Curiosity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 7 jun. 2013
  • Status: Igang
Chloé lever alene i sin indviklede verden som skyggelæser. Med byrden om at vide alt hvad folk tænker om en, uden selv og have en skygge. Men er der en person der kan vende hele hendes verden?

1Likes
2Kommentarer
474Visninger
AA

10. Kapitel

”Jeg gjorde det.” Siger Bella i det hun braser ind gennem min dør. Jeg sidder i min seng og laver matematik og hører musik. Jeg springer op ad sengen forskrækket over hun er her, da ingen andre en Iwar har været herinde. Jeg krammer hende. Selv om alle andre nok ville spørge hende hvad hun havde gjort vidste jeg det allerede, hun har efter hånden vænnet sig til det, men nogle gange spørger hun alligevel om en forklaring, om jeg er synsk, eller heks. Jeg svarer hende altid bare ved at grine. ”Jeg spurgte ham om han ville på cafe, lige som en date, og han sagde ja.” Siger hun med sine lyse stemme, der er lysere end nogensinde før. ”Hvad sagde jeg.” Siger jeg, og dumper ned på sengen. Hun kigger rundt på mine vægge, de rå hvide vægge fyldt med billeder,og sort hvid tegninger eg har lavet. ”Wow.” Siger hun og bliver ved med at dreje rundt for at se det hele. ”Hvorfor er det vi altid hænger ud på mit roede værelse, når du har sådan et fedt ét?” Spørger hun og sætter sig ved siden ad mig på sengen. Jeg snakker med Bella, eller halvdelen af mig gør, den anden halvdel ser scenen fra da jeg så ham på stranden, da han reddede mig, da jeg kyssede ham, da han forsvandt. Nu når jeg sidder her og snakker med Bella er jeg næsten glad for han reddede mig, for jeg ville savne hende så meget. ”Jeg bliver nød til at gå nu.” Siger hun og giver mig et kram. ”Jeg skal mødes med ham om en halv time, kan jeg godt have det her på?” Spørger hun bekymret og drejer rundt så jeg kan se hende. ”Overhovedet ikke.” Siger jeg og driller hende ved at lave bræklyde. Hun griner med mig og slår mig selvfølgelig også. ”Ej kan jeg?” Spørger hun med alvorlig stemme. ”Du ser virkelig smuk ud, og jeg ved Johan ikke kan holde øjnene fra dig når han ser dig.” Siger jeg og krammer hende igen. ”Vi ses, du skal nok få detaljerne.” Siger hun, og går. Jeg kigger ud ad mit vindue for at se hende danse ned ad gaden som hun altid gør. Jeg stikker benene ud ad vinduet og lader vinden feje hen over dem. Jeg kan høre min mor råbe inde fra stuen, også min far, de lyder vrede. Jeg kan høre en anden stemme og gætter på det er min søsters. Jeg går igennem væggene for at komme ind i stuen. Endelig har jeg mest lyst til at gemme mig og slippe for deres råben, men da jeg kan se hvad problemet er hos dem, plejer jeg at ordne det, for at slippe for deres råben. Jeg glider gennem døren til stuen, men da jeg kommer ind sidder min mor og far i sofaen og ser film, og min søster er her slet ikke. ”Hvad råbte i om lige før?” Spørger jeg. De kigger op fra skærmen, så på hinanden og så på mig. ”Vi råbte ikke skat.” Siger min far. ”Jo jeg hørte i skændes.” Siger jeg stædigt. ”Du må have drømt, kom og sæt dig og se film med os.” Siger min mor og banker på sofaen ved siden af hende. Deres blik er igen på skærmen, og de griner af et eller andet. Jeg går ind på mit værelse og bruger døren for at kunne smække den efter mig. De lyver, og de bliver ved, mens jeg langsomt visner indeni. Som hvis dit hjerte eller din krop er en rose. Langsomt og pinefuldt falder bladene af og lander foran dig, der visner de, og bliver grå, så når du rører ved dem bliver de til støv. Jeg læner mig op ad den lukkede dør. Jeg presser mine øjenlåg sammen får at prøve at presse en tåre frem, men der kommer stadig intet frem. Jeg holder mine øjenlåg lukket og forstiller mig at jeg sidder i sengen og han kærtegner min kind. Jeg kan pludselig mærke hans varme hånd mod min kind. Jeg er sikker på det er hans. Hans varme og hans fingre kan jeg huske til en hver tid. Jeg bliver ved med at holder mine øjne lukkede, fordi jeg er bange for han forsvinder hvis jeg åbner dem. Hans fingre kører en hårlok om bag mit øre og for min hænder til at ryste. Jeg hiver efter vejret, men prøver at trække vejret normalt for at få ham til at blive, men mine gispende lunger for ham til at forsvinde. Min kind er igen kold og alene, lige som jeg selv. I de sekunder han var her, blev hullet inde i mig fuldt op igen, og den kolde fornemmelse af en rose der visner forsvandt.

I still want to drown whenever you leave, please teach me gently how to breathe. And I’ll cross oceans like never before. So you can feel the way, I feel it too, and I’ll send images back at you, so you can see the way I feel it too. Jeg sætter mig op i sengen og lader min telefon glide ned på gulvet. Musikken flyder ud af mine øre da telefonen lander på gulvet. Jeg kigger rundt i værelset som om jeg leder efter ham. Hver gang jeg lukker øjnene virker det som om han er her, og når jeg så åbner dem igen løber han så jeg ikke når at se hans hurtige silhuet.”Er du her?” Spørger jeg ud i det tomme rum. Min stemme er så lille og svag. Jeg lukker øjnene og håber han er der. Jeg kan forstille ham sidde på sengen ved siden ad mig, og kigge på mig med sine brune øjne. Jeg åbner munden stille men det virker så meningsløst at tale til en som nok ikke er her.”Hvis du har læst digtet, holdt øje med mig, hørt mig, så ved du hvordan jeg har det. Det piner mig mere at du ikke gør noget ved det, end at du forsvandt. Dine ord ude på toilettet piner mig. Alt du nogle sinde har sagt piner mig, fordi de bliver ved med at minde mig om dig, minde mig om jeg har mistet. Jeg burde hade dig, virkelig hade dig. Hade dig for at redde mig når du ved jeg havde besluttet mig. Jeg burde hade dig så meget at jeg ikke ville kunne tænke på dig, men jeg elsker dig så højt at det slet ikke er muligt. Jeg ville ønske jeg kunne glemme dig, hade dig, men intet af det er muligt, for alt jeg kan tænke på er dig.” Siger jeg og åbner øjnene. Dybt inde i mig håbede jeg han sad foran mig, men han er her ikke, og det vil han aldrig.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...