Curiosity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 7 jun. 2013
  • Status: Igang
Chloé lever alene i sin indviklede verden som skyggelæser. Med byrden om at vide alt hvad folk tænker om en, uden selv og have en skygge. Men er der en person der kan vende hele hendes verden?

1Likes
2Kommentarer
464Visninger
AA

12. Kapitel

Jonathan sætter sig ned ved siden af mig. Tanker fra Johan og Bella strømmer straks over mig. De kan ikke lide Jonathan. Jeg forstår dem godt, han er slet ikke som dem, men han er vel okay. Han kysser mig blidt og snakker så videre med Johan om skolens basket hold. Jeg kigger over på Iwar. Vi sidder altid det samme sted, præcis så vi kan se hinanden, men langt nok væk. Det ligner hans ansigt er fortrukket i smerte, og da vores øjne mødes er hans blik såret. Det var det jeg savnede. At se at han er såret over at miste mig til en anden. Men nu når jeg så hans blik ville jeg ønske jeg ikke havde ville have det. Jeg havde lyst til at holde om ham, se ham smile igen, fortælle ham jeg var ked af det. Johan og Jonathan rejser sig og stiller sig over i køen og Bella kigger på mig. ”Jeg ved hvad du syntes.” Siger jeg bare. Hun siger ikke noget. I sådan nogle situationer er det ikke nødvendigt for os. Jeg ved hvad hun tænker og hun kan læse mit ansigt, mit smil og måden jeg kigger på hende. ”Bare tænk dig om.” Siger hun og rejser sig. Jeg har lyst til at råbe efter hende. Jeg har brug for hendes hjælp. Jonathan sætter sig ved siden af mig igen. Han fletter sine fingre ind i mine. Han kigger forelsket på mig, og jeg kan ikke lade være med at se hans tanker. Det hele sker på en gang. Hans tanke, lyden af en stol der skraber mod gulvet i en høj pinefuld lyd, min hånd jeg trækker ud af hans. Jeg kigger mod Iwar. Hans stol ligger væltet på gulvet og han kigger mod os. Han blik er fuld ad vrede men også sorg. Så løber han i starten normalt, men idet han når døren løber han så stærkt at man knap nok kan se ham. Jeg løber ud ad døren efter ham, med folks nysgerrige og forvirrede blikke i nakken. Jeg løber så stærkt jeg kan efter ham men det virker så meningsløst. Han er væk ind jeg når ud fra skolegården. Jeg skriger hans navn. Så en gang til. Mine knæ ryster under mig og jeg sætter mig på den varme asfalt. Mine lunger banker igen og igen hurtigere og hårdere. Som om de prøver at knuse min ribben. Jeg rejser mig forsigtigt op da klokken ringer sin skærende lyd. Jeg går til alle mine timer, heldigvis har jeg ikke nogle timer med Jonathan. Han indhenter mig da jeg er på vej hjem. ”Hvad var det der skete i kantinen? Du trak der væk fra mig og løb så ud ad døren? Og hvem var ham du løb efter?” Hans spørgsmål borer sig ind i mig. ”Jeg er for indviklet, hele mit liv er indviklet og det er bedst hvis vi ikke er sammen mere Jonathan.” Siger jeg. Hans blik er først sårbart så skifter det til et hårdt blik. Jeg lader være med at læse ham. Jeg vil ikke se de ting man frygter. ”Men hvorfor?” Spørger han. ”Jeg er ikke forelsket i dig.” Siger jeg. Jeg har lyst til at græde for at vise ham hvor fortabt jeg er. Hvor ked af det jeg er. ”Jeg er forelsket i dig.” Siger han i en bestemt tone. ”Nej du er ej.” Siger jeg stille. ”Du ved intet om mig.” Siger han. Hans stemme er både ked af det, rasende, og fortabt. Han virker så forvirret og slet ikke som jeg kender ham. ”Jeg ved alt, jeg kender dig bedre end dig selv, jeg kender alle.” Siger jeg. ”Han kigger forvirret på mig. ”Jeg ved du er forelsket i en pige fra Australien.” Siger jeg. Han kigger forskrækket på mig. Vi siger ikke noget længe. Så ligger han forsigtigt armene om mig. Jeg ligger osse armene om ham mens jeg lytter til hans åndedrag. Hans almindelige normale åndedrag. ”Ham du løb efter, han betyder meget for dig ikke?” Siger han og giver slip på mig. ”Meget.” Siger jeg. ”Jeg tror også du betyder en masse for ham.” Siger han. Hans stemme virker så lille næsten so et lille barns. ”Jeg skal ringe til nogen.” Siger han og smiler taknemlig til mig. Jeg følger mig lettere et kort øjeblik. Jeg står og kigger på ham idet han forsvinder ind på skolen igen. Jeg vender mig om og fortsætter hjem. Fortabt. Forvirret. Forfærdeligt.

 

Det hyggelige hus som altid havde været mit hjem, virkede nu så stille og uhyggeligt. Ingen var hjemme og facaden der altid stod i sollys var kold. Jeg løber mod væggen og videre gennem de andre vægge til jeg lander i min seng lige som jeg har gjort tusindvis af gange. Jeg ligger mig foldet sammen på sengen og holder billedet ind til mit hjerte lige som jeg har gjort tusindvis af gange.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...