Curiosity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 7 jun. 2013
  • Status: Igang
Chloé lever alene i sin indviklede verden som skyggelæser. Med byrden om at vide alt hvad folk tænker om en, uden selv og have en skygge. Men er der en person der kan vende hele hendes verden?

1Likes
2Kommentarer
480Visninger
AA

3. Kapitel

Solen sniger sig ind gennem paginere og lander på min blege hud. Hvorfor havde han ikke en skygge? Spørgsmålet sitre stadig i mig. Men det værste af det hele er at jeg ikke kan stoppe med at tænke på ham. Jeg sidder i min seng pakket ind i min dyne. De andre er ikke hjemme, og det eneste jeg kan høre er lyden af mit hurtige åndedrag. Endnu en bivirkning, noget der ligger til familien, ingen er jeg den eneste levende sjæle læser der er sådan. Jeg rejser mig fra sengen, og sætter Birdy på. Hendes stemme beroliger mig, men gør ikke mit åndedrag langsommere. Jeg tager kassen med billeder ud fra under min seng. Jeg sætter mig i sengen igen. Min hænder ryster da jeg skal til at åbne kassen. Jeg åbner den kun, når jeg virkelig ikke ved hvad jeg skal gøre. Den hjælper egentlig ikke. Det er bare billeder jeg har samlet sammen fra da jeg var helt lille. Billeder jeg selv har taget, billeder fra avisen, alle steder fra. Jeg åbner kassen. Der er så mange billeder i kassen, at den er ved at gå fra hinanden, sidst jeg talte var der 305. Jeg tager hvert billede op og kigger på det. Der er et billede af Obama fra en avis fra den dag han blev valgt. Der er et billede af nogle afrikanske kvinder der danser, et billede jeg tog da vi var i Afrika. Der er et billede af en bille. Et billede af de sko jeg ønskede mig dengang jeg var 9. Jeg studere hvert billede nøje, det for mig til at glemme. Et billede af den diner vi spiser på, på min fødselsdag. Et billede af mit værelse fra før vi flyttede. Billeder af alle de 11 huse vi har boet i. Et billede for mig til at ryste på hænderne. Det er et billede af Iwar. Han er ikke særlig gammel på det billede, men man kan tydeligt se det er ham. Jeg kan huske jeg klippede det ud fra avisen da jeg var 8. Han var kommet i avisen fordi han havde redet en mand fra at blive kørt over. Jeg havde klippet billedet ud og skrevet helt bagpå. Jeg drømte den samme drøm i flere måneder om hvordan han redde mig og ikke manden. Jeg tager billedet og hænger det på væggen over min seng. Min skæve skrift står stadig klart bagpå, med årene er min skrift blevet mere og mere lige. Jeg tænder en cigaret og puster røg ud gennem vinduet. Jeg kaster den ud ad vinduet selv om jeg næsten lige har tændt den. Selv om det er 27 grader udenfor, tager jeg lange sorte jeans på. Jeg sætter mig i den store pick-up og tænder motoren, som starter med et brøl.

 

Jeg taber mine solbriller på den hvide marmorgulv. Plastikken klirer mod gulvet, og det høje loft sparker lyden tilbage til alle i rummet. Jeg kan mærke hvordan mine blege kinder bliver røde. Jeg tager solbrillerne op og tager dem på igen. Jeg rækker mine penge til damen bag disken, og fortsætter ned ad gangene. Andy Warhol står der med en stor skrift, som for mig til at dreje derhen. Forandring fryder hvisker jeg i mit hoved. Næsten hver dag tager jeg her hen for at se på de gamle malerier. Malerier med mennesker er de bedste. Det er mennesker jeg kan se i øjnene, mennesker uden skygger, og for det meste er der ikke så mange på museet, så jeg kan være alene. Jeg kigger rundt for at se om der er nogen. Stilhed. Ingen mennesker, ingen skygger. Jeg tager mine solbriller af og blinker for at vende mig til det skarpe lys. Jeg kan godt lide Andy Warhol. Han maler mennesker, men mennesker uden detaljer, nærmest kun streger og omrids. Det er sådan jeg vil se mennesket. ”Jeg vidste du var her.” Siger han. Hans bløde stemme hvisker ind i mit øre. Hans åndedrag kilder min kind, men hans åndedrag er roligt. Der er ingen steder at løbe hen. Hans håndflader er plantet på væggen, og hans arme holder mig fanget. ”Hvad er du?” spørger jeg. Min stemme ryster og det bliver kun til en hvisken. ”Jeg er lige som dig.” Siger han. Jeg vender mig om på de få centimeter han holder mig fast på. Hans øjne fanger mine. ”Da jeg så dig i går, uden en skygge, da du løb i går, det giver alt sammen mening, du er skyggelæser.” siger han. ”Hvad er du?” spørger jeg igen. ”Jeg er skyggelæser, uden en skygge.” Siger han. Hans selvsikre øjne kigger ned i gulvet. Man kunne høre hvordan hans stemme blev fuldt med smerte da han sagde det. ”Du er lige som mig.” Siger jeg, uden at tænke over det. ”Jeg har endelig fundet en der er lige som mig, du skal ikke tro jeg bare sådan lige giver slip på dig.” siger han og smiler. ”Du kender mig slet ikke.” Siger jeg. Jeg kan ikke finde ud af om jeg er glad eller ked af det, forvirret eller sur, lettet eller lykkelig. ”Nej, men jeg vil gerne lære dig at kende.” Siger han. Han smiler stadig, hans selvsikre smil er tilbage. Han giver ikke op, og jeg har meget mere end lyst til at give slip, give op, lade ham gribe mig. ”Er du sulten?” Spørger han. Jeg kigger op i hans brune øjne. ”jeg er ikke rigtig typen der bliver sulten.” Siger jeg og sænker blikket. ”Jeg ved godt vi ikke bliver nød til at spise, men må jeg ikke lære dig at nyde det alligevel?” Spørger han. Han fjerner sine hænder fra væggen. Jeg nikker, og han træder væk fra væggen. Jeg fanger hans øjne og rækker ham den ene høretelefon. ”Du er ikke typen der taler så meget heller?” siger han, og propper høretelefonen i sit ene øre. ”Jeg er bare ikke vant til at snakke med folk.” siger jeg og trykker play. ”Okay så du kan lide Birdy, hvad burde jeg mere vide om dig?” Spørger han. Han går tæt op af mig, og jeg kan mærke hvordan jeg hiver efter vejret, hyperventilere mere end jeg plejer. ”Er du okay?” Spørger han og stopper op foran mig. ”Åndedrags besværgelser.” Siger jeg bare. ”Andet som det?” spørger han, og kigger bekymret og intenst på mig. Hans øjne gør det svært at sige noget. ”Jeg kan gå gennem døre, og vægge.” Siger jeg. Iwar løber ubesværet på få sekunder flere meter frem. Han stopper op, uden at være forpustet. ”Du må ikke gøre det sådan her et sted.” Siger jeg og kigger rundt for at se om nogen så det. ”Folk har så travlt nu om dage, at de ikke ligger mærke til sådan noget, du lagde heller ikke mærke til det, da jeg løb op til dig, i går.” Siger han og går tilbage til mig. Jeg rækker ham høretelefonen igen. ”Fortæl mig noget mere.” Siger han, og lyder som et lille barn der venter på godnathistorie. ”20 spørgsmål til professoren?” Spørger jeg, og føler mig med et dum og lille igen. ”Okay, du starter som professor og efter 20 spørgsmål bytter vi.” Siger han. Jeg kigger op på hans øjne som glitrer i eftermiddagssolen. ”Og man skal svare på alle spørgsmål.” tilføjer jeg. ”Okay.” siger han og kigger tilbage på mig. Bare de få sekunder han kigger på mig, for mit hjerte til at banke hurtigere, for mig til at hive efter vejret. Hvorfor kan jeg ikke regne ham ud? Den første person jeg nogensinde har mødt, som jeg ikke ved noget om endnu. Spændene eller skræmmende?

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...