Madhouse | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Færdig
Hvorfor har ingen nogensinde set Kimberly Faraday efter den forfærdelige brand i 2008? Naboerne snakker, og rygterne svirrer, men ingen kan med sikkerhed sige, at de siden har set den lille lyshårede pige, der altid var så glad og frisk. Sandheden er, at Kimberly efter branden omgående flyttede ind på galeanstalten The Blue House. Branden traumatiserede den dengang trettenårige Kimberly, og hun har siden ikke kunnet bo uden konstant overvågning. Fysisk tog Kimberly ingen skade, men psykisk er det en helt anden sag. De kalder det anfald. Når stærke følelser omslutter Kimberly, kobler en del af hendes hjerne fra, og så er resten overladt til fysikken. Kimberly føler sig umådeligt alene på galeanstalten, men giver aldrig udtryk for det. Derfor overrasker det mange, da Kimberly en dag stikker af for at finde det, hun holder allermest af: musik.

100Likes
95Kommentarer
6154Visninger
AA

7. No, I won't tell

Der var gået en uge. En hel uge var der gået, siden jeg for anden gang blev slæbt tilbage til anstalten.

Jeg havde været sur og tvær og ikke mindst ked af det, lige siden det var gået op for mig, at jeg nok aldrig ville komme til at se Niall igen. Derfor irriterede det mig også, at jeg hver morgen kunne vågne op til en ny dag. For jo længere tid der gik, jo mindre blev chancen for, at Niall ville komme tilbage. Den eneste positive ting var, at min straf nu var afsonet.

Jeg rejste mig op fra min seng og gik tværs igennem mit lille værelse. På en lille hylde, der var hamret op på væggen, stod et lille, brunt skrin, som jeg forsigtigt tog ned. Jeg stod bare og holdt det imellem mine hænder, mens jeg nænsomt kørte fingrene hen over de små, sirlige mønstre, der var skåret ind i låget.

Skrinet betød mere for mig en noget som helst andet.

Jeg gik tilbage til sengen og satte mig ned ovenpå min dyne. Så stillede jeg skrinet på mine lår og åbnede det langsomt ved hjælp af den lille haspe.

Ved siden af mig sad Amy og kiggede helt tavst med. Jeg kunne mærke hendes ånde i min nakke, da hun lænede sig tættere på for at se.

Skrinet afslørede en lille halskæde, et nænsomt foldet stykke papir og en gammel båndoptager. Jeg snøftede og foldede forsigtigt papiret ud. På det var der tegnet en lille, gul ælling, der af en eller anden grund havde fået en stor, smilende mund.

”Hvem har tegnet den?” spurgte Amy stille.

Jeg sank en enkelt gang og foldede tegningen sammen igen, før jeg svarede.

”Jeg har tegnet den sammen med min bedstemor,” sagde jeg i samme lave tone. Jeg hviskede næsten.

”Og halskæden?”

”Det var hendes,” svarede jeg og rakte ned og rørte kort ved den. Det var bare en ganske enkel kæde med en lille mønt som vedhæng. Egentlig så den ikke ud af meget, men den betød alverden for mig.

Jeg samlede båndoptageren op og tøvede med fingeren hen over play knappen. Det havde været svært nok at vise Amy, hvad jeg havde i skrinet, og det var endnu sværere at afsløre, hvad båndoptageren gemte på.

”Jeg kan ikke,” hviskede jeg. ”Ikke nu.”

Amy nikkede forstående. ”Det er okay,” sagde hun. ”Du behøver ikke.”

Jeg rystede let på hænderne, da jeg forsigtigt lagde tingene tilbage på plads og stillede skrinet tilbage.

Da jeg igen satte mig ved siden af Amy, tog hun forsigtigt min hånd. ”Jeg er ked af det,” sagde hun stille og lagde sit lille hoved mod min skulder.

Jeg mærkede tårerne presse sig på. ”Tak,” hviskede jeg og snøftede igen. ”Det betyder meget.”

Amy klemte blidt min hånd, og for første gang i lang tid, nød jeg et andet menneskes nærvær. Amy havde hjulpet mig meget på det sidste. Hun var på mystisk vis dukket op, hver gang jeg havde følt mig nede, de sidste par dage, og da hun i dag i kantinen havde set mig hænge med hovedet, havde hun sat sig ned ved mig og spurgt mig, hvad der gik mig på. På den måde var vi endt på mit værelse. Jeg følte ligesom, at jeg blev nødt til at vise Amy minderne om min bedstemor. Det eneste, jeg havde tilbage af hende.

Jeg var også endt med at fortælle hende, hvor ked af jeg var over, at Niall havde set et af mine anfald.

Jeg vidste ikke rigtigt, hvornår jeg var begyndt at åbne mig sådan op for folk. Jeg havde aldrig nogensinde fortalt andre om mine problemer, men Amy var sådan en god person, at jeg næsten ikke kunne lade være. Et eller andet sted glemte man også fuldstændigt, at hun kun var tretten. Hun var utrolig moden af sin alder.

”Du må nok hellere se at komme af sted til kantinen,” sagde Amy pludselig og brød stilheden. ”Du har køkkentjansen, ikke?”

Jeg rettede mig op og kiggede på mit lille vækkeur. Den var halv seks. Jeg nikkede og rejste mig helt op.

”Vent, jeg følger dig derned!” Hun smilede og skyndte sig at løbe efter mig ud på gangen. Hun måtte småløbe for at følge med, da hendes ben kun var halvt så lange som mine. Da jeg opdagede det, skyndte jeg mig at sætte farten ned.

Amys sygdom var en stor hæmsko for hende, og jeg havde det så dårligt over at vide, at jeg ikke kunne gøre noget for at hjælpe hende.

Vi gik i stilhed, indtil en stor plakat fangede mine øjne. Der hang næsten aldrig noget på opslagstavlen, men i dag var der hængt en ny meddelelse op midt i det hele, som fangede opmærksomheden hos alle dem, der gik forbi.

”Hvad er det?” spurgte jeg, mest mig selv, og trådte tættere på. Da jeg kom helt tæt på, og læste hvad der stod, måtte jeg synke en ekstra gang af glæde.

”One Direction?” Jeg vendte mig om mod Amy, der dukkede smilende op ved min side. ”Skal de spille her?”

”Ser det ikke sådan ud?” spurgte hun og grinede.

Jeg kneb øjnene sammen og prøvede at gennemskue hende. ”Vidste du det her?” spurgte jeg. ”Du virker ikke overrasket.”

Amy smilede større. ”Det var mit ønske,” indrømmede hun.

”Dit ønske?” spurgte jeg uforstående.

”Ja,” sagde hun. ”Du ved, ligesom når man har kræft, og der er en chance for, at man skal dø. En frynsegode. Alle har ét ønske, de kan få opfyldt, hvis det er muligt.”

”Amy,” sagde jeg, og forstod pludselig alt for godt. ”Det skulle du ikke have gjort!”

Amy trak bare på skuldrene. ”Jeg havde alligevel ikke noget at bruge det til. Du fortjener det.”

Jeg stod tavs og prøvede at sætte ord på, hvor taknemmelig jeg var. At kramme hende strejfede ikke engang mine tanker, da det ikke var en ting, jeg gjorde i. I stedet smilede jeg oprigtigt til hende.

Hun smilede tilbage, og vi begyndte at gå mod kantinen igen.

Midt i al min glæde, gik det op for mig, hvad Amy rent faktisk havde sagt. Når der er en chance for, at man skal dø. Jeg sank en klump og skævede ned til hende, som hun gik der med faste skridt og svingende arme. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvordan det måtte være at vide, at man skulle dø. For det skulle hun jo. Hendes krop ældede hurtigere end vi andres, og hun kunne ikke stoppe den.

I det sekund besluttede jeg, at jeg altid ville være der for hende.

”Nå, men jeg må tilbage. God arbejdslyst!” Amy vendte rundt, da vi nåede dørene til kantinen. Jeg vinkede kort til hende og skubbede dørene op. Der var endnu tomt i kantinen, men inden længe ville der blive fyldt op.

Jeg skyndte mig om bagved i køkkenet, hvor Mike rendte rundt med sved på panden, som sædvanlig, og rørte i gryder og vendte kød. Henne ved vasken stod Charlie med hænderne begravet i en opvask.

”Du er sent på den, Kim!” råbte Mike henne fra kølerummet. ”Bær nogle af beholderne ud, så er du en sveske!”

Jeg satte hurtigt mit hår op og greb et forklæde. Derefter gav jeg mig til at bære maden ud, som jeg havde fået besked på. Af alle de pligter der var på anstalten, var det køkkenet, jeg bedst kunne lide. Jeg hadede at gøre rent og pudse vinduer. Det var slavearbejde.

Da jeg havde båret maden på plads, ringede Mike med klokken, og snart efter myldrede det ind med børn. Jeg samlede en tang op og begyndte at dele fiskefilet ud, men Mike kom hurtigt og afløste mig.

”Lad mig gøre det der,” sagde han og overtog mine redskaber. ”Gå du ind og vask op sammen med Charlie.”

Jeg sukkede, men gjorde, som jeg var blevet bedt om. Charlie var ikke den person, jeg havde allermest lyst til at vaske op sammen med. Jeg havde efterhånden erfaret, at han var den snakkesalige type, og det brød jeg mig ikke rigtigt om. Ikke når det han snakkede om, udelukkende var mine bedrifter.

Da jeg trådte om bagved, så jeg Charlie stå foroverbøjet med ryggen til. Han havde tilsyneladende ikke opdaget mig. Jeg vidste ikke, hvad han havde gang i, men han vaskede i hvert fald ikke op.

Jeg gik tættere på ham, og da jeg var så tæt, at jeg kunne række ud og røre ham, rettede han sig op og gav mig derved frit udsyn, til det han havde været i færd med.

Jeg gispede, da jeg så det hvide pulver, der lå fint i en lige linje. Ved siden af lå en pose, med mere af det hvide stof.

”Åh, hej,” sagde han og vendte sig om, tilsyneladende helt ligeglad med, at jeg lige havde taget ham i at tage stoffer.

”Er du på stoffer?” udbrød jeg og trådte tættere på for at se.

”Jeg deler ikke,” sagde han og holdt en hånd ud, så jeg ikke kom tættere på. Jeg stod helt passiv og stirrede på de hvide strimler.

”Det må du ikke,” sagde jeg bestemt og kiggede på ham. Hans øjne var dækkede af det sorte hår, der hang ind over hans ansigt. ”Det har jeg ligesom fundet ud af. Hvorfor tror du ellers, jeg hele tiden har tjansen i køkkenet?” sagde han, som om det var åbenlyst.

”Er du blevet taget i det før?”

”De fandt det på mit værelse,” fortalte han. ”Nå, nok snak om mig, lad os komme videre.” Han pakkede hurtigt stofferne sammen i en større pose og gik hen i den anden ende af køkkenet, hvor han åbnede et skab og omhyggeligt gemte posen bag en masse gryder, som aldrig blev brugt.

”Gemmer du det her?” spurgte jeg forarget. Han var blevet taget og straffet for det én gang, men alligevel blev han ved.

”De har aldrig fundet det,” sagde han og lød en smule irriteret. ”Og det er jo næsten her, jeg opholder mig mest, så hvorfor ikke?”

Jeg kunne ikke dy mig for at stille et enkelt spørgsmål mere, selvom det var tydeligt, at han ikke længere gad at snakke om emnet. ”Men hvordan får du fat i det?” spurgte jeg lavmælt.

Han sendte mig et hårdt blik. ”Hvis du tror, jeg vil fortælle dig det, så er du meget naiv, søde.” Han grinede en glædesløs latter.

Jeg bevægede mig hen til vasken og greb et viskestykke, så jeg kunne tørre af efter ham, selvom han skræmte mig en smule. ”Hvad hvis jeg sladrer om dig?” sagde jeg stille og tog imod en tallerken.

”Det gør du ikke.” Jeg kiggede overrasket på ham. ”Du skylder mig en tjeneste, og hvis jeg var dig, ville jeg ikke så meget som røbe et enkelt ord.” Han slap tallerkenen, som han var i færd med at vaske og stirrede mig ind i øjnene. Hans pupiller var utroligt små, men hans blik var ondskabsfuldt og hårdt. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at han truede mig.

Jeg sank en klump og smed viskestykket fra mig, mens jeg famlede mig baglæns ud af køkkenet.

Jeg havde ikke lyst til at være der mere.

I det samme kom Mike ind i køkkenet. ”Kom nu i gang, Kim,” råbte han efter mig. ”Se bare Charlie. Han har nået dobbelt så meget som dig. Bare gør som ham.”

Charlie drejede hovedet og smilede hemmelighedsfuldt til mig. Jeg knyttede næverne og forsøgte at lade være med at tænke på den dobbeltbetydning, Mikes sidste sætning havde haft.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...