Den blodige halskæde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 1 dec. 2013
  • Status: Igang
En lille something jeg arbejder på. Her er et udsnit af hvad jeg hidtil har skrevet. Historien foregår 50 år efter seneste afsnit af Vampire Diaries, i Caroline Forbes point of view. Jeg har pillet ved historien, og naturligvis ikke taget hensyn til de kommende afsnit af serien. Caroline er vendt tilbage til Mystic Falls for at tage sig af sin syge mor, ved at overføre hendes blod til hende. I Carolines tid udenfor den lille amerikanske by, har hun været i konstant selskab af Stefan Salvatore. Tyler er ikke længere en del af hendes liv, dertil heller ikke Klaus Mikaelson. Hurtigt indser Caroline at naturen er stærkest og Elizabeth Forbes' skæbne er at dø. Ved siden af, døjer Stefan Salvatore med sine egne intriger. Hverken Caroline eller Stefan ved hvor Damon Salvatore og Elena Gilbert befinder sig, udover at de er sammen. Og Caroline har ét eneste begær i hendes uendelige liv. Én person fra hendes fortid som hun bare må genforenes med.

23Likes
9Kommentarer
1688Visninger
AA

7. Kapitel 7

Indre by begyndte at tynde ud i størrelsesmæssigt mindre huse og de resterende lå nu med længere afstand. Imens jeg kørte med hvad lod til at være det hurtigste min Citroën kunne presses til, faldt jeg hen i mine tanker. Hvordan skulle jeg håndtere situationen, når jeg fandt min heks? Alt for mange hvis’er. Hellere bare lade det komme improviseret. Én ting jeg havde lært af mit halvtreds års tidsfordriv, var at hekse var yderst utilregnelige. Bonnie…

 

”Hvad er der galt med dig? Jeg rækker ud efter dig, trods alt hvad du har gjort, og du kan stadig ikke se udover din egen næsetip…” Jeg sukkede. Jeg var rasende. ”Jeg har ondt af dig!” spyttede jeg ud af sammenbidte tænder med foragt i tonelejet. Jeg vendte på hælen, for at forlade ham. For at slippe synet af ham. Vrede var aldrig min ting.

  Han farede hen over det blanke mahognigulv, for at stille sig med front mod mig. Hans sædvanlige alvorlige blik. Med en anelse af sindssyge denne gang. Jeg stoppede brat og bakkede endda for at skabe en sikkerhedsafstand imellem os. Yeah right… Mit hjerte hamrede mod mit bryst, i et forsøg på at flygte. Samtlige af mine legemer rystede, endda helt ud i mine fingerspidser. Hver muskel i min krop vibrerede. Jeg erindrede ikke at have følt en frygt som denne før. Jeg var bange. Bange for ham. Bange for hvad disse følelser der blussede op i mig, betød. Som han stod foran mig, i total blotlæggelse af sine mest uforudsigelige, utæmmelige sider af ham. Jeg vaklede på ujævn grund.

 

Scenen udspillede sig for det indre af mit hjemsøgte sind. Blot i løbet af et splitsekund var det ovre, og jeg mærkede hvordan min mave trak sig sammen. Jeg slog blikket ned og søgte efter mørket i bunden af bilen. Ro. Afledning.

  Jeg kørte alene på den lange strækning af en landevej. Mine arme holdt mekanisk om rattet imens jeg lagde min opmærksomhed i alt hvad der kunne aflede mig, men intet syntes at virke beroligende på mig. Endnu et billede af ham skød forbi mig, og lod mig sidde tilbage i sædet i mentale angreb. Mine følelser spillede mig et puds, og jeg overbeviste mig selv om at tage kampen op. Og vinde. Hvordan, er et helt afsides spørgsmål. blabla Et eller andet beskrivelsespis

 

  ”Vend aldrig ryggen til mig igen!” Han skreg nu, og jeg svor på, mit hjerte sprang et slag over. Min vrede og sans for uretfærdighed overtog styringen og forårsagede min efterfølgende udtalelse.

  ”Jeg skulle have vendt dig ryggen, for lang tid siden!”

  Hvad føltes som en evighed, passerede os, som vi stod i komplet inaktivitet. Hans blik forandrede sig, for hvert sekund der gik. De sammenfoldede rynker ved hans øjne, slap deres stramme position og faldt ned i takt med at han ikke længere så vred ud. Nærmere… følelsesløs. Imens jeg forsøgte at aflede mig selv fra at betragte hans fyldige læber, der af pludselige, uigenkendelige grunde fangede min interesse, bedømte jeg hans mine for at være ubeskrivelig. Ellers koncentrerede jeg mig måske ikke nok. Hvad ville have bragt mig til fokus, ville alligevel have været spildt sekundet efter, da han greb min hånd og lod mig stå lamslået af forvirring.

  ”Du bragte mig tilbage, Caroline…”

 

 

 

Nattens indbydende mørke havde igen lagt sig som et omfattende tæppe. Jeg rullede vinduet ned i bilen, og nød de lugte der fangede mine næseborer, da jeg kørte igennem det lille skovareal. Naturen blev derefter erstattet af en længere motorvej, der befandt sig i total intethed, inden jeg endelig stødte jeg på Colleyville-byskiltet. Jeg drejede af vejen, og straks blev jeg mødt af brede villaveje og perfekt trimmede havebuske, der stod som beskeden pynt til de store, forfinede bygninger. Jeg observerede alt fra matchende lygtepæle, til hundehuse med unødvendigt meget dekoration og verandaer med kulturelle statuer fra verden over. Jeg kunne ikke dy mig selv for at himmelvende mine øjne, imens jeg fortsatte ind til bytorvet, der til gengæld stod lige i min smag. Bilen rystede og bumlede da jeg kørte over de uregelmæssige og halvsmadrede brosten der udgjorde underlaget for torvepladsen. Bygningerne stod presset sammen i minimale kvadratmeter og var besatte af caféer og turistattraktionsbutikker. Pladsen var oval og i midten hørtes et springvand med sine beroligende lyde af plaskende vandstråler. Jeg parkerede bilen og steg ud for at blande mig i mængden af halvberusede mennesker i alle aldre og nyforelskede teenagepar på aftenpicnic. Ved hvert gadehjørne sad hjemmebryggede musikere med hver deres versioner af stemningsmusik. Det var lunt i vejret, og da hedeslagene slog til omkring mit bryst, blev jeg opmærksom på min beklædning og faktum at jeg ikke havde fået et bad i to døgn. Jeg trak jakken ned om armene, svang den over skulderen, og spadserede derefter igennem de smalle, forfaldne men charmerende gader indtil jeg mødte et hotel med åben reception. Jeg tvang mig til et værelse, tog et varmt bad og fandt derefter ro i søvnen.

 

Den nat sov jeg indtil dagslyset vækkede mig. Hvilken forrygende idé at, købe hvide gardiner til et værelse vendt mod øst. Jeg satte mig op med en overkommelig frisure, som et resultat af en stille nat uden indtrængen af mareridt. Morgenforvirret betragtede jeg mine omgivelser, inden jeg krøb ud af lagnernes greb om mig og trak i mine jeans. Jeg slæbte mine fødder hen ad det slidte trægulv, der knirkede ved hver vægtskift. Jeg skubbede gardinerne til side, og blev straks angrebet af solens blændende lys. Mine lår bagte af varmen og et suk undslap mine læber, inden jeg indså at jeg nu havde en retfærdig grund til at undersøge indersiderne på alle de små butikker nede på torvet. En times pause fra en livslang mission, var måske ikke så meget at bede om alligevel. Så jeg lod jakken blive på sengen sammen med bilnøglerne inden jeg traskede ud i solen som en helt almindelig, blond pige på shopping-tur.

  Efter en halv times fornøjelse i genbrugsbutikken på hjørnet af en af sidegaderne til torvepladsen, endte jeg med at købe den røde sommerkjole, der sad som var den skræddersyet til min krop. Jeg forlod butikken med et smil i retningen af den venlige, unge pige der stod bag disken, med en pose i hånden med mit gamle tøj. Travende ned gennem gaderne med højt humør, stødte jeg pludselig på den lille gyde der passede perfekt til professorens beskrivelse af heksens butik, og stemningen over mig forandredes til et dystert og bizart humør, med en anelse af nervøsitet. Jeg gik varsomt ned af gaden indtil en dør med store sorte bogstaver, afslørede min destination.

 

SPIRITUELT TILSTEDEVÆR

 

Jeg lagde min hånd om det runde dørhåndtag indtil butikken. Jeg trak hurtigt min hånd til mig i refleks. Først lod jeg mig selv indbilde at det var solen der havde bagt på det rustede metal, men da jeg anede lugten af brændt kød og sporede det ned til min håndflade indså jeg at håndtaget var smurt i jernurt. Helt klart en heks. En vampyrfjendtlig én af slagsen. Med kjolekanten omkring hånden, fik jeg med lidt besvær lirket døren op, og jeg gik et lille mørkt lokale, med mangel på solens indtrængen, i møde. Professoren havde ret om butikken. Langsomt trådte jeg fremad imens min hjerterytme steg i takt med at mit blik flakkede rundt i blandt de mange krukker med mærkelige beskrivelser, der fyldte hendes støvede reoler. Øverste hylde var spækket med bøger af latinske dækkeord for vampyrer og varulve, ud fra hvad jeg erindrede af tidligere erfaringer. Drømmefangere og fjer i diverse størrelser og farver hang ned fra loftet. Døren smækkede endelig i bag mig, og da den lille klokke over døren spillede ved berøringen af kneblen, sprang jeg op i skræk og vendte mig om med paraderne fremme. Kort efter hørtes skridt ude fra baglokalet og ind i butikken trådte en mørk, ung kvinde med langt krøllet hår i en fletning ned langs skulderen. Hun sendte mig et indbydende smil. Jeg trak i mine mundvige så langt som muligt, i et forsøg på at fremstå uskyldig, nu da jeg var den eneste der vidste hvad der var i vente.

  ”Velkommen, frøken,” hilste hun med en bestemt og selvstændig stemme, der fik mig til at dømme hende egnet til mine planer. Jeg trådte frem til disken, hvor hun stod lænet op. Jeg pillede ved et lille kors der stod fremme bag kasseapparatet.

  ”God formiddag,” svarede jeg hende og slog blikket ned i bordet. ”En interessant butik du holder dig her, må jeg indrømme.” Hun nikkede blot anerkendende. ”Du har virkelig fanget min interesse,” fortsatte jeg.

  ”Jeg takker. Hvad kan jeg hjælpe Dem med? Du er kommet til den rette butik hvis du søger usædvanlige remedier.”

  ”Åh, det ved jeg,” sagde jeg i et bredt smil. ”Og jeg har allerede fundet, hvad jeg har brug for”. Jeg sendte hende et mystisk, skævt smil. Hun så spørgende på mig og afventede min bestilling. ”Jeg ville frygteligt gerne tage en lille snak med dig,” fortsatte jeg i en dyb, intens hvisken. Hendes blik frøs, som om hun lige havde set et spøgelse. Nå ja. Det havde hun vel også. Det imponerede mig, hvor hurtigt hun afslørede mig.

  ”Forlad min butik.” Hendes fjendtlighed forårsagede at jeg sprang plan a over og straks gik til plan b, der var en smule mere aggressiv.

  ”Se, det kan ikke rigtig lade sig gøre, med mindre selvfølgelig du går med frivilligt?”

  ”Jeg siger ikke det her én gang ting, gå ud af min butik og kom aldrig igen.”

  ”Jeg tror desværre du misforstår mig. Jeg giver dig ikke et valg. Jeg giver dig en ordre.” Jeg lænede mig frem, for at være sikker på hun så mig dybt nok i øjnene. Mine pupiller trak sig sammen, men i det efterfølgende sekund lå jeg sammenrullet på gulvet med hænderne pressende mod mine tindinger. Jeg skreg i smerte. Det føltes som om tusind knive stak i mit hoved på samme tid. Hvornår end jeg kunne formå at åbne mine øjne, så jeg hende nærme mig, med hænderne i vejret. Da hun endelig slap sit psykiske greb om mig, fik jeg stablet mig selv på vaklende ben, i et forhastet flugtforsøg. Da jeg endelig fik kæmpet mig et skridt nærmere døren, kastede hun sit angreb efter mig igen. Jeg sprang med utrolig fart mod døren, og fik lige med nød og næppe åbnet den, inden jeg farede ud og undslap hendes kræfters rækkevidde. Jeg smed mig i skyggen tværs over gaden og forsøgte at fange et naturligt vejrtrækningstempo. Jeg burde have vidst, at havde hun jernurtsmurte dørhåndtag, ville hun højst sandsynligt også indtage jernurt. Tid til at, finde på en plan c.

 

Jeg lå længe i skyggen, dog havde jeg strategisk placeret mig i skjul bag den lille, mobile isbar. Mine tanker strakte sig ud i utilstrækkelige længder for at gennemtænke en sikker plan, der kunne give mig heksen under min besiddelse. Hun havde tydeliggjort sin uvilje med min forespørgsel. Det var oplagt jeg måtte tvinge hende til hjælps. På en måde måtte jeg få jernurten ud af hendes system. En bølge af tidsstress skyllede indover mig, da jeg indså længden af denne mission, og at jeg skulle nå hjem til Mystic Falls – ubemærket at jeg var rejst – for at tage mig af mor, når hun var klar til at vende hjem fra hospitalet.

  Jeg havde konstant et halvt øje mod den lille sidegade, indtil mørket faldt på. Et smæk med en dør, efterfulgt af lette, hurtige skridt lød, og jeg så op fra mit skød. Efter mange timers ventetid forlod hun endelig butikken – godt nok den del mere paranoid end hvad jeg forventede hun var til daglig. Hun kastede et blik over skulderen, for hvert skridt hun tog, og sørgede for at blande sig i mængden af mennesker, der stadig fyldte besynderligt meget på den beskedne gågade. Et lille overlegent smil strejfede mine mundvige. Da hun var ude af butikkens rækkevidde, bevægede jeg mig for anden gang ned af den slidte gyde i dag. Endnu engang iført det yderste af min nye kjole, greb jeg fat i døren og satte mig på hug. Efter en del besvær fik jeg lirket døren op, med det gode gamle hårnål-trick. Jeg måtte betale mit indbrud med tabet af min defekte hårnål og døje med min irriterende stump pandehår, der lagde sig for mine øjne.

  Efter, jeg for tredje gang – i løbet af det efterfølgende minut – forsøgte at trække håret bag mit ene øre, satte jeg min søgning efter jernurt i gang. Strategisk studerede jeg mulighederne for at finde det. Jeg lagde en finger om min hage og kunne ikke tilbageholde den lille legesyge følelse der mærkedes i min mave. Hun havde næppe været kreativ med sin indretning, for da jeg ledte i diskens hylder, som min første indskydelse, fandt jeg den lille boks. Med skælvende hænder greb jeg om den antikke, trææske og lagde den på bordpladen. Jeg behøvede ikke engang åbne, æsken. Lugten var mere end kraftig nok til at afsløre sig selv. Jeg blev helt af døsig ved indåndingen af det. Det måtte være en pulveriseret version. Af sikkerhedsmæssige grunde undersøgte jeg grundigt hendes resterende hylder og reoler for reserve, og ganske rigtig fandt jeg to store, fyldte krukker med ekstra jernurt. Jeg trak krukkerne op til mit ansigt, og så blot flammer i de fine, lilla blomster. Jeg kunne ikke tilbageholde den snigende lille latter der kæmpede sig vej frem, da jeg indså hvor nemt det havde forløbet sig. Med mine stjålne godser i armene, forlod jeg forsigtigt butikken, og smækkede døren bag mig, i håb om at min indtrængen ikke ville bemærkes. Jeg skilte mig af med jernurten i en fart, og satte mig derefter i et sikkert skjulested med godt udsyn til butikken. Og som tiden passerede mig i nattetimerne, i et desperat forsøg på at finde søvn i mine ukomfortable omgivelser, strejfede den pulveriserede jernurt mine tanker.

  I løbet af nattens omfang, lod jeg endelig til at lade den lille bys charme indprente sig på mig. Af ukendte grunde var de små, gamle gader altid befolket og et lille lys viste sig på hvert et gadehjørne. Værthusene var fyldte med god stemning, højt humør og musik. Hvor end jeg befandt mig mødte jeg en ene sjæl med en ven i røret eller en hund i snoren, eller et par der gik deres måneskinsaftentur, eller en gruppe berusede mennesker, på deres rute til nattens næste stop. Deres alkoholiserede årer forhindrede mig i at forfølge tvangstankerne af min sult. Det forgiftede blod havde aldrig sagt mig noget, men jeg vidste jeg burde mætte mig selv snart. Men jeg lod ikke til at kunne rykke mig ud fra byens grænser. Noget i de forsømte brosten og forfaldne huse betagede mig.

 

Jeg kom morgenen i forkøbet og gik langs gaderne med solen lige i hælene, som dagen nærmede sig. Endelig lod det lille populære bytorv på til at være menneskefrit, hvilket jeg var taknemlig for, min sult taget i betragtning. Med jernurt i tankerne sporede mit blik sig langs butikkerne imens jeg gik. Jeg nåede til en blind vej og for enden af murene, lå et lille apotek klemt ind imellem de to bygninger. Spare-pærerne i loftlamperne blinkede indtil de endelig fandt konstant kontakt, og en hvid kittel strøg over gulvene med et lille menneske indeni. Jeg trådte ind og bukkede mig i chokerenhed, da de små klokker ovenover døren lød. Er der tilbud på klokker i øjeblikket, eller hvad?

  En lille gråhåret kvinde, sendte et smil efter mig, da jeg stoppede ved disken.

  ”Hvad kan jeg hjælpe dig med, kære?”

  ”Jeg kom egentlig for at høre om du solgte jernurt?” Spurgte jeg improviseret.

  ”Åh ja,” svarede damen med en løftet finger, som om hun lige var kommet i tanke om noget. Hun forsvandt ud i baglokalet og vendte tilbage med en lille trææske i hånden, identisk med dén jeg fandt jeg i hekseshoppen. Kvinden lagde æsken forsigtigt på disken, og så op på mig med forventningsfulde øjne.

  ”Jeg har det bedste finmalede jernurt. Man kan brygge den skønneste the med denne.” Hun kørte blidt sin gamle, svækkede hånd over æskens overflade. Finmalet jernurt. Bingo.

  ”Imponerende,” lo jeg halvhjertet. Kvinden svarede mig med et varmt smil. Hendes oprigtighed stak i min mave. Jeg tog hendes hånd, selvom hun ikke just følte sig tryg ved mit nærvær. Dog forhindrede hendes forbavsede ansigtsudtryk mig ikke i at tale.

  ”Du sælger ikke mere af dette. Nogensinde. Du vil skille dig af med det omgående. Hvis nogen spørger, har du udsolgt.”

  ”Jeg har udsolgt.”

  ”Helt korrekt.”

Jeg forlod apoteket.

 

Solen stod stadig højt på himlen, da heksen forlod sin shop atter igen. Med sine paranoide, usikre skridt iblandt menneskemængden fulgte hun ruten, jeg havde gået ned til apoteket. Og da hun med hovedet hængende trådte ud af apoteket uden jernurt, kunne jeg ikke dy mig for at smile i sejr. Jeg ville nu følge hende tilbage til butikken, for at tvinge hende ud af rækkevidde for publikum, men da hun nærmede sig gyden, gik hun lige forbi. I stedet for at dreje ned til butikken, fulgte hun gågaden, indtil vi ramte en parkeringsplads lidt ude for centrum. Her satte hun sig i sin bil og kørte ud af byen, indtil hun ramte en landevej, skjult i et lille tæt skovareal.

  Hun kørte med så høj fart, at jeg måtte smålunte for at kunne følge med. Hun havde åbenbart travlt. Lille stakkels heks. Vi holdt os på vejen et godt stykke tid, efter vi havde passeret skoven. Her var øde, og markerne strakte sig ud i horisonten. Kragerne skreg og fløj omkring i luften, eller holdt sig trygge ved fugleskræmslerne med solen i ryggen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...