satte sig skråt overfor mig, så der også var plads til Dylan. Stilheden dominerede totalt, og ingen af os sagde noget, mens Carly fumlede kort med tændstikkerne og til sidst fik tændt lysene. I det øjeblik overvejede jeg slet ikke, hvordan hun egentlig havde fået fat i de tændstikker.

Jeg tøvede. ”Er der nogen, der vil … sige noget om hende?”

Dylan rystede hurtigt på hovedet og svarede med en svag stemme. ”Amy kunne ikke beskrives med ord.” Vores øjne mødtes, og jeg vidste, at vi begge tænkte det samme. Ingen af os havde lyst til at kaste os ud i noget, der højst sandsynligt bare ville ende i tårer og ufærdiggjorte sætninger.

”Så lad os holde et minuts stilhed for Amy Malone.”

Og det gjorde vi. Vi sad helt tavse og stirrede på den de tre små flammer, der dansede lystigt rundt foran os. Jeg mærkede, hvordan mine tårekanaler igen blev fyldte, men jeg ville ikke lade de salte tårer bryde igennem. Jeg kunne klare det her.

 

Intet sagde mig noget lige nu. Jeg vandrede hvileløst rundt på gangene, fordi jeg ikke længere kunne klare at opholde mig på mit værelse. Det var bare blevet for indelukket. På den anden side var gangene ikke ret meget bedre. Der var næsten ingen vinduer, og det hele var bare hvidt, hvidt og atter hvidt.

Til sidst gik det op for mig, at det eneste sted der fungerede for mig lige nu var gårdhaven. Derfor satte jeg farten op og var på mindre end tredive sekunder udenfor i frisk luft. Jeg tog en dyb indånding og havde lyst til at slå ud med armene og snurre rundt, til jeg blev så rundtosset, at jeg blev nødt til at sætte mig ned.

Så gik det op for mig, at jeg ikke var alene.

”Nå, nå, nå,” lød en stemme i mørket. ”Der er du jo igen.”

Jeg lukkede langsomt øjnene i irritation og sukkede. ”Charlie,” sagde jeg utålmodigt og lænede mig op af husmuren, ”jeg er træt, jeg er syg, og jeg er ked af det, så spar mig for det der og lad mig være i fred.”

Charlie, som sad på kanten af springvandet, smækkede med tungen og rejste sig op. ”Hvad er der galt med en lille sludder? Du bliver nødt til at fortælle mig, hvordan det går, Kimberly. Jeg ved knapt nok, hvordan det gik dig efter episoden med de beskidte stoffer.” Hans stemme lød faktisk en smule medfølende, men smilet på hans læber spolerede det fuldstændigt. Han var kommet endnu tættere på nu.

De spærrede mig inde på mit værelse i flere dage, og jeg må ikke komme med til nogen af udflugterne det næste halve år.”

Han fnøs. ”Surt show. Men det kan jeg desværre ikke gøre noget ved.”

Det havde jeg ellers håbet,” sagde jeg med så stor en spand ironi, jeg kunne mønstre.

Charlie stod nu lige foran mig og betragtede mig med et udtryk, jeg ikke kunne gennemskue. Han stod der længe, og af og til, når jeg ikke kunne beherske min nysgerrighed, fangede han mit blik. Til sidst lagde han en hånd på min skulder og skubbede mig ud fra muren. ”Måske,” sagde han, ”har jeg alligevel noget, der kan hjælpe.”

Jeg løftede øjenbrynene og skuttede mig af kulde. Jeg havde ingen jakke taget på, men det var først nu, at kulden faktisk trængte helt ind og fik min krop til at reagere. Havde jeg været mig selv, ville jeg være sprunget væk fra Charlies hånd i samme sekund, han havde rørt mig, men jeg var ikke mig selv lige nu. Jeg var ligeglad med alt.

Han førte mig over til springvandet, hvor han bad mig sætte mig på kanten. Jeg gjorde, hvad han sagde uden et ord. Jeg bemærkede, at han lugtede mærkeligt.

Jeg fulgte alle hans bevægelser, da han med ryggen til fumlede med noget ved springvandets fundament. Jeg lænede mig fremover og så, hvad han havde gang i. Han havde fjernet en sten i fundamentet, som åbenbart sad løs. Under den var et lille hulrum, hvor der lå en pose med hvide pulvere, sprøjter og en enkelt teske.

Tankerne stod en smule stille i hovedet på mig, og jeg registrerede ikke, hvad han havde gang i, før han begyndte at pakke alt grejet ud og hev en lighter frem af lommen. Han lagde en smule af pulveret på skeen og begyndte at varme det op med lighteren. Ved siden af ham lå en sprøjte. Jeg vågnede op og blinkede voldsomt.

Charlie,” sagde jeg forundret, ”hvad har du gang i?”

Du vil gerne have det bedre, ikke? Jeg garanterer for, at det her virker.”

Men jeg forstår det ikke,” protesterede jeg. ”Hvorfor giver du mig noget af det der? Din første forsyning blev fundet. Har du ikke haft tusindvis af problemer med at smugle det herind?”

Han var stille lidt. Jeg lod mit blik vandre op og ned af hans ansigt for at finde et tegn, og jeg fandt, hvad jeg søgte efter. ”Det er løgn,” udbrød jeg og grinede. ”Du har dårlig samvittighed og ved at tilbyde mig dine stoffer, prøver du på at kompensere for det, du har gjort!”

Jeg så hans strubehoved bevæge sig, da han sank. ”Kald det hvad du vil, jeg er ligeglad. Vil du have det eller ej?”

Jeg kiggede længe på skeen og sprøjten, mens tankerne farede igennem hovedet på mig. Ville jeg være et dårligt menneske, hvis jeg prøvede? Alle unge mennesker gjorde det, så hvorfor skulle jeg ikke måtte? Så tænkte jeg på Niall. Hvad ville han sige til det? Han ville være rasende. Men, tænkte jeg, han var her ikke, og han ville ikke komme tilbage før om to uger. Han behøvede ikke at få noget at vide.

Jeg kiggede op. ”Selvfølgelig vil jeg det. Stik mig den ske!”

 

Det var fantastisk.

Jeg havde før sagt, at ingenting betød noget, men det var intet sammenlignet med nu. Jeg havde det fantastisk. Min krop og mit hoved havde det fantastisk, og mine tanker var fantastiske. Ingen bekymringer, kun glæde og en saglig lykke, der ikke forsvandt uanset hvor meget man forsøgte at tænke på naturkatastrofer, sultende børn og ens egen sorg og problemer.

Intet kunne røre mig!

Charlie sad og smilede til mig i mørket, mens jeg dansede rundt i gården. Jeg kunne se hans knapt så hvide tænder og sprukne læber, selvom mørket var gennemtrængende, og der intet lys var.

Det er godt, ikke?”

Jeg nikkede voldsomt. ”Uden tvivl,” grinede jeg. ”Det er lige til at blive afhængig af!” Da det gik op for mig, hvad jeg lige havde sagt, brød jeg igen ud i et grin. Afhængig var jo lige netop, hvad man blev.

Hvorfor danser du ikke?” spurgte jeg og stoppede op. ”Du tog jo også noget.”

Charlie trak på skuldrene. ”Jeg er vant til det. Det er din første gang, så derfor reagerer din krop meget voldsommere. Jeg er dog alligevel lidt overrasket over, hvor meget det påvirker dig. Er du sikker på, det er nødvendigt at danse på den måde?”

Jeg pressede læberne sammen, men smilede så. ”Okay, som du vil – jeg skal nok sætte mig ned så. Jeg føler mig bare så … så fri!”

Du behøver overhovedet ikke sætte dig ned, Kimberly!”

Jeg stirrede forvirret på Charlie, men det var ikke ham, der havde sagt ordene. Jeg vendte mig hurtigt rundt og så en skikkelse stå i døren til gården. Jeg kneb øjnene sammen, men det var umuligt for mig at sige, hvem det var. Måske ville jeg have genkendt stemmen, hvis ikke der havde været sådan en susen for mine ører hele tiden.

Personen trådte tættere på, og pludselig vidste jeg, hvem det var. ”Niall!” udbrød jeg, mens min stakkels hjerne snart ville lide overbelast. Jeg var så forvirret, at jeg overhovedet ikke kunne følge med mere. Alting foregik også så frygteligt hurtigt.

Hvad fanden har du gang i, Kimberly?” Han trådte lynhurtigt over til mig og greb mig om albuen. Hans greb var hårdt, og jeg ville klynke, men så tog han pludselig fat om mit hoved. Han bøjede mit hoved bagover i en voldsom bevægelse, mens han lyste mig i øjnene med noget, der lignede en mobiltelefon. Da jeg forsøgte at lukke mine øjne grundet det skarpe lys, holdt han mit ene øjenlåg oppe med tommelfingeren.

Dernæst havde han sluppet mig og stod næsten flere meter fra mig, før jeg overhovedet havde nået at opfatte noget. Selvom han stod væk fra mig, kunne jeg stadig se hans stirrende øjne, der hvilede på mig.

Jeg-”

Ti dog stille, Kimberly. Kan du ikke se, hvad du har gjort?” Niall vrissede af mig, og pludselig følte Charlie for at blande sig.

Lad dog tøsen være,” sagde han og rejste sig op. ”Hun har ikke gjort noget forkert.”

Hvad siger du? Hun har ikke-” Niall tog sig til hovedet. ”Hun er fuldstændigt skæv, din idiot!”

Charlie pustede sig op. ”Jeg kender dig ikke ret godt, men jeg ved, at du har røven fuld af penge. Og jeg ved, at hvis jeg banker dig nu, pusser du garanteret nogle af dine bodyguards-venner på mig, men jeg er pisse ligeglad, for ved du hvad? Ingen kalder mig en idiot!” Han tog et skridt frem, og jeg rakte en arm ud for at stoppe ham. Han ænsede den ikke.

I næste sekund var han over Niall, og alting blev bare for meget for mig. Stofferne strømmede stadig rundt i mine blodbaner, men de afholdt mig ikke fra at reagere på det her.

Så jeg skreg. Jeg skreg så højt, at det gjorde ondt i mine trommehinder, og jeg havde lyst til at stoppe. Men det gjorde jeg ikke. Jeg stoppede ikke, før Charlie slap Niall, rullede hurtigt til side og holdt sig for ørerne, mens Niall kiggede op på mig med blod løbende fra næsen. Hans øjne virkede svært bedrøvede, men jeg havde svært ved at registrere, om det var på grund af mig, eller om han bare havde ondt i næsen.

Hvem prøvede jeg på at narre – selvfølgelig var det på grund af mig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...