Curiosity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 7 jun. 2013
  • Status: Igang
Chloé lever alene i sin indviklede verden som skyggelæser. Med byrden om at vide alt hvad folk tænker om en, uden selv og have en skygge. Men er der en person der kan vende hele hendes verden?

1Likes
2Kommentarer
473Visninger
AA

9. Kapitel

I dag skal være min sidste dag. Jeg har gået i smerte og ventet i flere år på det der skulle få mig til at leve, nu er min eneste grund væk. Jeg vil forlade det her sted og finde det sted hvor jeg burde være. Eller måske er det bare stor snak, og i virkeligheden er jeg bare ked af det. Men hvis man bliver så ked af det som det her, er det grund nok. Min mor banker på døren mens jeg sidder og kigger på mine billeder, eller nærmere tænker, planlægger. ”Er du klar?” Spørger hun. Hende og far har været meget søde overfor mig på det sidste. Meget søde, også Adeline. Jeg sætter mig ind i den varme bil. Jeg piller ved trævlen fra hulet på bukserne. Man kan godt se min mor bedre kunne lide mit tøj da jeg den første uge af skolen gik i shorts og kjoler. Hvidt tøj. Nu er jeg gået tilbage til mit selvvanlige sorte tøj. Min mor kysser mig på kinden lige som alle de andre dage. ”Hav en god dag, ring hvis der er noget.” siger hun, ligesom de andre dage. ”Jeg elsker dig, og ring og sig til far og Adeline jeg også elsker dem.” Siger jeg og lukker bildøren for ikke at få hendes reaktion. Det har jeg aldrig sagt til dem. Ikke en eneste gang. Jeg sætter mig på det bagerste bord, lige som jeg plejer. Jeg læser folks skygger for at se hvad de syntes om mig, fordi i dag er jeg ligeglad med hvad de tænker. Mr. Knight træder ind i lokalet med de 3 andet års elever og Iwar. Jeg kigger ned på mine hænder, for ikke at få øjenkontakt med ham. I dag vil jeg ikke, fordi jeg ved hans blik kan ødelægge mine planer. ”Må jeg få det digt du har skrevet til i dag?” Spørger Iwar. Han stemme er lav, og det lyder som om han læser det op i stedet for at sige tingene. Jeg rækker ham mit papir uden at kigge på ham. Jeg kan se han læser det, og jeg holder fast med knyttede næver om stolen. For ikke at falde? For ikke at slå? For ikke at tage papiret tilbage?

 

I trusted you, and you forgot.

You forgot me, forgot yourself, and us.

You forgot the important things.

You forgot your world.

You forgot everything that mattered.

You forgot our memories.

You forgot that you loved me.

I want to forget too.

I want to forget what you have done.

But most off all I want to forget you.

But I can't.

I will never forget you.

 

Han læser det igen og igen, bliver ved og ved. Jeg kigger op på ham. Jeg kigger på hans øjne, der bevæger sig, og følger ordene. Han putter digtet i lommen i stedet for at ligge det i bunken sammen med de andres. Jeg skal til at sige noget, men han fanger mit blik, og det får mig til at tie.

 

 

 

 

”Jeg går lige op og henter en vand, skal jeg tage noget med?” Spørger Johan. Jeg kan se på hans blik, hans skygge, alt ved ham fortæller hvor meget han holder af Bella. ”Du må gerne tage en med til mig.” siger jeg for at få ekstra tid. Jeg vender mig mod Bella i det han rejser sig. ”Hvordan går det med dit knuste hjerte?” spørger hun. Selv om hun smiler og det intet betyder, gør det stadig ondt. Jeg tøver og åbner munden igen for at sige hvad jeg rigtig skulle sige. ”Hvis bare der var en der ville du ved, en der holdte af mig på den måde, du ved, en der var bange for at miste mig.” Siger Bella og kigger ned. ”Kan du ikke se det?” spørger jeg og kan ikke forstå hende. ”Hvad?” Siger hun Hendes stemme virker så langt væk. Jeg peger med hovedet mod Johan i køen. ”Hvad, nej.” Siger hun, og ryster på hovedet af mig. ”Jeg spurgte ham for mange år siden og han ville ikke, og det var akavet i flere måneder, og jeg tror ikke, men det er jo ikke fordi jeg ikke kan lide ham, jeg mener jeg har været forelsket i ham siden vi var små, men han er jo ikke.” Jeg stopper hende ved at ligge ind hånd på hendes mund. ”Han er så forelsket i dig, at han ikke ved hvad han skal gøre, han elsker måden du griner på, når du tager din korte hårlok om bag øret, når i snakker sammen, han elsker alt ved dig, men mest af alt elsker han dig.” Jeg stopper mig selv, ved at tage hånden jeg holdte på Bellas mund over på min egen. ”Hvordan ved du det? Har han virkelig sagt det til dig?” Spørger hun. Hun fjerner min hånd fra min mund. Hendes store øjne stirre på mig. Jeg har så mange tanker, det samme har hun, og jeg kan ikke finde ud af hvad hun tænker. ”Jeg ved det bare.” Siger jeg. Johan sætter sig ned igen og rækker mig vandet. Bella siger ikke noget. Glad. Forvirret. Tvivlsom. Lettet. Hun er så meget på en gang at jeg ikke kan vælge. ”Farvel.” Siger jeg og rejser mig fra bordet. Selv om klokken først ringer om ti minutter, selv om jeg har engelsk bagefter går jeg. Jeg går forbi bordet hvor Iwar sidder. Jeg kan mærke hans blik efter mig i det jeg går ud ad kantinen. Igen løber jeg, som om jeg kan løbe væk fra det hele, men i dag løber jeg faktisk væk fra det hele. Jeg løber så hurtigt jeg kan, men det er intet i forhold til hvordan han kan løbe. Hvordan han løb med mig på ryggen. Jeg kan næsten mærke følelsen af at holde om ham igen, det forsvinder og i stedet kan jeg mærke min rygsæk banke mod min ryg, mit hjerte banke mod mit bryst, og mine lunger banke efter luft. Jeg ved ikke om det er fordi jeg er forpustet eller fordi jeg tænker på ham. Jeg kaster min taske ned på klipperne, bagefter mig selv. Jeg sætter musik i ørerne for at overdøve stemmerne fra folk på stranden under mig. Jeg kigger på folk som de løber og leger på stranden. Svømmer og hopper. Snakker og ler. Jeg læner mig op ad klippe væggen samme sted som han gjorde da han vidste mig det første gang. Hver eneste dag af vores sommerferie vidste han mig et nyt sted. Altid et sted uden andre en os fordi han vidste jeg bedst kunne lide at være alene. People, help the people. Hendes ord for mig til at skrige efter luft. Efter hjælp? Efter ham? Ingen hører det, ingen ser op. Jeg skruer endnu højere op for lyden for at overdøve deres stemmer, og min egen desperate vejrtrækning. Jeg ser på himlen som den forandrer sig, hvordan den bliver mindre og mindre blå, og mere og mere gul, rød, lyserød. Farvet af solen. Der er ingen tilbage på stranden da det første kolde vindpust kommer. Jeg trækker mit tøj af for at tage min badedragt på. Jeg har aldrig brugt den, og jeg ved ikke hvorfor jeg skal bruge den nu her. Jeg skal drukne. Ikke svømme. Jeg trækker min elastik ud af håret, og kaster den ud i vandet. Ser hvordan den lander i vandet. Jeg hopper i havet. Vand strømmer ind i mine lunger i det jeg overgiver mig, og jeg smiler, for sidste gang. Jeg er fri når bølgerne styrter ned over mig. Suk ikke. Græd ikke. Sig ikke farvel. For jeg var aldrig rigtig her.

 

Det føltes som at kæmpe mod nogen. Du har besluttet at give op og tabe, men du ved du kan vinde, og derfor kan du ikke give helt slip og tabe. Det er som at flyde rundt i billeder fra dit liv. De viser der ting du fortryder, de bedste tidspunkter i dit liv. Det får dig til at forstå, måske endda fortryde du gav op. Men alle disse ting forsvinder næsten på grund af følelsen af salt der svier i ens hals. Vand inden i dig. Grønt. Træt. Blå. Svimmel. Turkis. Opgivende. Grå. Salt. Koldt. Varmt. Sviende. Brændende. Sort.

 

 

Varme hænder. Velkendte hænder, men stadig den salte og sviende følelse. Er jeg død eller levende? Menneskelig eller umenneskelig? Menneskelig har jeg nok aldrig været. Tør jeg åbne øjne? Tør jeg åbne munden? Det salte vand har viklet mine øjenvipper sammen og det svier i det jeg åbner dem, men jeg fortryder det ikke. Hans bekymrede øjne er her, og de er kun få centimeter fra mine. ”Er det sådan det føltes at være død.” Hvisker jeg. Til mig selv eller til ham? Min hals kradser og bare de få ord, får det til at brænde i min hals. Jeg kan se han prøver at smile af hvad jeg sagde, men hans lille smil når knap nok at vise sig før det forsvinder igen. ”Hvordan kunne du gøre det? Mod mig? Mod dig selv? Din familie?” Spørger han. Hans stemme er bekymret men jeg kan høre noget bebrejdende i den. ”Du sagde jeg var sindsyg, du ville ikke kendes ved mig, du forlod mig, men værst af alt sagde du, du ikke havde elsket mig.” siger jeg i et mindst lige så bebrejdende tonefald. Selv om min krop raser af vrede. Vrede over han han reddede mig, vrede over hvad han havde gjort, flytter jeg mig ikke en centimeter længere væk fra ham. ”Jeg har lyst til at fortælle dig alt, sandheden. Jeg har lyst til at kysse dig, jeg har lyst til at sige jeg elsker dig, men der er nogle ting man ikke skal, noget der vil ødelægge alt, ødelægge dig, så bare kig på mig og stol på mig, bare træk vejret og lov mig du aldrig gør det her igen.” Siger han og stryger hår væk fra mit ansigt. Jeg tager min hånd op til hans nakke. Jeg presser mine salte blodige læber mod hans. Jeg har savnet dem så meget at jeg ikke kan flytte mine læber fra hans. Pludselig er han væk, jeg rejser mig, men falder sammen i sandet igen. Hans læber har gjort mig svag på samme måde som han gjorde sidste gang. ”Du må ikke gå.” Skriger jeg til min stemme knækker sammen af smerte. ”Hvorfor reddede du mig, hvis du ved jeg ikke vil leve, hvorfor forsvandt du? Hvorfor mister jeg dig igen?” Råber jeg ud på stranden, i håb om han stadig er her et sted.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...