Curiosity

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 7 jun. 2013
  • Status: Igang
Chloé lever alene i sin indviklede verden som skyggelæser. Med byrden om at vide alt hvad folk tænker om en, uden selv og have en skygge. Men er der en person der kan vende hele hendes verden?

1Likes
2Kommentarer
615Visninger
AA

1. Kapitel

Lyden af stemmer, melodier fylder mit hoved, og for mine ben til at gå i samme takt som musikken. Ingen kan se det. Ingen kan høre det. Jeg lader vinden tage fat i mit lyse tynde hår. Jeg lader den skarpe sol afblege mit hår. Det lyder alt sammen meget uskyldigt, men så er der en cigaret i min mundvige, en sort T-shirt, og et par sorte bukser med hul på knæet, og et par rayban, der krakelere hele det uskyldige billede. En hånd strejfer min bare arm og får mit til at krympe sammen. Jeg kigger på personen. Han har brunt hår, krøllet hår, men hans øjne er næsten sorte. Jeg kigger forstenet på dem. Jeg ligger pludselig mærke til han stadig holder om min arm. Jeg skynder mig væk fra ham. Jeg kigger lidt på ham, og vender mig sig så om og begynder at gå igen. ”Hey vent, undskyld hvis jeg forskrækkede dig.” Han løber op til mig. ”Det gjorde du ikke.” Siger jeg, mens jeg kigger stift ud i luften. ”Jeg hedder Iwar,” siger han og rækker sin hånd frem, ”hvad hedder du?” jeg kigger på hans hånd, så hans øjne, ned i jorden, og så på den cigaret jeg lige har smidt på jorden. ”Chloé.” Svarer jeg og træder på gløden fra cigaretten. Jeg har stadig mine høretelefoner i, men den sidste sang er lige slut, så jeg kan kun høre en meget svag summen, og lyden af vores sko mod asfalten, men det ved han jo ikke. ”Hvor skal du hen?” Jeg kigger op på hans øjne i det han begynder at tale. ”Det ved jeg ikke.” Siger jeg. Jeg fortryder straks. Det er rigtig nok, jeg ved det ikke, men kunne jeg ikke bare sige jeg skulle hjem. ”virkelig?, må jeg gå med?” Spørger han, og kigger længe på mit ansigt. Mine solbriller dækker mine øjne. ”Ja.” Siger jeg bare, og trækker min telefon op ad lommen, jeg trykker på det første nummer, og musikken flyder igen ud ad høretelefonerne og blander sig med mine tanker. ”Hvad hører du?” Spørger han. Normalt ville jeg havde løbet min vej, bedt ham om at gå, men hans bløde stemme for mig til at lytte til ham, og til mig selv. ”Beyonce.” Svarer jeg. Han trækker min telefon op ad min lomme, før jeg når at gøre noget. ”Hey.” Siger jeg så bebrejdende som jeg kan. ”Jeg vidste du ikke hørte Beyonce,” siger han og kigger videre. ”Hey helt ærligt.” Siger jeg og tager telefonen ud ad hånden på ham. ”Undskyld.” Siger han og griner. Hans grin for mine hænder til at ryste. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg putter den ned i lommen sammen med min mobil i lommen på min stramme bukser. ”Hvorfor sagde du ikke bare du hørte Birdy?” Spørger han og kigger spørgende på mig. Jeg trækker på skuldrene. ”Hun er god, jeg kan bedst lide, People, Help The People.” Siger han. Jeg kigger forundret på ham. ”Virkelig, jeg kan bedst lide The A Team.” Siger jeg. ”Hvor gammel er du egentlig?” Spørger jeg, igen uden at tænke over det. ”Jeg er 17,” siger han, ”hvad med dig?” ”16.” Svarer jeg. Jeg føler mig pludselig meget lille i forhold til ham. ”Jeg gætter på det så er dit første år i High School?” Siger han. ”Ja, og dit andet?” spørger jeg. ”Ja.” Svarer han. Fra dette øjeblik hader jeg alder. Forskellen. Ungdom og alderdom. Det hele. Det føles pludselig mere akavet. ”Ville du have noget imod at jeg lånte din ene høretelefon?” Siger han, og vækker mig fra mine tanker. Jeg rækker ham den og han tager den i øret. Jeg trykker på play og Birdys stemme flyder mellem os. Han er et stykke højere end mig. Jeg kigger op på hans ansigt. Hans mund bevæger sig lidt, og man kan se han synger med inde i sit hoved. Give me you’re hand and i hold it. Høretelefonen ryger ud ad mit øre da ledningen ikke er lang nok. Han stopper op, og kigger på mig igen. Selv om jeg burde tage høretelefonen i øret igen og gå videre bliver jeg stående og kigger tilbage i hans øjne, nu nå han ikke kan se mine øjne gør det, det meget nemmere. Han tager høretelefonen og sætter den tilbage i mit øre, hans hånd strejfer mit hår da han fjerner hånden igen. Han tager hånden op mod mit ansigt igen. Jeg står forstenet, og kigger på ham. Jeg kan ikke høre mit eget åndedrag mere. Hans hånd fjerner mine solbriller. Come on skinny love, just last the year. Jeg kigger ned i jorden nu når han også kan se mine øjne. ”Du må se mine øjne, men jeg må ikke se dine?” spørger han. Jeg løfter langsomt mit hoved og kigger så igen ind i hans øjne, kun for få sekunder, så kigger jeg ned igen. Han tager blidt fat om mit hoved, og tvinger mig til at kigge op. Hans berøring for mine hænder til at ryste. ”Du har smukke øjne.” Siger han, og kigger intenst ind i dem. Han bliver ved med at kigge, han studerer alle mine blege vipper, han studerer det blå øje, så bagefter det grønne, det mørke grønne man knap nok kan se på grund af den sorte plet der ligger ved siden af min pupil. Hans mørke brune øjne virker så normale ved siden af mine. Før jeg ved af det er hans hænder væk fra mit ansigt. Vi begynder at gå igen, tæt ved siden af hinanden så høretelefonerne ikke ryger ud. Vi snakker videre, så meget at musikken nærmest forsvinder. Jeg har aldrig nogensinde snakket så meget med nogen jeg ikke kendte, heller ikke så meget med nogen jeg kender. Jeg har aldrig stået så tæt på en person før. ”Hvis du stadig ikke ved hvor du skal hen, må jeg så vise dig et sted?” Spørger han. Solen er næsten væk, men hans øjne lyser stadig. ”Okay.” Siger jeg og smiler. Han får mig til at smile, han fik mig til at tage mine solbriller af. Hvad er der med ham? Hvad er det han kan? Og hvorfor er jeg sådan når han er her?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...