She's not afraid ~ 1D (+12)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 9 jun. 2013
  • Status: Igang
Destiny er navnet på en 18 årig pige. Hun lever et helt normalt liv, med venner, skole, og helt normale pinlige forældre, lige indtil en dag hvor hun kommer ud for en alvorlig ulykke. Måske var det held i uheld, at hun en nat blev påkørt af en bilist, da to berømtheder er til stede i sammenkørslen, og hjælper hende derfor på sygehuset. Vil kontakten mellem dem holde, og udvikler det sig på nogle måde?

~Jeg glæder mig til at skrive på denne movellas, så jeg håber i liker, og læser med! :-) Tak!

Og mange tusinde tak til Bell, som har lavet mit flotte cover! :)

6Likes
5Kommentarer
390Visninger
AA

3. I'm dead.

Zayns synsvinkel:

Niall og jeg er på vej hjem fra et interview, klokken er 11. Det har været en hård dag. Først havde vi koncert, så 3 interview lige bagefter. Puha! Jeg sukkede, og sendte Niall et smil. ''Hvad så, lavede du nogle fejl i dag?'' spurgte jeg og grinede svagt. ''Nej, ikke rigtigt'' grinede Niall. 

Jeg smilede stort. Vi kom stille og roligt til et lys kryds. Der er kun en bil foran os, og så er der ikke ret mange andre, jo en fra højre side, men så heller ikke flere. Bilen foran os, kørte frem for grøn. Den nåede ikke ret langt før at en grå bil kører virkelig stærkt ind i den. De rammer hårdt sammen. 

Jeg får kuldegysninger over det hele, og springer ud af bilen. De må være kommet slemt til skade! Men før jeg ser mig om, er den grå bil bare kørt hurtigt videre. Jeg kommer helt op i det rødefelt, hvad er det for en verden vi lever i?! 

Lige bag mig kommer Niall, vi løber hen til den lille smadret røde bil. Flår den smadret dør op, og kravler ind. Der ligger glasskår over det hele, og alt er smadret. På føresædet ligger en pige, omkring de 17 år. Det ligner hun ihvertfald. 

''Niall!? Ring 112!'' siger jeg hårdt, og får båret den sårede pige op i mine arme. Hun har blod over det hele, og er bevidstløs tror jeg. Jeg ligger hende ned på den kolde jord, ser hun langsomt trækker vejret. ''Der er liv endnu, hun trækker vejret!'' siger jeg hurtigt.

Jeg får øje på et dybt sår i hendes hoved. Jeg river noget af min trøje af, og binder det fast, får at stoppe den dybe rift. Det må være et glasskår der har skåret hende der! Jeg sukker forpustet. Det var godt jeg lærte førstehjælp dengang jeg fik muligheden for det. 

Jeg ligger mine hænder på hendes brystkasse, og pumper stille og roligt. 30 gange, og derefter kort mund-til-mund. Så igen 30 pump, og mund-til-mund. Jeg hører ambulancerne i det fjerne, og inden længe er de her. Jeg ligger hendes hoved i mit skød, og aer hende blidt på kinden. Hun er ret smuk.. jeg sukker.

Ambulance folkene er ankommet, og bærer hende op på en båre. Imens en mand snakker med mig og Niall. 

''Var det jer der kørte sammen, altså jer og hende?'' spurgte manden. Jeg rystede på hovedet. ''Nej, det var en grå bil. Jeg tror vedkommende var fuld, eller lidt gak i hovedet, da han eller hun bare kørte over for rød. Bilen var en Fiesta tror jeg, og den var grå. Jeg lagde ikke mærke til nummerpladen, fordi den bare kørte videre'' 

Manden nikkede. ''Godt så. Tak fordi i ringede!'' han gav både mig og Niall hånden. Manden vendte om, og var på vej væk, men lige pludselig vender han sig. ''Kender i pigen?'' spurgte han igen. ''Nej, vi kørte bare bagved. Men.. eh, er det muligt at vi tager med ind på sygehuset?'' spurgte jeg.

Manden nikkede. ''Ja selvfølgelig!'' Ambulancen begyndte at køre, og mig og Niall hoppede ind i vores bil, og kørte efter. Endelig nåede vi ind på hospitalet, og fik lov at komme med ind. Pigen fik en masse slanger, stik og medicin. 

Det er så fandes ærgerligt at en så smuk og ung pige, skal udsættes for det her. Det er forfærdeligt. Både mig og Niall havde siddet i vores tanker på vej herhen. Jeg tror vi var lige rystede, og bange. ''Vi skal bare krydse fingre.. for at hun overlever!'' mumlede Niall, og klappede mig stille på skulderen. ''Selvfølgelig!'' sagde jeg fraværende. 

Vi satte os i en stol, inde på hendes stue. Mon hun har forældre som kommer? Eller venter de til i morgen? Det ved jeg ikke, og vil faktisk heller ikke tænkte mere over det. Tror bare jeg ligger mig til at sove i denne her stol, og vente på at hun vågner op. 

Destinys synsvinkel:

Jeg åbnede øjnene. En voldsom hovedpine skød igennem mig. Hele min krop er øm. Jeg kigger rundt. Pludselig får jeg øje på to velkendte drenge i stolene ved siden af mig. Jeg kigger ned af mig selv. Hvad laver jeg på hospitalet? Jeg forsøger at tænke tilbage, men det gør utrolig ondt i mit hoved. 

Pludselig slår den ene dreng øjnene op. Han har sovet.. Jeg burde gå helt i fangirling-move over at det var Niall og Zayn fra One Direction der sidder ved min side. Men jeg har virkelig ikke kræfter nok.. Jeg sukkede. Det er Zayn der åbner øjnene. Jeg skynder mig at lukke mine, men det var forsent fordi jeg tror han opdagede mig.

''Hey..'' mumlede han. Jeg åbnede øjnene igen. ''Eh hej!'' sagde jeg. Min stemme var hæs og ødelagt. Han så faktisk meget lettet og glad ud, hvorfor mon? ''Hvad laver jeg her?'' spurgte jeg hurtigt efter. ''Kan du ikke huske det?'' spurgte han. Jeg forsøgte at ryste på hovedet det gik bare ikke så godt. ''Nej'' sluttede jeg så. ''Jo ser du, igår aftes var der en bilist der kørte ind i dig. Mig og Niall var der som de eneste. Vi skyndte os selvfølgelig over til dig, og ringede 112. De kom og samlede dig op, og derfor ligger du på hospitalet!'' sagde Zayn.

Jeg åbnede munden, og forstod narda af det han sagde.. Stod han lige og sagde at han og Niall har redet mit liv, fordi jeg blev kørt ned af -sikkert- en fuld stodder? Jeg sukkede dybt. ''Wow..'' mumlede jeg. ''Det må du nok sige!'' sagde han. Og med det samme vågnede Niall også. ''Jamen tak så!'' sagde jeg hurtigt. 

''Det var det mindste vi kunne gøre!'' sagde Zayn, og sendte mig et charmerende smil. Jeg forsøgte at smile tilbage, men det gik igen ikke så godt. Pludselig går døren op, og deri står to velkendte ansigter. Bedrøvede, ked af det, og forvirrede ansigter. Mor og far. 

''Hejj..'' mumlede jeg, og sendte dem et micro smil. De skyndte sig over til min seng. ''Er du okay skat?'' begyndte min mor, og tog min hånd. ''Nah.. jeg ved ikke om man kan kalde mig okay lige nu'' sagde jeg bedrøvet, og sendte et skævt smil. 

Min far tog hurtigt sine hænder frem, og i dem havde han en stor blomsterpuket. Det varmede i hele mit hjerte, bare sådan en simpel ting som de flotte blomster. Jeg glemte fuldstændigt alt om de to berømtheder der sad ved siden af mig. ''Aw tak far og mor!'' sagde jeg hurtigt. 

I det samme gik døren op, endnu en gang. Ind kom en sygplejske. ''Du har fået en større hjernerystelse, brækket nogle ribben, og brækket nakken, vi kører dig lige ind i et andet rum, så du kan få noget støtte på'' sagde hun. Jeg havde lyst til at skrige da hun sagde det. For det første ville jeg ikke væk fra mine forældre. For det andet så har jeg brækket en masse ting, og det kan komme til at betyde noget for min fremtid. For det andet er jeg glad for at jeg ikke bare døde. 

Det kørte min seng ind i et andet rum, og begyndte at fingerere ved mig. Jeg sukkede, og lukkede øjnene. Det her skulle bare overståes. Jeg har allermest lyst til at vågne op, og opfatte at det bare var en ond drøm. Men sådan er jeg bange for at det faktisk ikke er.. Det her er virkelighed! 

Så udkom det første kapitel, jeg håber ikke at det skuffer for meget.. Det er ret kort, og ikke så godt skrevet.. i know. Men jeg havde ikke så meget tid, og det var svært at sætte sig ind i, men nu må vi se. 

Hvad synes i om det? Hvordan tror i det kommer til at gå? Husk at like! :-)

- og mange tak til alle dem som allerede har liket, godt nok ikke så mange, men er taknemlig for dem der har! Mange tak! Husk bare at kommentere, det gør en så glad, og bare bliv ved med at like. Elsker jer!

Freja xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...