Den blodige halskæde

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jun. 2013
  • Opdateret: 1 dec. 2013
  • Status: Igang
En lille something jeg arbejder på. Her er et udsnit af hvad jeg hidtil har skrevet. Historien foregår 50 år efter seneste afsnit af Vampire Diaries, i Caroline Forbes point of view. Jeg har pillet ved historien, og naturligvis ikke taget hensyn til de kommende afsnit af serien. Caroline er vendt tilbage til Mystic Falls for at tage sig af sin syge mor, ved at overføre hendes blod til hende. I Carolines tid udenfor den lille amerikanske by, har hun været i konstant selskab af Stefan Salvatore. Tyler er ikke længere en del af hendes liv, dertil heller ikke Klaus Mikaelson. Hurtigt indser Caroline at naturen er stærkest og Elizabeth Forbes' skæbne er at dø. Ved siden af, døjer Stefan Salvatore med sine egne intriger. Hverken Caroline eller Stefan ved hvor Damon Salvatore og Elena Gilbert befinder sig, udover at de er sammen. Og Caroline har ét eneste begær i hendes uendelige liv. Én person fra hendes fortid som hun bare må genforenes med.

23Likes
9Kommentarer
1671Visninger
AA

3. Kapitel 3

"Du har akkurat 3 sekunder til at forklare mig hvad du laver i Mystic Falls, inden du lider samme skæbne som din mor." Min fjendtlighed overraskede mig, men tidens spor havde sat sine præg på min autoritetsfornemmelse. Blot af egen beskyttelses skyld. Ligeså undrede jeg mig over hun ikke brugte hendes styrke imod mig. Måske er hun ikke en trussel. Men min godtroende tankegang var for længst blevet brudt af fortidens vise ord. Erfaringer havde lært mig ikke at tage forbehold der ville udsætte min egen tilstand for risici.
  "Jeg passerer blot igennem byen," jamrede hun ydmygt og kæmpede ikke imod mit greb. Jeg sænkede hende blot så hendes tæer kunne nå jorden.
  "Hvad bringer dig forbi Salvatore?" Og som jeg hørte ordene blive formet af mine egne læber, gik det op for mig at det ikke var Salvatorefamilien hun søgte. Det var ikke blot mig der higede efter fortidens mønster. Det var os alle, der nu var spredt for alle vinde, der forsøgte at sammensætte de foretrukne puslebrikker. Hun søgte ikke Salvatorebrødrene, ikke for andet end hjælp umiddelbart. Det var Gilbert-familien. En helt bestemt Gilbert.
  "Du søger Jeremy Gilbert." Lyden af hans navn ruskede i mine følelser og det løb mig koldt ned af ryggen. Jeg slap Anna og hun tog sig straks til halsen hvorefter hun prustede lettet. Så lille som hun overhovedet kunne være mødte hun mit blik og talte.
  "Rygtet siger han blev bragt tilbage fra de døde." Jeg kunne mærke hun eftersøgte en bekræftelse fra mig, men alt jeg erindrede fra Jeremys mirakuløse tilbagevenden var det tab jeg selv måtte lide af det. Bonnie. Åh Bonnie, hvordan kunne du?
  "Hør på mig, Anna og hør godt efter. Du vil ikke finde Jeremy her. Denne by har set det sidste til familien Gilbert. Den stamme her er uddød for længst og de vil aldrig komme tilbage," at høre kendsgerningen fra min egen mund chokerede mig langt mere end jeg havde forventet.

Fremfor at virke nedslået eller måske endda opgivende som jeg havde på det kraftigste havde forventet af hende, virkede hun ikke den mindste smule overvundet. Hendes blik afslørede intet andet end en afkrydsning på hendes indre liste over byen hvori hun skulle lede. Og da hun vendte sig om for at forlade mig, kunne jeg ikke dy mig selv for at advare hende.
  "Anna, pas på," Hun vendte sig om. "Han er ikke én af os længere." Hun smilede blot og hendes følgende pointering slog mig til jorden.

  "Der er ikke den ting kærlighed ikke kan overvinde, Caroline Forbes." Og den påstand forårsagede mig smerte som jeg ikke havde følt længe. Jeg følte tabet på alle de drømme og ambitioner mit sind engang bød på. Dén påstand forårsagede at jeg stod lamslået i flere minutter inden jeg formåede at sætte mig ind i min bil igen.

Så på vejen hjem stoppede jeg forbi det lokale bibliotek. Stefan og jeg havde kørt landet tyndt for biblioteker i jagten på bøger der kunne afsløre identiteter og lokationer på hekse. Vi kørte i dagevis for at opsøge disse ud fra spor af bøger, tidsskrifter og hvad der ellers faldt i vores hænder, men ingen spor, adresser eller andre informationer lod til at være sande. Stefan kendte få hekse, men ingen gik med til at hjælpe os. Vores forhistoriske interaktioner med Mikaelsonklanen havde spredt sig verden over og skræmt heksene, og vores håb var svundet ud i sandet. Da fik jeg et opkald fra hospitalet om min mor, og vores uendelige søgen blev sat på pause imens vi vendte hjem for en tid. Nu sad vi fast i Mystic Falls uden ledetråde, men gensynet med Anna havde tændt op under mig.
Jeg gik straks til disken og mødte to gamle, trætte øjne der undrede sig over en pige af min alder befandt sig på et bibliotek, denne tid på dagen. Ja, jeg er ung og smuk og befinder mig på et bibliotek klokken 6 om morgenen, kom over det.
  "Jeg vil gerne se på de nyeste fagbøger om hekse og overnaturlige kræfter," det var tydeligt at det næppe behagede sekretæren, at min forespørgsel krævede at hun rejste sig. Jeg ventede tålmodigt imens hun søgte i arkivet på sin lille old fashion, stationær computer. Hun scrollede langsomt på sin trådløse pink computermus og kiggede derefter op på mig.
  "Er 2008 godt nok?" mumlede hendes tunge, sprukne læber. Jeg nikkede uskyldigt.
  "Hvis det er det bedste du har," sagde jeg med et lille smil i mundvigen.
  "Følg mig," jeg ventede på et smil eller en lille venlig tilnærmelse men det lod til, at det var alt jeg fik. Jeg fulgte hende derefter gennem de høje reoler med bøger fra alle verdener, på alle sprog og med alle genrer. Jeg kunne ikke undgå at fnise da jeg så en børnebog med titlen "Da Vampyren Fik Sin Første Hugtand". Jeg modtog efterfølgende et spydigt blik henover skulderen af bibliotekaren. Jeg sænkede mit blik undskyldende og forlegent.
Hun stoppede ved en af de støvede reoler bagerst på biblioteket. En tyk bog i en massiv emballage blev trukket ud fra rækken med andre støvede og slidte bøger. Jeg havde svært ved at forestille mig at denne var en opdateret version af hekseri, men bibliotekaren var en anelse for utilnærmelig til at jeg turde betvivle hendes evner. Jeg fik givet bogen i hånden og fremvist andre mulige bøger til min smag. Derefter slæbte hun sine fødder henover det nedtrampede gulvtæppe og satte sig atter ved sin disk.
Jeg trak en anden bog om ånder og kontakt med det overnaturlige ud fra rækken og tog den med mig ligeså. Derefter forlod jeg bygningen med et sidste forsøg på at få menneskelig aktivitet ud af bibliotekaren. Som et svar på mit smil til hende som afsked sendte hun mig et nik i min retning, så jeg mente det var en sejr fra min side af. Jeg kørte derefter hjemad.

 



Mor havde sat sig ved det lille bord ude i køkkenet med en kop kaffe, der så ud til at være kold.
  "Hvor længe har du siddet der, mor?" Kaldte jeg ude fra entréen. Jeg smed bilnøglerne i en lille keramikskål og vippede på min ene fod for at betragte hende.
  "Mor?"
Jeg hørte hende grynte, derefter efterfulgt af nogle beskedne klap på hendes rynkede kinder. Nu rabler det da for hende.
  "Caroline?" Kaldte hun. Jeg gik ud i køkkenet og satte mig på hug foran hende.
  "Hvor længe har du siddet her, mor?" Jeg så på hende med bekymrede øjne og lagde en hånd på hendes skød.
  "Du var væk i nat?" Jeg bøjede mit hoved i skam.
  "Jeg kunne ikke sove." Og pludselig skiftede vi roller.
  "Igen, min skat?" Spurgte hun så omsorgsfuld og betænksom, som hun var. Hun kørte en hånd over håret på mig og kyssede mig på panden. Derefter hviskede hun mit navn som om, hun skulle irettesætte mig. Jeg kiggede op på hende.
  "Caroline. Jeg kan ikke mere." Jeg ventede reserveret på mere.
  "Du skal stoppe med at holde mig i live..."
  "Mor, nej," afbrød jeg bestemt.
  "Jeg kan ikke sidde og se til imens du langsomt dør fra mig."
  "Men, Caroline..."
  "Nej! Så længe jeg har mulighed for at hjælpe dig... for at beholde dig, så kan du regne med at jeg er der til at gøre det," og med disse vrede ord forlod jeg hende, for igen at køre fra det lille villahus.

Med tårer hængende i øjenkrogene trådte jeg sømmet i bund imens jeg nærmede mig udkanten af Mystic Falls. Ved den lille sidegade drejede jeg af og fulgte den smalle vej indtil den løb ud i sand og grus. Jeg pressede den stakkels Mercedes til det yderste, inden vegetationen i skoven stod for tæt til at bilen kunne skubbes indimellem. Jeg strakte mig som en vindeltrappe for at nå de to biblioteksbøger omme på bagsædet. Jeg betragtede de sløve guldrammer og kunne ikke tilbageholde en latter over hvor meget arbejde forfatterne havde lagt i at skabe en stemning på bøgernes indpakning. Jeg vendte bøgerne for at læse omslagsteksten. Tilfældigt lagde jeg mærke til at den samme mand, Isaac Mendez havde forfattet begge bøger. Jeg svang dem under armen, slukkede motoren og rejste mig dramatisk fra bilsædet og som jeg nærmede mig det gamle, forladte Salvatorehus bankede mit hjerte i takt med fuglenes livlige sang. Jeg trådte op på den knirkende veranda og af en ukendt grund fik jeg en trang til at sparke de faldne blade væk, for at slottet kunne virke mere præsentabelt. Synet af de forfaldne vinduer med brædder banket op på kryds og tværs indefra, tørrede dog smilet af mine læber. Jeg skubbede den store port til fordør op, og passerede entréen samt den fine opholdsstue. Jeg tog altid mig selv i at tjekke hvert rum og leve mig ind i datiden hvor huset stod med alt sin ynde og magt. En tid hvor man var en mand af sit ord og rang var tabu, men en del af hverdagens intriger og spøgelser. Rummene stod som sædvanlig uberørt og ikke et eneste spor havde lagt sig på de støvbelagte overflader. Min vej førte mig derefter ned i kælderen, hvor jeg greb den lille tændstikæske der lå på det første trin på trappen derned til. Og som jeg bevægede mig længere og længere ind i den bunkerlignende kælder tændte jeg de kraftige stearinlys der fyldte alle hylder og klipper hvorpå disse kunne stå. Og jeg smed mig på mine knæ som jeg altid gjorde. Omringet af flammer uden sollysets indtrængen, og her pakkede jeg mig ind i mig selv, foldede mine hænder og lukkede mine øjne. Og jeg tænkte på Bonnie.

 


Det føltes som timer passerede mig imens jeg bad til at få kontakt med den anden side.
  "Kom nu, Bonnie. Jeg har brug dig," hviskede jeg ned i mit skød, men mine vampyriske evner rakte åbenbart ikke langt nok.

  "Jeg beder jer. Jeg har brug for jeres hjælp." Men stilheden forblev. Jeg sukkede endnu engang. Opgivende. Hvordan var det nu du gjorde, Bon? Tænkte jeg. Og som jeg følte mig allermest nede, så jeg ingen anden udvej end at prøve.
  "Jeg hidkalder hermed ånder til at tilslutte mig... jeg inviterer jer. Jeg vil jer intet ondt. Jeg ønsker blot jeres guidance," men efter to forgæves forsøg fandt jeg hverken ånder eller min værdighed.

Siden min hjemvending var det et hyppigt ærinde for mig at besøge det gamle Salvatorehus, i håb om at komme et skridt nærmere på mit mål. Stefan og jeg havde også i fællesskab forsøgt. Vi havde endda besøgt Bonnies grav, hungrende efter hendes tilstedeværelse. Med lige meget håb og tro satte vi os ind i sagen, og lige nedslåede og opgivende forlod vi forsøgene.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...