Madhouse | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Færdig
Hvorfor har ingen nogensinde set Kimberly Faraday efter den forfærdelige brand i 2008? Naboerne snakker, og rygterne svirrer, men ingen kan med sikkerhed sige, at de siden har set den lille lyshårede pige, der altid var så glad og frisk. Sandheden er, at Kimberly efter branden omgående flyttede ind på galeanstalten The Blue House. Branden traumatiserede den dengang trettenårige Kimberly, og hun har siden ikke kunnet bo uden konstant overvågning. Fysisk tog Kimberly ingen skade, men psykisk er det en helt anden sag. De kalder det anfald. Når stærke følelser omslutter Kimberly, kobler en del af hendes hjerne fra, og så er resten overladt til fysikken. Kimberly føler sig umådeligt alene på galeanstalten, men giver aldrig udtryk for det. Derfor overrasker det mange, da Kimberly en dag stikker af for at finde det, hun holder allermest af: musik.

100Likes
95Kommentarer
6116Visninger
AA

15. No, it wasn't mine

Jeg gik alene på de tyste gange, med kursen mod mit værelse, hvor jeg vidste, Niall ventede på mig. Jeg vidste, at han ikke ville synes om, hvad jeg havde at fortælle ham, for det gjorde jeg heller ikke selv. Jeg havde brugt et stykke tid på at sidde og samle mig udenfor i gården, efter Heather var gået, så mit tøj og hår var helt fugtigt og koldt.

Heather havde blankt afvist mig, da jeg intet havde på Charlie. Jeg knyttede vredt næverne, så mine negle borede sig ind håndfladerne. Charlie var lusket og klog nok til at have flyttet sit stoflager, efter han havde vist mig det.

Jeg burde måske også have vidst bedre. Selvfølgelig ville han flytte det. Måske havde han ligefrem regnet med, at jeg ville forsøge at finde det igen. Jeg mistænkte ham også for at have limet flisen fast på springvandet igen, for løs havde den i været fald ikke været.

I det samme drejede jeg om et hjørne og stødte hårdt ind i en mørkhåret skikkelse. Det var Charlie, og han så bestemt ikke glad ud.

Han stoppede op og kiggede på mig med vrede i øjnene. ”Hvad fanden har du gjort?” råbte han af mig.

Jeg stirrede tilbage. ”Hvad mener du?”

”Spil ikke dum – jeg ved, at du sladrede om mig!”

”Du behøver slet ikke blive sur,” svarede jeg højlydt tilbage. ”Hun troede ikke på mig!”

”Men du fortalte hende, at det var mig. Det er fucking ikke i orden!” Hans åndedræt var hektisk, og hans bryst hævede sig hurtigt. Han var virkelig sur.

Han trådte truende et skridt tættere på mig, så han stod helt op i mit ansigt og havde for længst overskredet den personlige grænse. Hans fingre dirrede voldsomt, som om meget få marginaler afholdt ham fra at slå mig. Han løftede endda hånden, men lod den blive hængende i luften. Jeg kiggede nervøst på den og begyndte langsomt at gå baglæns, skridt for skridt.

”Jeg går nu,” mumlede jeg og skulle til at vende mig om for at gå helt.

”Du skal få betalt for det her, Kimberly Faraday. Jeg sværger, at du ikke vil glemme det her!”

En sidste gang mødte jeg hans øjne, som slog gnister af vrede.

Jeg holdt vejret og satte i løb ned af gangen.

 

Niall, som havde siddet og ventet på sengen, rejste sig hurtigt op, da jeg lettere forpustet skubbede døren op til mit værelse.

”Det tog lang tid,” lagde han ud. ”Hvordan gik det?”

”Det gik ikke, Niall. Hun troede ikke på mig, og nu har jeg fået Charlie på nakken. På en eller anden måde vidste han, at jeg sladrede om ham. Han stoppede mig på gangen og …” Jeg tøvede og mødte flygtigt Nialls blå øjne. ”Han var skræmmende,” mumlede jeg til sidst.

Niall stod lidt og vred sine hænder, men så lod han sig falde ned på sengen igen og satte sig op af væggen. Han spredte let benene og rakte armene ud. ”Kom lige,” bad han, ”vil du ikke nok?”

Jeg betragtede ham kort og overvejede, om jeg havde lyst. Selvfølgelig havde jeg det. Hans udbrud lige før, havde gjort mig en smule nedtrykt, og nu trængte jeg bare til at være tæt på ham og vide, at det ikke ville ske igen. Jeg savnede hans varme.

Det sitrede let i mine fingre, da jeg kravlede hen over sengen til ham og forsigtigt satte mig mellem hans ben med ryggen til ham. Langsomt, som om han ville give mig lov til at skubbe ham væk, hvis det blev for meget, lod han sine arme lægge sig rundt om mig. Jeg lænede mig let tilbage og slappede af i kroppen. I øret kunne jeg høre Nialls tunge vejrtrækning, men ellers var der helt stille i værelset. Det var perfekt.

”Hvad skal der så ske nu?” spurgte Niall så med en lav og hæs stemme.

Jeg sad der bare lidt og lukke øjnene, mens jeg mærkede hans brystkasse hæve og sænke sig i takt med hans vejrtrækning.

”De vil holde øje med mig,” mumlede jeg tilbage. ”De tror, jeg har været på stoffer i flere måneder.”

Niall sagde ikke mere. Langsomt tog stilheden over, og ingen af os forsøgte at forhindre den i det. Jeg kiggede ned og fik øje på Nialls hænder, der lå hen over min mave. Lige så langsomt var han gledet en smule ned fra væggen, så vi halvvejs lå ned i sengen.

Ingen af os havde tænkt på at tænde lyset, og da det var ved at være hen på eftermiddagen, var der halvmørkt i rummet. Jeg lod let mine fingre køre hen over hans håndryg, men begyndte så derefter i stedet at pille let ved dem. Jeg flettede dem sammen, bøjede dem frem og tilbage og krydsede dem på alle mulige måder. Det eneste der fortalte mig, at Niall stadig var i live, var hans vejrtrækning. Den virkede næsten hypnotiserende, og helt automatisk faldt min egen ind i hans.

Så bevægede han sig let under mig, og lidt efter begravede han sit ansigt i mit hår. ”Kimberly-” mumlede han, men idet samme bankede det på døren. Jeg nåede ikke at flytte mig fra Niall, før lyset ude fra gangen lyste værelset op og Heather trådte ind med et stramt og tilsnerpet ansigt.

Da hun så vores omfavnelse, løftede hun øjenbrynene og dækkede hurtigt øjnene til. ”Åh,” udbrød hun og vendte sig væk. ”I må hellere se at komme ud derfra!”

Jeg rømmede mig hurtigt og sprang ud af sengen, dog slap jeg ikke Nialls hånd. Jeg trak ham hurtigt med forbi Heather og ud af døren. ”Hvad skal vi?” spurgte jeg køligt.

”I skal såmænd ikke noget,” svarede Heather i samme tonefald. ”Men jeg har besluttet, at jeg hellere må gennemsøge dit værelse efter flere stoffer. Så hvis i lige vil blive herude et øjeblik.” Hun lukkede døren i efter sig og efterlod mig stående med halvåben mund.

”Hallo!” råbte jeg og tog i håndtaget, men hun havde låst den indefra. ”Det kan du da ikke! Lås døren op!”

”Kimberly,” sagde Niall bag mig, ”lad være. Du kan ikke gøre noget, og desuden finder hun ikke noget, gør hun?” Han søgte mine øjne for selv at få svar på sit spørgsmål.

”Nej,” sagde jeg og rystede suplerende på hovedet. ”Jeg har intet at skjule.”

”Godt. Så lad os bare vente, til vi kan komme ind igen.” En flygtig rødmen bredte sig over Nialls kinder, men jeg valgte at lade som om, jeg ikke så det. Den dreng var virkelig usikker.

Vi stod lidt i stilheden, og så gik døren endelig op. Jeg forventede at se Heathers kølige ansigt kort, hvorefter hun ville fortælle os, at vi kunne komme ind igen, men jeg blev overrasket. Hendes ansigt var langt fra køligt og neutralt, mere forfærdet. ”Hvad er der?” spurgte jeg hurtigt. ”Fandt du noget?”

”Du må hellere komme med mig, Kimberly. Nu!”

Jeg vendte mig hurtigt mod Niall. ”Du kan vente her,” sagde jeg, men Heather afbrød mig.

”Nej, ingen går ind på det værelse. Det er på tide, du tager hjem, Niall.”

Niall kiggede forvirret på mig, men jeg rystede på hovedet. ”Det er okay, vi ses.” Jeg gav kort hans hånd et klem og lod ham gå. Flere gange kiggede han sig tilbage over skulderen, da han gik ned af den lange gang. Jeg mødte hans uforstående blik hver gang.

Heather begyndte at gå den modsatte vej af Niall, og selvom jeg hellere ville blive stående og kigge efter ham, så fulgte jeg efter Heather i stedet. Hun gik med hurtige og faste skridt, men hun havde ikke lange ben, så jeg kunne sagtens følge med.

”Hvor skal vi hen, Heather?”

”På kontoret.”

Jeg pressede læberne sammen i bekymring. Jeg havde aldrig været på kontoret. Der var aldrig nogen, der fik besked på at gå med derind, så derfor gjorde det mig en smule nervøs. Hvad i al verden havde Heather fundet på mit værelse, som krævede et besøg på kontoret? Jeg vidste det ikke.

Da Heather bankede på døren med sin buttede hånd, blev den åbnet med det samme. En mand, jeg genkendte som ejeren af The Blue House, åbnede døren og stak hovedet ud. ”Ja?” sagde han. ”Hvad kan jeg gøre for jer?”

”Jeg er bange for, jeg har en alvorlig ting at fortælle dig,” svarede Heather klar og tydeligt. Manden, som bar store, runde briller, åbnede døren helt og lod os komme indenfor på sit kontor. Det var et lille, letmøbleret rum, hvor der lå papirer og bøger opslået over det hele. Her var meget rodet. Han lod sig falde ned i den store, sorte lænestol, der stod bag skrivebordet og kiggede på Heather op over brillekanten. ”Lad mig så høre.”

Heather tog en dyb indånding og kastede sig ud i en længere forklaring. ”Som du nok ved, har Kimberly her tilstået at have gemt hårde stoffer i køkkenet, og på grund af det fik hun besked på at blive på værelset, når de andre havde arrangementer og udflugter. Men så sent som i dag, forsøgte hun at lyve sig ud af balladen igen, ved at påstå at drengen fra vestfløjen, Charlie Goldenblum, var den oprindelig ejer af stofferne. Det viste sig at være en løgn.” Hendes blik flakkede nådesløst over på mig, men jeg havde mine øjne fæstnet ved gulvtæppet og så ingenting.

”Jeg besluttede, at det var bedst at undersøge hendes værelse efter flere stoffer, da jeg fandt det her.”

Hun holdt en lille pose op, og jeg vidste med det samme, at det var flere stoffer. Men det var ikke mine. Jeg havde ikke taget stoffer med ind på mit værelse. Sandheden gik op for mig. Charlies ord havde ikke bare været tomme trusler. Det var hundrede procent sikkert ham, der havde plantet posen på mit værelse. Men hvordan var han kommet uset derind?

”Det er desomorfin,” klargjorte Heather og smed den lille plastikpose ned på skrivebordet. ”Eller bedre kendt som Krokodil. Det er livsfarligt – du rådner op indefra, hvis du indtager det!”

Mandens øjne blev store og landede på mig. ”Hvor i al verden har du fået fat i det?” Han lød forfærdet, som om han allerede kendte til stoffet. Det gjorde jeg ikke selv, men både navnet og virkningen skræmte mig.

”Det er ikke mit.”

”Så stopper vi, Kimberly!” udbrød Heather pludseligt. ”Fortæl så sandheden!”

Jeg tav. De ville alligevel ikke tro på mig, så hvorfor forsøge igen. Heather bad mig tale igen, men jeg ignorerede hende og kiggede bare ud af vinduet. Herfra kunne man se parkeringspladsen, men jeg kunne ikke længere se Nialls bil. Så var han altså kørt.

”Du kan ikke længere bo på dit værelse,” fastgjorde ejeren. ”Vi flytter dig over i midterbygningen, hvor vi kan holde øje med dig. Du kan gå direkte derover nu.”

Med blikket fæstnet mod gulvet, lod jeg Heather føre mig ud af kontoret. ”Jeg vil gerne hente noget på mit værelse først,” mumlede jeg.

”Det kan du ikke, Kimberly. Vi går direkte til dit nye værelse.”

”Men det er vigtigt,” protesterede jeg og stoppede op. Heather stoppede også og vendte sig mod mig. ”Kimberly,” sagde hun vredt, ”vi kan ikke gå tilbage til dit værelse.”

”Men-”

”Nej! Meningen med det her er, at du ikke får lov til at have dine ting hos dig. De skal eftersøges for flere stoffer!”

”Jeg skal have min bedstemors skrin!” råbte jeg tilbage og slog ud med armene. ”Det er én ting!”

”Du har selv sat dig i den her situation. At du råber, hjælper dig ikke!”

”Så henter jeg det selv!” Jeg var sur og uden at kigge en eneste gang på Heather, vendte jeg om og satte i løb ned af gangen. Heather råbte efter mig, men jeg hørte hende ikke.

Jeg havde intet imod at blive flyttet til et andet værelse, så længe jeg fik mit skrin med. Det var mit eneste krav – det, og så at Niall måtte komme ind.

Det eneste jeg registrerede, var mit hektiske åndedræt, vindens susen omkring mine ører og mine fødders rytme hen over gulvet - som pludselig blev brudt. Nogen kastede sig over mig og holdt mig nede mod jorden. Jeg skreg i forskrækkelse og derefter vrede, da jeg fik mig vendt, så jeg kunne se mine overfaldsmænd. Det var dem i de hvide kitler.

Jeg mærkede, at det trak op til storm. Min hjerne begyndte at sige fra, og langsomt tog min krop og vrede over.

Jeg slog med armene, sparkede med benene, men det hjalp ikke det mindste. De havde prøvet det her før, og de vidste, hvordan de skulle tage fat. Men jeg gav ikke op af den grund. Jeg blev ved, og hele tiden kunne jeg høre mit hjerte pumpe blodet rundt i min krop. Det lød voldsomt og opildnende.

Hurtigt nåede jeg det punkt, hvor jeg var ligeglad med alt. Jeg slog hårdere end nogensinde før, og til min store glæde ramte jeg pludselig noget. Der lød et højlydt: ”Av, for helvede!” Og derefter var min arm fri. Jeg slog ud igen og ramte den samme mand, for jeg genkendte hans stemme, da han igen råbte op.

”Hold hende nede, forfanden!”

Jeg hørte Heather gispe: ”Du har brækket næsen.”

Og en anden stemme. ”Nu kan det være nok – sæt hende i isolationscellen!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...