Curiosity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 7 jun. 2013
  • Status: Igang
Chloé lever alene i sin indviklede verden som skyggelæser. Med byrden om at vide alt hvad folk tænker om en, uden selv og have en skygge. Men er der en person der kan vende hele hendes verden?

1Likes
2Kommentarer
554Visninger
AA

6. Kapitel

Solen rammer min hud, lige som den gør hver morgen. Jeg sætter mig op i sengen. Hver eneste muskel i min krop føles ødelagt. Jeg kigger ud ad vinduet. En kold blæst blæser ind ad det åbne vindue. Jeg venter. Tæller cigaretterne nede på jorden foran mit vindue. Kigger ud mod vejen. Lytter. Venter. Jeg tager cigaret pakken fra vindueskammen og smider den ud ad vinduet. Den lander ved siden ad cigaretterne i det grønne græs. Han plejer at komme. Han ved når jeg er vågen, og lige så snart jeg åbner mine øjne sidder han i vindueskammen og venter. Jeg sætter mig ned i sengen igen. Kører fingrene hen over ridserne i væggen. Kører fingrene over ridserne på min ankel. Jeg kigger på billedet af Iwar. Billedet fra avisen. Det hænger stadig på den bare hvide væg helt alene. Jeg tager det ned og kigger på det i flere minutter, studerer hans øjne, hans smil, hans krøllede hår. Jeg vender det om for at se min skæve bogstaver. Helt. Det står der stadig som var det skrevet i går. Farvel. Står der også, nede under helt. Det er ikke min skrift, men Iwars skrift. Det for mig til at tænke på i går. Hvad skete der i går, eller var det overhovedet i går det skete. Han sagde han elskede mig, jeg kan stadig huske hvert eneste ord af hvad han sagde. Jeg kan huske jeg gispede efter vejret, hans hænder når de rørte mine hænder fik mine lunger til at skrige efter luft. Jeg kan huske hvordan jeg havde lyst til at fortælle ham at jeg også elskede ham, men jeg ingen luft havde til at sige det. Jeg kan huske mine forældre kom ind. Jeg kan huske jeg kunne høre lidt men det føltes som om jeg sov. Jeg hænger billedet op på væggen igen og kravler ud ad sengen. Jeg kigger i spejlet, spejlet minder mig da han prøvede min kjole. Jeg savner ham, det føltes som om jeg har mistet ham, som om han er forsvundet, jeg kan ikke huske hvad der er sket. Er han er stadig og er han stadig min? Jeg kigger ind i spejlet og ser mig selv. Min hud ser næsten gennemsigtig ud, jeg har store poser under øjnene, og mine øjne ser fortabte ud. Jeg kigger på mit hår, mit lyse tynde hår, er ikke længere lyst, nærmere gult, og oppe i toppen af mit hoved er håret næsten brunt. Jeg bliver ved med at røre ved mit hår, køre min fingre gennem det for at se om det er mit. Jeg løber ud i køkkenet. Mine forældre sidder og spiser frokost og jeg gætter på min søster er i skole. ”Hvad sker der med mig.” Skriger jeg. Min stemme er høj og skinger. Fortabt. Forvirret. De kigger begge op fra deres aviser. ”Hvad skete der, hvor er Iwar.” Spørger jeg, min stemme er ikke høj mere, det bliver nærmere til en fortvivlet hvisken. De kigger på hinanden. Udveksler blikke, der gør mig mere forvirret, jeg prøver at læse deres skygger, men det er som de gemmer sig for mig, jeg kan ikke se dem, det som om jeg ikke har nok energi til at se dem. ”Hvem er Iwar.” Spørger min far og kigger mistroisk på mig. Jeg slipper et nervøst grin fri. ”Iwar, min kæreste, i har selv mødt ham.” Siger jeg. Jeg hæver min stemme. De kigger på hinanden, så hen på mig igen. ”Du har aldrig haft en kæreste.” Siger min far, ”Du kan bedst lide at være alene.” Tilføjer min mor. Jeg tænker på ham, fortæller om de ting han har sagt, ting vi lavede sammen, hvor vi mødtes, jeg kan mærke hvordan gulvet snorer rundt. Jeg kan mærke den samme tunge sorte følelse spise mig igen.

 

Jeg vågner op igen, på samme måde som i går, eller var det overhovedet i går. Jeg kan huske jeg råbte, jeg kan huske jeg skreg. Jeg råbte af mine forældre, jeg råbte af det hele, skreg af smerte. Jeg kan ikke huske hvad jeg råbte kun at jeg gjorde det. Jeg ved ikke noget, der er ikke noget jeg kan være sikker på, men jeg er sikker på han findes. Jeg er sikker på han elsker mig, jeg kan stadig dufte ham, mærke hans læber, se ham for mig. Jeg kan mærke hans krøller mellem mine fingre, jeg kan se hans brune øjne jeg plejede at drukne i for mig. Jeg tager en sort tusch og begynder at skrive hans ord. Hvert eneste. Jeg kan se hans mund for mig bevæge sig når jeg skriver hvad han siger ned på min hånd. Jeg smider tuschen ned på gulvet og kigger på min fyldte håndflade. Jeg vil ikke glemme det. Jeg læser hans ord igen og igen ind til jeg falder om på min seng.

Jeg vågner af mit eget skrig. Det næste jeg kan mærke er et hul i mit bryst. Stort og tomt. Min mor sætter sig på min seng. Hun aer mit nu brune hår. Jeg har lyst til at græde, ligge mit hoved på min mors skød, men hun kender mig nok til at vide det og hun tager blidt fat om mit hoved som var jeg af porcelæn og ligger mit hoved i hendes skød. Jeg kan stadig ikke se min mors skygge, men da der gik en mand forbi ude på vejen kunne jeg se hans, endnu noget jeg ikke forstår. ”Hvad er det der sker med mig?” spørger jeg med hviskende stemme. ”Normale børn bliver teenagere, de ændre sig og bliver voksne, det er det samme du gør, bare på en anderledes måde fordi du er skyggelæser.” Siger min mor og bliver ved med at ae mig på hovedet. Jeg tænker lidt på min storesøster Adeleine, hun har aldrig været sådan her, ændret hårfarve eller noget og hun er 19 år. Jeg siger ikke noget til det. Selv om jeg burde føle mig tryg her hos min mor, vil jeg heller have hun skal gå. Hun gemmer sandheden fra mig, hun gemmer sin skygge fra mig. Jeg lader som om jeg er faldet i søvn, og jeg kan mærke hvordan hun ligger mit hoved tilbage på puden og går ud af værelset. Jeg åbner øjnene lige så snart jeg kan høre døren lukke. Jeg går på stive ben hen til skabet og trækker den hvide kjole ud ad skabet og tager den på. Jeg sætter mig i vindueskammen med benene hængende ud over kanten. Jeg tæller til tre og lader min trætte krop hoppe ud ad vinduet. Jeg lander i det bløde græs. Selv om solen er gået ned er luften stadig varm. Jeg fortsætter ned ad gaderne. Jeg er den eneste der går her, helt alene fortsætter jeg ned mod museet. Jeg sætter mig på de store trappetrin op til museet hovedindgang. Jeg ved ikke hvorfor jeg er her, jeg ved ikke hvad jeg leder efter, jeg har hele mit liv vist alt om alle, nu ved jeg intet. En smadret flaske ligger på kanten af et trappetrin. Jeg bøjer mig ned efter et stykke af glasset. Jeg kigger på glasskåret, kigger på min ankel, lukker så øjnene mens jeg fører glasskåret ned til min ankel. Jeg kan mærke det kolde glas mod min hud. ”Stop.” Siger Iwar. Jeg kigger rundt. Her er ingen, men jeg var sikker på det var hans stemme jeg hørte. Jeg lukker øjnene igen og presser skåret mod min hud. Jeg bliver ved med at presse hårdt ind mod min hud så jeg kan mærke det varme blod løbe. Jeg bliver ved med at presse skåret ned mod min hud. Smerten for mig til at vide at det ikke er et mareridt. Jeg presser øjnene i og skriger af smerte på grund af glasskåret. Pludselig kan jeg mærke skåret blive flået ud af min hånd. Jeg åbner øjnene. Her er ingen. Det blodige glasskår ligger ved siden ad mig på trappetrinet. Mørkerødt blod flyder fra min ankel, mere end der plejer, men det eneste jeg kan tænke på er at han var her, det var ham der sagde stop, tog glasskåret fra mig. ”Jeg savner dig.” Siger jeg så. Jeg håber han stadig er her, jeg håber han kan høre mig. ”Jeg savner dig så meget at det gør ondt, jeg forstår det ikke.” Min stemme bryder sammen. ”Jeg forstår ikke hvorfor du forsvandt. Jeg elsker dig.” Siger jeg ud i den tomme aftenluft.

 

”Lad hende nu bare.” Kan jeg høre min far sige inde fra stuen. Jeg står med min rygsæk, og læner mig mod døren så jeg kan høre dem. Jeg kan høre min mor sukke, hviske noget. ”Vi kører om ti minutter.” råber min mor så. Jeg ved ikke om jeg er glad eller lettet, jeg ved ikke om jeg glæder mig eller helst vil blive hjemme. Jeg sætter mig ind på det ene forsæde. Læderet er varmt og klistrer til mine ben. Min mor tvang mig til ikke at tage bukser på, så jeg tog den hvide kjole på. ”Du ser godt ud.” siger min mor, og kysser mig på kinden. ”Tak.” Mumler jeg og kigger ud ad vinduet. Kigger på de mange elever der startede i skole for en uge siden. ”Ring hvis der er noget.” siger hun, i det jeg tager en dyb indånding og åbner bildøren. Folk kigger, selvfølgelig gør de det. Jeg kigger os, ser deres skygger. Nogle skygger viser intet om hvad de syntes om mig, nogle skygger gør. Intet af det er noget slemt, intet af det de tænker for mig til at løbe væk. Jeg sætter mig ned på en ad de mange pladser i klassen. Lærerens ord glider forbi mig ud ad vinduet hvor de former sig til ting. Først en ipod med høretelefoner i. Bagefter glider ordene fra hinanden og danner det par vi så gå i pakken den første dag jeg mødte Iwar. Ordene står kun som et billede i få sekunder, og så skifter det igen, til noget nyt. Noget der minder mig om ham, ting han har sagt. Det sidste billede ordene danner er et billede af en dråbe. En dråbe blod. En tåre. Klokken ringer og ordene forsvinder. Jeg kigger på min hånd. Hans ord står der stadig. ”Vil du spise frokost sammen med os.” Spørger en stemme, og for mig til at kigge op. Den lyse stemme kommer fra en sorthåret pige. Hendes tynde læber er markeret med en rød læbestift. Hendes sorte hår går hende ned til hendes hofter, det ligger glat på hendes hoved ud et eneste hår der stritter. Hendes hud er hvid som porcelæns og hun minder mig mest om snehvide. Bag hende står en dreng. Hans hud er mørk, og hans mørke hår er sat op i en lille hestehale i nakken. Hans skygge holder om pigen med det sorte hår. Hendes skygge, har mange hænder og de rører ved nogle af menneskerne i lokalet, blandt andet mig og drengen. ”Ja det vil jeg gerne.” Siger jeg og prøver at lyde lidt mere glad. ”Jeg hedder forresten Bella.” siger hun og smiler. ”Jeg er Johan ” Siger han og smiler på samme måde. Jeg sætter mig med min bakke på et af de første borde i kantinen. ”Det kan vi ikke side.” Siger Bella og trækker mig op så jeg er ved at tabe min frokost. ”Hvorfor ikke?” Spørger jeg og følger efter dem som de fortsætter gennem kantinen, forbi borde hvor der ikke sidder nogen. ”Sådan er reglerne.” siger Bella, og sætter sig endelig ned ved et bord. Jeg kigger spørgende på Johan. ”Der hvor du ville sidde er der alle asiaterne der har sport på et højt niveau der sidder der.” Siger han. Jeg kigger endnu mere forvirret på dem. ”Og alle ved det?” Spørger jeg. ”Ja det bliver besluttet den første dag, alle ved det.” Siger Bella og tager en slurk af sin juice. ”Er det noget lærerne bestemmer?” Spørger jeg. De griner begge to. Bella griner så meget at der ryger juice ud af næsen på hende. De forklarer mig alle reglerne, som alle åbenbart ved, de forklarer hvad man gør og ikke gør, men deres stemmer forsvinder i det han træder ind ad døren. Iwar sætter sig to borde fra hvor vi sidder. Han sidder sammen med en masse drenge og snakker, kaster en bold rundt. Han smiler og griner. De gør så ondt. At se ham så glad uden mig, se ham smile så meget uden mig, helt uden at savne mig. Han kigger og fanger mit blik. Hans brune øjne borer sig ind i mine. ”Hey.” siger Johan og puffer til mig. ”Du må ikke forstyrre hende, hun kigger lige andet års elever.” Griner Bella. Hendes grin er let og jeg kan se på Johans skygge hvordan han rødmer og smiler. Jeg snakker videre for at få dem til at glemme det og for at selv at glemme ham, men jeg fanger mig selv i at kigge på ham. Fanger mig selv i at hyperventilere, ryste på hænderne. Klokken ringer til time og han forsvinder ud af døren.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...