Madhouse | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Færdig
Hvorfor har ingen nogensinde set Kimberly Faraday efter den forfærdelige brand i 2008? Naboerne snakker, og rygterne svirrer, men ingen kan med sikkerhed sige, at de siden har set den lille lyshårede pige, der altid var så glad og frisk. Sandheden er, at Kimberly efter branden omgående flyttede ind på galeanstalten The Blue House. Branden traumatiserede den dengang trettenårige Kimberly, og hun har siden ikke kunnet bo uden konstant overvågning. Fysisk tog Kimberly ingen skade, men psykisk er det en helt anden sag. De kalder det anfald. Når stærke følelser omslutter Kimberly, kobler en del af hendes hjerne fra, og så er resten overladt til fysikken. Kimberly føler sig umådeligt alene på galeanstalten, men giver aldrig udtryk for det. Derfor overrasker det mange, da Kimberly en dag stikker af for at finde det, hun holder allermest af: musik.

100Likes
95Kommentarer
6154Visninger
AA

5. No, not again

Jeg indåndede ufrivilligt den stærke og tiltrækkende duft af varm mad, da jeg bøjede mig ind over metalbeholderen og løftede den over på sin plads i udstillingsvinduet. Der var ikke kommet nogen ind i kantinen for at spise endnu, så der var både tomt og stille, hvilket jeg prøvede at nyde. Inden længe ville det strømme ind med sultne børn, der forventede en god omgang frokost, til at lægge en bund for resten af dagen.

”Tager du lige den sidste, Kim?” spurgte kokken, Mike, som selv kom bærende på en enorm gryde kødsovs. Det var ikke første gang, jeg havde arbejdet i køkkenet, og jeg havde efterhånden lært Mike at kende. Han var en stor, mørk mand uden noget hår på hovedet. Han kunne godt se en smule skræmmende ud, da han var så stor, men i virkeligheden var han det mest kærlige og blide menneske, jeg nogensinde havde mødt. Derfor var han også den eneste, der havde lov at kalde mig Kim, som en forkortelse af Kimberly. Normalt brød jeg mig ikke om kælenavne, men i det her tilfælde gjorde det mig ikke noget.

Jeg nikkede og forsvandt ud i køkkenet bag ved, hvor der ganske rigtigt stod en sidste beholder fyldt med dampende spaghetti. Jeg tog et fast tag i håndtagene og bar den ud til de andre.

”Så er vi vist ved at være der,” sagde Mike og tørrede flygtigt en dråbe sved væk fra panden. Varmen fra køkkenet kombineret med fysisk arbejde, fik virkelig sveden til at titte frem. Dog svedte jeg ikke på samme niveau som Mike. Han var trods alt en tand større end mig.

Mike bevægede sig over til et lille apparatur, hvor der var adskillige knapper, der fik forskellige alarmer og påmindelser til at lyde i hele bygningen. Omtrent ligesom skoleklokkerne fungerede på almindelig skoler. Han trykkede på den grønne knap, og straks strømmede en klokkeklar lyd ud af de små højtalere, der var anbragt overalt på anstalten. Inden længe gik dørene op, og børn i alle størrelse væltede ind for at få noget at spise.

Jeg stillede mig klar bag disken, og så dem alle stille sig i en fin, lige kø hen langs disken. Ved siden af mig, stod en lidt for velkendt dreng. Ud fra hans sløsede udseende at dømme, var han meget træt og indelukket med den sorte læderjakke og det lange, fedtede hår, der hang som tunge gardiner ned foran hans ansigt. Det var den dreng, der havde dækket over mig, da jeg for to dage siden var stukket af. Jeg huskede tydeligt hans navn. Charlie.

Han havde ligesom mig også fået køkkentjansen i dag. For mig var det en del af min stadig ikke-afsonede straf, som jeg havde indkasseret på samme måde, som jeg stødte på Charlie. Men for ham, var grunden nok en ganske anden.

Jeg stod og så til, da Mike hastede hen til ham med et hårnet i hånden og forlangte, at han tog det på. Jeg rakte ubevidst op og rørte ved mit eget hårnet.

Jeg følte mig ufattelig dum med det og handskerne på, men det er var en nødvendighed, når man var i køkkenet, og desuden havde jeg ikke nogen, jeg skulle imponere, så jeg var ligeglad. Charlie nægtede at tage det på, men da Mike skruede op for den voksne tone, tog han det alligevel og stoppede det lange hår ind i det, da han trak det ned over hovedet.

I det samme kom den første dreng hen til mig i køen og bad om en skefuld kødsovs. Jeg skyndte mig at stikke den store ske ned i gryden og hældte forsigtigt den varme væske ud over hans spaghetti. Han smilede taknemmeligt og gik videre. Jeg havde ikke selv tid til at smile tilbage, før en ny bad om mad fra min del af disken.

Jeg stod i lang tid og hældte kødsovs op, og der gik ikke længe, før jeg begyndte at få ondt i armen. Der var mange børn på anstalten, og selvfølgelig ville de alle have kødsovs i dag.

Da køen næsten var væk, var jeg faldet lidt hen i min egen verden og skænkede op rent rutinemæssigt. Dog vågnede jeg brat op, da der pludselig blev råbt op, og det gik op for mig, at der lå kødsovs ud over det hele.

”Hvad fanden har du gang i?” råbte en pludseligt ind i hovedet af mig.

Jeg forsøgte at opsummere situationen, men jeg kunne stadig ikke finde ud af, hvordan sovsen var havnet både på gulvet og på T-shirten af drengen lige foran mig. Selvfølgelig var det også ham, der råbte af mig. Jeg lod mit blik glide op til hans ansigt, og jeg genkendte det med det samme. Det var Hunter McCoy; en femtenårig knægt, der udelukkende levede og åndede for at svare folk imod og tæve de små drenge, der gik ham i vejen. Jeg havde flere gange set ham i et voldsomt skænderi med en af de voksne her på stedet. Selvom jeg ikke kendte ham personligt, vidste jeg, at han ingen venner havde. Der var ingen, der kunne lide ham, hvilket også var meget forståeligt. Ingen der havde fået bank af ham, havde lyst til at nærme sig ham igen. Og dem der ikke havde, holdt sig bare væk.

”Jeg bliver fucking forbrændt! Se dog, hvad du laver, din idiot!”

”Det var dig, der flyttede tallerkenen!” protesterede jeg og var overbevist om, at det var sandt. Godt nok havde jeg ikke været hundrede procent til stede, men jeg havde ikke hældt ved siden af hans tallerken. Han havde udelukkende flyttet tallerken med vilje for at skabe problemer.

”Gu' fanden gjorde jeg ej! Tror du, du kan tørre skylden af på mig? Det var tydeligvis dig, der overhovedet ikke var en skid til stede! Du hældte kødsovs ud over mig!” Han slog voldsomt ud med hænderne og var tydeligvis meget oprevet.

Jeg trak vejret dybt og forsøgte at håndtere situationen korrekt. Jeg vidste udmærket godt, at han bare ville have mig til at flippe ud, og jeg havde ikke tænkt mig at bukke under. Alligevel pirrede hans små tricks mig i høj grad, og jeg blev nødt til at slappe lidt af, før jeg kunne svare ham igen.

”Hør, jeg ved godt, hvem du er, og du skal ikke tro, du kan ydmyge mig midt i kantinen. Jeg hopper ikke på den der – du flyttede din tallerken, jeg så det med mine egne øjne!”

”Så tror jeg søreme, du mangler briller, søde.” Han smilede koldt til mig, og jeg mærkede langsomt mit indre komme i kog. Det her var for meget.

”Her!” sagde jeg og smed et par papirservietter i hovedet på ham. ”Du laver prop, og jeg er ikke den, der har gjort noget galt her, så du kan selv tørre dit lort op!”

”Jeg tørrer intet op!” råbte han tilbage og smed tallerkenen fra sig, så den knustes mod det hårde flisegulv. Jeg stirrede et øjeblik på de tilbageliggende skår, såvel som alle de sulte børn i køen bag Hunter. Pludselig dukkede Charlie, som ellers bare havde stået passivt som alle de andre og kigget, op bag mig og blandede sig.

”Hør, hvorfor siger du ikke bare undskyld og glemmer det her?” sagde han henvendt til mig. Jeg mærkede min indre flamme, flamme op, da han gav Hunter et par servietter mere.

”Du,” sagde jeg faretruende lavt, ”du skal fandeme ikke blande dig, okay? Jeg gjorde intet – hører du? Intet! Han flyttede den tallerken, for at skabe problemer, og se nu – det lykkedes!” Jeg vendte mig mod Hunter. ”Du fik, hvad du ønskede! Kan du ikke bare skride, før jeg gør noget meget dumt?”

”Det er jeg ikke så sikker på,” svarede han og fnyste med et smil. ”Jeg spekulerer lidt på, hvad en som dig kunne finde på?”

Jeg handlede hurtigt – alt for hurtigt, men han tvang mig til det. I det ene sekund stod jeg og stirrede på ham, mens mit hjerte bankede løs i brystet på mig. Det andet lød der et voldsomt klask, da jeg langede ud og gav ham min hidtil hårdeste lussing. Der lød et fælles gisp fra de forfærdede børn i køen bag Hunter, som hele tiden havde stået med åbne munde og betragtet vores optrin.

”Hvad sker der herude?” lød det pludselig bag mig, og lidt efter stod Mike forpustet og kiggede på os alle med hænderne i siderne.

Jeg vendte mig mod Hunter, der forundret rørte ved det røde mærke, der langsomt blomstrede frem på hans kind. Han stod helt stille, og i et øjeblik troede jeg, han ville begynde at græde, men pludselig langede han ud efter mig, og så var han over mig. Det hele var et virvar af hvidt stof, klæbrige væsker og menneskelige lemmer, men pludselig stod verden igen stille for mig. Jeg blinkede og så Hunter sidde på skrævs hen over mig, mens han faretruende holdt en knytnæve hævet. Jeg havde svært ved at trække vejret, på grund af hans vægt. Jeg mærkede en form for smerte, hver gang jeg forsøgte at udvide mine lunger.

”Et sidste ord?” spurgte han, mens han hævede næven yderligere. Jeg nåede ikke engang at svare, før jeg mærkede det hårde og smertefyldte slag af hans knoer. Jeg udstødte et skrig, da smerten strømmede til mit ansigt og efterlod mig i en kamp med vejrtrækningsbesvær og en følelse af, at noget var galt i mit ansigt.

Men så, blev vægten pludselig fjernet fra min mave, og luften strømmede uhæmmet tilbage i mine lunger. Jeg gispede efter vejret og forsøgte at sætte mig op. I det samme mærkede jeg nogen trække mig op ved armene, så jeg igen var på højde med alle tilskuerne.

Overfor mig blev Hunter holdt i sine arme bag ryggen af Mike, som så ufattelig vred ud. ”Hvad har i unger gang i?” spurgte han med en lys og tynd stemme, han altid brugte, når han var oprevet. Jeg havde oplevet ham bruge den før, når maden brændte på i køkkenet.

”Hun kastede sovs på mig og slog mig bagefter,” sagde Hunter hurtigt.

”Kim ...” sukkede Mike og kiggede skuffet på mig. ”Hvorfor gjorde du dog det?”

”Det gjorde jeg heller ikke!” råbte jeg tilbage. Min brystkasse hævede sig hurtigt, og jeg havde svært ved at kontrollere min vrede.

”Hun lyver,” var Hunter hurtig til at sige.

Jeg modtog endnu et skuffet og irettesættende blik fra Mike, og det var det, der fik glasset til at flyde over. Uretfærdigheden blev for meget for mig. Jeg mærkede, hvordan muren, jeg havde bygget op mod min vrede, ramlede sammen og ødelagde en masse på vejen. Der var ikke længere noget til at stoppe mig. Hverken psykisk eller fysisk. Jeg handlede spontant og greb det eneste, jeg havde ved hånden, hvilket var den varme sovseske. Jeg skreg og kastede en ordentlig skefuld varm kødsovs mod Hunter, men jeg var ikke sikker på, at jeg ramte, for vreden gjorde mig blind.

Mit hjerte hamrede i brystet på mig, og jeg mærkede min kind dunke, der hvor Hunter havde slået mig, men intet af det betød noget lige nu. Jeg ville bare have fat i Hunter.

Jeg sprang over til ham, og slog alt hvad jeg kunne. Jeg hørte ham ømme sig, men Mike holdt fast i ham, og der var ingen til at stoppe mig. Jeg slog og slog, alt hvad jeg kunne. Jeg hamrede mine næver ind i hans ansigt og mave. Alle de steder, jeg kunne komme til. Jeg var lige ved at begynde og sparke ham, da han gjorde en pludselig bevægelse og vred sig fri af Mikes greb. Jeg gispede overrasket, da han igen var over mig. Der var et glimt af vanvid i hans øjne, og det samme var der i mine. Jeg mærkede et ordentlig slag i maveregionen, og alt luften blev slået ud af mig. Jeg forsøgte at få vejret igen, men Hunter lod mig ikke komme mig. Han slog med det samme igen. Jeg skreg af vrede og smerte, og forsøgte at vende mig rundt og komme fri, men Hunter var tung. Dog lykkedes det mig at placere et slag i hans skridt, og jeg pludselig var han væk.

Jeg skyndte mig væk fra ham, og i min blinde vrede, greb jeg den store gryde med kødsovs, og selvom den var tung, tippede jeg den, så al indholdet plaskede ud over gulvet og ramte Hunter. Han skreg i smerte, da den varme væske ramte hans bare hud, men jeg var ligeglad. Jeg skreg igen og slog ud med armen, så alle plastikbakkerne væltede ned af bordet. Derefter hev jeg en efter en alle madbeholderne op og kastede det ud over det hele. Jeg havde bare brug for at ødelægge noget.

Jeg var helt oppe og køre, og det eneste jeg tænkte på, var, hvordan jeg kunne bruge min krop fysisk.

Der var ingen tanker i mit hoved. Det var helt tomt.

Jeg smadrede, jeg hørte skrig, men jeg stoppede ikke.

”Stop hende!” var der en, der skreg. Sætningen strejfede kun lige akkurat mine ører, men jeg genkendte Mikes skingre stemme. I det næste sekund blev jeg grebet omkring håndledende og tvunget ned på gulvet. Det var bare som om, at det ikke rigtigt gik op for mig, at jeg var nede endnu. Jeg blev ved med at sparke og kaste mig fra side til side, selvom jeg ikke rokkede mig ud af stedet. Dem der var over mig, havde prøvet det her før, og de lod sig ikke narre af mine små numre. Jeg så de hvide kitler flagre omkring mig, da dig bøjede sig ned og holdt mig fastspændt mod gulvet. Jeg skreg igen, men de lod mig ligge. Jeg forsøgte at slå dem, men jeg kunne ikke nå. I stedet lå jeg og opbrugte al min energi på noget, der aldrig ville lykkedes, og det vidste de godt. Det var den eneste måde at stoppe mig på.

Jeg skreg igen og igen, men der skete ikke noget. Jeg fornemmede folk trække væk fra mig. De havde set det her før, og det var ikke længere spændende.

Jeg løftede hovedet for bedre at kunne se, da det gik op for mig, at der stod nogen i døren og stirrede på mig. I det øjeblik de blå øjne ramte mig, kom en lille del af fornuften tilbage, og jeg mærkede skammen skyde op i mig. De øjne, de stirrede på mig af en bestemt grund. Han havde stået og se det hele, jeg kunne se det på ham. Han stod helt stivnet med øjne der udtrykte forbavselse, foragt og i ikke mindst afsky. Jeg så med smertende hjerte til, da Niall famlede sig vej tilbage mod døren bag ham, og så var han væk.

I det øjeblik stoppede jeg med at kæmpe imod. Det var som om, noget dybt inde i mig gik i stykker. Håbet om, at jeg kunne mødes med Niall og lære ham at kende, som han ville lære mig at kende, splintredes. Jeg lod mit hoved falde ned til gulvet, og pludselig væltede tårerne frem.

Det kunne bare ikke ske. Ikke igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...