Den blodige halskæde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 1 dec. 2013
  • Status: Igang
En lille something jeg arbejder på. Her er et udsnit af hvad jeg hidtil har skrevet. Historien foregår 50 år efter seneste afsnit af Vampire Diaries, i Caroline Forbes point of view. Jeg har pillet ved historien, og naturligvis ikke taget hensyn til de kommende afsnit af serien. Caroline er vendt tilbage til Mystic Falls for at tage sig af sin syge mor, ved at overføre hendes blod til hende. I Carolines tid udenfor den lille amerikanske by, har hun været i konstant selskab af Stefan Salvatore. Tyler er ikke længere en del af hendes liv, dertil heller ikke Klaus Mikaelson. Hurtigt indser Caroline at naturen er stærkest og Elizabeth Forbes' skæbne er at dø. Ved siden af, døjer Stefan Salvatore med sine egne intriger. Hverken Caroline eller Stefan ved hvor Damon Salvatore og Elena Gilbert befinder sig, udover at de er sammen. Og Caroline har ét eneste begær i hendes uendelige liv. Én person fra hendes fortid som hun bare må genforenes med.

23Likes
9Kommentarer
1674Visninger
AA

6. Kapitel 6

Efter at være blevet lovet et fint sted som ophold til vores middag, var jeg faktisk ganske tilfreds med resultatet. Restauranten var stor og tætbefolket med både turister og indfødte. En tjener tog imod os ved døren, og førte os til et bord til to. Professoren foreslog først tomandsbordet ved kaminen i hjørnet af lokalet afsides fra alle andre, men jeg insisterede på at få bordet i midten, i blandt de resterende gæster. Jeg fik min vilje, og blev eskorteret frem, helt indtil min stol blev trukket ind under mig, og jeg havde sat mig til rette. Professoren bestilte dagens hvidvin og en forret i gourmetstil. Tjeneren forlod os derefter og jeg tog mig et øjeblik til at betragte mine omgivelser.

  Væggene var røde og lyset var dæmpet. Bag os kunne vi se direkte ud i køkkenet, hvor lyset bagte ned på de stressede kokke med sved på panden. Pandekagerne skøjtede rundt imellem luften og stegepanden, samtidig med at rødspættefileterne blev paneret og creme brulee’en flatteret. Op langs det lille hvide rækkeværk der fulgte lokalet rundt, stod der høje, spirende Natasja-planter, hvorfra der blev skudt et blødt lys op langs væggen fra krukken af. Stemningen var afslappet og behagelig. Men det smørrede smil der mødte mig for den anden ende af bordet, kunne bruge en opgradering.

  Tjeneren bragte os selskab igen, med vinen. Professoren skænkede lystigt ekstra op i mit glas, efter tjeneren havde hældt op. Jeg sippede flirtende til vinen og fastholdt hans øjenkontakt.

  ”Nå, men…” startede jeg tøvende ud og satte glasset fra mig. Jeg førte min hånd hen til hans halvdel af bordet og pillede ved yderkanten af hans tallerken, imens jeg forførende lod mine fingre blidt røre mit ansigt. Han lod et overgivende smil falde i min retning, og fortalte derefter om alle hans kilder til fakta fra bogen af. Uheldigvis sporede han sig ikke forbi den afdeling af information jeg søgte, så jeg kunne ikke undgå kun at lytte med halvt, og fokusere på et pustehul hvor jeg kunne stille mine spørgsmål.

 

  ”… Og det hele virkede så surrealistisk for virkelighedens logik, at jeg blev overbevist om det overnaturliges eksistens,” endnu engang nikkede jeg, som svar til hans nytteløse informationer. Jeg kløede mig frustreret i nakken og skubbede lidt til den halvspiste aborre på min tallerken. Fortabt i uendelige fortællinger, blev jeg mere og mere bevidst om hvor dum en idé det var at vende Stefan ryggen, når jeg ikke fik noget ud af det alligevel. Professoren havde berørt emner, der ganske vist havde haft betydelig faktor for hekseverdenen, såsom dagslys-ringene og sol-og-måneforbandelsen, men intet af dette havde ledt mig videre i jagten efter en potentiel heks.

  ”Men det var så derfor, jeg endte i Dallas. Og i indre by, gemt væk i en lille flække ved bytorvet, fandt jeg denne interessante butik. Stemningen passede perfekt overens med det billede jeg havde dannet mig af et ”hekse-kammer”, om jeg må bede. Der var de sjoveste krydderier og urter. Flora jeg aldrig havde hørt om, legemer fra alverdens fauna, drømmefangere og andre symbolikker for det overnaturlige. Og her havde kvinden udstillet en bog ved disken, og den eksakte side der var slået op på, fangede min interesse. Sproget var naturligvis ulæseligt for mig, men ud fra illustrationerne, at dømme, kunne det kun forestille sol-og-måneforbandelsen. Der var simpelthen de underligste grafiske tegninger af væsner, fra de mest forskruede godnathistorier,” Jeg frøs straks, da han nævnte tegningerne af vampyrer og varulve.

  ”Hvad?” Spurgte jeg, nu langt mere opmærksom på hans fortælling. Han greb min hånd i begejstring.

  ”Ja, er det ikke fantastisk? Ikke nok med heksekunstner, vi går måske iblandt disse væsner til hverdag. Jeg tror der er en helt verden, vi slet ikke kender til!” Hvis denne butiksejer ejer sådan en bog, med illustrationer af varulve og vampyrer og formularer… Hun må være en heks!

  ”Dallas, siger du, professor?”

  ”Åh ja. Nordvest fra indre Dallas, Colleyville ved det lokale torv.”

  ”Åh, professor. Tak, De har været en stor hjælp.”

  ”En hjælp, frøken Caroline?” Gentog han forvirret.

  ”Professor, jeg vil gerne have du kigger dybt ind i mine øjne.” Hvor meget jeg end hadet at indrømme det, elskede jeg at tvinge folk. Et lille skummelt smil, kæmpede sig vej frem til mine læber. Professoren gjorde som sagt.

  ”Du går hjem nu. Du glemmer du nogensinde har mødt mig. I aften er aldrig sket.”

  ”I aften er aldrig sket,” gentog han.

  ”God professor,” hånede jeg og rejste mig fra min stol. Jeg forlod restauranten med lange, selvtillidsfyldte skridt, og stoppede på parkeringspladsen der nu lå i komplet mørke.

 

 

Skoven var mørk og dunkel og natten lå over mig. Jeg førte mig frem, langsomt og på listende poter. Jeg slog blikket ned i det bløde mos og betragtede mine klør der strakte sig ud i det bløde underlag. Billedet af et par skarpe, gule øjne med pupiller så sorte som kul, skød forbi mit indre blik i en fart. Mit synsfelt var uden farver og langt smallere end jeg var vant til, men tydeligt og afstandsbedømmende. Jeg kunne med lethed afgøre længden af mit spring, for at nå over på den anden side af floden. Så det gjorde jeg. Jeg sprang.

  Skovbunden tyndede ud i småsten, der senere blev til grus. I en fjern afstand hørte jeg, larm fra de mange mennesker der festede og konverserede bag de mange containere og det høje hegn der adskilte os. Bassen især, slog på det inderste af min snegl. Mine stærke muskler førte min lange krop videre i tunge skridt, imens jeg sørgede for at tage notits af mine omgivelser i tilfælde af flugt. Med snuden i jorden, lugtede jeg mig fremad samtidigt med mine ører sikrede mig sikkerhed. Begge sanser reagerede punktligt da jeg endelig fandt frem til mit mål. Den duft. Den uskyldighed. Uvidenhed.

  Han sad på en gammel, slidt Fiat ladvogn, alene og ukoncentreret. Vigtigst af alt, alene. Jeg knurrede og bevægede mig langsomt fremad med låst rygsøjle og dæmpet position. Jeg sneg mig ind på ham bagfra og slog med halen i begejstring. Hårene rejste sig på mig i nakken, da jeg satte i aktion. Med tænderne i hans nakke, nød jeg blodets indtrængen i min pels. Jeg mærkede hver eneste dråbe, løbe ned langs mine lange mundvige. Spildt fornøjelse. Jeg bed flere gange på ny, i håb om at nå en åre, der endnu ikke var drænet, men mine måltider varede sjældent længe. Min afhængighed blussede op og stak i mit bryst, inden jeg brølede dybt og kraftfuldt efter mere. Mere og mere. Mere, mere, mere, mere…

 

Jeg vågnede op i et skrig og tog mig straks til brystet, der var svedigt af nattens intriger. Jeg trak vejret dybt og satte mig op i bilsædet. Jeg klappede noget blod ud i mine kinder og gned mine øjne. I et hurtigt strejf i sidespejlet, så mit hår ud til at ligne et værre rod der afslørede alle de vendinger jeg måtte have foretaget mig. Jeg rystede på hovedet og kneb en frustreret tåre ud af øjenkrogen og imens jeg så mig forvirret rundt i mørket, startede jeg motoren. Digitaluret viste mig et skuffende klokkeslæt, men mørket taget i betragtning, burde jeg ikke være så overrasket.

  Jeg steg ud af bilen for at trække noget frisk luft, og kunne ikke undgå at opfange lydene der kom fra de højlydte motorcykelførere der lystigt konverserede og hoverede, deres tonefald taget i betragtning, op ad universitets murer. Jeg samlede øjenbrynene i foragt og forlod skjulet af min Citroën. I hvad føltes at være lange skridt væk fra parkeringspladsen, blev jeg piftet over af banden. Jeg rystede blot indvendigt på hovedet og fortsatte min gang i overraskende kulde. Indtil:

  ”Hey blondie. Er du døv, eller bare en tøsepige?” Det sagde han bare ikke. Jeg kunne ikke dy mig. Min lunte rakte ikke længere disse tider på døgnet.

  Med en ufattelig fart løb jeg, den forvoksede, langskæggede udgave af Bryan Adams i møde. Han sad på sin Yamaha, med sin mave hvilende på skødet og en sort lædervest trukket udover de store overarme, der næppe havde et sådan imponerende omfang af styrketræning. Arizona. I sandhed en by af klassikere. Først på klods hold opdagede jeg den hjemmelavede joint i deres hænder, så deres manglende reaktion på min overnaturlige entré, gav pludselig mere mening. Dog tog jeg mig selv i at ærgre mig.

  ”Du kaldte?” spurgte jeg med et piget, uskyldigt tonefald. Vis dit sande ansigt, hviskede en stemme og en del af mig ønskede at han gav mig et smuthul, en mulighed for det.

  ”I har ret, gutter. Hendes røv er mindst ligeså lækker tæt på,” Jeg himmelvendte øjne. ”Hvad siger du til en lille køretur, frøken?”

  ”Åh, hvordan kan en pige afslå sådan et tilbud?” Dånede jeg i sarkasme og sprang op på motorcyklen, bag ham. Jeg borede mine negle ind i hans sider, og mærkede hans nerver trække sig sammen i smerte, men hans ego forhindrede ham i at vise yderligere tegn på svaghed. Det her var en god idé, tænkte jeg i et underholdt humør.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...