Madhouse | One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 jun. 2013
  • Opdateret: 8 nov. 2013
  • Status: Færdig
Hvorfor har ingen nogensinde set Kimberly Faraday efter den forfærdelige brand i 2008? Naboerne snakker, og rygterne svirrer, men ingen kan med sikkerhed sige, at de siden har set den lille lyshårede pige, der altid var så glad og frisk. Sandheden er, at Kimberly efter branden omgående flyttede ind på galeanstalten The Blue House. Branden traumatiserede den dengang trettenårige Kimberly, og hun har siden ikke kunnet bo uden konstant overvågning. Fysisk tog Kimberly ingen skade, men psykisk er det en helt anden sag. De kalder det anfald. Når stærke følelser omslutter Kimberly, kobler en del af hendes hjerne fra, og så er resten overladt til fysikken. Kimberly føler sig umådeligt alene på galeanstalten, men giver aldrig udtryk for det. Derfor overrasker det mange, da Kimberly en dag stikker af for at finde det, hun holder allermest af: musik.

100Likes
95Kommentarer
6159Visninger
AA

11. No, he's innocent

Jeg vågnede med en fornemmelse af, at mine øjne sad klistret sammen, mens min mund var helt tør. Jeg tvang mine øjne åbne og satte mig forsigtigt op i sengen. Der var stadig mørkt på værelset, men det var udelukkende mørklægningsgardinernes skyld. Jeg hev dynen af mig, svang benene ud over sengekanten og famlede mig forsigtigt hen over gulvet med håbet om at nå vinduet.
Mine tæer stødte hurtigt på noget, og jeg var lige ved at få overbalance. Jeg slog ud med armene, for at finde noget af støtte mig op af, og heldigvis fandt mine fingre sengegærdet, som jeg støttede mig op ad. Jeg strakte benet ud for at prøve og identificere tingen på gulvet, for jeg vidste, at der normalt ikke lå noget der.

Jeg gispede, da et gik op for mig, at det var et menneske.

”Gud, Niall!” råbte-hviskede jeg forskrækket og havde lyst til at sparke til ham. Jeg havde fuldstændigt fortrængt, at Niall efter natteturen i går overnattede på mit værelse, da det var det nemmeste. At han havde valgt at sove på gulvet, forstod jeg på ingen måde, men han havde insisteret på det. Min seng var alt for lille til to.

Der lød nogle gryntelyde nede fra gulvet, og da jeg endelig famlede mig frem til gardinet og lyset væltede ind på værelset, blev vi begge blændet. Niall satte sig op med håret strittende ud til alle sider, og jeg kunne ikke lade være med at smile, men forsøgte at skjule det, da jeg gennede ham op og stå. ”Skynd dig lidt,” sagde jeg med en hæs morgenstemme og små øjne. Han kom op og stå og indenfor ti sekunder havde jeg skubbet ham udenfor døren. Nu gjaldt det bare om for Niall, at han kom ud, uden nogen så ham.

Jeg kravlede tilbage i min seng og trak dynen tæt op omkring mig. Der lå jeg i omkring ti minutter, før jeg rejste mig og skyndte mig at trække i mit tøj. Det bestod at et par sorte jeans og en hættetrøje. Jeg samlede mit lyse hår i en hestehale og begav mig udenfor værelset. En anden lyshåret pige gik i den anden ende af gangen, men ellers var der ikke nogen. Jeg satte kursen mod kantinen.

I kantinen var der betydeligt flere mennesker. Faktisk så det ud til, at jeg var en af de sidste, der var mødt op til morgenmaden. Jeg sad i et par minutter med små øjne og faldt i staver, da jeg bemærkede, at nogen satte sig ved siden af mig. Det var Niall.

Jeg smilede til ham, og han grinede tilbage. ”Heather lukkede mig ind,” grinede han og kørte hurtigt hånden igennem sit hår, der stadig strittede ud til at alle sider efter den pludselige vækning. ”Hun blev lidt overrasket over tidspunktet på døgnet, men hun sagde, jeg bare kunne spise med.”

Jeg nikkede. ”Så lad os gå op og tage noget.”

Vi rejste os begge, og Niall stillede sig bag mig i køen.

”Nå,” lød det et sted bag Niall. Jeg drejede hovedet og så Charlie stå med et lusket smil på læberne. Niall lignede ikke en, der vidste, hvad han skulle svare, så i stedet valgte jeg at tage sagen i egen hånd. ”Nå, hvad?” sagde jeg flabet.

”I troede vel ikke, i kunne gøre det, uden nogen opdagede jer?” Han lænede sig op af disken ved sin side. Da ingen af os svarede, men bare stod og kiggede forvirret på ham, fortsatte han. ”Jeg så dig komme ud af hendes værelse for lidt siden,” sagde han henvendt til Niall.

”Det er ikke, hvad du-”

”Nej nej,” afbrød Charlie og smilede stadig lige så meget, som han hele tiden havde gjort. ”I gjorde ingenting, det ved jeg godt.”

Jeg kiggede vredt på ham, men besluttede at lade den kommentar gå forbi mig. Jeg vendte ryggen til og ignorerede ham.

”Jeg vil bare lige påpege, at dit hår siger noget andet.” Igen talte han til Niall. ”I må rigtig have hygget jer.”

Niall rødmede helt op til ørerne, og jeg fik helt ondt af ham. Han begyndte febrilsk at rette på sit hår, men lige lidt hjalp det.

”Der skete ingenting,” hvislede jeg vredt og vendte igen ryggen til ham. ”Kom, Niall.” Vi fik begge en skefuld havregrød i tallerkenen, og Charlie lod os være. Jeg smed mig irriteret ned ved bordet igen, og Niall gjorde det samme. Rødmen var forsvundet fra hans ansigt, men han sad med blikket stift rettet mod sin morgenmad. Jeg åbnede munden for at fortælle ham, at det altså ikke betød noget for mig, hvad Charlie havde hentydet til, men af en eller anden grund lod jeg være. I stedet bredte en akavet stilhed sig.

Jeg kiggede op og mødte tilfældigvis Heathers blik. Hun stod et stykke derfra og kiggede rundt, men da hun så mig, flakkede hendes blik kort over til Niall, der var begyndt at spise sin mad, og pludselig stod hun ved siden af mig.

”Hej med jer,” sagde hun muntert og lænede sig forover, så hun støttede begge hænder på bordpladen. Niall kiggede endelig op og nikkede høfligt til hende. Ingen af os sagde mere, men jeg følte Heathers blik hvile på mig, da jeg tog en skefuld grød. Jeg følte mig overbegloet og håbede på, at hun snart ville gå, men sådan var Heather ikke. ”Det er godt at se, at Kimberly har fundet sig en ven,” sagde hun og nev mig blidt i kinden. Det føltes meget nedværdigende, men jeg lod hende gøre det og nøjedes med at sende hende et irriteret blik. ”Det ved vi jo alle, hun har haft lidt problemer med.” Hun grinede af sig selv, og selvom jeg måske burde føle mig stødt af hendes bemærkning, følte jeg ikke rigtigt noget. Det var jo rigtigt nok.

”Jeg kan ikke undgå at se, hvor godt i har det sammen,” fortsatte hun og bemærkede ikke, at Niall kiggede pinligt berørt ned i sin tallerken. ”Så derfor tænkte jeg, at i kunne få en speciel tilladelse til at tage på en lille udflugt.”

Jeg kiggede overrasket op og rynkede panden. ”Ja, du hørte rigtigt, Kimberly. Vi stoler nok på lille Niall her, til at lade ham få ansvaret for dig.” Hun smilede og rakte ud og klappede mig kammerratligt på skulderen. ”Det er rigtigt, at vi ikke har tilladt det før, men en gang skal jo være den første, og vi tror, det ville være godt for jer – at komme udenfor murene her, mener jeg.”

Jeg kastede et blik over på Niall og fangede hans blik. Et lille smil spillede i hans mundvige, og jeg vidste, at vi begge tænkte på det samme. Det var jo ikke fordi, Heathers arrangerede tur ville blive den første for vores vedkommende. Jeg smilede ved tanken om, hvordan vi var sluppet godt fra vores tur i nat.

Heather så ingenting og vendte sig dernæst mod Niall. ”Og du kan lige tro, vi er glade for, at du besluttede at komme forbi. Jeg har aldrig set Kimberly så glad og fuld af energi.” Niall smilede og kiggede over på mig, men jeg slog hurtigt mit blik ned. Hun forstod da også lige at gøre en skidt tilpas. Da hun var væk, kiggede jeg igen op.

”Så, hvad siger du?” spurgte jeg med et glimt i øjet. ”Er du klar på endnu en udflugt?”

”Selvfølgelig,” svarede han.

 

”Har du nogen søskende?” spurgte Niall og skubbede sin gynge i gang med fødderne. Vi var søgt hen på den samme legeplads, som vi havde spist på sent i aftes, da vi ikke kunne komme i tanke om andre steder. Jeg var stadigvæk forundret over, at Heather bare lod os gå sådan uden videre. Hun måtte virkelig stole på Niall. Dog havde hun bedt os om ikke at fortælle andre, at vi fik lov at komme ud. Folk skulle helst ikke tro, at det var en mulighed.

Jeg rystede på hovedet. ”Jeg er enebarn.”

Niall nikkede langsomt. ”Savner du aldrig en bror eller søster?” spurgte han.

”Jeg ved jo ikke, hvordan det ville være,” sagde jeg eftertænksomt. ”Min bedstemor var min bedste ven, og jeg behøvede ikke andre.”

Niall svarede ikke, og jeg havde på fornemmelsen hvorfor. Han vidste godt, hun var et følsomt emne for mig, så han holdt igen, og det var jeg glad for. Jeg havde ikke lyst til at tale om min bedstemor, det gjorde ondt at tale om hende.

”Kimberly,” sagde han så og stoppede gyngen, så den kun gyngede svagt frem og tilbage, med hans fødder slæbende efter ham i sandet. Jeg rettede mit blik mod ham. ”Jeg skal til U.S.A om et par dage. Vi tager af sted, efter vi har spillet den koncert på anstalten i morgen.”

Jeg sank. ”Hvor lang tid?”

”Lidt under en måned,” svarede han og kiggede ned. Stilheden tog over, mens jeg langsomt lod hans ord bundfælde sig. Jeg kunne slet ikke forestille mig, hvordan jeg skulle kunne holde ud at være alene på anstalten uden Niall. I det sidste stykke tid, havde han næsten været grunden til, at jeg overhovedet stod op om morgenen. Jeg havde jo ikke andet i mit liv.

”Måske skulle vi se og komme hjem,” mumlede Niall.

”Jeg har ikke noget hjem, Niall.” Min stemme var hård, og jeg mærkede Nialls blik hvile på mig. Jeg kiggede ikke op på ham, selvom hans blik var ubehageligt. Jeg fortrød lidt mine hårde ord. Han kunne jo ikke vide, at jeg ikke betragtede anstalten som mit hjem. Men sandheden var, at jeg ikke hørte til nogen steder. Det havde jeg aldrig gjort siden branden.

Ud af øjenkrogen så jeg Niall rejse sig op. Jeg tog en dyb indånding og åbnede munden for at forklare, men han afbrød mig. ”Det er i orden, Kimberly. Jeg forstår det godt.” Et svagt smil trak hans mundvige op af, men hans øjne var en smule triste. ”Lad os komme tilbage,” tilføjede han og valgte sine ord med omhu denne gang. Jeg smilede taknemmeligt til ham.

”Jeg forstår stadigvæk ikke, hvorfor vi pludselig må komme ud,” betroede jeg ham for at lette stemningen og snakke om noget andet.

”De tog også deres forholdsregler,” sagde Niall.

”Hvad mener du?”

”Løft op i dit bukseben.” Jeg rynkede panden, men gjorde hvad han sagde. ”Se,” sagde han og pegede på min strømpe. ”Det er en sporingschip.”

”Min strømpe?” Jeg kiggede uforstående ned og så i det samme en lille sort plet, jeg ikke havde lagt mærke til, da jeg tog strømperne på i morges. Jeg bøjede mig ned og betragtede den lille chip. Det gav faktisk ret meget mening. Mine strømper var det eneste, jeg ikke selv fik lov at vælge. Alle på anstalten fik hver uge udleveret en bunke hvide strømper, som vi bare kunne smide ud efter brug. Jeg rakte ud for at hive den af, men Niall stoppede mig. ”Lad være,” sagde han hurtigt og holdt min hånd tilbage. ”Jeg burde egentlig ikke have fortalt dig det, og tager du den af, bliver de mistænkelige.” Han slap hurtigt min arm igen. ”Heather fortalte mig, at de havde sat sporingschips i dine strømper, lige siden du stak af første gang. Hun mente, jeg skulle vide det, inden vi tog af sted.”

Min mund åbnede sig med et lille plop. Det var sådan, de havde fundet mig, anden gang jeg var stukket af. De havde hele tiden vidst, hvor jeg var. Jeg kastede et ekstra blik ned på mine hvide strømper og lod så buksebenet falde på plads. ”Tak,” sagde jeg så, ”det er godt at vide.”

Vi forlod legepladsen og gik langsomt hen af den asfalterede vej. Jeg havde efterhånden gået her et par gange nu. Vinden var ikke så kold i dag, og for en gangs skyld frøs jeg ikke det mindste.

Ingen af os sagde noget, indtil Niall efter et par minutter brød stilheden. ”Må jeg tage din hånd?”

Jeg kiggede overrasket på ham og mødte hans blå øjne. Under andre omstændigheder ville det spørgsmål have været akavet, men fordi det var Niall, gjorde det mig ingenting. Hans øjne var en smule usikre, men alligevel var der en form for fasthed i dem.

”Ja,” sagde jeg en anelse stakåndet, uden at tænke mig om. I samme øjeblik mærkede jeg Nialls varme fingre røre mine. Først snittede han bare min håndryg, men så greb han fat om min hånd, og langsomt gled hans fingre ind mellem mine. Det var en ny følelse for mig. Jeg havde aldrig holdt nogen i hånden på den måde før. Fornemmelsen af hans hud mod min, var beroligende og skabte en form for tryghed.

Dog var mit greb om hans hånd ikke hårdt. Faktisk vidste jeg ikke, hvad jeg skulle gøre af mine fingre, så derfor lå de bare lige så let mellem hans fingre. Jeg turde ikke holde ordenligt fast.

I det samme mærkede jeg Niall blidt klemme min hånd. Jeg kiggede op på ham, men han kiggede den anden vej. Da jeg kiggede på hans mund, vidste jeg hvorfor. Et selvtilfredst smil var dukket op på hans læber, og jeg måtte åbenbart ikke se det.

Tanken om at det, at han holdt min hånd, fremkaldte den slags følelser hos ham, frigjorde en rar, boblende fornemmelse i min mave, så jeg også måtte kigge den anden vej.

Vi gik det sidste stykke vej i stilhed, og det var først, da jeg måtte række ud og åbne den store dør til anstalten, at jeg slap Nialls hånd. Vi trådte begge indenfor, og mærkede varmen slå os i møde. Mine kinder blussede svagt, men om det var på grund af kulden eller Nialls nærhed, vidste jeg ikke.

Jeg vendte mig for at sige noget til Niall, da nogle stemmer fangede min opmærksomhed. Jeg kiggede ned af gangen, hvor lydene kom fra. Jeg så en stor, mørk skikkelse komme gående mod os, mens han råbte op om alt muligt. Jeg kunne ikke tyde det, før han kom tæt på.

”Stop, jeg siger jer, det var ikke mig! Jeg har aldrig rørt det stads før! Vil i ikke være venlige og lade mig tale ud, det her er for groft! Tænk dog på alle børnene!”

Det var Mike, men han var ikke alene. På hver side af ham stod en uniformeret betjent, og da jeg kiggede ordenligt efter, så jeg, at de hver i sær havde sit tag i ham. Om håndleddene bar han håndjern.

”Stofferne blev fundet dit køkken,” sagde den ene betjent hårdt og uden nogen form for nåde i stemmen. ”Alt du siger kan blive brugt i retten mod dig.” Det lod til at lukke munden på Mike.

Den trygge og idylliske fornemmelse jeg lige havde haft, forsvandt som dug for solen, da det gik op for mig, hvad der skete.

”Hey,” udbrød jeg og trådte frem, ”hvad sker der?”

”Jeg må bede dig om at flytte dig, unge dame.” Det gik op for mig, at jeg spærrede døren, men jeg flyttede mig ikke at den grund. ”Hvad sker der?” spurgt jeg igen.

Betjenten hævede stemmen. ”Jeg må bede dig om-”

”Kimberly, kom her,” sagde Niall og trak mig væk, så døren var fri. Jeg forsøgte at rive mig fri, men Niall holdt fast. Betjenten sendte ham et taknemmeligt nik, før de begge trak af med Mike, som hang slukøret med hovedet.

I samme øjeblik døren lukkede sig bag dem, slap Niall mig, og jeg vendte mig mod ham med et ryk. ”Hvorfor gjorde du det?” råbte jeg efter ham. ”De skulle ikke have haft lov til at tage Mike med, han er uskyldig!”

”Hvorfra ved du, at han er udskyldig?” spurgte Niall, som var den eneste, der havde en smule fornuft tilbage i kroppen.

”Jeg ved, hvem der gemmer stoffer i køkkenet!”

”Hvem, Kimberly?”

”Charlie,” sagde jeg og mærkede vreden ulme. ”Det var Charlie, der gjorde det."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...