Stile og andet gøgl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 3 sep. 2013
  • Status: Igang
Her kommer nogle af mine dansk stile og digte og alt mulig andet gøgl :)

2Likes
1Kommentarer
346Visninger
AA

8. Gør øjeblikket væsentligt - Årsprøve/Essay

Det er aldrig helt godt nok, vel? Der er altid et eller andet, man lige skal ændre, eller noget der lige skal forbedres. det der med "at leve i nuet", hvad er det lige det er? Hvorfor nyde at man har det fint nu, hvis man har det fantastisk lige så snart, man har ordnet et eller andet..? Altså, græsset er jo altid grønnere på den anden side, er det ikke?

Vi mennesker, har altså gang i en spøjs leg. For i stedet for at nyde den flotte solnedgang på terrassen om aftenen, glæder vi os bare til morgenens brunch med vennerne. Og i stedet for at nyde brunchen, glæder vi os egentlig bare til at komme væk, så vi kan komme ud og købe nyt tøj. Men det er da heller ikke helt godt nok, næ nej, hvad er nyt tøj, hvis man ikke har en bil der matcher? Og så kan jagten på et kørekort ellers begynde. 
Sådan er der mange mennesker, der ser verden.Vi er aldrig helt lykkelige, hver gang vi tror, vi er, finder vi da bare noget nyt at sukke efter. "Lige så snart jeg er berømt og har en masse venner og penge, så er jeg lykkelig", den har man jo hørt tusindvis af gange før. Folk glemmer simpelthen, at leve i nuet og nyde rejsen.
Hvad folk i virkeligheden er en pause-knap. En som gud og hver mand kan styre. Hver gang en mand stormer forbi, for at nå til jobsamtale til sit drømmejob i Sverige, og han glemmer at nyde den smukke senske natur, han farter lige forbi og køre næsten et elsdyr over, så kan man da lige selv komme forbi og sætte ham på pause. En pause hvor han vil leve i nuet, nyde momentet, ingen stress, ingen misfornøjede miner, og vigtigst af alt; ingen sukken efter alt muligt andet. 
Denne knap skulle naturligvis ikke kun virke på misfornøjede danskere i Sverige, men der i mod på alt og alle. Også den stakkels bjergged, der ikke nyder den smukke bjergudsigt, men i stedet venter på, at den får en dåse, som den kan tygge lidt på. Selv bjerggeden skal hjælpes til, at kunne nyde nuet.
Nu lyder jeg jo selv som en, der sukker efter den endnu-uopfundne-pauseknap, men det er fordi, at alle mennesker efterhånden ikke laver andet, end at hoppe idiotisk rundt, efter den skattekiste af lykke, de forestiller sig bliver deres, hvis de blot hopper højt nok op, og i øvrigt glemmer at tænke på, hvad de hopper fra. 
Tænk hvis de i virkeligheden havde det bedre, hvor de stod før? - Før de hoppede så meget, at deres ben brækkede..? Hvorfor er det, at man ikke stopper op midt i et hop, og tænker "det her, det vil jeg ikke være med til mere, nu vil jeg nyde nuet"? Hvad hvis den store kiste med lykke de så for sig, i virkeligheden var en ren hallucination, skabt af stress og træt beslutsomhed efter mere?
Stemningen og råbene fra vores kapitalistiske samfund, der kun bakker folk op i, at man skal videre. Hurtigt og godt, jo mere - jo bedre. Den kaotiske råben og hænderne, der prøver at nå ud efter ens fantasi-opspundne kiste. Man tænker slet ikke - det eneste man kan, er at følge den pøbel, der trods den størrelse, dominans og omklamring, alligevel får en til at føle sig, som Palle alene i verden.

Det sker, at de mennesker, der har forsøgt at hoppe højest er faldet. Det er ikke bare den hidtil uopfundne pauseknap der træder ind, men den noget mere voldsomme STOP-knap. Knappen, der giver folk et alvorligt wake up-call. Det kan være med en slem sygdom, skilsmisse eller andre livsmodificerende grusomheder... Eller hvad? - Når først der er trykket på stopknappen, så er det jo, at man begynder at tænke, hvad skete der lige der? 
Åbenbaringen der rammer en, kan sammenlignes med, at slå hovedet hele vejen igennem en mustensmur - fuldkommen banebrydende for ens tankegang. 
Så er det nemlig, at man begynder at nyde hvert minut. Man fatter pludselig, at det vigtigste er at leve og nyde hvert sekund - selv om de resterende sekunder muligvis er i en kørestol på Rigshospitalet, eller er fraskilt, alene i en lille lejlighed på Østerbrogade med sin spinkle kat. Man lærer at nyde livets små glæde. Om det så er den ti minutters lange tur, man får lov at gå i infirmeriets stedsegrønne baghave, eller om det er den glubske kats fodringstid, så så nyder man det. Og man tager hele dagen med. Én dag af gangen, med alle dens hyggelige finurligheder og lykkelige momenter.

Hvorfor skal stopknappen til, for at folk kan leve i nuet?
Vi opfører os lidt som børnehave-børn, der skal have en timeout og en tur i skammekrogen, for at lære et eller andet ligegyldigt. 
Intet ondt mod dem, for resten. De er efterhånden de eneste, der kan leve i nuet. Rutsjebaner, gynger og jeg ved ikke hvad. De ved hvordan man bedst udnytter dagen, med at have det sjovt, og gøre som man vil. 
Alligevel, er det lykkedes vores samfunds kapitalistiske medborgere at straffe dem, for at kunne leve i nuet. "Du slår der bare", "du ødelægger dit tøj", "du bliver helt beskidt", "lad nu være med det" og alle de aldre klassisk-kendte standard-sætninger, som børnehavepædagogerne efterhånden har sagt så mange gange, i den samme anklagende klang, at det skulle undre mig, om de ikke bare siger det på autopilot, uden at tænke over det.
Men hvem har som pædagog, da også tid til at kigge på børn? De har da deres egen skattekiste fuld af guld og mærketøj at hoppe efter. 
Det er i virkeligheden allerede her i børnehaven, hvor at børn får drejet deres livskompas den forkerte vej. En retning, så kun få af dem, kan få den tilbage på det rette og lystige spor. 

Når man allerede som barn får vendt livskompasset i den ravende gale retning, så begynder man også at lægge ting i den kiste, man senere hopper efter, allerede her. Det er måske ikke berømmelse og penge, men andre ting, der betyder noget. I stedet for at nyde deres gyngetur, går de indenfor, og tænker at de bare lige skal have den der slikkepind, og så kan de gå tilbage til rutsjebanen igen. 
For efter at have hørt alle disse typiske sætninger, fra dem de ser mest op til, kan de ikke længere klatre i træer, gynge, ha' det sjovt og leve i nuet. Nej. Barndommen bliver som en lang venteperiode. 
Det samme med ungdommen. Man har jo lært det, fra man var helt lille, så det er da præcis det samme i denne alder. Det er bare ud af skolen, og have mand, hus og børn. Ligesom de voksne, er man blevet en springer. Alt gælder nu om at få fat i kisten og droppe nuet. Koste, hvad det vil... 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...