Den blodige halskæde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 1 dec. 2013
  • Status: Igang
En lille something jeg arbejder på. Her er et udsnit af hvad jeg hidtil har skrevet. Historien foregår 50 år efter seneste afsnit af Vampire Diaries, i Caroline Forbes point of view. Jeg har pillet ved historien, og naturligvis ikke taget hensyn til de kommende afsnit af serien. Caroline er vendt tilbage til Mystic Falls for at tage sig af sin syge mor, ved at overføre hendes blod til hende. I Carolines tid udenfor den lille amerikanske by, har hun været i konstant selskab af Stefan Salvatore. Tyler er ikke længere en del af hendes liv, dertil heller ikke Klaus Mikaelson. Hurtigt indser Caroline at naturen er stærkest og Elizabeth Forbes' skæbne er at dø. Ved siden af, døjer Stefan Salvatore med sine egne intriger. Hverken Caroline eller Stefan ved hvor Damon Salvatore og Elena Gilbert befinder sig, udover at de er sammen. Og Caroline har ét eneste begær i hendes uendelige liv. Én person fra hendes fortid som hun bare må genforenes med.

23Likes
9Kommentarer
1681Visninger
AA

4. Kapitel 4

De konstante slag fra træets grene og blade slog mod mit vindue og forstyrrede mit koncentrerede forsøg på at genvinde noget søvn. Jeg glinsede over mod vinduet for enden af mit værelse til ingen overraskelse at mørket stadig lå over Mystic Falls.  Jeg vendte mig endnu en gang i håb om at den forgangne stilling fra fem minutter siden var til mere nytte denne gang. Men de højlydte sekunder fra vækkeuret på mit sengebord blev hurtigt til minutter, og som endnu en time havde passeret mit utrættelige sind så jeg ingen fornuft i at fortsætte den forgæves kamp mod roen. Og som jeg opgav, begyndte jeg at mærke til min maves protester. Jeg var sulten.

  Jeg satte mig ved det beskedne sminkebord hvorover, sandheden hang indrammet i en guldramme. Det afslørede alt, jeg forsøgte at skjule til hverdag. Og som jeg rakte ud efter spejlet for at nå de sortnede årer under mine øjne, indså jeg hvor dramatisk roen og ensomheden havde gjort mig. Jeg kneb øjnene sammen i håb om slippe for synet af de blodrøde øjne omkring den matte blå regnbuehinde. Men nemt skulle jeg ikke have det. Jeg vil aldrig kunne flygte fra hvem jeg virkelig er. Jeg åbnede mine øjne og mødte det samme blodtørstige blik i de samme blodrøde øjenæbler.

  Jeg kørte en børste gennem mit, fine, blonde hår. Jeg sad mit ben svunget over det andet og med rank ryg. Førhen ville min skønhed have betaget mig, men jeg havde ingen til at værdsætte den. Da jeg endelig trættede mig selv med at kigge på de kendsgerninger til øjne, jeg havde, greb jeg min frakke fra stoleryggen. Som altid, trak jeg hætten over hovedet og forlod huset i stilhed. Mit blik faldt på den slidte Mercedes, men rastløsheden fra nattens forløb, gav mig lyst til at bruge den fart jeg blev tildelt da jeg i bytte gav mit liv. Med et lille tilløb over vores forhave sprang jeg med nævneværdig fart ind mod byen og drejede af ved det centrerede torv for at se de trætte, hårdtarbejdende mennesker slæbe deres søvnløse kroppe ud af deres trucks iført tøfler og morgenkåbe og ind mod deres butikker med nøglen parat i hånden. I det fjerne så jeg lyset i pubben tænde. Jeg løb nysgerrigt derhen for at tjekke, og til min forundrende forbavselse at genkende det ældre ansigt der nu gik og trak stole ned fra bordene. Han stod allerede med forklædet om livet med et hviskestykke hængende i siden. Og briller. To par runde stykker glas blev holdt sammen af et tyndt, sort stel og sad let om næsen på den kære Matt Donovan. Tidligere flamme, tidligere, berøvet fra alt potentiale i hans sind. Skræmt fra vid og sans. Aldrig kommet ud af Mystic Falls. Forladt. Ingen ring på fingeren.

  Jeg var ikke stødt på Matt før nu, og jeg undredes hvordan det mon kunne lade sig gøre, selvom jeg dog ikke havde aflagt pubben et forsøg endnu. Jeg besluttede mig for at gå ind og præsentere mig, men da jeg skød i dækning under vindues rækkevidde, da han vendte sig, for at se i min retning, var jeg overbevist om, jeg ikke var klar til at rive plasteret af dét eksakte sår, endnu. Jeg rystede frustreret på hovedet og løb derefter videre, for at gennemføre hvad jeg forlod villaen for.

 

 

 

Jeg løb i vildrede rundt iblandt træer, og visne blade uden det helt store fokus. Jeg havde sultet mig selv de sidste par dage. Der havde simpelthen været højere prioriteter i mit daglige skema, hvilket havde udeladt tid til at jage. Men nu kunne jeg mærke konsekvenserne af mine valg, da svimmelheden endnu engang bød sig velkommen og lod mig falde klumset til jorden. Jeg knyttede mine næver, og trak en håndfuld beskidte blade med mig. Jeg førte mine knæ ind under min overkrop og skubbede mig selv op i et tilløb på vraltende ben. Og som jeg løb med vinden mod mit ansigt, kunne jeg mærke min hud langsomt tørrede ud. Mine øjne var ustyrlige og min selvkontrol dalede med alvorlig fart. Adrenalinen pumpede sig vej ud i mine årer, og som jeg løb med min bedste fart og befandt mig i mit farligste, mest blodtørstige hjørne af mig selv, afslørede en fasan sig, i løb fra skjulet af et egetræ mod et hul i jorden. Et overlegent og overflødigt, på det groveste smil viste sig på mine læber, inden jeg sprang fra jorden for at ende med dyret imellem mine stærke hænder. Et enkelt, afgørende og så sandelig afsluttende skrig fra fuglen lød efter jeg kastede mine tænder i retningen af dens hals. Jeg smed fasanen fra mig og vendte mig om efter dessert. En fasan var næppe tilfredsstillende når jeg nåede disse kanter af gennemborende sult og hunger efter blod(?). Og som jeg havde håbet på, da jeg slikkede det sidste blod af mine fingre, sniffede en hare sig fremad fra sit gemmested, i mit stille nærvær, uvidende at faren stadig lå over den. Jeg kneb mine øjne sammen en smule, for at fokusere på haren, og kun haren. Jeg lyttede efter bedste evne til dens hjerteslag. Rytmen rettede sig fra nervøs til et lettere stille tempo, og da den nåede sit mest regelmæssige punkt, antog jeg at haren stod stille. Jeg fremmanede min position, men et knæ skubbet ind under mig, min anden fleksede fod solidt placeret dybt i den bløde jord, i parat stilling til at skubbe mig fremad. Mine hænder holdt min overkrop oppe på det yderste af mine fingerspidser og jeg krummede ryggen og så fremad. Jeg tog ofte mig selv i at nyde opløbet til mine drab. Disse var i sandhed mine stærkeste øjeblikke, øjeblikkene hvor jeg talte ned inden angrebene. Endelig at kunne vise hvad jeg til hverdag måtte skjule for resten af verdenen. Ikke at, skulle leve i hemmelighed. At, have en undskyldning for at, slippe hæmningerne og opføre sig dyrisk. Jeg sprang. Med succes.

 

 

 

Dagen havde nået sit højdepunkt, og som jeg sad i min dybeste koncentration begravet i vise ord om forhistoriske observationer af hekseri, der gav mig intet andet end nonsens til nytte, lod jeg mig distrahere af fuglenes uendelige sang for foden af mit vindue. Jeg nærmede mig vindueskarmen og trak de sammenholdende brædder opad for at åbne op. I min nøje betragtning af villaens omgivelser i vores beskedne kvarter, anede jeg Stefans sportsvogn i det fjerne. Jeg fulgte den sorte skikkelse til den endelig trillede ind foran vores indkørsel. Stefan trådte ud med sit søgende blik og fangede mig i vinduet. Jeg lod et smil falde i hans retning, inden jeg forlod mit værelse og mødte ham på verandaen. Vi satte os til rette i den lille, hvide træbænk, der havde stået til rådighed for mange af vores udvekslinger af research og fundne informationer. Samtalerne havde dog mest indeholdt opremsning af tidligere spor, eftersom vores ophold i Mystic Falls holdt os fanget i rammer med begrænsede researchmuligheder. Endelig brød stilheden sig i blandt os, da Stefan rømmede sig og talte:

  ”Jeg var på biblioteket her til morgen,” Jeg løftede mit øjenbryn for at signalere min spørgende stilling til hans udtalelse.

  ”Jeg fandt intet. Intet lod til at være opdateret nok til at være os en hjælp. Det kommer dog ikke bag på mig.” Skylden skyllede ind over mig, eftersom jeg følte mig tilbageholdende af ukendte grunde. En uidentificeret mavefornemmelse forårsagede at jeg ikke kunne fortælle ham at jeg måske besad nogle nyttige bøger. Han så må mig med et forventningsfuldt ansigt. Jeg gættede at det måtte være min tur til at tale.

  ”Det kommer heller ikke bag på mig,” fremmanede jeg at stamme ud af mine tøvende læber. Jeg undrede mig over min pludselige diskretion og bed mig selv i læben for at fastholde min relativt rolige position.

  ”Jeg har også været på biblioteket,” kastede jeg uvilligt ud gennem sammenbidte tænder. Ikke mere snak, bed jeg af mig selv indvendigt. Min underlige opførsel var ikke længere undtaget Stefans undring. Jeg fulgte nøje med da han samlede sine øjenbryn i forvirring og signalerede at jeg skulle fortsætte med en cirkulerende håndbevægelse.

  ”Intet, heller,” løj jeg. Jeg bukkede hovedet nedad i åbenlys frustration og kørte en hånd henover nakken på mig selv. Fasthold dine holdepunkter, Caroline. Giv ham ikke en chance til at afsløre dit bluf. Efterfølgende fortsatte vi i vores daglige rutine af opremsning på faktum. Som om vi altid forventede at vi overså noget. Som om vi, i endeløst håb, regnede med at have svaret i vores hænder, blot gemt væk fra den overfladiske tolkning. Vi måtte grave dybere i vores informationer, og som vi sad i purrende stilhed, overvældede den mig.

  ”Her er meget stille, er her ikke?” mumlede jeg, nu da mit normale tonefald virkede som en skrækkelig larm. Stefan løftede sit hoved og undredes min påstand. Han nikkede blot til svar. I skræk slog det mig, hvorfor stilheden havde fanget min interesse, og jeg greb Stefans arm for komfort, inden jeg formåede at overveje mit næste træk.

  ”Stefan, min mor. Jeg kan ikke høre hendes hjerteslag.”

 

 

 

”Mor!” Skreg jeg igen, imens jeg ruskede i hendes udmattede krop. Kæmp, mor, kæmp.

  ”Træk vejret. Jeg har brug for at du trækker vejret!” Så vidt jeg vidste, stod Stefan bag mig og fulgte nøje med i min hjertemassage. Mor reagerede ikke, og sandheden stod pludselig for indersiden af mine øjenlåg, og jeg tyede til hvad jeg så som den sidste udvej. I en hast, bed jeg mit ene håndled op, så blodet havde ingen anden mulighed end at forlade min krop. Jeg løftede hendes hoved og satte mig i hendes seng bag hende, og deja-vu-følelsen stak i min mave, da jeg knugede hende ind til mig, og tilbød hende mit blodige håndled.

  ”Hun drikker ikke, Stefan. Hvorfor drikker hun ikke?” Skreg jeg op i ustyrlig hysteri. Stefan stod ubevægelig og så til imens jeg i forskellige vinkler forsøgte at skubbe mit blod ind i hendes mund. Jeg forsøgte sågar at smøre blodet ind på hendes gummer, i håb om at hun ville optage det og komme i bedring hurtigt nok til at drikke resten af den mængde hun behøvede. Men efter forgæves forsøg, følte jeg at vi spildte tiden. Jeg bemærkede Stefan nærmede sig.

  ”Care…” Han lagde en trøstende hånd på min ene skulder, men jeg vred den af mig i foragt. At han dog kan tro, jeg vil give op så let. Min egen mor. Med tårende løbende ned af mine kinder, bed jeg af ham, så han bakkede væk fra mig.

  ”Stefan, vi må ringe til hospitalet. Der er en telefon ude i gangen,” og det følgende sekund var han ude af syne. Efter, jeg i ustyrlig hysteri greb tæpper og hendes frakke og pakkede hende ind, forsøgte jeg endnu engang på førstehjælp, men min mor var langt borte fra os.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...