Curiosity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 7 jun. 2013
  • Status: Igang
Chloé lever alene i sin indviklede verden som skyggelæser. Med byrden om at vide alt hvad folk tænker om en, uden selv og have en skygge. Men er der en person der kan vende hele hendes verden?

1Likes
2Kommentarer
543Visninger
AA

11. Kapitel

Jeg kigger ind i spejlet og ser igen mine ændringer. Mit hår er helt mørkt nu, jeg har tabt mig, selv mine øjne ligner de har skiftet farve. Jeg savner at stå foran spejlet om morgen og redde mit lyse hår, fare sammen når han forskrækker mig ved at kysse mig på halsen, og holde om mig. Jeg kan stadig føle hans arme holde om mig. Det slår ned i mig, som en tanke der aldrig har været her før. Jeg har brug for et par nye arme, eller en ny til at holde om mig. Det slår som et lyn ned i mig. Forskrækker mig, men for mig til at smile.

 

Da jeg kommer ind kantinen sidder Johan og Bella der allerede. Deres fingre fletter sig ind hinanden og deres læber rører uskyldigt hinanden. Det ligner de har været sammen hele deres liv. De passer sammen. De passer sammen som to puslespilsprikker der har ligget i en kasse og ventet på at nogle ville samle puslespillet og sætte dem sammen. Jeg sætter mig ned ved siden ad dem og deres læber forsvinder fra hinanden. Jeg puster ud. Jeg er så glade for dem, men deres bevægelser, kys og berøringer giver mig kvalme af savn. Mit blik søger rundt i lokalet, men det søger ikke efter hvad det plejer. Det søger efter noget nyt. Erstatningen. Mit blik glider dog automatisk hen på Iwar. Jeg føler mig skyldig over at lede efter en at holde af, når jeg allerede ved jeg ikke kan holde af nogen andre end ham. Jeg skubber tanken fra mig og mit blik fortsætter. Der er så mange, men alle sidder sammen med nogen, har allerede en kæreste eller også går de i min engelsk klasse og har et da mine hænder begyndte at bløde. En dreng sidder alene ved et bord, fordi hans venner har rejst sig for at gå til time. Uden at tænke videre over det går jeg hen til ham. Han kigger op på mig idet jeg spørger om jeg må sætte mig. Han nikker og tager sin taske ned fra stolen så jeg kan sidde der. ”Hvem er du? Jeg tror ikke jeg har set dig her før.” Spørger han. Jeg kigger på hans blonde hår der næsten skinner før jeg svarer. ”Jeg er Chloé,” siger jeg og drejer nervøst mit armbånd rundt, ”Jeg har ikke gået her så længe, det er nok derfor du ikke har set mig før.” Siger jeg og tvinger mig selv til at smile til ham. ”Hvad hedder du?” Spørger jeg, selvom jeg allerede ved svaret. ”Jonathan.” Siger han og smiler tilbage til mig. Jeg prøver at trække vejret ordentligt og sørge for at det ikke bliver lige som med drengen på cafeen. Han begynder at snakke og spørge, og det reder mig. Jeg ser hans tanker. Det er ligesom alle andre drenge elevers tanker, da jeg ser han syntes jeg er smuk kan jeg ikke lade være med at smile. Han følger mig hen til min klasse da klokken ringer. ”Jeg håber vi ses Chloé.” Siger han og rækker mig en papirlap. Jeg nikker bare og ser ham forsvinde ned ad gangen. Jeg folder sedlen ud, og ser han har skrevet sit nummer på det. Jeg står lidt og betagter det, idet Iwar går forbi mig ind i klassen. Jeg fanger hans blik i at kigge på sedlen. Han siger intet, men fortsætter ind i klassen mens han stadig smiler. Jeg går efter ham ind i klassen og sætter mig på mit bord bagerst i klassen. Jeg ved jeg ikke burde have det sådan her, men jeg føler mig sur og ked af det, fordi han virker ligeglad. Han virker hverken trist eller sur over at en dreng har givet mig sit nummer. Jeg folder sedlen sammen og putter den i tasken. Andetårseleven Emily ligger mit digt og min anden opgave på bordet foran mig. ”Må jeg spørge hvorfor jeg har fået et F for mit digt og et A+ for min opgave.” Siger jeg, mere som en konstatering end et spørgsmål. ”Du må spørge Iwar det er ham der har givet din opgave karakter.” Siger hun med ligegyldighed i stemmen. Jeg kigger op mod lærerens bord hvor han står og smiler og snakker med en af de andre elever. Jeg har lyst til at skrige, jeg har lyst til at græde. Ikke over at få F men på grund ad digtet. Jeg ved han havde læst det, men hvorfor giver han det er F? Hvad er det han prøver? Hvorfor er han sådan? Mens jeg stiller mig selv spørgsmål folder jeg digtet sammen til en hård papirkugle og kaster det med alle mine kræfter mod ham. Få sekunder før det rammer ham træder han et hurtigt skridt tilbage og papirkuglen lander på gulvet. Han kigger hen på mig og smiler et smil som jeg ikke har set før. Ikke noget rart smil eller et smil der får det til at kilde i maven. Et smil der får mig til at gå med hastige skridt ud ad døren.

 

Jeg sætter mig på en bænk ude foran skolen. Jeg kigger på et store ur på skolens murstensvæg og ser hvordan tiden langsomt går. Jeg tager min telefon op ad min taske sammen med sedlen. Jeg skriver til ham om han har lyst til at mødes efter skole. Få sekunder senere bipper min mobil. Jeg ved ikke helt hvad det er jeg laver, men Jonathan skrev han havde fri om to minutter og hvis bare han kunne få mig væk herfra og tænke på noget andet. Jonathan rører ved min skulder og jeg kigger op i hans blå øjne. ”Hej.” Siger jeg bare. Han siger noget til mig, men jeg hører det ikke fordi min engelsk lærer kommer ud ad døren. Jeg læser hans tanker og bliver forskrækket da jeg ser han leder efter mig for at snakke om jeg ikke bare kan gå fra timen når det passer mig. Jeg tager fat i Jonathans ærme og prøver at få ham til at løbe væk sammen med mig. ”Hvad sker der?” Spørger han. Hans stemme griner. Min hånd glider ned ad hans arm og ned i hans hånd. Jeg føler mig ikke anderledes idet hans hånd holder om min. Det får det ikke til at kilde i min mave eller trække vejret hurtigere ligesom hvis Iwar holdt min hånd. Jeg bliver straks sur på mig selv for hele tiden at sammenligne ham med Iwar. Jeg siger intet, men mit bedene blik får ham til at begynde at løbe. Vi løber om bag nogle biler på parkeringspladsen og jeg glider ned på jorden ved siden ad ham. ”Jeg har på fornemmelsen af du ikke er hvem som helst.” Siger han mens han stadig holder min hånd. ”Jeg er ikke hvem som helst.” Siger jeg og lader min hånd glide ud af hans. Jeg kigger kort på hans blå øjne og hans røde kinder. Han læner sig ind mod mig i en hurtig bevægelse og kysser mine læber. Han bliver ved og jeg stopper ham ikke. Han tager sin hånd op til min kind. Jeg har lyst til at fjerne hans hånd fra min kind, og flytte mine læber fra hans. Jeg føler mig skyldig over for Iwar, over for Jonathan, over for mig selv. Jeg fjerner mine læber fra hans.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...