Stile og andet gøgl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 3 sep. 2013
  • Status: Igang
Her kommer nogle af mine dansk stile og digte og alt mulig andet gøgl :)

2Likes
1Kommentarer
352Visninger
AA

3. Du kommer for sent - Novelle

Bemærk! Det sidste afsnit kommer fra en bog. Opgaven gik ud på, at man skulle skrive en novelle, med denne forudbestemte slutning. 

John stillede sig sammen med resten af slænget og ventede på den Michael, de kunne se komme gående… Hans hår var pjusket, han lignede en, der havde rodet i det hele vejen hen til vejsvinget, af ren nervøsitet. Man kunne på lang afstand se hans røde, opsvulmede øjne. Han havde grædt. Han gik langsomt og nervøst gennem det høje græs og prøvede forgæves at sætte en rå facade på, han kunne gemme sig bag.

 ”Har du pistolerne?”, Klaus talte hårdt til Michael, hvis hoved hældte mere og mere mod jorden i et forsøg på at blive usynlig. Selvfølgelig havde han dem ikke. Klaus skævede til John, de vidste begge, hvad dette ville betyde. Sidst de brudte ind i en forfalden skurvogn, var Michael efterhånden blevet så uduelig, at han ikke engang kunne holde vagt. Han ville aldrig kunne gøre noget så indviklet som at bryde ind i den lille hobby-våbenbutik nede på hjørnet af hovedgaden og stjæle nogle pistoler.

Michael havde haft en sidste chance for at gøre alt godt, en sidste chance for at kunne forblive i gruppen. Han forspildte den, nu skulle han straffes. John, der var leder i gruppen, skulle afgøre hvad straffen skulle være. Sagen var den, at man ikke bare kom ud af gruppen, når man først var inde i den.

John knugede pistolen i sin hånd og begyndte stille, men hårdt at tale til Michael. ”Har du noget, du vil sige?”. ”Jeg… jeg hører ikke til i gruppen mere…”, Michael kiggede op og blev mødt af kolde blikke. Erik fnøs; ”det behøver du ikke fortælle os!”.  Michael havde i sin tid kun bestået optagelsesprøven med nød og næppe. Efter hans uskyldige lillesøster og hans mindre uskyldige storebror begge blev dræbt i et bandeopgør, havde han været så rasende, at det gav ham en enorm styrke, der gjorde ham i stand til at bestå. Men samme dag han selv skulle skyde nogen, slog det klik for ham, og han blev sit gamle, ubrugelige jeg. Nu var det blevet for meget for gruppen, Michael var kun til besvær. Han var blevet for blød.

Peter knyttede næverne sammen, han havde aldrig været den tålmodige type. Stod det til ham, havde de tævet Michael samme dag, som de brød ind i skurvognen og næsten blev fanget.

”Er der nogen, der ved, du er her?”, Peter kiggede ondt og med et næsten hoverende ansigtsudtryk på ham. Han kæmpede hårdt for ikke bare at springe på ham og tæske ham.

”Min… min mor ved det”, Michaels stemme rystede. Peter, Klaus og de andre grinede hånligt af ham. I alle andre situationer ville John have grint med dem, men det var ikke nu. Ikke her. Ikke med svedige hænder, der holdt om en pistol.

”Jeg egner mig ikke til at dræbe folk…,” Michael stoppede op igen - stadig med hovedet vendt mod jorden.

”Hvem egner sig egentlig til det?”, Michael kiggede op med sine våde øjne, så banden kunne se hans triste ansigt.

I lidt tid stirrede de på hinanden. John prøvede på at holde pistolen, så den ikke ville glide ud af hans hænder. Stemningen var anspændt og der var tordenskyer på himlen. Michael kæmpede for ikke at bryde ud i gråd, imens de andre drenge ventede på, at John ville gøre det endelige træk eller i det mindste bryde tavsheden.

Men John var blevet stum i forbavselsen over at skulle komme i en situation som denne. Hele den foregående dag havde han gjort sig klar på dette øjeblik, for at netop dette ikke skulle ske. John vidste, at Michael ikke ville kunne klare at hente pistoler, og at hele gruppen ville ende med at regne med ham selv.

Han havde studeret pistolen nøje, og tænkt på dengang han var lille og så på sin far skyde efter dåser på rækværket med selv samme pistol.

Han begyndte at tænke på sin far, der døde, da John kun var 9 år. Det hele blev for meget for hans mor, der ikke kunne passe på John eller hans storebror mere. Hun gik ned med en depression, hans storebror blev efter nogle hændelser sendt i fængsel og John selv… ja, han stod her - nervøs og rådvild - med tanken om at han ikke måtte blive blødsøden, ikke nu.

Han begyndte at svede og blev forholdsvis utilpas ved tanken om sin far. Hans far ville ikke have været stolt af ham, han ville have sendt ham et skuffet blik, sådan et som kun han kunne sende, og have meldt ham til politiet. Om John havde været 16 eller 30 år - søn eller fremmed. Han begyndte at ryste på hovedet for at få tanken væk.

”Med min døde lillesøster og storebror er jeg alt min mor har tilbage, hvis jeg dør på samme måde som dem, vil hun måske tage sit eget liv af ren skuffelse!”, Michael rystede ikke af nervøsitet denne gang, men af vrede.

”Kan vi ikke bare give Michael én chance til? Hvis han nu lover at forbedre sig?”, Buster - Michaels fætter - trådte et skridt frem og kiggede håbefuldt på hele banden. ”Jeg kan ikke forbedre mig, jeg er ikke lige så hård, som I er… Må jeg ikke nok bare gå?”, Michael stod med blanke, glimtende øjne og med en dirrende underlæbe. ”Nej…”, alles øjne fulgte John, der kørte sin hånd hen af panden for at tørre nogle sveddråber væk. Han rettede pistolen mod Michael og trykkede med rystende hånd på aftrækkeren…

John sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Grise-Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt, at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende dame steg ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op. Du kommer for sent, sagde John og lukkede øjnene, men han troede nu ikke, at hun hørte ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...