Madhouse | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Færdig
Hvorfor har ingen nogensinde set Kimberly Faraday efter den forfærdelige brand i 2008? Naboerne snakker, og rygterne svirrer, men ingen kan med sikkerhed sige, at de siden har set den lille lyshårede pige, der altid var så glad og frisk. Sandheden er, at Kimberly efter branden omgående flyttede ind på galeanstalten The Blue House. Branden traumatiserede den dengang trettenårige Kimberly, og hun har siden ikke kunnet bo uden konstant overvågning. Fysisk tog Kimberly ingen skade, men psykisk er det en helt anden sag. De kalder det anfald. Når stærke følelser omslutter Kimberly, kobler en del af hendes hjerne fra, og så er resten overladt til fysikken. Kimberly føler sig umådeligt alene på galeanstalten, men giver aldrig udtryk for det. Derfor overrasker det mange, da Kimberly en dag stikker af for at finde det, hun holder allermest af: musik.

100Likes
95Kommentarer
6299Visninger
AA

3. No, I'm not weak

Jeg sad i min hårde seng og stirrede på de hvide vægge, der omgav mig. De irriterede mig. Alt på det lille værelse irriterede mig. Den hårde seng, de upersonlige vægge, det manglende skrivebord og det fnulrede tæppe.

Jeg lod mine grå øjne vandre hen til den lille taske, der lå for mine fødder. Jeg havde fyldt den med kiks, vand, lidt småpenge og en lommelygte jeg havde hugget fra Dylan inde ved siden af. Hun sov alligevel det meste af dagen, så hun ville ikke lægge mærke til noget. Det var en af fordelene ved at bo ved siden af et offer for narkolepsi. De lagde aldrig mærke til noget.

Jeg rejste mig op og strakte ryggen, inden jeg rakte ned og tog tasken med i hånden. Jeg stoppede i døren og kiggede kort rundt på mit værelse. Selvom jeg havde boet her i snart fem år, var det stadig ikke begyndt at føles rigtigt som et hjem. Jeg havde ganske vist mit privatliv her, og jeg tog aldrig nogen i snage, men det var ikke det samme som mit gamle, orange værelse, hvor væggene var helt klistret til med plakater af Take That og High School Musical.

Jeg sukkede dybt og lukkede døren efter mig, da jeg begav mig ned af den lange gang. Jeg boede i østfløjen, og udgangen var i den modsatte ende af bygningen. Jeg ville helt sikkert møde flere mennesker på vejen, men jeg måtte bare forsøge at se ligeglad ud. Med et blik på min taske ville mange nok regne ud, hvad jeg havde gang i, så derfor var det vigtigt et forblive uset så længe som muligt.

Jeg studerede nøje mine omgivelser, da jeg gik. Jeg havde lagt en plan, og den involverede både vand og timing. Til sidst nåede jeg enden af fløjen og fortsatte ind i hovedbygningen, hvor lægerne, tilsynsledere og de andre der tog sig af os, opholdt sig. Her stødte jeg uheldigvis på Heather, som kom smilende gående hen imod mig. Hendes enorme barm blævrede foran hende, da hun gik.

”Hvor skal du hen, Kimberly?” spurgte hun venligt og stoppede ud for mig. Som ansvarlig for at alt forløb som det skulle om eftermiddagen, skulle hun jo spørge mig.

”Jeg besøger bare lige, Amy, hvis det er i orden?” Jeg nød at høre den uskyldige tone skinne igennem, da jeg bortforklarede min vandren. Egentlig var jeg ikke gode veninder med Amy, men hun boede i vestfløjen, og dermed blev hun min undskyldning.

”Det lyder da godt,” sagde Heather og smilede varmt. ”Det kan være, du kan hjælpe hende med at gøre rent på værelset. Hun har jo lidt svært ved at nå.” Jeg smilede lidt og trak min taske længere op på skulderen. Amy led af sygdommen Progeria, og var derfor i en alder af tretten år ikke mere end lidt over en meter høj. Jeg havde det pludseligt lidt dårlig ved at udnytte Amy på den måde. Jeg ville jo ikke komme til at hjælpe hende på nogen måde.

Jeg må videre,” sagde Heather og fortsatte ned af gangen. Jeg vendte mig og så hende gå, men derefter skyndte jeg mig hen om hjørnet, hvor jeg vidste, den lille boks med nødknappen sad. Jeg tøvede i et kort sekund, men hamrede så min knytnæve ind i glasset, så det splintredes ud over gulvet. Idet jeg trykkede knappen ind, lød en gennemtrængende hylen i hele bygningen, og pludselig fossede vandet ned over mig. Jeg satte i løb, mens sprinklerne over mig stadig spredte vandet ud i hvert et hjørne. Jeg styrede mod østfløjen, hvor døren befandt sig. På vejen mødte jeg ikke nogen, men flere gange hørte jeg de løbende fodtrin, der fortalte mig, at de andre var ved at samles udenfor. De tog selvfølgelig nødudgangen, mens jeg benyttede mig af den nu ubevogtede hovedindgang.

Da jeg så den komme til syne foran mig, var jeg lige ved at grine af glæde. Jeg havde ikke mødt nogen på min vej, så min plan virkede rent faktisk.

Jeg satte farten en smule op, men det skulle jeg ikke have gjort. Gulvet var blevet glat på grund af al vandet, så mine fødder skred under mig. Jeg forsøgte desperat at holde mig oppe, men jeg måtte give op og endte med at ligge på jorden, så lang jeg var.

”Er du okay?” hørte jeg en stemme råbe et stykke væk. Jeg satte mig fortumlet op og kom på benene. Jeg fjernede mit hår fra ansigtet og forsøgte at finde ejeren til stemmen, alt i mens jeg håbede på, at det ikke var en af de voksne.

Jeg svarede ikke, men samlede bare min taske op og stirrede på den mørkhårede dreng, der nu stod foran mig. Hans hår var halvlangt og kulsort, og hans hud havde den der lette brune farve.

”Burde du ikke se at komme ud herfra?” spurgte jeg tonløst og tjekkede hurtigt, at jeg ikke havde tabt nogle af mine ting.

”Det kunne jeg spørge dig selv om?” svarede han lige så uvenligt tilbage. Hans hår hang så langt ned i panden på ham, at jeg havde svært ved at se, om han kiggede på mig eller ej. Jeg havde set ham et par gange i kantinen før, men jeg kendte intet til ham. Ikke engang hans navn.

”Hør,” sukkede jeg, ”det er falsk alarm, jeg trykkede på knappen. Jeg vil gerne ud herfra lidt, så vil du ikke være sød og lade være med at sladre?” Min stemme slog hurtigt over i en bedende tone, og jeg kunne ikke lade være med at stå og trippe lidt.

Han stod lidt og tænkte over det, og jeg blev hurtigt utålmodig. ”Hjælp mig, og jeg skylder dig en tjeneste?” forsøgte jeg og begyndte så småt at gå forbi ham. Langsomt begyndte han at nikke, og jeg smilede lettet til ham.

”Godt, så skylder jeg dig en tjeneste ...?”

”Charlie,” sluttede han. ”Jeg hedder Charlie.” Han smilede ikke tilbage til mig, men jeg var ligeglad, for døren var kun få meter fra mig, og det betød få meter fra friheden.

Jeg skubbede døren op, og blev helt overvældet af den friske, men samtidigt forurenede luft, der slog mig i møde. Jeg trak vejret dybt og kiggede mig tilbage. Når de fandt ud af, at jeg manglede, ville de gå helt amok, og jeg ville helt sikkert indkassere en hel uges arbejde som straf, men jeg var ligeglad. Allerede nu vidste jeg, at det var det værd.

Jeg begyndte at løbe ned af indkørslen og krydsede den lille parkeringsplads på få sekunder. Til sidst åbnede jeg lågen ved håndkraft og lukkede den dernæst omhyggeligt efter mig. Jeg stod lidt og kiggede på det fine skilt, der fortalte, at det store, blå hus foran mig, var navngivet The Blue House. Jeg smilede lidt og rystede på hovedet. De havde gjort så meget ud af, at anstalten skulle virke rar og behagelig, men de kunne lige så godt have sparet den energi. Alle vidste, at det var det rene helvede derinde. Intet at tage sig til, bare pligter dagen lang. Alt for hvidt og klinisk.

Derfor kunne jeg også gå ned af gaden med et smil påklistret mine lyserøde læber.

 

Jeg lagde desperat armene om mig selv og forsøgte at finde et sted, hvor vinden ikke susede direkte igennem den enkelte cowboyjakke, jeg havde på. Det var nu to timer siden, jeg var sluppet ud, og det kunne mærkes på flere punkter. Jeg var hundesulten, så min mave knurrede konstant, og samtidig frøs jeg gevaldigt, da vinden var taget til i løbet af aftenen. Et par gange var der også faldet en smule regn, men det var heldigvis ikke blevet til noget.

Jeg burde have taget mere tøj på, og det vidste jeg også godt. Sagen var bare den, at det ville have virket mistænkeligt, hvis Heather havde set mig i min store, grimme uldjakke, jeg blev tvunget i, når der var koldt i vejret.

Jeg stønnede irriteret og prøvede at gnubbe en smule varme i mine hænder. Jeg havde hverken lommer eller vanter, og ærmerne i min jakke varmede ikke synderligt. Måske var det her alligevel en dårlig idé. Jeg havde brugt mine penge på en kop varm kakao allerede efter de første tyve minutter, og mine kiks var for længst væk. Det eneste jeg havde tilbage, var en halv flaske vand og lommelygten, som jeg snart ville få brug for, hvis jeg ikke snart fandt et ordenligt sted at være.

Tanken om at tage tilbage havde strejfet mig, men det virkede for ynkeligt. Jeg var taget af sted for at opleve friheden, og det gjorde man ikke på få timer.

Jeg lod mig glide ned af muren bag mig og gemte ansigtet i hænderne. Jeg kunne lige så godt indrømme det. Jeg kunne ikke finde tilbage, og jeg var ved at gå til af kulde. Og det var min egen skyld.

Jeg havde lyst til at tude, men tårerne ville ikke komme. Det føltes som om, de sad derinde og ventede på at kunne strømme ned af mine kinder, men der var noget, der holdt dem tilbage.

Mine ben begyndte at sove under mig, så jeg blev nødt til at ændre stilling. Da jeg fjernede hænderne, så jeg et par unge piger kom løbende på den modsatte side af gaden. De skreg af og til og grinede og pjattede, og jeg undrede mig over, hvad de mon skulle. Det var på det tidspunkt, det gik op for mig, at der et sted i det fjerne lød en svag bas. Jeg rettede mig op og lyttede. Lydende blev med det samme højere, da jeg lyttede bedre efter.

Jeg rejste mig helt op og strakte mine kolde lemmer, derefter satte jeg i løb ned af gaden. Inden længe indhentede jeg de to piger, og samtidig blev musikken hele tiden højere.

Lyden af tusindvis af pigeskrig nåede mine ører, da jeg fulgte efter pigerne hen til en enorm bygning. Nu kunne jeg både høre guitar, bas og trommer. Der var helt sikkert gang i noget stort derinde.

Jeg gik forsigtigt over til de to piger, som stod og kiggede overvejende op på det høje hegn foran dem. ”Skal i ind?” spurgte jeg.

De vendte sig først forskrækket om, som troede de, jeg var en sikkerhedsvagt. Jeg holdt hurtigt hænderne op foran mig, så de kunne se, at jeg var uden nogen form for våben. Derefter faldt de hurtigt ned og nikkede ivrigt til mig.

”Vil du hjælpe?” spurgte den lidt buttede af dem. Hun var malet i hele ansigtet og ned af armene. One Direction stod skrevet på hendes T-shirt. Jeg gættede på, at de var to fans uden billetter, der forsøgte at snige sig ind til en koncert.

”Jeg kan give en hestesko,” sagde jeg og stillede mig helt hen til hegnet. Den var de straks med på. Den tynde med det lyse hår stillede sig overfor mig, og sammen fik vi løftet hendes veninde så højt op, at hun kunne kravle over hegnet. Derefter hjalp jeg den lyshårede over med en hestesko, og sammen trak de to piger mig over. Det sidste var en smule besværligt, men det gik, selvom jeg helt sikkert ville få en del blå mærker.

”Hvordan kommer vi ind?” spurgte jeg, da vi alle stod sikkert på jorden igen.

”Der må være en bagdør et sted,” tænkte den lyshårede højt og gav sig til at kigge rundt på bygningen. Lidt efter vinkede hun febrilsk efter os, så vi skyndte os over til hende. Hun stod ganske rigtigt ved en solid ståldør, som faktisk så ud til at være åben.

”Men hvor er alle vagterne henne, Lindsay?” spurgte den buttede og lagde en finger på hagen.

”De står på den anden side,” sagde jeg sikkert. Der kunne på ingen måde befinde sig en ubevogtet dør til sådan en stor koncert, så dum var jeg ikke.

”Vi bliver nødt til at gå igennem.” Lindsay lagde hånden på dørhåndtaget og gjorde klar til at trykke ned. Før jeg nåede at opfatte, hvad der skete, havde hun åbnet døren, og pludselig styrtede de to piger ind gennem den. Jeg stod passiv tilbage, og vidste ikke, hvad jeg skulle gøre.

Musikken strømmede ud til mig, og jeg kunne nu også høre klangen af de fine stemmer, der blev spredt rundt i hele rummet, ved hjælp af højtalere. De virkede så lokkende, at jeg tog en dyb indånding og løb efter pigerne ind i bygningen.

Nogen råbte: ”Hey!” Og pludselig strejfede noget hårdt min arm. Jeg kiggede mig tilbage og så Lindsay og hendes veninde, som jeg aldrig nåede at få navnet på, kæmpe en brag kamp for at komme fri fra de stærke vagters arme, mens en tredje allerede var sat efter mig Jeg vendte mig panisk rundt og løb igennem endnu en dør, og pludselig var der ikke længere nogen mur mellem mig og musikken.

Det eneste jeg kunne se, var en horde af skrigende fans, og det eneste jeg kunne høre, var lyden af en gennemtrængende bas og en guitar solo. Jeg nåedes slet ikke at tænke, før jeg maste mig ind imellem de skrigende piger, der slet ikke lagde mærke til mig. Jeg blev ved med at gå, indtil jeg ikke længere kunne se den dør, jeg var kommet ind af. Jeg stoppede lettet op og satte hænderne ned på knæene, mens jeg forsøgte at få vejret. Jeg havde altid hadet vejrtrækningsbesvær, fordi det mindede mig om branden. Branden, der havde kostet min bedstemor livet.

Pludselig fik jeg et ordentligt slag i hovedet, så jeg var lige ved at miste balancen. Jeg rettede mig op og skulle til at råbe op, men det gik op for mig, at jeg ikke vidste, hvem der havde gjort det. Der var så mange piger, og ingen af dem tog hensyn til hinanden. De hoppede rundt og slog ud med armene. Ja, der var endda en, der var på vej op på ryggen på en anden.

Efter et par minutter, gik det op for mig, at jeg havde rystet min forfølger af mig. Jeg var sluppet ind. Jeg forsøgte at slappe lidt af og sætte mig ned, men da alle skubbede til mig, var det svært. Der var også pludseligt blevet ulideligt varmt.

Pludselig ændrede hele stemningen i salen sig. Publikum blev mere stille og holdt deres hænder i vejret, samtidigt med at musikken skiftede til en lille, enlig guitar. Jeg stod helt opslugt, da de fortryllende stemmer fangede min absolutte opmærksomhed.

Det var det her, jeg havde ventet på i så lang tid.

Jeg havde altid elsket musik, men ikke de hurtige sange med diskoteksbas. Jeg nød de stille sange, hvor man kunne høre musiks egentlige formål. At give én ro i sindet. Jeg stod stille og rokkede fra side til side i takt til musikken og forestillede mig, at den rakte ind og rørte min inderste sjæl. Jeg lyttede til, hvordan stemmerne afløste og suplerede hinanden, hvordan guitaren sendte sine bløde toner ud i salen igennem den lille mikrofon, og hvordan omgivelserne omkring mig langsomt forsvandt. Jeg stod så længe og lyttede så intenst, at jeg til sidst kunne konstatere, at der var fire forskellige stemmer.

Pudselig tog nogen fat i min arm, og jeg vidste, at den var gal. Jeg blev med det samme revet ud af min lille musikverden, og mine øjne flakkede forvirret rundt i rummet. Til sidst fandt mit blik fæstne ved de velkendte hvide kitler, der var kommet hele vejen igennem mængden ind til mig. Jeg skreg og råbte, da de begyndte at hive mig med tilbage til den dør, jeg var kommet ind af. Jeg bandede og svovlede, men lige meget hjalp det. De kiggede ikke engang på mig, da de trak mig med ud til de vagter, da havde fanget Lindsay og hende den buttede for lidt siden.

Da mændene, som holdt mig, stoppede op for kort at snakke med vagterne, forsøgte jeg at bide en af dem, og så blev det nok for dem. En af dem lagde mig ned på jorden, mens en anden løb ud i bilen og hentede en spændetrøje. Jeg skreg endnu højere, da jeg fik øje på den, for der var intet værre end spændetrøjen.

Jeg kunne intet gøre, da de tvang mine arme rundt og spændte den fast. Jeg blev ved med at skrige, og nu kom tårerne også. De fossede ud af mine øjne og gjorde alting vådt. Jeg havde svært ved at se, men da jeg blev trukket op og stå, spyttede jeg uden besvær en af dem i hovedet.

”Så er det nok!” råbte en af dem, men det trængte ikke rigtigt igennem. Jeg blev ved med at skrige, blev ved med at sparke, selvom jeg ingen ramte.

Det var det rene kaos. Jeg blev ved med at vride mig og stå imod, alt i mens der kom flere og flere mænd til for at holde mig nede. Jeg kunne mærke alles blikke mod mig. Selv vagterne fra koncerten stod og gloede på mig. Jeg så dem endda hviske til hinanden. Der var ingen, der så ud til at koncentrere sig om ret meget andet end mig, lige indtil endnu en person dukkede op.

”Mr. Horan, De må hellere se at komme væk!” udbrød en af dem pludseligt, og derefter forsvandt et par stykker fra rundkredsen, der efterhånden var blevet dannet rundt om mig.
”Hvad sker der?” lød en lidt lysere stemme. Jeg var nu holdt op med at skrige, så jeg bedre kunne høre. Dog knurrede jeg stadigvæk, og strittede imod det bedste jeg havde lært.

”Hun er psykisk syg, lad hellere værre!” fik han til svar. Vagterne stod i vejen, så jeg ikke kunne se ham, men det forhindrede mig ikke i at kunne høre, hvad de sagde om mig.

Jeg var aldeles ikke psykisk syg!

Jeg skreg igen, forbandede uhæmmet vagterne i de mørke jakker.

”Få hende væk herfra!” råbte en af dem så til den kittelbeklædte mand, der holdt mig. Han satte straks i bevægelse, og jeg kunne intet gøre, da den kolde aftenvind nåede mig. Forude kunne jeg se den velkendte hvide bil, de brugte til at transportere os i. The Blue House stod skrevet med snørklede bogstaver hen af siden på den.

De arbejdede alle sammen hårdt på at få mig væk, men de var ikke hurtige nok. Lige inden døren blev smækket i hovedet på mig, kæmpede den nytilkomne dreng sig frem, og det sidste jeg nåede at se, var hans meget blå øjne.

 

________________________________________________________

 

Jeg bliver lige nødt til at skrive en lang forfatterkommentar her, for jeg har en del at sige.

For det første, så er jeg glad for, at i giver den en chance, selvom det hele måske virker lidt urealistisk. Og det leder hen til andet punkt: Idéen til denne her movella kom, da jeg hørte Little Mix' sang Madhouse, så jeg har altså ingen forstand på de såkaldte galeanstalter. The Blue House er bare et navn, jeg lige fandt på, for at give min galeanstalt et navn og noget at vende tilbage til. 

Selve galeanstalten består simpelthen bare af en masse børn, som på en eller anden måde skiller sig ud. Jeg kunne ikke rigtigt overskue, at alle skulle være psykisk syge, så derfor er det hele en blanding af sygdomme, traumatiseringer og alt muligt andet, der gør dem specielle. Sådan er det selvfølgelig ikke normale steder, men det her er som sagt mit eget lille sted. Jeg forestiller mig, at det er et sted, hvor forældrene har afleveret deres børn, fordi de ikke kan klare at passe dem selv længere.

Det lyder måske lidt overdrevet, at jeg bliver ved med at kalde det en galeanstalt, men det passer bare bedre ind i historien, at det lyder lidt sindsygt + at de hvide kitler bare tilføjer lidt ekstra vandvid. 

Til sidst vil jeg bare lige forklare lidt om sygdommene, som jeg har nævnt i kapitlet. Og jeg beklager, hvis noget ikke passer, for jeg aner som sagt ikke andet, end det internettet fortæller mig.

Narkolepsi, er en sjælden sygdom der gør, at man på hvilket som helst tidspunkt af døgnet kan blive umådeligt træt og pludselig falde i søvn i midt i en samtale. Narkolepsi er også kendt for, at man kan få en slags anfald, hvor alle musklerne i kroppen bliver slappe, så man pludselig kan falde sammen. 

Progeria, er en sjælden genetisk børnesygdom, der gør at kroppen ældes otte gange hurtigere end normalt. Ofrene dør gennemsnitligt omkring de tretten år og bliver sjældent over seksten. I Danmark har vi Jesper Sørensen, som er omkring fjorten (femten?) år, han er kun lidt over en meter høj.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...