Bortført

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 jun. 2013
  • Opdateret: 18 jun. 2013
  • Status: Færdig
Lauren lever et normalt liv sammen med sin mor, indtil hun ved et tilfælde går ind på en hjemmeside, hvor der står en artikel om... hende selv! Og der står at hun er blevet bortført af sin mor!

2Likes
0Kommentarer
416Visninger
AA

2. Bortført

Det er lyden af skramlende kasser der vækker mig den morgen.

Lyset fra solen skinner gennem sprækken i døråbningen, og rammer mig lige i øjnene.

Søvnen sidder stadig i mig som en bølge af træthed, og den viser sig som irritation.

”Ku' du ikke lige dæmpe dig!” mumler jeg surt til min mor der rumsterer ude i gangen.

Døren bliver åbnet og min mor stikker hovedet ind med et undskyldende ansigtsudtryk.

”Sorry, søde. Men du ved jo, vi flytter i morgen eller overmorgen, så vi skal altså til at pakke lidt,” siger hun, mens hun bevæger sig hen mod mig.

Min mor er lige blevet skilt fra sin 2. ægtemand. Samuel Jones. Han var en skiderik for at sige det rent ud. Det første halve år opførte han sig pænt nok, men efter det.. ja, så viste han nok sit sande jeg. De blev skilt for omkring en måned siden, og han flyttede ud med det samme, og nu skal vi så til at flytte til et mindre hus.

Mor sætter sig tungt på sengekanten og kigger med et bekymret udtryk i øjnene på mig.

”Du ser så træt ud, har du fået sovet nok?” mumler hun mens hun stryger en vildfaren hårlok om bag mit øre.

Jeg ligger et øjeblik og nyder den blide berøring og hendes varme blik, men så bliver det for meget af det gode. Jeg er ikke 3 år længere.

”Ja, jeg får sovet nok, mor,” svarer jeg med et lille snert af irritation i stemmen, mens jeg sætter mig ret op i sengen og strækker mig.

”Nå, hvis du selv føler det sådan, så har du vel ret, pusling,” siger hun.

 

Cirka 20 minutter senere sidder jeg ved spisebordet ude i stuen og venter, mens mor laver mad i køkkenet.

”Mor?” spørger jeg, mens jeg indånder duften af bacon og æg.

”Ja, min mus,” svarer hun og kigger opmærksomt på mig.

”Okay, lige for det første: Vil du ikke godt lade være med at kalde mig mus?” siger jeg. ”Jeg er altså ikke en lille pige længere.”

”Det bliver svært. For mig er du jo stadig min egen lille putte-mus!” hun griner skævt og kigger på mig. ”Nå, men hvad var det ellers du skulle sige?”

”Hvorfor laver du overhovedet morgenmad, når du alligevel ikke har tid til at spise med?” spørger jeg.

”Du skal da forkæles lidt en gang imellem! Min pige skal ikke spise havregrød til morgenmad hver dag,” siger hun

”Nej... jeg skal vise dem, skal jeg,” tilføjer hun og et øjeblik glider der et arrigt udtryk over hendes ansigt, som straks efter bliver erstattet af ængstelse.

”Vise dem at jeg kan passe på hende...” Hun kigger stift ud i luften et øjeblik.

Jeg når lige at bide mærke i at hun snakkede om mig i 3. person, da hun retter det:

”...Passe på dig!” Hendes blik møder mit og hun lyser op i et varmt smil.

Efter hun har serveret morgenmaden sidder jeg stadig og grubler over hvorfor hun pludselig virkede vred og bange. Og jeg tænker stadig over det da hoveddøren smækker, som betyder at hun er taget på arbejde.

 

”Nå, hvornår flytter I så?” spørger Kylie mig da vi sidder i kantinen og spiser frokost.

”I morgen eller i overmorgen,” svarer jeg. ”Deromkring ca.”

”Hm, ok,” svarer hun og læner sig tilbage i stolen og kigger ud ad vinduet.

Jeg tager en stor bid af min sandwich med salat og skinke, da jeg opdager at hun stirrer på mig med sine lyse øjne,

”Hvaad?” spørger jeg med munden fuld af mad. Sikkert et ret frastødende syn.

”Mine forældre skal måske også skilles...” Hun kigger igen ud ad vinduet med et opgivende udtryk i øjnene.

”HVAD!?” siger jeg, igen med munden fuld af mad.

”Ja, det er virkelig surt. Og det er lettere for dig. Du ved at du skal bo hos din mor når du ikke har nogen far, mens mine forældre forventer at jeg vælger imellem dem!”

Jeg har fuld forståelse for hvad hun siger, så jeg lægger armen om hende.

Jeg tænker på hvordan det ville være at have en far. Mor har altid fortalt mig at han døde i en flyulykke med sine forældre, da de var på vej til Italien for a besøge nogle venner. De nåede ikke en gang at blive gift, og jeg var kun 2 år.

Mens jeg kigger ud ad vinduet tænker jeg over hvad der er bedst. At have en far, eller ikke.


           
Missing Children – Society of Canada skriver jeg i søgefeltet. Øjeblikkeligt dukker hjemmesiden op som et link. Da jeg klikker ind på det, lander jeg på en grøn side med et moderne layout.
Scarlett, min dansklærer, gav os til opgave at undersøge hvordan hjemmesider er bygget op, da vi senere skal lave vores egen hjemmeside med en anden fra klassen.
Hun sagde at jeg skulle undersøge hjemmesiderne www.Missing Children – Society of Canada.com, www.Y8.com, og www.VikingsFromSweden.se.
Og lige nu undersøger jeg førstnævnte. Hurtigt får jeg mig et overblik over hjemmesiden.
Jeg klikker mig ind på et link, hvor der står: Foto Gallery – kender du disse børn?
Der dukker over hundrede billeder op. Jeg skimmer gennem de 20 første billeder. Derefter scroller jeg længere ned med musen, og kigger gennem række efter række af billeder, da jeg ser det...
Pludselig får jeg åndenød, og det føles som mit blod fryser til is.
Det billede. Det kan bare ikke passe. Jeg glipper med øjnene og tørrer dem med hænderne.
Men det er stadig væk det samme billede jeg ser. Det billede som min mor så mange gange har vist mig fra hendes fotobog.
Det er mig der er på billedet. Jeg føler mig svimmel. Hvordan er det havnet på en hjemmeside om bortførte og savnede børn?
Billedet stråler op i mine øjne fra skærmen. Jeg er lille. Måske omkring de 2,5 år. Jeg står med mine små buttede ben og smiler til personen der holder kameraet. Mit lysebrune hår sidder i små sorgløse krøller, og mine grønne øjne har et finurligt udtryk.
Spørgsmålene fyger gennem hovedet på mig -
Er det virkelig mig? Hvordan er det endt på denne hjemmeside? Er det bare en joke? Hvorfor er jeg meldt savnet? - Og svarene rammer mig ubarmhjertigt og skånselsløst som en skudsalve fra en pistol.
Det er mig...hvis det er en joke, er det en sygt dårlig joke.
Jeg sidder med en tom fornemmelse i maven. Det står også det rigtige navn. Lauren. Men efternavnet er et andet: Steinmann.
Mit hjerte pumper så hårdt, at det føles som om det prøver at sprænge sig vej gennem min brystkasse. Jeg er svimmel.
Jeg klikker på mit navn, og kommer ind på en informations side om.. mig?

Navn: Lauren Steinmann
Fødselsdato: August 17, 1999
Savnet siden: April 06, 2002
Øjenfarve: Grøn
Hårfarve: Lysebrun
MCSC sags-nummer: 94-359
Lauren Steinmann blev i 2001 bortført af sin mor Giselle-Marie Goudrealt, efter at en dommer havde tildelt faderen forældremyndigheden over den da 2-årige pige.
Moderen er en middelhøj dame, med normal vægt. Hun har mørkt hår og brune øjne.


Jeg får gåsehud. Forstår det ikke. Min krop føles tung og uvillig, og jeg laver ikke andet end at stirre ud ad vinduet i en halv time. Er jeg blevet bortført... af min mor? ...Det kan ikke passe...eller kan det?
Endelig lystrer min krop og jeg lægger mig i min seng. Hvad er det her for noget bøvl?

Da min mor kommer hjem kalder hun på mig, men jeg bliver liggende. Hun går ind ad døren og jeg foregiver at jeg har frygteligt hovedpine, en løgn som alligevel er begyndt at blive sand. Da hun spørger om hun kan gøre noget, svarer jeg at jeg helst bare vil være i fred.
Jeg har brug for at være alene. Det lader til at jeg har levet på en løgn i hele mit liv. Har jeg så virkelig en far?  Jeg ved ikke om tanken gør mig glad. Mit hoved føles som en bunke rodet papir, hvor der ikke er styr på noget.


Der går en dame med en hund uden for vinduet. Mon hun har en far? Og hvis, kender hun ham så?
Eller blev hun også bortført af sin mor da hun var 2 år gammel?
Jeg har endnu ikke fortalt nogen min hemmelighed. Jeg tror heller ikke at mor har opdaget at jeg ved det. Jeg er begyndt at forstå det, men jeg ved ikke hvordan jeg skal foreholde mig til det. Har ingen anelse. Måske skulle jeg bare stikke af, og...
”Lauren? Hørte du mig?” Scarletts let irriterede stemme skærer gennem mine tanker.
Jeg kigger op med et forvirret blik. ”Hvad?” siger jeg.
”Følger du overhovedet med i undervisningen?” spørger hun misbilligende med let hævede øjenbryn.
”Øh...” begynder jeg, men Scarlett afbryder mig: ”Lige meget, bare følg med fra nu af!”

I frikvarteret trækker Scarlett mig med udenfor, og stiller sig med armene over kors og kigger alvorligt på mig. ”Hvad er der galt, Lauren? Hvorfor følger du ikke med i undervisningen?”
Et øjeblik overvejer jeg bare at lyve røven ud af bukserne, men før jeg overhovedet har tænkt tanken til ende, vælter alt bare ud ad mig.
Jeg fortæller det hele, mens Scarlett bare står med vantro øjne, men den kendsgerning at min stemme hele tiden knækker over, og at jeg får røde øjne, overbeviser hende om at jeg taler sandt. Hun lægger beskyttende armene om mig, siger at det nok skal gå alt sammen.


I flere dage går jeg med en knugende følelse i maven. Jeg venter. Det er som stilhed før storm.
Jeg ved ikke om Scarlett har sagt det til politiet, jeg ved heller ikke om jeg ville ønske at hun gjorde det eller ej. Jeg føler mig vred på min mor, men jeg opfører mig som jeg altid plejer over for hende.
Hun har ingen ide om at jeg har opdaget hendes hemmelighed, og nu hvor jeg ved det lægger jeg mærke til hvor tit hun egentligt er overbeskyttende.
Det må have været hårdt at skulle have levet med den hemmelighed dag ud og dag ind.


Og så sker det. Der er ikke stilhed længere. Stormen ankommer.
Endnu en dag har jeg bare siddet og kigget ud af vinduet, men jeg bliver revet ud af mine forvirrende tanker af en banken på hoveddøren. Jeg lytter til at min mor åbner døren. Og gisper.
Jeg kan mærke hvordan jeg bliver helt bleg. Mit hjerte pumper frygteligt hurtigt. Er det politiet?

”Goddag. Hvad kan jeg hjælpe med?” kan jeg høre min mor spørge ængsteligt ude fra døren af.
Gåsehuden kribler op ad mine arme. Jeg lister mig ud ad værelset og kigger ud mod hoveddøren.
”Kl. er 17:22 og du er anholdt,” meddeler en mand i uniform. Han er fra politiet.
Min krop fryser fuldkommen fast på stedet, og jeg stirrer på manden og min mor.
”Hvad!? Hvad har jeg gjort?!” Min mors stemme nærmer sig det hysteriske.
”Du bedes forholde dig roligt. Hvis du bare følger med os, er der ingen brug for vold,” siger politimanden kynisk. Det er i det øjeblik at jeg vågner op igen.
”NEJ! Lad min mor være!” skriger jeg mens jeg stormer frem mod døren, men for sent.
Politimanden har allerede hevet min mor udenfor, og er i gang med at lægge hende i håndjern.
Min mor stritter i mod, gør oprør. Hun skriger at de ikke må tage mig fra hende.
De holder mig fast, da jeg prøver at komme hen til hende. Hun græder, jeg græder. Jeg skriger. Jeg sanser ikke noget længere, ikke andet end at jeg vil hen til hende.
Alle mine anstrengelser er forgæves. Jeg hører bildøren smække, og ser min mors sidste håbløse blik. Hun rækker ud efter mig en sidste gang, inden politimændene kører bort med hende.
Hendes blik rummer så megen kærlighed at jeg et øjeblik glemmer at tænke på at jeg måske ikke ser  hende igen. Og så er hun væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...