Curiosity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 7 jun. 2013
  • Status: Igang
Chloé lever alene i sin indviklede verden som skyggelæser. Med byrden om at vide alt hvad folk tænker om en, uden selv og have en skygge. Men er der en person der kan vende hele hendes verden?

1Likes
2Kommentarer
479Visninger
AA

5. Kapitel

Jeg tører søvnen ud af mine øjne. Jeg kigger op på væggen, jeg glemte at ridse i væggen i går, jeg kigger på min ankel. Ingen nye sår. Det er ikke nødvendigt for mig mere at bløde for at vide jeg er levende, det søger Iwar for. Hans kys for mig til at føle mig i live, og jeg kan ikke længere leve uden dem. ”Hey.” siger han og for mig til at fare sammen. Han sidder i min vindueskam, afslappet, uden at vide at han lige har givet mig jordens største chok. Jeg kigger ind i hans varme øjne, så sukker jeg og slår blikket væk. ”Hvor vil du spise i dag?” Spørger han og glider fra vindueskammen ned i min seng. ”Ingen steder, jeg vil bare sove.” Siger jeg og ligger mig ned i sengen igen. Jeg kan mærke hvordan sengen er varm og blød, og min trætte krop har lyst til at overgive sig. Han trækker dynen væk og kaster den ud ad vinduet. Jeg sætter mig op og kigger på ham. Jeg kan ikke lade være med at smile, jeg kan ikke lade være med at grine. ”Jeg er træt.” Brokker jeg mig. ”Klokken er halv 12.” Siger han og viser mig sit ur. Jeg står op ad sengen, og går over til skabet. Jeg sov omkring klokken 10, hvordan kunne jeg så stadig være træt. Jeg siger ikke noget, men finder i stedet mit tøj frem. Jeg vender mig og fanger ham i at kigge på mig. ”Kan du ikke hente min dyne, mens jeg klæder om?” Spørger jeg. Han smiler til mig og hopper elegant ud ad vinduet. Jeg trækker hurtigt min nattrøje over hovedet og tager en bh på i stedet. Jeg vender mig om og ser ham kigge på mig igen. Jeg kigger forlegent ned og tager en sort trøje på for at dække min bare hud. Før jeg ved at det står han bagved mig, han holder om mig med sine arme. Jeg kan ikke sige noget, men står forstenet og lytter til hans rolige åndedrag ved siden af mit eget hurtige. ”Så du har bogstaveligt talt kun sort tøj” Griner han. Jeg siger stadig ikke noget og det bliver kun til en nikken på hovedet. ”Kan du ikke tage den her på?” Spørger han og peger på en hvid blonde kant der afslører en hvid sommer kjole med små blonder og flæser. ”Nej.” Siger jeg og snor mig ud af hans greb, og over i sengen under dynen. ”Nå men så har du vel heller ikke noget imod jeg tager den på.” Siger han og trækker den ud af skabet. Han kigger udfordrende på mig, og jeg kigger mistroisk tilbage på ham. ”Det gør du bare.” Siger jeg i et endnu mere udfordrende tonefald. Han tager sin T-shirt af og jeg kan mærke hvordan jeg hiver efter vejret. Han tager kjolen på, og kigger sig i spejlet. ”Det ser da godt ud.” griner han og beundre sig selv i spejlet. Jeg rejser mig fra sengen og trækker kjolen af ham mens jeg prøver at lade være med at grine. ”Jeg skal nok tage den på hvis du lover aldrig at gøre det igen.” Siger jeg og kan ikke lade være med at grine. Han hjælper mig med at trække den helt af. Han står tæt op ad mig, og jeg kan mærke varmen fra hans bare bryst, mærke hans hjerte banke mod mit. Han ligger sine hænder på mine hofter, og kigger mig ind i øjnene, ikke på samme måde som han plejer, men på en måde som får mig til at føle som vi er de eneste tilbage, han kigger på min mørke pupiller, han svømmer i dem, dykker ned på bunden af dem, leder efter noget. Forelsket? ”Jeg er bange.” Siger jeg, mine ord får ham til at svømme op til overfladen. ”For mig?” Spørger han. ”Nej,” siger jeg og tager en dyb indånding men det bliver mere til en hiven efter vejret, ”ja, der er ingen der nogensinde har set på mig på den måde du lige gjorde, i virkeligheden tror jeg ikke nogen har set på mig overhovedet.” Jeg kigger flovt ned i jorden, flov over ikke at vide om det er noget jeg burde sige, men hans øjne får mig til at fortælle sandheden. ”Du må ikke tro jeg er skør.” Siger jeg og kigger op i hans øjne, fordi jeg savner dem. ”Det tror jeg ikke.” Siger han, og holder om mit ansigt med sine hænder, han læner sig ind og kysser mig. Kysser mig igen, holder om mig. Længe, så jeg ved han holder af mig. Jeg kysser ham, lader mine fingre glide gennem hans hår. Længe så han ved jeg holder af ham. Jeg træder et skridt tilbage så vores læber skilles. Han går et skridt tættere på mig med bekymrede øjne. Jeg træder et skridt til væk fra ham. Han følger med, og jeg tager fat om hans arm for ikke at miste balancen. Men jeg vælter, besvimer.

 

Jeg kan mærke hans varme hånd, mod mine kinder, min pande. Jeg kan mærke hans fingre glide gennem mit hår. Jeg åbner mine øjne og jeg kan se hans ansigt. Hans bekymrede øjne skifter, og jeg kan se et lettet smil på hans læber. ”Det må du aldrig gøre igen.” Siger han og smiler til mig. Jeg kan ikke lade være med at smile. Jeg har fundet en person som bekymrer sig om mig, som jeg bekymrer mig om. ”Hvad er det der?” Spørger Iwar og peger op på væggen. På de mange streger, nu manglede jeg kun at lave tre. ”Jeg tæller ned til vi skal starte i skole.” Siger jeg og sætter mig op i sengen. Min trætte krop kæmper i mod og jeg læner mig op ad ham for ikke at vælte tilbage på puden. ”Hvad gør vi egentlig med skole?” Spørger han. ”Hvad mener du?” Spørger jeg. ”Jeg mener bare du er kun på de første år af highshcool og jeg er på mit andet og vi kommer ikke til at gå i samme klasse og der er jo aldersforskellen.” Han fortsætter. Med undskyldninger for noget, jeg ved ikke hvad han prøver at sige, men jeg ved jeg ikke har lyst til at vide det. ”Er det fordi du ikke vil ses på skolen sammen med mig?” Afbryder jeg. Håber. Fortryder. Græder indvendigt. Han sukker. Tøver. Jeg har ramt ham lige der hvor han håbede jeg ikke ramte. Jeg ramte sandheden, og det går ikke kun ondt på den, pilen rammer, men også på skytten. Han siger ikke noget. Det gør jeg heller, ikke fordi jeg ikke har lyst men fordi jeg er bange for at skyde flere pile. Jeg har lyst til at råbe ad ham, for at komme af med vreden og sorgen ikke kun over det her, men det hele, alt det der er gået galt. Jeg fjerner hovedet fra hans skulder. Løfter hovedet for at kigge han ind i øjnene men slår blikket ned igen da jeg når til næsen. Han tager fat om mit hoved med sine lange fingre lige som han har gjort mange gange før. Han tvinger mig til at se ind i hans brune varme øjne, ligesom han har gjort mange gange før. ”Hvis nu du bare var en helt almindelig 16-årig, en jeg kunne lide, som jeg havde datet hen over sommeren fordi jeg kedede mig, en som opførte sig som en på 16, en jeg ikke havde noget tilfælles med, så ville jeg måske ikke ses med den person ovre i skolen, men du. Du er alt andet en hvad jeg lige har sagt, jeg kan ikke kun lide dig, selv om jeg ikke har kendt dig så længe, så elsker jeg dig, mere end noget andet, jeg elsker dig så højt at det gør ondt hver eneste gang du ikke er glad. Du er så smuk, så sød, så forstående på din egen specielle måde. Alt hvad du gør får mig til at ønske du vil være sammen med mig for resten af dit liv, for hvert sekund der går elsker jeg dig mere og mere. Jeg har elsket dig siden jeg mødte dig, men har ikke turde sige noget før nu fordi jeg var bange for at miste dig. Jeg har været bange hele mit liv, hadet hele mit liv, fordi jeg er som jeg er, men når jeg er sammen med dig forsvinder de ting, du for mig til at indse at jeg ikke kunne have det bedre. Jeg elsker dig, det gør jeg virkelig, og jeg vil ikke lave andet en at holde din hånd når vi er i skole, kysse dig, og vise alle hvor meget jeg elsker dig.” Siger han og holder stadig blidt fast om mit hoved. Han bliver ved med at kigge mig ind i øjnene for at fortælle mig at alt hvad han lige har sagt er sandt. Jeg kan mærke mine lunger banke efter luft, jeg kan mærke mit hjerte banke mod mit bryst, jeg kan høre hvordan jeg gisper efter vejret, jeg kan se mine hænder ryste. ”Hvad sker der? Er du okay?” Spørger han. Hans stemme er både skinger af panik, og dyb af bekymring. Jeg hulker, gisper efter vejret, fortvivlet over hvad der sker, mest fordi jeg ikke ved hvad der sker med mig, og fordi hver gang hans hænder forsvinder fra mit ansigt kan jeg få luft igen, og hver gang han tager min hånd eller spørger fortvivlet hvad der sker gisper jeg igen efter vejret. Jeg løber væk fra ham, væk fra sengen, og løber mod døren, men vælter op ad væggen. Han kigger fortvivlet på mig og rejser sig for at gå hen til mig, men jeg kigger bedende på ham for at få ham til at forstå hvad jeg ikke selv forstår. Han stopper ikke, desperat efter at hjælpe mig. Han rækker hånden ud efter min, men jeg stopper ham. ”Nej.” Min stemme er usikker og skinger. Han farer tilbage med et såret udtryk i ansigtet. Jeg kan høre døren til mit værelse blive åbnet, men sorte pletter for mine øjne gør så jeg ikke kan se hvem der kommer ind. Jeg kan høre min fars brummende stemme, min mors lyse stemme. Iwars bekymrede men dejlige stemme. Jeg ved ikke om jeg sover eller om jeg bare har lukkede øjne, jeg kan ikke mærke om jeg er besvimet og vågnet igen. Indeni skriger jeg efter hjælp.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...