Curiosity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 7 jun. 2013
  • Status: Igang
Chloé lever alene i sin indviklede verden som skyggelæser. Med byrden om at vide alt hvad folk tænker om en, uden selv og have en skygge. Men er der en person der kan vende hele hendes verden?

1Likes
2Kommentarer
462Visninger
AA

2. kapitel

Solens sidste stråler lyser på hans ansigt, jeg sætter mig ned og kigger op på ham. Før kiggede jeg kun på hans ansigt, nu kan jeg se hele hans krop, hans tynde lange fingre, der ikke passer til hans store varme håndflader. Hans brystkasse der bevæger sig langsomt op og ned. Hans lange ben der hæver ham over mig. Jeg gisper. Jeg når ikke at gemme det. Han kigger forskrækket på mig. Jeg rejser mig op og går et skridt tilbage fra ham. Jeg kigger mig omkring. Han har ikke en sjæl, en skygge. Jeg kigger på et par der går nede under os på den lille grus sti. Mandens skygge holder på damens røv, med et slesk blik. Manden går helt normalt ved siden af hende og holder hendes hånd. Damens skygge ligger sit hoved på mandens skulder, med et forelsket blik. Jeg kan se andres skygger, sjæle. Deres skygge sjæle afslører deres nederste tanker, tanker de nogle gange slet ikke ved de har, tanker fra deres underbevidsthed. Jeg har ikke en. Jeg er den eneste i min familie der ikke har en, min søster, min mor og far har en, og kan også se andres, men de siger de ikke kan se min. Men han har ikke en. Det er derfor jeg kunne holde ud at være sammen med ham, fordi jeg ikke kunne se den, men hvorfor ikke? Jeg har lyst til at kaste mig ind i hans varme favn, men der er noget farligt over ham, hvorfor har han ikke en? Spørgsmålet gnaver i mig, vrider sig rundt i min mave. ”Jeg bliver nød til at gå.” Siger jeg, min stemme hvisker det næsten. Iwar står bare og kigger på mig. ”Jeg troede det var godt Chloé.” Siger han. Han kigger ned. Jeg vender mig om og løber. Mit hoved dunker. Det er fyldt med spørgsmål. Lyden af min sko mod jorden får det til at dunke endnu mere. Jeg løber gennem køkkenet, gennem dørene, og væggene ind til mit værelse. Jeg kaster mig på sengen og prøver at græde, for at vide jeg er i live, men jeg kan ikke, stadig væk ikke. Min mor banker på døren og går ind. Hun regner med jeg fortæller hende alt nu når hun ikke kan se på min skygge sjæl hvordan jeg har det, ja det kan vi også. ”Hvad er der sket?” spørger hun, og stryger mig over håret. ”Det har bare været en dårlig dag.” Siger jeg. Jeg kigger på hendes skygge, den krammer mig. ”Du må godt kramme mig.” siger jeg. Hun sukker, og giver mig et kram, ”Du kan se mig, men jeg kan ikke se dig.” Siger hun, det gør hun ofte. ”Jeg har købt noget bogbind og et nyt penalhus til dig.” Siger hun, og går ud ad mit værelse. Hun åbner døren igen, og holder frem mod mig tre ruller orange og lyserød stribet papir, og et penalhus hvor der står ting som girl-power på. ”Virkelig?” Spørger jeg i en skeptisk tone. ”Jeg kan jo ikke se hvad du gerne vil have.” Siger hun og ligger det på mit skrivebord. Jeg peger rundt i værelset, og når ikke at sige noget før hun tager tingene igen og går ud. ”Forstået.” Siger hun, ”og prøv at vende dig af med at gå i gennem væggene, din søster bliver bare jaloux.” hun lukker døren. Jeg tager min lille lomme kniv op ad skuffen på sengebordet. Jeg ridser med den i væggen endnu en streg ved siden af de andre 28 streger. Jeg mangler at lave 13 streger så er ferien slut. Jeg tager den lommekniven og fører den ned til min ankel. Rødt blod glider ned ad min ankel, videre ned på min fod. Nu ved jeg, jeg lever. At det ikke er et mareridt, og at jeg kan kontrollere noget. Kontrollere noget af smerten.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...